Greve Heinrich von Brühl, 1700 – 1763.

Karriere

Heinrich von Brühl blev 13 år gammel page ved hoffet i hertugdømmetSachsen-Weissenfels. Da han var 19 år, kom han til det saksiske hof i Dresden. Der blev kurfyrste Friedrich August I, konge af Polen som Augustus II og kaldt "August den Stærke", hurtigt opmærksom på Heinrich von Brühl som følge af hans store sociale intelligens og sprogkundskaber. En samtidig skrev senere, at Brühl "udviste en så korrekt adfærd og så meget iver, at kongen snart fik øje på ham og drog ham nærmere til sig. Han så hans gode dømmekraft, hurtige opfattelsesevne, forståelse for hemmeligholdelse, hans ubetingede pålidelighed, kombineret med ædel åbenhed og en evne til let og behageligt at formidle de mest vanskelige ting. Han besluttede, at en sådan underordnet fortjente at blive løftet op til de store statsanliggender [...]"

Snart st,eg Brühl til at blive en af kongens nærmeste fortrolige. August indførte ham systematisk i både indenrigs- og udenrigspolitik og i alle kongerigets anliggender. I 1730 var Brühl medvirkende i organiseringen af en stor tropperevy. Som en del af fire ugers festival præsenterede kurfyrstendømmet Sachsen sin hær for de øvrige regenter i det tysk-romerske rige. Blandt dem var Kong Frederik Vilhelm I af Preussen og hans søn den kommende konge, Frederik II. Preusserkongen tildelte ved denne lejlighed Brühl en høj orden. For sin indsats var han i en alder af kun 31 år steget til en af de yngste gehejmeråd og ministre nogensinde.

Derefter udviklede Brühls karriere sig endnu hurtigere. Da den siddende finansministerblev fyret for lydighedsnægtelse, overtog Brühl denne funktion. Da udenrigsministeren mistede sin position, blev Brühl også hans efterfølger. August den Stærke overlæssede nærmest Brühl med poster og opgaver. August ønskede altid at have Brühl som ledsager, når de rejste rundt og lagde beslag på ham næsten døgnet rundt. Brühl formåede at gennemføre den absolutistisk tænkende konges ønsker selv mod kraftig modstand, og viste sig altid som fuldstændig loyal overfor regenten. Denne adfærd medførte had, afvisning og bagvaskelse fra oppositionens side (adel og borgerskabet) i Sachsen og Polen.

Efter August den Stærkes død i 1733 var Brühl var angiveligt involveret i det polske kongevalg; han skaffede pengene og ledede sammen med Alexander Sulkowski udenrigspolitikken. I november 1733 blev retten til foretræde for kurfyrste Friedrich August II (i Polen Augustus III.) begrænset til Brühl og Sulkowski.

Det var faktisk kun et spørgsmål om, hvorvidt Brühl eller Sulkowski ville overtage arbejdet for den viljesvage og dovne kurfyrste. I 1738 besluttede kurfyrste-kongen sig for Brühl, hvad der også var hans afdøde fars ønske. Samme år overtog Brühl efter kongens ønske alle regeringskontorer/ministerier under sig, også selv om han ingen forudsætninger havde herfor. Militæret var helt fremmed for ham, om økonomien og dens fremme begreb han ingenting. Desuden blev han betragtet som værende meget intrigant.

Den ungarske historiker Aladar Boroviczeny fastslår ganske vist i sin biografi: "Efter en gennemgang af den meget omfattende litteratur om Grev Brühl mødte jeg til min overraskelse kun nedsættende domme om manden [...]. Og da jeg kom til de umiddelbare kilder, fandt jeg ikke et eneste historisk baseret faktum, der berettigede den gængse ugunstige dom på den saksiske premierminister ". Boroviczeny tilskriver dette primært den bagvaskelse, som den preussiske kong Frederik II havde sat i omløb om Brühl. Hans "brændende had" til Brühl skyldtes, at Brühl fik Frankrig og Østrig forsonet og dermed forpurrede Frederik II’s politiske planer. Det blev aldrig benægtet, at Brühl var en succesfuld diplomat og rutineret organisator. Hans største diplomatisk succes var hans deltagelse i den netop nævnte, såkaldte omstyrtelsen af alliancer, hvor de tidligere ærkefjender,Frankrig og Østrig, blev allierede. Hans udnævnelse som statsminister i 1746 var kun en formssag.

