Retur
Bruxelles udgør en selvstændig region der udgør et samlet byområde med godt én million indbyggere. Regionen består af 19 kommuner, hvor selve kommunen Bruxelles (Ville de Bruxelles, Stad Brussel) udgør den inderste del med 145.000 indbyggere (2006). Ifølge den belgiske forfatnings § 194 er det byen Bruxelles (dvs. kommunen, ikke regionen) der er hovedstad.Regionen Bruxelles ligger som en enklave omsluttet af regionen Flandern og tilhører hverken Vallonien eller Flandern, men har siden 1989 været et tredje administrativt område med eget parlament og egen regering.
Dagen i går var planlagt sådan, at vi kunne nå overnatningshotellet midt på eftermiddagen. - Stedet er en god gammel kending: Tæt på A1, men på landet, gammel landevejskro, men opdateret med en række nye bygninger, så stedet i sig selv ligner en lille landsby. Det har et fortrinligt køkken og et meget venligt personale.
Afstanden fra Esbjerg er o. 500 km, hvilket passede med planen om i dag at besøge Schloss Augustusburg i Brühl tæt ved Bonn og den videre rute med ankomst i udkanten af Bruxelles sidst på eftermiddagen.
Augustusburg - trapperummet
Vejret var fortsat det bedst tænkelige, dvs. næsten vindstille, ca. 20 grader og tæt på skyfri himmel. Vi havde det held at nå frem til Augustusburg kl. 11, netop som en rundvisning skulle begynde. (Man må ikke gå rundt på egen hånd, og fotografering er forbudt). Slottets bygherre var Clemens August, en af det tysk-romerske riges kurfyrster, dvs. en af de få tyske fyrster, der skulle vælge den tysk romerske kejser - når embedet var ledigt.
Guiden, en ung og køn pige, var desværre en hurtigsnakker, men man glemmer jo under alle omstændigheder alligevel hurtigt det meste... Slottets højdepunkt er afgjort trapperummet, der til gengæld alene er en rejse værd. Arkitekten er en gammel kending fra bl.a. Residenz Würzburg, Balthasar Neumann.
Fra Augustusburg til Zaventem i udkanten af Bruxelles er der ca. 210 km svarende til godt et par timer, men et uheld på motorvejen forsinkede os i en hel time. Vort "hovedkvarter" i Bruxelles er en lejlighed, hvor der kun kan tjekkes ind i tidsrummet 15 - 20, men vi ankom alligevel ved godt 16-tiden, så der var god tid til både indflytning og indkøb i et lille Carrefour Market. Her kunne vi straks konstatere, at prisniveauet i Belgien ikke ligger langt fra det danske. - Vi regner med overvejende selv at lave mad i lejligheden, mens vi bor her. Såfremt nærtrafikken lever op til forvetningerne, kan stedet blive en glimrende base for senere ture med fly, da det ligger lige i udkanten af lufthavnen.
Areal: 32.545 km2 med 11,4 mio. indbyggere (2017). Landet er opdelt i tre regioner med i alt 581 kommuner, Flandern (nord), Vallonien (syd) og Bruxelles. Hver af de tre region har eget parlament, hvortil kommer det fransksprogede fællesskab og det tysksprogede fællesskab. Sprog: Nederlandsk (flamsk) i Flandern, fransk i Vallonien. Hovedstadsregionen er tosproget (3 med arabisk…). Efter valget i 2010 tog det 541 dage at danne en fælles belgisk regering. Flandern med ca. 6,5 mio indbyggere er langt den rigeste del. Vallonien er arealmæssigt større (16.844 km2) men har ”kun” 3,6 mio indbyggere. Vallonien var blandt de første områder på det europæiske kontinent med en egentlig industrialisering, bl.a. pga. kul og stål. Dette gav grobund for en tidlig meget stærk arbejderbevægelse, der igen endte i en strejkekultur. Nu er minerne lukket og industrien skranter, så Vallonien er Belgiens fattigste del (sammen med dele af Bruxelles). Bruxelles-regionen er på 7.282 km2 med ca. 1,2 mio. indbyggere (2017)
Meget kort historisk rids: Belgien opstod som en udløber af napoleonskrigene. Efter Waterloo i 1815 dannedes kongeriget Nederlandene, der omfattede det nuværende Holland, Belgien og Luxemburg. I 1831 udråbes Belgien til et selvstændigt kongerige. 1952 tiltræder Belgien Den Europæiske Kul- og Stålunion, det senere EF. 1957 placeres EF’s hovedkvarter i Bruxelles. Byen er også sæde for NATO. 1960 Congo bliver selvstændigt og får navnet Zaire. 1970 - i dag, landet udvikler sig til en føderalstat med de tre regioner og sprogfællesskaberne. 2016 koster et IS-terrorangreb i lufthavnen og metroen 32 personer livet.
