Tur til Dresden, 24. – 29. september 2006.
Afgang Esbjerg søndag klokken lidt i elleve, ank. Dömitz midt på eftermiddagen. Kørte fra motorvejen ved Neumünster og fulgte en rute direkte til Lauenburg ved Elben og videre derfra langs floden til Dömitz, hvor vi besøgte fæstningen (museum), inden vi tjekkede ind på Radlerhof, der ses som den røde bygning i baggrunden i et typisk DDR-bybillede. Her overnattede jeg også på cykelturen i juni. Vi indtog en aldeles glimrende middag på den selv samme restaurant som dengang: Vi fik en stegt Scholle (rødspættefilet) med skinke, løg og kartofler samt salat som tilbehør. Dagens etape udgjorde kun ca. 400 km, som passer os glimrende.

Mandag fulgte vi så vidt muligt Elben, hvilket gjorde dagsetapen tidsmæssig betydelig længere, ikke mindst de sidste 50 km, der vel tog ca. 2 timer. Undervejs gjorde vi ophold i Lutherstadt Wittenberg med den berømte slotskirkedør med Martin Luthers 95 teser i bronze. Teserne slog han op på døren i 1517 og startede dermed reformationen. Inde i kirken findes hans og Philip Melanchthons[1] grave, se Tillæg 1 nedenfor med notat herom. Efter en rundtur i det indre af byen fortsatte vi mod Dresden, og vi nåede frem til hotellet i god behold, selv om vi måtte køre lidt rundt for at finde tilkørselsvejen i det indre af byen. Men stor var skuffelsen, da vi kun kunne få et værelse for én nat, idet hotellet (Ibis) ligger i centrum og i gå-afstand fra alle de store seværdigheder. Vi tog en aftentur forbi Frauenkirche, der gjorde et behørigt indtryk på Jytte og indtog en fremragende pizza på en fortovsrestaurant. Vejret var fantastisk, vel stadig over 20 grader ved 20-tiden. 

Tirsdag var vi ved Frauenkirche ved 10-tiden, hvor kirken åbner for besøgende, og der var sort af mennesker. Kirken og byen er blevet fantastiske turistmagneter. Byen vrimler faktisk af dem i en grad, som nok kunne gøre både London og Paris misundelige – for ikke at tale om København. De var i øvrigt næsten alle gråhårede/skaldede – dvs. godt og vel på vores alder. Det indre af kirken er genopført præcist som før ødelæggelsen i februar 1945, og det er et meget imponerende syn. Kirken alene er rejsen værd, se Tillæg 2 med mere herom.

Næste mål var slottet Zwinger med dets museer, hvoraf vi må fremhæve malerisamling, der rummer et imponerende antal af de store mestre, en virkelig kunstskat, der også alene er rejsen værd. Her ses f.eks. Tizians "Den Slumrende Venus". En af vore venner, som både er læge og kunstinteresseret, har oplyst, at billedet er velkendt inden for lægekredse, idet det er en tidlig og markant fremstilling af, at skedesvamp ofte medfører kløe…
Dernæst tog vi den store tur med todækker bus rundt i byen med tilhørende forklaringer. Vi bed især mærke i et genetableret bryggeri med udsigt over Elben, som vi benyttede os af til et særskilt besøg sidst på eftermiddagen, efter vi var flyttet til et andet (finere og dyrere, uha dada) hotel (Mercure) i Neustadt. Aftenen blev afsluttet med en tæske lækker ret med stegt and i en etnisk restaurant (China-Thai Restaurant, Alaunstr. 31, 01099 Dresden, tlf. 0351 / 5636087) i gå afstand fra hotellet, hvor Jytte endnu engang imponerede med en appetit som en daglejer i gamle dage. Jeg har efterhånden fået lært hende at drikke øl, men heldigvis er hun endnu ikke nået til at kunne skylle de obligatoriske 0,5 liter ned til maden, hvorefter jeg så naturligvis ridderligt løser problemet for hende.

Onsdag vågnede vi op til gråvejr, men helt vindstille og stadig lunt. Vi bestemte os for en tur til Sächsische Schweiz, hvor vi besøgte et fantastisk udsigtspunkt, Bastei, der ligget i sandstensbjerge, som Elben har gennembrudt med et 200 meter lodret fald ned til floden. Undervejs blev vi blitzet i én af de utallige fotofælder i de små byer, men overskridelse kan ikke have været særlig graverende. – Kort forinden havde vi ellers lige ”overlevet” en radarkontrol… Den nidkære fartkontrol er måske et levn fra DDR-tiden?

