Nedenfor bringes en ganske omfattende artikel om August den Stærke. Efter nogen søgen landede jeg i Grimbergs Verdenshistorie, bind 11, side 442-453.

Grimberg er måske hverken politisk eller på anden måde korrekt, i det mindste ikke set med moderne historikeres øjne, men til gengæld er han en del mere farverig, og hans fortælleglæde er ikke til at tage fejl af. God fornøjelse!

August den Stærke

»Dresdens Alkibiades«

Efter Johan Sobieskis død måtte det polske folk finde sig i tunge ydmygelser. Det blev ikke polakkerne, men fremmede magter, der kom til at afgøre valget af hans efterfølger. Den tronkandidat der havde folkestemningen bag sig, var den franske Prins af Conti, Francois Louis af Bourbon, en brodersøn til »den store Condé«. Men Rusland, Østrig, og Brandenburg havde bestemt sig til at påtvinge Polen den saksiske kurfyrste Frederik August. Valget fandt sted med russiske tropper i belejlig nærhed, og takket være den omstændighed at Frederik August kom først til stede, offentligt bekendte sig til katolicismen, og havde saksiske tropper med, vandt han over sin rival, og besteg 1697 den polske trone under navnet August 2.

August var født i 1670. Den stærke unge mand havde ingen lyst til at studere, men erklærede at han kun behøvede sit sværd for at komme frem i verden. Blandt folket gik det rygte, at hans forældre havde flasket ham op med løvemælk, da han var lille. Augusts mål var at blive en beundret ridder. Han begyndte tidligt at gøre kur til hoffets damer, og de forkælede ham alle på grund af hans smukke øjne, krøller og usædvanlige kræfter. De erotiske erfaringer han endnu savnede, gjorde han som 17-årig i Frankrig, og Ludvig 14. s svigerinde Elisabeth Charlotte af Pfalz - bedre kendt som »Liselotte« - kunne konstatere at »Paris ganske og aldeles har ødelagt ham«. Men endnu mere ødelagt blev han i Venezia, hvis natteliv var kendt som en udsvævelsernes heksekedel. August kom oven i købet til kanalernes by i selve karnevalstiden, hvor det gik allervildest til.

Efter hjemkomsten fra denne rundrejse måtte den unge fyrstesøn rykke i felten, nitten år gammel. Men også i kugleregnen var han i sit es. Han kappedes med de mest dumdristige, og kom mange gange i livsfarlige situationer. Nu begyndte han at blive berømt for sine legemskræfter. Indtil vore dage fandtes på Hohenzollermuseet i Berlin en sølvtallerken, som den tyveårige sakserprins under et besøg ved hoffet krøllede sammen som et stykke papir; ligeledes et svært sølvbæger, som han klemte sammen, så vinen sprøjtede op i loftet, og en jernstang han vred i en spiral med de bare næver. Endnu i 40-årsalderen, da han led stærkt af sukkersyge, kunne den saksiske Herkules rive en hestesko i to stykker. Hverken i fægtning, ridning eller skydning fandtes hans overmand.

I 1693 - året før han blev kurfyrste - holdt August bryllup med en brandenburgsk prinsesse Christiane Eberhardine, der var hans kusine. Trods sine alvorlige principper og sit religiøse livssyn kunne den statelige fyrstedatter ikke tæmme sin ustyrlige gemal, og hun måtte opleve en lang række tunge skuffelser i ægteskabet. Allerede året efter knyttede August sin berømte forbindelse med den skønne Aurora von Königsmarck, der gik for at være otte år yngre end sin kurfyrstelige elsker, men i virkeligheden var otte år ældre.

Den fint dannede Aurora forstod at spille sin ømtålige rolle så taktfuldt, at hun endog vandt kurfyrstindens velvilje. I 1696 fødte hun en kraftig dreng, der under navnet Moritz af Sachsen skulle blive en berømt feltherre. Tre uger forinden var Christiane Eberhardine nedkommet med en lille svagelig stakkel, den kommende kurfyrste og konge, August 3.