Vi stod op til silende regn med udsigt til, at dette ville vare det meste af dagen. Ikke just en del af vores plan og da slet ikke på førstedagen, hvor vi skulle prøve at hitte rede i byens nærtrafik. Vi ventede til sidst på formiddagen, og så blev det faktisk - næsten - tørvejr. Tiden blev til dels brugt til at finde ud af, hvordan vi lettest kunne komme ind til centrum; svaret var en buslinje (272), der går lige fra døren til Gare du Nord, der er en kæmpemæssig og uhyre grim bygning, der er knudepunkt for tog, busser, sporvogne og metroen. Vi ankom selvsagt til busterminalen i siden af bygningen, som imidlertid var aflåst (!) i hele sin længde, så bare det at finde ind i den var den første udfordring. Da dette langt om længe lykkedes, skulle vi finde et billetkontor, hvilket viste sig at være nærmest umuligt. Dog fandt vi hurtigt en billetluge, hvor damen venligt oplyste os om, at hun kun solgte togbilletter - samt hvor vi kunne købe billetter til nærtrafikken. (Folk her taler helst flamsk næsthelst fransk og så dernedefter). Vi gik i den anviste retning og fandt - ingenting. Netop som vi var ved at opgive det hele og forberede os på at dø dér i et hjørne sammen med nogle andre skumle personer, fik vi øje på stedet, der hedder "Kiosk", og som faktisk i den grad også ligner en kiosk, et lille uanseligt rødt skur inde i den mægtige hal. Her kom vi til at tale med en særdeles venlig og hjælpsom mand, der udstyrede os med en 72-timers billet i form af et kreditkort og to papirskort over hele nærtrafikken.
Vi ville nu tage metroen til Bourse (Børsen) lige ved Grand Place. Dette lykkedes kun ved velvillig assistance af to venlige politibetjente (unge kvinder!), der forklarede den videre færd for os, og som ledte os til en indgang, der syntes at forudsætte papbilletter... Men de to søde polititøser var ubemærket fulgt efter os i sikker forvisning om, at vi nok ikke kunne finde ud af at komme gennem indgangen. De viste os nu, at vores kreditkortbillet er trådløs, og at man bare lige skal holde den over et rødt punkt, så springer porten op til paradiset. Desværre lukkede den sig så straks efter om mig, fordi jeg lige ville takke de flinke piger. Akkeja.
Metroer/undergrundstog afviger ikke meget fra hinanden uaset hvilken by, der er tale os, så vi følte os nærmest på hjemmebane og kom også af det rigtige sted (Børsen). Her oplevede vi første gang en særlig belgisk specialitet: Hvis (!) de rullende trapper fungerer, så går de altid nedad, aldrig opad; ofte er er der kun almindelige stentrapper, så gangbesværede børe helt bestemt opsøge andre rejsemål.
Vi dukkede op fra dybet lige ved den meget flotte børsbygning, der lige så godt kunne have været en opera, og så opdagede jeg, at jeg pga. af regnvejret havde glemt mit Canon fotografiapparat... Heldigvis er moderne telefoner næsten lige så gode, så helt galt var det jo ikke. Tæt på børspladsen ligger Grand Place, der virkelig er et vildt imponerende syn: En stor markedsplads omgivet af fatastiske laugsbygninger, der tydeligvis har forsøgt at overgå hinanden i pragt og ustille en svimlende rigdom - i stærk modsætning til nutidens generelle indtryk af byen, der virker temmelig nedslidt oo ordinær, lidt ligesom en lille by i udkantsengland... På Grand Place er der et glimrende turistkontor, der udstyrede os med rigtige papirskort med videre over byen. Derfra er der kun et kort spadseretur til byens måske kendteste attraktion: Manneken Pis. Antallet af "besøgende" svarer helt til berømmelsen, men det var nu ikke svært at komme tæt nok på til at fotografere. Nu er det sådan, at Menneken af kongen er udstyret med en meget stor garderobe, og i dag var han i et sæt med en masse pelsværk (hermelin?), men han pissede alligevel med en stråle, der gav mindelser om dengang, jeg selv var på hans alder, suk.