Hjemkommet midt på eftermiddagen iførte vi os regntøjet og gik igen en tur rundt i byen med ophold ved en statue af en ”Trümmerfrau”[2] og besøgte Kreuzkirche, der udbrændte totalt under bombardementet i februar 1945, som imidlertid efterlod ydermurene nogenlunde intakte, således at kirke udefra ser ganske normal ud. Det indre efterlader derimod ingen tvivl om ødelæggelsernes omfang og er – naturligvis – reetableret på bedste østtyske vis: Beton og gråt i gråt. Inde i kirken var en omfattende fotomontage om krigen i almindelighed. – De lægger virkelig ikke fingrende imellem mht. egne krigsforbrydelser.

Tæt på Frauenkirche er der opbygget en pavillon med en model af kirkepladsen som den var år 1900 og planer for reetablering af området (Neumarkt). – Vi fortsatte direkte til China – Thai Restaurant og indtog igen et ubegribelig godt måltid til næsten ingen penge.  

Torsdag tjekkede vi ud efter et godt morgenmåltid. Vi havde bestemt os for at kigge lidt på den Saksiske Vinvej med henblik på at smage og købe lidt vin. Vinmarkerne ligger noget spredt nordvest for Dresden, så man skal se sig godt for at finde ”slottene”, men det lykkedes nu uden de helt store problemer. En flink kone skænkede op af hjertens lyst, men jeg passede på kun at smage, så den videre kørsel kunne ske inden for lovens rammer – hvilket viste sig at være en klog disposition, eftersom vi blev taget i en radarfælde ½ time senere. Samvittigheden var ellers ren som nyfalden sne, idet jeg både kørte under 50 og havde set dem i god tid. Ak og ve: Der var 30 km begrænsning pga. skole og børnehave, og jeg var blevet målt til 46 km i gennemsnit over ca. 300 meter. Det endte dog med en advarsel, vist mest fordi den pågældende betjent for et par år siden havde tilbragt en udmærket sommerferie i Blåvand… Det viser værdien af goodwill. Vi havde lagt en rute til Seelow lidt nord og lidt vest for Frankfurt an der Oder. Stedet har været skueplads for det største slag på tysk grund siden napoleonskrigene. Den korte version ifølge Wikipedia lyder:

“The Battle of the Seelow Heights was one of the last pitched battles of World War II. It was fought over four days, from April 16 until April 19, 1945. Close to one million Soviet soldiers were in action to break through the "Gates to Berlin" which was defended by about 100,000 German soldiers.

This battle is often incorporated into the Battle of the Oder-Neisse of which the Seelow Heights was the sector in which most of the fighting in the overall battle took place, but it was only one of several points along the Oder-Neisse that the Soviets crossed to attack the Germans. The battle of the Oder-Neisse was itself only the first battle in the larger context of the Battle of Berlin.”

med følgende

“Conclusion

The defensive line on the Seelow Heights was the last major defensive line outside Berlin. Following April 19, the road to Berlin (90 kilometers westward) lay open. By April 23 Berlin was fully encircled and the Battle for Berlin entered its last stage. Within two weeks Hitler was dead and the war in Europe was effectively over.

Following the war, Zhukov's critics claimed that he should have diverted 1BF from the main highway to Berlin, circumventing the strong German defenses at Seelow Heights by way of the 1UF's route over the Neisse, thereby preventing many casualties and the delay in the Berlin advance. However, the 1BF had been drawn up on a very narrow front, possibly preventing a bypass. The other Front commanders could and did bypass the main defenses.”

De samlede tab var på ca. 50.000 heraf langt de fleste russiske.

I den østlige udkant af byen, hvor landskabet falder ned til det flade land langs Oder-floden, er der et lille museum og et (overvejende) russisk mindesmærke. Højdernes strategiske betydning er selvindlysende selv for en ikke sagkyndig. Museet viser en ganske udførlig og interessant film om kampene. Stedet var så afgjort omvejen værd. Jeg var blevet opmærksom på det via en lang artikel i Jyllands-Posten i april 2005 i forbindelse med 60 års dagen for slaget.

Vi havde planlagt overnatning i Geesthacht på et hotel, som jeg havde benyttet i juni, men det viste sig at være fuldt belagt, så vi blev lidt lange i ansigterne. Heldigvis havde jeg medbragt mine fremragende oversigter over overnatningsmuligheder langs Elb Radweg, så en enkelt opringning klarerede problemet.