Fra 1749 boede Brühl med sit hof ofte på et i 1740 erhvervet slot Pförten i Niederlausitz og modtog der kurfyrster og andre gæster. Ved sådanne lejligheder kom hans berømte Svanestel i Meissen porcelæni anvendelse. Desuden havde Brühl bl.a. herregården Grochwitz i Herzberg (Elster), Schloss Gaußig i Bischofswerda, Schloss Lindenau ved Ortrand, Schloss Nischwitz ved Leipzig, Schloss Oberlichtenau ved Pulsnitz og Schloss Seifersdorf ved Radeberg. I Warszawa ejede han det storslåede Palais Brühlog et lille palads i Młociny.

På hans bestilling skabtes en lang række samlinger, som blev udstillet i det Brühl’ske Palads og i bygningerne iden Brühl’ske Have i Dresden. Brühl’s Galleri blev bygget i 1742-1744 til hans omfattende malerisamling. Det er et meget tidligt eksempel på et separat galleri i Europa. Desuden var der i den Brühl’ske have en biblioteksbygning, hvor foruden det meget omfattende bibliotek også hans samling af matematiske og fysiske instrumenter befandt sig. En naturhistorisk samling blev opstillet i et forværelse til det lille teater (efter 1755). For opbygningen af kollektionen var primært Brühl’s sekretær, Carl Heinrich von Heineken, ansvarlig. Efter grev Brühl’s død, blev en stor del af samlingen solgt; således blev malerisamlingen købt af tsarina Catherine II. af Rusland.
Kilde: http://de.wikipedia.org/wiki/Heinrich_von_Br%C3%BChl (Oversat af JRJ).

Statsminister.

(Sammendrag ved JRJ).
Allerede i 1748 var landet de facto bankerot: Indtægterne kunne end ikke dække renterne på gammel gæld, ligesom det kun var muligt at betale løn til de offentligt ansatte med nærmest værdiløse gældspapirer. Stænderforsamlingen forsøgte med en Kommissionsundersøgelse (!) at bremse Brühl, men kom ingen vegne, før kurfyrsten døde i 1763, hvorefter han omgående trak sig tilbage, men døde få uger senere.

Mange velkendte foranstaltninger kom i spil for at genoprette statens finanser: Bortforpagtning af store landområder, optagelse af store statslån, skattestigninger, indførelse af moms – og en voldsom reduktion af hæren. Sidstnævnte viste sig særlig uheldig i kombination med en verdenskrig, nemlig Syvårskrigen 1756-63, der reelt var en fortsættelse af den Østrigske Arvefølgekrig, 1740 - 48. Op til 7-årskrigen havde en af hovedfjenderne, Preussen, opbygget en anderledes slagkraftig hær med Frederik den Store (1740-86) i spidsen. Han havde i ly af Arvefølgekrigen erobret Schlesien, som han fik love at beholde ved fredsslutningen i 1748. Kejserinde Maria Theresia ønskede Schlesien tilbage og etablerede et forbund vendt mod Preussen. Frederik den Store handlede imidlertid lynsnart og rykkede omgående ind i Sachsen, som lige så omgående kapitulerede – så var flanken mod Schlesien sikret, og Sachsen måtte føde på hans vældige hær. Brühl flygtede med sit hof til Polen, mens Frederik den Store gik i gang med at plyndre og ødelægge alle Brühls ejendomme i Sachsen, herunder i Dresden i særdeleshed.

Efter Brühls død blev der indledt en proces mod ham for ulovlig berigelse, men den faldt til jorden, idet han i hvert enkelt tilfælde havde handlet med kurfyrstens indforståelse og/eller efter hans ordre.