Da den skønne Aurora fra sin barselseng vendte tilbage til hoffet i Dresden, fandt hun imidlertid sin plads optaget af en anden dame. Hun blev dog ikke overrasket over sin elskers flygtighed, og var alt for klog til at lave scener. Derfor kunne den gamle lidenskab forvandles til et roligt og besindigt venskab, og Aurora bevarede sin store indflydelse ved det saksiske hof.
Blandt de mange der siden indtog Aurora von Konigs- marcks tidligere plads, var den smukke tyrkiske Fatima og den polske Fyrstinde Lubomirska. Men den berømteste af August 2.s elskerinder, næstefter Aurora, er vel nok Grevinde Anna Constance von Cosel, ikke blot fordi hun blev regnet for Sachsens skønneste kvinde, men også fordi hun var prætentiøs og anmassende ud over alle grænser. Hun blandede sig uafbrudt i statssager, intrigerede for at styrte ministre hun ikke kunne lide, og prøvede at skubbe sine venner og tilhængere ind i alle høje embeder. August var meget svag over for hende, ja hun havde i virkeligheden fuldkommen fordrejet hovedet på ham. Men selv var hun lutter beregning. Hun udnyttede hensynsløst sin stilling til at skrabe store rigdomme sammen, og overtalte bl. a. kongen til at bygge et prægtigt lystslot til hende ved Elben. Hun var en mester i kunsten at holde udkig efter eventuelle rivalinder og komme dem i forkøbet. Skønt den slags naturligvis ikke kunne virke ufejlbarligt over for en gammel ræv som August, lykkedes det hende dog at holde skansen som hans elskerinde i hele syv år, og i den tid fødte hun ham tre børn. Men til sidst blev Grevinde von Gosel slået af marken af en fornem polsk dame, og derefter tabte August snart tålmodigheden med hendes herskesyge. Hun fandtes at have misbrugt sin stilling, og blev på Augusts befaling stillet under bevogtning og spærret inde på et slot. Her havde hun det imidlertid så godt, at hun hurtigt affandt sig med sin skæbne. På den måde levede hun siden et halvt århundrede, lige til sin død.

Den saksiske Herkules gjorde ikke noget for at skjule sine laster - tværtimod. Hans fortrolige minister og livsglade drikkebroder, den muntre og hyggelige feltmarskal Jakob Heinrich von Flemming, har sagt, at han stræbte efter at blive en moderne Alkibiades, en mand der gjorde sit navn lige så kendt ved sine laster som ved sine gode egenskaber. August blev enkemand i 1727 og friede da bl. a. til den regerende russiske Zaritsa Elisabeth, Peter den Stores datter, men uden resultat.

Et så afvekslende erotisk liv som det »Dresdens Alkibiades« førte, var naturligvis en kostbar historie for den saksiske statskasse. Pengene rullede, medens ringridninger, jagter, maskerader, og andre pragtfulde hoffester afløste hinanden. Men August 2. troede fuldt og fast, at hans alkymister en dag ville kunne fabrikere guld i massevis til ham, og trods den ene skuffelse efter den anden lod han sig ikke afskrække fra at øse flere penge ud til guldmagernes dyre eksperimenter.

Endnu dyrere for sakserne end kurfyrstens fornøjelser blev dog unionen med Polen. Da den blev kundgjort i 1697, hørte man almindelig klagen og gråd over, at kurfyrsten var blevet polak og en frafalden. Der gik rygter om at Sachsen - den lutherske reformations moderland - skulle tvinges tilbage under pavestolens herredømme, og rygterne var ikke kun grebet ud af luften. Pave Giemens n. håbede faktisk

at redde Sachsen tilbage i den eneste saliggørende kirkes favn.
Men snart fik sakserne bekymringer af mere håndgribelig art. Hvad havde dette kongevalg ikke kostet af penge! Det kom de til at mærke i form af vældige skatteudskrivninger, der skulle inddække de millioner af gylden, som August havde brugt til at sla sine rivaler af marken med.