Hotellet var en oplevelse. Det lignede kulissen fra en skrækfilm og personalet bestod af et (ægte-?) par ikke under de 80. Manden var en temmelig livagtig kopi af tjeneren i sketchen ”Dinner for two”/”90-års fødselsdag”, som vi griner af hvert år den 31. december, men meget elskværdig og hjælpsom (og absolut ædru). Værelset var naturligvis også en oplevelse, hvor begrebet ”badekabine” virkelig skulle tages bogstaveligt: En separat ”telefonboks” med bruser og afløb. Det knasede noget mellem tæerne, men sengetøjet var skinnende rent og vi fik et udmærket morgenmåltid. Mens vi nød dette, kom den gamle rokkende med fire små poser ”für den kleinen Hunger”, som han diskret hviskede - så kunne vi lave os en lille frokostpakke. En fin og positiv oplevelse.

Tillæg 1 – Notat om slotskirken i Wittenberg

Slotskirken i Wittenberg

Rundvisning i slotskirken.

Slotskirken er en betydningsfuld bygning og et stort minde fra reformationens dage. I midten af kirkens facade findes den gamle portal, som tidligere var en trædør. Her slog Martin Luther i 1517 sine 95 latinske teser op. Teserne vendte sig mod den samvittighedsløse handel med afladsbreve. Ved at købe afladsbreve befriede man sig for sin synd. Luther derimod forkyndte den bibelske lære ved at sige: ”Enhver kristen, der er oprigtigt bedrøvet over sine synder, har fuld forladelse for straf og skyld, som bliver ham til del også uden afladsbrev". (Tese 36) Efter at den gamle tesedør brændte i 1760, satte man i 1858 den nuværende bronzedør med teserne op.

Opførelsen og den første udsmykning af kirken

Kurfyrsten ”Frederik den Vise” begyndte i 1490 på et pragtfuldt renæssanceslot i den gamle wittenbergske borg. Hertil hørte også slotskirken (indviet 1503). Den berømte bygmester Konrad Pfliiger opførte den sengotiske, etskibede kirke. Kirken blev udsmykket af bl. a. Albrecht Dürer og Lucas Cranach, (både far og søn) der malede alterbillederne, som allerede i middelalderen blev taget væk. Derimod fik de smukke bronzeplader fra Vischer-værkstedet i Nürnberg lov til at forblive i kirken.

Når man kommer ind i kirkerummet, står man lige overfor gravmonumentet af fyrsterne af Sachsen-Anhalt, som regerede i Wittenberg indtil år 1422. 

To 600 år gamle store gravsten på sydvæggen blev i 1544 overført fra fransiskaner kirken. Den ene viser Kurfyrst Rudolf II. (død 1370) og hans hustru Elisabeth (død 1373), den anden datteren Elisabeth (død 1353). Går man nu gennem midtergangen, ser man på væggen billederne af begge professorer ­Luther (til venstre) og Melanchthon. Luther med den tyske bibel, Melanchthon med de augsburgske bekendelser. Billederne menes at være malet af en maler fra det 17. århundrede, og som derved har kopieret et maleri af Cranach den ældre. De minder om, at universitetets højtidelige ceremonier også engang fandt sted i slotskirken. Nogle skridt længere fremme ser man Johan Hinrich Wicherns portræt. Han forsvarede i 1878 den ” indre mission” med en virkningsfuld tale i kirken.

Under den smukt udskårne prædikestol ser man Luthers gravsten med bronzepladen, på hvilken der står: ”Her hviler Martin Luthers legeme, den hellige teologi s doktor, som i det Herrens år 1546 døde den 18. februar i sin hjemby Eisleben efter at have levet i 63 år, 2 måneder og 10 dage". Luther blev begravet her i overensstemmelse med sit eget ønske. Omtrent i 2 m dybde findes hans tinkiste. På væggen er fastgjort en stor bronzeplade, hvor man ser reformatoren i doktorkåbe, med den hellige skrift og med sit våben, Lutherrosen. Denne plade er en senere kopi af den oprindelige gravplade i stadskirken i Jena, som dengang på grund af krig ikke blev hentet hertil. Et fornemt værk fra den tidlige renæssance ser man ved siden af Luthers gravplade- Henning Godens plade, slotskirkens sidste katolske provst (død 1521). Den er fremstillet i Vischer-værkstedet i Nürnberg.