Vi ville nu følge en rute med art nouveau bygninger, men opdagede hurtigt, at den ville tage os en hel dag, og da det efterhånden var midt på eftermiddagen, gav vi os i stedet i kast med opgaven at komme hjem igen. Det nemmeste og hurtigste ville være tog fra Gare Centrale til lufthavnen i Zavetem, men nu viste det sig, at vor nys indkøbte 3-døgns billet IKKE gælder til tog! Hm. Vi tog så metroen (med 1 skift) til Gare du Nord og bus 272 hjem til indgangsdøren. Det var noget bøvlet at finde holdepladsen, og der var ca. tre kvarters ventetid inkl. forsinkelse. Busserne i Bruxelles annoncerer ikke stop-stederne, hverken mundtligt eller via displays, det må folk virkelig selv holde rede på, hvilket selvsagt ikke er noget problem for de lokale.
Vi føler os nu nogenlunde rustede til de kommende dage i byen!
Perfekt vejr og dermed udsigt til en dejlig dag. Vi startede med at handle ind til aftensmaden i Carrefour, så vi lige kunne nå bus 272... Gårsdagens forsinkelser viste sig desværre bare at være en beskeden forsmag på, hvad der ventede: Over en time i afgangen og endnu mere på hjemturen, så vores pis var til sidst på kogepunktet. Da 272 endelig ankom til stoppested Botanique, og jeg gav udtryk for min mening trak chaufføren bare på skuldrene og sagde yeah-yeah. Han havde heller ingen mening om, hvorvidt det vil blive bedre i morgen. Det gør det nok ikke. Tilbage i lejlighedskomplekset, hvor vi bor, kunne den unge dame i receptionen blot oplyse, at hun aldrig nogensinde var kommet i skole til tiden, og at Bruxelles nærtrafik bare ikke fungerer...
Men ellers havde vi en dejlig dag. Så snart vi kunne stige om fra bus til sporvogn kørte det hele perfekt. Første mål var Musées royaux des Beaux-Arts de Belgique, der kort sagt har en enorm samling af de såkaldt gamle mestre, såsom Cranach, Pieter Bruegel og Peter Paul Rubens samt mange andre. Hertil kome en særtudstilling med Fin de siècle, dvs. kunst fra århundredskiftet 1800-1900.
Art nouveau - Victor Hortas hus og nu museum i Rue Americaine nr. 27: Hvis man ikke vidste bedre, ville man aldrig have lagt mærke til huset set fra den smalle facade ud mod gaden. Når man træder ind, åbner der sig den nok den mest fortryllende bolig (og studio), som vi nogensinde har oplevet, i træ, glas, støbejern i bløde former og farver. Ikke bare husets arkitektur, men også møbler og samtlige beslag følger stilarten. Det er bare umanerlig smukt - faktisk en rejse værd. Fotografering var heldigvis! forbudt, ellers ville besøget nok have affødt flere hundrede billeder, men et lille indtryk kan findes her. Fotoalbum kunstmuseum.
Belært af erfaringerne med bustransport gik vi i stedet til den lokale jernbane station, der ligger en lille kilometer fra vort hovedkvarter. Den søde konduktrice kunne så fortælle os, at Zaventem ligger lige akkurat uden for hovedstadsområdet, hvor vores 72-timers billetter gælder. Også selv om kortet over nærtrafik viser, at det ligger indenfor... Hun lod os køre med uden videre vrøvl og med et stort smil. Her kunne DSB lære noget.