For polakkerne var det heller ingen lykke at få August 2. til konge. Vel var der mange polske adelsfamilier, der nød at være med til de muntre hoffester, og mange lod sig charmere af den nye konges væsen og storslåede rundhåndethed. Men man kunne ikke lide den forkærlighed han viste for sine saksere og andre tyskere, der var fulgt med ham ti! Polen. Der var dagligt ballade mellem polakkerne og de saksiske tropper August havde haft med. Blandt folket hviskede man om, at alle tyskere burde slås ihjel. Kongens næsten almægtige førsteminister, Feltmarskal von Flemming, var tysk, og mange andre embedsposter besatte August med tyskere. Desuden måtte de polske byer åbne deres porte for en strøm af tyske købmænd og håndværkere, og flertallet af disse var protestanter.

Ganske vist var August gået over til katolicismen kort før sin tronbestigelse, men det var klart at han kun havde gjort det for at blive konge af Polen. I hjertet forblev han lutheraner - hvis han da var noget som helst. En af hans hof- mænd sagde engang: »Man siger at Hans Majestæt har skiftet religion. Jeg ville erklære mig enig, hvis jeg vidste med sikkerhed, om han i det hele taget har haft nogen religion at skifte med«. På alle områder havde »Dresdens Alkibiades« hang til at spille dobbeltspil. Hans upålidelighed vakte afsky i folket og fik mange til at betragte ham næsten som en landsforræder.

»Al min higen og stræben gik ud på at vinde ære på slagmarken« - således bedømte en mere moden August sine ungdomsår, da han var blevet Kurfyrste af Sachsen. Da han strakte hånden ud efter Polens trone, drøm te han stormagtsdrømme. Af Sachsen og Polen ville han skabe en europæisk stormagt, der skulle overfløje først og fremmest Østrig, som han håbede ved lejlighed at kunne fratage Bøhmen og Schlesien. Men han agtede også at knuse det fremadstræbende Brandenburg, der var ved at udkonkurrere Sachsen som den førende protestantiske stat i Tyskland. På denne måde lod August 2. sig hele livet lede af politiske luftspejlinger og gøglebilleder. At arbejde for sit arveriges bedste, lokkede ikke en så urolig natur. Sachsen var for lille til hans vidtsvævende ånd. I øvrigt beslaglagde det forlystelsesliv som den saksiske Herkules førte, både hans tid og hans kræfter i en sådan grad, at der ikke blev meget tilovers til pligtarbejde. Denne Augusts mangel på pligtfølelse over for sin livsopgave smittede af på embedsmænd og officerer. Korruption, underslæb, og slendrian bredte sig i det saksiske samfund, helt modsat udviklingen i Brandenburg, hvor der i 1713 kom en hersker af en ganske anden støbning på tronen. Med hårde midler fik Frederik Wilhelm 1. den preussiske embedsstand opdraget til en flid og pligttroskab, i kraft

af hvilken det nye kongerige Preussen definitivt skulle distancere Sachsen.
Af alt dette må man dog ikke forledes til at tro, at August 2. overhovedet ikke udrettede noget af værdi for sine to riger. Ved at fremme handel og industri, og opmuntre til økonomisk aktivitet, har han gjort meget for at hæve den almindelige velstand i Sachsen. Leipzigmesserne, hvis oprindelse går tilbage til middelalderen og som allerede havde europæisk ry i 1500-tallet, fik nu større glans og tiltrækning ved det saksiske hofs nærværelse. Handelsmænd strømmede dertil fra alle lande; læder og pelsværk kom fra nord og øst, silke fra syd, og modevarer fra vest. Mange saksiske væverier og andre fabriksvirksomheder kom i gang; August stillede et tomt slot i Meissen til rådighed for fabrikationen  af det snart verdensberømte Meissnerporcelæn, og kurfyrsten blev selv fabrikkens største og vigtigste kunde.