På den anden side er Philip Melanchthons grav, den berømte humanistiske professor og Luthers ven. Hans gravskrift lyder: ”Her hviler den fromme mand Philip Melanchthons legeme, som i det Herrens år 1560 den 19. april døde i denne by, efter at have levet 63 år, 2 måneder og 2 dage". I graven under de store bronzeplader foran alteret hviler kurfyrsterne ”Frederik den Vise” (til venstre) og ”Johan den Trofaste ". De var brødre og bekendte sig til den evangeliske tro, og begge var Luthers og reformationens beskyttere.

Det mest beundringsværdige kunstværk i slotskirken er nok mindepladen på væggen til venstre over ”Frederik den Vises” gravmæle. Det er fremstillet af bronze i 1527 af Peter Vischer i Nürnberg. Den blev 7 år senere efterlignet af Hans Vischer i form af ”Johan den Trofaste", og blev placeret overfor. Til erindring om disse fyrster fremstillede en ukendt mester fra den tid begge de knælende ridderfigurer af alabast som blev placeret henholdsvis til venstre og højre for alteret. Derimod er den lille døbefond fremstillet af støbejern af den klassicistiske bygmester Friedrich Schinkel i Berlin, år 1832.

Restaureringen af slotskirken i forrige århundrede

Kanonild og brand ødelagde kirken år 1760. Efter ødelæggelsen blev den genopført i sin enkle form. Men også efter ødelæggelsen i forbindelse med befrielseskrigen 1814 manglede der midler til en gennemgribende reparation. En sådan blev imidlertid foretaget senere i årene 1885 - 1892. Hele den indre del af kirken blev ændret. Til forskel fra sit oprindelige udseende indsatte man piller, der nåede næsten op til hvælvingerne, pulpituret sænkede man 2 m, og de wittenbergske reformatorers figurer stillede man op foran pillerne. Et stort antal adelsvåben på pulpituret og byvåbnet i vinduet gav nu helt og holdent slotskirken karakter af at være reformationens mindested. Den wittenbergske hofbilledskærer Lober snittede sammen med andre kunstnere prædikestolen og den fyrstelige bænk af egetræ. Skulptører fra Berlin mejslede det nygotiske alter. Det i år 1863 byggede orgel af Friedrich Ladegast blev gjort større. Det har 3516 piber, 56 registre og 4 manualer. Også den øverste del af det nu 88 'm høje tårn blev bygget til. Det er blevet et specielt kendetegn i det wittenbergske bybillede. I dette århundrede har kirken lykkeligvis ikke fået nogen krigsskader. Klik her for retur til teksten.

(Kilde: Beskrivelsen på dansk er købt i slotskirken, september 2006)

Tillæg 2 – Notat om Die Frauenkirche i Dresden

Arkitekten George Bähr startede planlægningen af byggeriet i 1722. I 1726 blev grundstenen nedlagt og i 1734 indvies den, dog uden stenkuplen. Bähr havde nemlig arbejdet med en skjult dagsorden, idet han i første omgang lod som om, han gik ind for en traditionel tagkonstruktion, der naturligvis er langt billigere. Bystyret, der jo skulle betale regningen, opdagede først langt senere, at Bähr dimensionerede søjlerne langt kraftigere end nødvendigt for et normalt tag. Ingen troede dog rigtig på, at resten af bygningen kunne holde til kuplens kolossale vægt (ca. 12.000 t) og i 1734 dør Bähr uden nogen afklaring på det penible spørgsmål.

Efter mange besværligheder ender det alligevel endt med den kuppel, som Bähr så brændende havde ønsket sig og i 1743 påsættes tårnkorset som sidste og øverste del. Kirken står nu færdig i al sin uforlignelige pragt, en af Europas smukkeste rokokobygninger overhovedet.

I 1760 under den preussiske syvårs krig blev kirken og kuplens styrke afprøvet på en meget hårdhændet måde, idet preusserne rettede kanonerne mod netop den og ramte den faktisk mere end 100 gange, men kanonkuglerne prellede blot af uden at anrette skader.

Mindre en tre måneder før 2. verdenskrig sluttede i Europa, dvs. på et tidspunkt hvor der ikke herskede ringeste tvivl om krigens udfald, blev byen den 13. februar 1945, kl. 22:13 udsat for et altødelæggende luftangreb: 772 engelske og amerikanske bombefly angreb i to bølger. Første bølge kastede sprængbomber, der ”åbnede” byens tage for anden bølges brandbomber, som udløste ildstorme og totalt ødelagte ca. 15 km2 af byens centrum, en by der hidtil var sluppet næsten uskadt gennem krigen og derfor var blevet hjemsøgt af næsten 500.000 flygtninge i tilskud til befolkningstallet på ca. 600.000.