Vi stod af på Schuman-stationen lige ved EU-kommissionens tre-fløjede markante bygning, også kaldet Berlaymont-bygningen, opkaldt efter et kloster som tidligere lå på stedet. Vi tog nogle billeder og tog straks med metroen (den virker, selv om man nærmest skal kaste sig gennem billet-sluserne for ikke at blive mast i en dør, der vist ikke er programmeret til passage af to personer!) videre til museumsområdet ved kongens slot, Magritte-museet. Læs om René Magritte her. Museet er forbundet med gårsdagens kunstmuseum via en underjordisk gang, hvorefter man er kommet til en nabobygning med udstilling i tre etager. En fantastisk tegner og maler med megen humor, og surrealismen er ikke værre, end at man trods alt som regel kan se, hvad motiverne forestiller. Der var næsten helt mørkt, så jeg udlod fotografering.
Belgien er tegneseriernes fædreland, tænk blot på Hergé, Tintins far. Her er en liste over alle (?) belgiske tegneserier. Nej, jeg anede heller ikke, at der er så mange! Men vi var mindst lige så interesserede i den bygning, der er rammen om tegneseriemuseet, The Belgian Comic Strip Center, Rue des Sables 20, 1000 Brussels. Den er nemlig tegnet af Victor Horta (jf. ovenfor) og er et pragt-eksempel på en art nouveau bygning, (masser af billeder).
Med bange anelser begav vi os hjem ved at gå til et nærliggende busstop. Vi havde forberedt os med et par alternative ruter, der godt nok ville indebære længere fodture fra sidste stop og hjem, men meget er bedre end 1-2 timers frustrerende ventetid. Og mens vi vente på alt andet end nr. 272, ja så kom denne, helt og holdent uden for køreplanen, naturligvis. Ved diverse heldige omstændigheder flaskede både ud og hjemturene sig på bedste vis. Og vejret var bare fantastisk med temp. pænt over de 20 grader. Fin dag. Fotoalbum tegneseriemuseum.
Gent er hovedstad i provinsen Østflandern med ca. 260.000 indbyggere (2018), dvs. i store træk som Århus. Den var som tekstilcentrum tidligere en af Europas største byer, indtil tekniske landvindinger og klog toldpolitik gjorde England førende på dette centrale område.
Vi købte billetterne i aftes online, og oplevelsen med de belgiske jernbaner kunne ikke være bedre: Rene tog til tiden med et meget venligt personale. Vi kørte gennem en solbeskinnet Flandern tidlig formiddag og ankom til Gent på minuttet! Siddende på 1. sal i et 2-dækkers tog havde vi den bedst tænkelige udsigt til landskaberne i det flade Flandern. Indtrykket er fremdeles noget forarmet: Små marker, dvs. ingen sammenlægning af landbrugsbedrifter og helt ubegribelig kort afstand mellem de små landsbyer. Belgien er virkelig et meget tæt befolket land! Men man kigger forgæves efter kønne huse/ejendomme. Det hele er temmelig udkantsagtig.
Fra banegården, St. Pieters, er der en ganske lang spadseretur til den gamle og smukke bydel. Der er åbenbart mange markeder en lørdag formiddag. Vi passerede et stort torv med virkelig mange boder, der alle sammen havde kultur som tema! DET ville vi aldrig opleve i Esbjerg. Videre til Sint-Baafskathedraal (St. Bavo's katedral) med "the Adoration of the Mystic Lamb" (Lammets tilbedelse) af Hubert van Eyck/Jan van Eyck, et af de berømteste og kostbareste kunstværker på denne jord. - Det er imidlertid til restaurering på et nærliggende kunstmuseum, hvor vi så nogle af delene, og hvor fotografering var helt forbudt. Kirken huser også et flot billede af Rubens (se album). Videre gennem den maleriske del af Gent med et forbløffende antal mennesker på gaden; måske fordi alle regner med, at det kan blive efterår fra i morgen, og så må intet af sommerens sidste krampetrækninger gå til spilde. Lidt længere mod nordvest kom vi til borgen Het Gravensteen, der ligner noget fra et eventyr (billeder). Sort af mennesker på store strækninger tilbage mod banegården. I en park nærved ligger to store kunstmuseer for hhv. normal og moderne kunst; vi valgte den normale. Turen hjem med IC-tog gik som fod i hose. Herlig og fantastisk smuk sommerdag.