Som mæcen og kunstelsker har August 2. vundet et stort navn. Det kunstkammer der fandtes på slottet i Dresden ved hans tronbestigelse, udvidede han med nye kunstskatte, som han indkøbte i forskellige lande. Hans kærlighed til billedkunst overstråler alle samtidige fyrsters, og yderligere var han en varm ven af musik og litteratur, især dramatik. Dresden-operaens ry stammer fra hans tid.

August 2. gjorde Dresden til et tysk Versailles, men også til et tysk Firenze, som skønhedselskende mennesker siden har valfartet til. Dresden voksede op til en by med brede statelige boulevarder, og over Elben byggede han den smukke Friedrich-August-Brücke. Fremragende arkitekter blev indkaldt for at rejse skønne bygninger i den saksiske hovedstad; August studerede tegninger sammen med dem og overvågede selv byggearbejderne. Han savnede aldrig idéer, og formelig berusede sig i planer til gigantiske bygninger, som dog sjældent kunne realiseres.

Et arkitektonisk mesterværk uden sidestykke i verden blev arkitekten Poppelmanns Zwinger, den elegante forgård til en påtænkt slotsbygning, som dog aldrig nåede længere end til tegnebrættet. Den festlige barokstemning, der præger hele bygningsværket, er som et ekko af den berusende livsglæde, der sad i højsædet ved August den Stærkes hof. Desværre blev både Zwinger og andre pragtfulde bygninger i Dresden stærkt beskadiget under de voldsomme luftbombardementer, der i den Anden Verdenskrigs sidste tid lagde store dele af den skønne by i ruiner. Dog er meget nu genopbygget og restaureret, og bl. a. er Zwingers rige malerisamlinger hængt på plads igen.

Det kunstgalleri som August 2. grundlagde i Dresden og som hans søn August 3. udvidede, er i det hele taget et af de ypperste i verden. Aldrig før havde man set en sådan kunstsamling på denne side af Alperne. Og i »Grünes Gewölbe« - slottets tidligere skatkammer - forbløffes man over det stade som kunsthåndværket, især juveler- og guldsmedearbejdet, havde nået på August 2.s tid. Et drastisk udslag af fyrstens samlermani var den byttehandel han lavede med den preussiske soldaterkonge Frederik Wilhelm 1., der fik 500 dragoner i bytte for noget kinesisk porcelæn!

August i den Store Nordiske Krig

Charmøren på Sachsens og Polens troner var en skønhedsdyrker, et nydelsesmenneske på godt og ondt; snart optaget af de højeste kulturinteresser, snart i flyvende galop hen over lysternes jagtmarker. Vi har set at han elskede kunsten. En anden af hans store interesser var militæret, især soldaternes uddannelse, hvilket naturligvis stod i forbindelse med hans storpolitiske ærgerrighed. Han spejdede uroligt efter en lejlighed til at gøre sig gældende, og havde sine følere ude overalt i Europa. Da sorte uvejrsskyer trak sammen over Europa i 1600-tallets sidste år, ventede han spændt på en lejlighed til at fiske i rørt vande. I efteråret 1699, da han havde indgået forbund med Rusland og Danmark-Norge mod Sverige, tilbød han i dybeste hemmelighed at støtte Ludvig 14. med 40.000 mand ved et eventuelt krigsudbrud, naturligvis mod rigelige subsidier. Med disse tropper ville han angribe den tyske kejsers habsburgske arvelande, og forudsat at foretagendet lykkedes, skulle han selv belønnes med Bøhmen, Måhren og Schlesien. Bag dette projekt skimter man en endnu mere dristig tanke: skulle ikke han, Sach- sens katolske kurfyrste, en dag kunne sætte kejserkronen på sit hoved?