Ca. 3.500 tons bomber blev der kastet, som dræbte ca. 35.000 af byens indbyggere plus et ukendt antal af flygtninge. Ildstormene tømte store dele af det ramte område for ilt, hvorved ellers uskadte mennesker blev kvalt i deres beskyttelsesrum. På trods af infernoet blev der ydet en heroisk indsats for at redde kirken, som på trods af brand inde i kirkes stadig stod den 15. februar, men så ved 10-tiden om formiddagen kollapsede den og forsvandt i en gigantisk støvsky. Faktisk prellede også denne gang bomberne af som følge af kuppelformen. Man har senere konstateret, at temperaturen i sandstenskuplen nåede op på ca. 2.000 grader, og stenene mister deres styrke allerede ved ca. 1.000 grader.

Kirken var nu en ruinhob. To murstumper ragede 30 – 35 meter op over en dynge murbrokker på godt 12 meters højde omfattende ca. 22.400 m3. Tidligt efter krigens ophør var det nærmest en selvfølge, at kirken skulle genopføres og der blev bjerget 8-900 sten, som umiddelbart kunne genanvendes. De blev målt, nummereret og lagt på lager. År senere i DDR-tiden var planerne om genopførelse gledet ud i tågerne og stenene blev i stedet brugt til vejarbejde og forstærkning af Elbens bredder… I virkeligheden er det nok heldigt, at tomten ikke blev ryddet og anvendt til andre formål. I stedet blev der plantet en rosenhæk omkring den for at forhindre folk i at kravle rundt i den og fjerne stykker som souvenir, eller komme til skade.

Herved fremkom imidlertid et meget udtryksfuldt monument på den store kirkeplads som symbol på massemord og menneskelig død, som ikke måtte gå i glemmebogen. Men røsterne om genopbygning forstummede.  I 1967 fik ruinen en lille mindetavle med oplysninger om opførelsen af kirken og datoen for dens ødelæggelse. I 1982 nedlagdes på vest siden en mindeplade i sten med følgende indskrift i tråd med den tidsånden i DDR: ”Die Frauenkirche in Dresden im Februar 1945 zerstört durch anglo-amerikanische Bomber. Erbaut von George Bähr 1726 bis 1743. Ihre Ruine erinnert an Zehntausende Tote und mahnt die Lebende zum Kampf gegen imperialistische Babarei, für Frieden und Glück der Menschheit.”

Om aftenen den 13. februar ringede byens kirkeklokker traditionen tro på tidspunktet for første angrebsbølge. Det blev imidlertid fra 1982 til et ritual med Frauenkirche i centrum.  Kort før slutningen af DDR-tiden modnedes den idé, at gøre det til et mindested med gudstjenester og kirkelige forsamlinger med 1.000 ståpladser eller med 4-500 siddepladser.

Byens tidligere pragtfulde bygningsværker var ikke gået i glemmebogen, hverken blandt byens borgere og de mange der efter krigen var udvandret til Vesttyskland eller andre egne af verden. En ingeniør bygges således en nøjagtig kopi i forholdet 1:65 og efter genforeningen i 1990 lod røsterne om genopbygning af kirken sig høre med stigende styrke. Den 13. februar 1990 udsendte en kreds af fremtrædende personer et opråb, ”Ruf aus Dresden”, som mobiliserede mennesker over hele verden til indsamling af midler hertil. Opråbet lyder således (min oversættelse):

Den 13. februar 1945 – få uger før afslutningen på den allerede afgjorte krig – lagde luftangreb også Dresdens Frauenkirche i ruiner. I årtier var disse ruiner anklage og mindesmærke for alle fredselskende mennesker. I den svære tid med politisk undertrykkelse og verdensomspændende oprustning har unge mennesker igen og igen stillet brændende stearinlys på ruinerne. I fredelig protest ville de sætte tegn om håb for en tid med fred, retfærdighed og bevarelse af livet.

Imidlertid kan ruinens videre forfald ikke undgås. Dens sikring og bevarelse ville kræve omfattende bygningsmæssige og finansielle anstrengelser.

Vi ved, at vores saksiske landskirke ingen midler har for en genopbygning af Frauenkirche.

Vi ved, at hverken vores by eller vort land (dvs. delstaten Sachsen) kan finansiere denne genopbygning.

Vi ved, at kirken i Forbundsrepublikken Tyskland har muliggjort genopbygningen af mange kirker i vort land.