Waterloo ligger ikke særlig langt fra Bruxelles i sydøstlig retning. Vaklede lidt mellem bil og tog, men valgte toget, der bare bekræftede det fine indtryk fra i går: Rene tog, der kører til tiden med et meget venligt personale og passagerer, der opfører sig eksemplarisk. Det finurlige er nu, at man ikke skal stå af i Waterloo, men den næste, sydligere station, Braine l'Alleud, hvorfra der stadig er en spadseretur på ca. 2,5 km (både ud og hjem!) til La Butte du Lion, løvehøjen. Ved foden af højen ligger Le Panorama de la Bataille, der ganske rigtigt rummer et imponerende 360 graders maleri af slagets faser. Wike om slaget her, Napoleons sidste slag.
I forbindelse med 200-året for slaget i 2015 blev der opført et nyt, stort (2.000 m2) underjordisk museum med bla. en 4D-fremstilling af det. Fra højen kunne vi tage en hestevogn til gården La ferme d'Hougoumont, der spillede en strategisk rolle i slaget, og hvor det var af afgørende betydning, at englænderne mod alle odds holdt gården mod franskmændenes gentagne stormløb og voldsomme artilleriild. I stedets lade blev der vist en dramatisk film om forløbet. Album.
I stedet for bare at haste hjem hurtigst muligt havde vi planlagt (endnu) et besøg i Worpswede lidt nord for Bremen, hvor vi var første gang i august 2014 i forbindelse med en tur til netop Bremen. Vi kender alle kunstnerkolonien i Skagen. Sådanne kolonier er - og har især været - udbredte ikke bare i Danmark men i hele Europa, og en af de berømteste er kolonien i Worpswede, der ligger i et lavtliggende, fladt og tidligere meget øde moselandskab. - Man kan faktisk sejle dertil fra Bremen via kanaler og vandløb.
En af koloniens kendteste kunstnere er/var Paula Modersohn-Becker (1876-1907), der stammede fra Dresden. Hun blev uddannet der som skolelærer(inde), men fik samtidigt undervisning i kunstmaling. Hun kom senere som lærer til Worpswede. Store Danske om hende her, men hele den lille by er vældig præget af fortidens berømte kunstnere med deres boliger og adskillige gallerier mv. Alt sammen særdeles indbydende og bestemt et besøg værd. Vi overnattede på et beskedent (!) hotel i den nordlige del af Bremen. Derfra kunne vi nå hjem først på eftermiddagen selv efter stop for den nødvendige grænsehandel.
Bortset fra passage i bil på vej til Frankrig var dette vores første, rigtige tur til Belgien og Buxelles. Vi havde lejet os ind for hele opholdets længde i et lejlighedskompleks i Zaventem, hvor byens internationale lufthavn også ligger, bare lidt længere mod øst. Lejligheden var udstyret med et lille køkken og tilhørende inventar, og vi holdt os derfor selv med kost under opholdet. De fornødne råvarer købte vi i et nærliggende Carrefour supermarked, der er på størrelse med en dansk Aldi-butik. Det fungerede glimrende. Her var bilen parkeret trygt og godt, indtil vi igen vendte næsen hjemad.
Bruxelles nærtrafiksystem viste sig at udgøre en noget større udfordring, end vi havde forventet, jf. den tidligere omtale af vore genvordigheder med især busserne. Uden Google maps med indbygget ruteplanlægning havde vi været ilde stedt, og jeg anede slet ikke, hvor fantastisk et værktøj, det egentlig er med realtidsopdatering af, hvor man er og alle trafikinformationer. Tak Google!
En dejlig oplevelse var belgiernes enestående venlighed - helt uden undtagelse. Et smil, udsøgt høflighed og et venligt ord er standard. Til gengæld virker omgivelserne generelt smålurvede. Hele den nordlige og østlige del af byen virker arkitekturmæssigt trist og slidt samt præget af en massiv indvandring af især muslimer, der følgelig fylder meget i busser, sporvogne og bybilledet i det hele taget. Vi følte os dag aldrig på mindste måde utrygge.
Udflugterne udenbys til Gent og Waterloo med tog forløb helt perfekt, tilsmilet af fantastisk vejr, og vi var kede af at måtte opgive en ellers planlagt tur til Bruges pga. en broskade på toglinjen.
En dejlig - og udfordrende - tur, som vi vil mindes med glæde.