Anglesey Abbey, september 2015.

Anne havde foreslået en tur til Anglesey Abbey i nærheden af Cambridge, når vi nu havde en hel fredag til rådighed uden børn. Da Henrik den 8. brød med paven og katolicismen var det jo angiveligt for at slippe af med en af konerne, men mon ikke det også talte med, at han så kunne inddrage kirkens gods, dvs. en stor del af landets ejendom til sig selv, og hvem han nu syntes havde fortjent det.

Da munkene og nonnerne således blev arbejdsløse, var der jo ikke længere brug for klostrene og meget andet  af kirkens faste ejendom, som for de flestes vedkommende blev plyndrede, brændt og på anden måde lagt øde. Vi forventede derfor mest, at udflugten ville gå til en af de mange - og meget smukke - klosterruiner, men vi ankom til noget helt andet, nemlig en utrolig smuk park, med en vandmølle og et "house", hvor herskabet havde boet og samlet en helt utrolig skat af kunstgenstande.

Vejret var helt fortryllende, dvs. perfekt til at drysse rundt i parken på velpassede stier og guidet af  et kort uden hvilket vi snart ville være faret vild. Ruten gik forbi en gammel vandmølle, der for mig var et dejavue til min barndom med en gammel kværn til maling af gårdens korn til køer og grise.

Gudskelov at vi havde købt billet også til huset, der viste sig at være et veritabelt skatkammer, og bl.a. rummede tre værker af den franske maler, Claude Lorrain (ca. 1600 - 1682), mester i de såkaldte pastorale landskabsmalerier, som i høj grad kom til at præge de engelske landskabshaver. Nogle af dem er nærmest kalkerede af efter Lorrain, jf. f.eks. Stourhead, som vi jo besøgte i 2013.

Anglesey Abbey lå da ganske rigtig også mere eller mindre hen som ruin, da stedet i 1926 blev købt af brødrene Broughton, men efter at Henry B. giftede sig, overtog Huttleston Broughton, den senere Lord Fairhaven, stedet. I kraft af arv var brødrene umådelig, stinkende, rige. Huttleston blev aldrig gift, efterlod ingen arvinger og besluttede derfor (?), at testamentere det hele til staten, dvs. National Trust, som passer godt på stedet. Ud fra et påfaldende stort antal statuer i parken af unge mænd med små tissemænd fastslog pigerne ret hurtigt grunden til hans ungkarleliv. Jeg fortalte (omsonst) myten om, hvorledes kvinden kom på banen her på jord iht. den græske Prometheus-myte, men det fnøs pigerne bare hånligt af - de VED nemlig bare, at kvinder er en velsignelse, Guds gave til menneskeheden (= vi mænd), og ikke en straf, som de gamle grækere mente…

Således berigede og opløftede forlod vi stedet og indledte eftersøgningen af en god pub til indtagelse af en velfortjent lunch. Den tilgrænsende lille landsby, Lode, har imidlertid ingen pub, men derimod et postkontor, som bør vide besked med den slags. Den vagthavende bureaukrat, kunne ikke hjælpe, men det kunne det motoriserede postbud til gengæld: "Følg mig" sagde han og kørte foran ud til en anden lille landsby med pubben "The White Swan", der viste sig at være en ren perle. Gu' ved, om ikke vi fik Cheddar Onion? - At Anne så tilmed betalte regningen, gjorde jo heller ikke glæden mindre, selv om vi jo, som god sædvane byder det, protesterede voldsomt herover.

Da så hjemturen gik næsten uden nærdødsoplevelser pga. af vanvittig fart, måtte vi gentagne gange og helt sandfærdigt forsikre hinanden om, at dagen havde været en fantastisk god oplevelse. Well done, Anne!

Nogle links:

Anglesey Abbey/National Trust.

The White Swan i Quy. (Ikke langt derfra ligger pubben The Missing Sock, men den ikke nær så indbydende ud).

National Trust har en glimrende hjemmeside med mulighed for at søge på steder og værker. Jeg har gemt en søgning, som finder Lorrain's billeder på Anglesey her.