Men Ludvig 14. fandt Augusts betingelser alt for drøje og foretrak at se tiden an. Og da han kom under vejr med at sakseren drev politisk dobbeltspil, at »Dresdens Alkibiades« havde planer om at tilbyde kejseren forbund i den Spanske Arvefølgekrig, trak Ludvig 14. sig tilbage.

Før sin kroning til polsk konge i 1697 havde August 2. givet polakkerne det løfte, at han ville vinde Livland tilbage til Polen. Hvad det krigsudpinte folk imidlertid trængte langt mere til - og længtes inderligt efter - var fred. Men August brød med Johan Sobieskis svenskvenlige politik og trak Polen ind i en ny blodig konflikt, den Store Nordiske Krig - udelukkende til gavn for landets tre farligste naboer, for Rusland, Østrig, og Preussen. Krigen blev ikke den militærpromenade til Livland, som August havde tænkt sig. Den blev i stedet en mangeårig fejde, der hjemsøgte det arme Polen med forfærdelige lidelser og fremskyndede dets undergang. I 1704 måtte August opleve, at Karl 12. efter flere sejrrige felttog satte den polske fyrste Stanislav Leszczynski på den polske trone og det følgende år sluttede fred med Polen.

Men dermed var krigens prøvelser ikke slut for det arme folk. August 2. fortsatte kampen med saksiske styrker og de hjælpetropper som Peter den Store sendte ham fra Rusland. Karl 12. marcherede imidlertid imod ham, og i 1706 tilintetgjorde den svenske general Karl Gustav Rehnsköld næsten hele Augusts saksiske hær ved Fraustadt; efter at Karl 12. selv havde tilføjet den russiske hær svære tab i slaget ved Grodno i Østpreussen, rykkede svenskerne over grænsen til Sachsen. Ved Freden i Altranstädt, vest for Leipzig, samme år blev August tvunget til at nedlægge den polske krone, som det havde kostet ham så store ofre at vinde, anerkende Stanislav som Polens konge, og opsige forbundet med Sveriges fjender. Bagefter fik Sachsen lov at prøve, hvad det vil sige at have fremmede besættelsestropper i kvarter. Et helt år måtte August den Stærkes arveland føde på en svensk hær, der efterhånden voksede til 32.000 mand.

I Stanislav 1. havde Polen fået en langt mere sympatisk konge end den samvittighedsløse saksiske intrigant. Men naturligvis havde August 2. aldrig drømt om at bøje sig for den fred, der var blevet ham påtvunget i Altranstadt. Efter Karl 12.s tilintetgørende nederlag ved Poltava 1709 rykkede han igen i felten, og genvandt med russisk hjælp sin polske trone. Men siden regerede han af zarens nåde. Den russiske ambassadør optrådte som voldgiftsdommer mellem Polens konge og Polens folk, og Peter den Store arbejdede på at underminere Polens selvstændighed. Han og hans efterfølgere blandede sig stadig frækkere i landets indre anliggender - som »garanter for lov og orden i Polen«. Det var især polakkernes behandling af de protestantiske og græsk-katolske mindretal, som Preussen og Rusland spillede beskyttere for, der gav disse stater påskud til indblanding.

Set fra et nationalt synspunkt var det meget betænkeligt, at disse religiøse grupper fik for vane at appellere til henholdsvis Preussen og Rusland, som en slags højesteret for indre polske stridigheder. I 1720 førte den russisk-preussiske forståelse under den Store Nordiske Krig til en overenskomst i Potsdam, hvori man garanterede de polske protestanters og græsk-katolikkers religiøse frihed. Da man samtidig garanterede Polens forfatning, garanterede man også bevarelsen af det adelsanarki, der skulle bidrage til det ulykkelige lands undergang som selvstændig stat og dets territoriums udstykning til naborigerne.