Vi ved også, at nybyggerier og renovering af gamle bygninger på grund af forfald er mere nødvendige end genopbygning af Frauenkirche.

Og dog: Vi vil ikke affinde os med, at denne enestående bygningsruin skal forblive som ruin eller endog fjernes.

Vi opfordrer til og påkalder en verdensomspændende aktion for genopbygning af Dresdens Frauenkirche til centrum for et kristeligt center i det nye Europa. I dette gudshus skal frihedens evangelium forkyndes i ord og toner og frihedens billeder skal vises, fredsforskning og opdragelse til fred skal gøres mulige. 

Derved ville verdenskulturen generhverve et kunstværk af enestående betydning, som ikke kun er forbundet med den geniale bygmester George Bähr, men også med navnene Gottfried Silbermann, Johan Sebastian Bach, Heinrich Schütz og Richard Wagner.

Derved ville et bevis i sten på den kristne tro genopstå; et gudshus, som det evangeliske borgerskab rejste på fundamenterne af Dresdens ældste kirke.

Derved ville et af de smukkeste bybilleder i hjertet af Europa igen få sin dominerende krone, Stenklokken (die Steinerne Glocke), uden hvilken genopbygningen kun vil være ufuldkommen.

Vi opfordrer til dannelsen af en international stiftelse for genopbygning af Dresdens Frauenkirche, som skal optages på UNESCOs liste over verdens arv.

Vi henvender os især til de stater, som har deltaget i den anden verdenskrig. Det er os i den forbindelse smerteligt bevidst, at Tyskland har fremkaldt denne krig.

Alligevel: Vi henvender os også til de sejrende magter og til de mange mennesker med god vilje i USA, i Storbritannien og i hele verden: Gør dette europæiske ”fredens hus” muligt!

Vi henvender os til folk fra Dresden i det fjerne: Tak jeres hjemby gennem et offer til genopbygning af Frauenkirche.

45 år efter dens ødelæggelse er tiden moden for os til at lade Frauenkirche genopstå som en forpligtende bygning i den europæiske kultur.

Derfor kalder vi fra Dresden på hjælp.

Og råbet om hjælp blev hørt.

Tre år senere kom der aktivitet på kirkepladsen. Den 4. januar 1993 begyndte en arkæologisk oprydning og udgravning af ruinen, som varede indtil midt i 1996. Sten for sten blev den 71x74 meter store ruinbunke fjernet efter et fastlagt skema, som muliggjorde af hver stens tilhørssted. De blev inddelt i seks klasser, fra ”anvendelig uden videre bearbejdning” til ”helt uanvendelig”. Parallelt hermed blev stykkernes position i ruinbjerget registreret og indført i kort. Frilægningen af brokker fra få kilo til tonstunge klumper skete ved hånd- og maskinkraft. Efter endnu en undersøgelse, fotografering og digital lagring blev sandstenene fra verdens nok største puslespil ført til dertil indrettede højlagre.   

Ved afslutningen af udgravningen og oprydningen var 8.390 sten (1500 m3) fra facaden og den indre ydermur tillige med 91.500 sten (5.700 m3) bag mursten bjerget. Mellem 26.000 tons affald befandt sig også ca. 2000 stenhuggertmærker, ca. 1.800 brudstykker fra alteret, 4 kandelabre, dele af orglet, dørdele med beslag og låse, vinduesglas, bøjede ståldragere fra pulpituret, sang- og bønnebøger, nodestativer og fyldte kollektbøsser samt det næsten uberørte indhold af et kosteskab.   

Og hele tiden var krigens gru nærværende: Stillet over for tykke sod- og askelag ved kirkegulvet, eller når ejendele tilhørende de udbombede indbyggere dukkede frem, som havde søgt ly i kirken under angrebets første timer. Også en sprængklar stavbrandbombe stødte man på.

Genopbygning.

I midten af 1997 påbegyndes arbejdet med de seks normale og to korsøjler, der er 21,4 meter høje.

Den 30. oktober 2005 genindvies Frauenkirche med deltagelse af bl.a. Gerhard Schröder og Angela Merkel. – Jeg så en udsendelse herom i TV og bestemte, at den kirke måtte jeg se engang. Det blev så til to gange inden for tre måneder. Og Jytte var helt enig (for en gangs skyld…).

Klik her for retur til teksten.

(Kilde: Jürgen Helfricht: ”Die Dresdner Frauenkirche, Eine Chronik von 1000 bis heute” plus diverse hjemmesider.