Et besøg i Spanien og Portugal, 6. – 18. maj 2007.

Bortset fra en Mallorca-tur i september 1972, havde vi aldrig besøgt disse to lande. Med Ryanair’s nye rute Billund-Madrid er der nu åbnet for en både nem og billig adgang til den iberiske halvø i almindelighed og Madrid i særdeleshed for folk som os, der foretrækker at rejse på egen hånd.

Vi ville gerne have et foreløbigt og bredt indtryk af de to lande og lavede derfor følgende grovplan:

• Madrid, fire overnatninger lige i centrum.
• Leje bil og køre via Cordoba til Albufeira på Algarve-kysten i Sydportugal.
• Området vest for Lissabon og Lissabon.
• Retur til Madrid tværs over Portugal til El Escorial nord for Madrid.
• Aflevere bil i Madrids internationale lufthavn og derfra retur til Billund.

Det ser således ud på et kortudsnit:

Og planen fungerede aldeles glimrende.

Man ankommer til Madrids lufthavn ved midnat, hvilket naturligvis er lidt ubekvemt, bl.a. er man nødt til at tage en taxa fra lufthavnen til hotellet, hvor vi tjekkede ind lidt før kl. et nat. Første overraskelse: Masser af receptionister taler kun spansk… Nå, men de går jo ligesom ud fra, at man kommer for at få et værelse, så det giver faktisk ikke anledning til problemer.

Hotellet, et såkaldt hostal, ligger helt perfekt i gå afstand fra de store must-see museer og andre seværdigheder samt helt bogstaveligt utallige restauranter og Sol metrostationen på Puerta del Sol. Personalet insisterede på, at nøglen til værelset skulle afleveres, når man gik ud i byen. Det lidt usædvanlige bestod så i, at den skulle lægges på en nøglehylde i receptionen, som kun undtagelsesvist er bemandet, og dermed helt frit tilgængelige for enhver… På spørgsmålet om, hvorvidt det nu også var ”seguro” kiggede de medlidende på mig, og informerede mig om, at de skam havde overvågningskameraer! Hvordan dette skulle kunne berolige, er dog endnu ikke gået op for mig. Men vi vil uden tøven vælge det samme hotel, næste gang, vi skal bruge et sådant i Madrid.

Første gang/de første gange man kommer til Madrid er der i det mindste tre museer, man SKAL besøge:
Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia med stor samling Picasso, bl.a. Guernica.
Museo Nacional del Prado  – ifølge alle guide bøger alene en rejse værd – med kæmpe samling af bl.a. Goya, Rubens, Tizian og El Greco samt utallige andre. Sikre hits hos Goya er den påklædte og den nøgne Maja. - Det frække ved den nøgne Maja er i øvrigt ikke, at hun er nøgen, men at hun kigger frimodigt tilbage på beskueren. Naturligvis vakte billederne i sin tid stor skandale.
Museo Thyssen-Bornemisza med de største europæiske kunstnere, herunder stor samling moderne kunst (bvadr).

Pladser og bygninger, som vi besøgte:

1. Palacio Real de Madrid med tilhørende katedral.
2. Plaza de España med statue af Don Quijote til hest (Rosinante) og tjeneren Sancho Panza på sit æsel.
3. Plaza Colón med Columbus som søjlestatue
4. Plaza de Cibeles med springvand (Fuente de Cibeles), hvor gudinden Cibeles sidder på sin vogn, trukket af to løver. Cibeles er spansk for den romerske frugtbarhedsgudinde Cybele, eller Magna Mater: Store Moder. Den tilsvarende græske udgave er Kybele.

Vi var heldige med vejret som netop slog om til skøn, skøn forsommervejr, som forlenede byen og dens indvånere samt tilrejsende med ekstra livsglæde. Byen summer af trafik – og snak! Madrilenerne må være det mest snakkende folkefærd i verden, men søde, flinke og varme, det er de. Vi var blevet advaret mod lommetyve, men dem mærkede vi nu ikke noget til, og vi følte hos helt trygge. (Jytte gik med alle vores penge og kreditkort i underbukserne. Hvis en lommetyv kunne liste dem ud derfra, uden at hun anede uråd, havde mestertyven også ærligt fortjent dem, plus en medalje!). - Safety First er et af vore valgsprog.

På det fastsatte tidspunkt afhentede vi vores lejebil hos Avis i lufthavnen. Det viste sig at være en spritny Opel Corsa 1,2 Diesel. Vor to kufferter kunne lige akkurat være i bagagerummet og den havde air condition, så det kunne jo ikke være bedre. Vi installerede det medbragte gps-udstyr, satte kursen mod Córdoba og tog dermed hul på rundturen, der kom til at strække sig over 2.200 kilometer gennem Spanien og Portugal.

Madrid er en stor by (over 3 mio. indbyggere) og et dertil svarende gigantisk netværk af motorveje rundt om den. Trafikken er selvsagt også imponerende. Bedst som vi lå lunt i midterste spor med trafik foran, bagved og på begge sider dukkede en stor metalgenstand op i vores kørebane… Jeg havde ingen anden mulighed end at fortsætte og

håbe på, at undervognen var høj nok til at vi kunne komme over genstanden. Det var den – næsten, eller måske har lufttrykket fra undervognen løftet den lidt. I hvert fald ramte den bagerste kofanger med en MEGET grim lyd, og det så slemt ud set gennem bakspejlet, men jeg havde ikke andre muligheder end at forsætte nogle kilometer. Vi var lige ved at tro, at der måske ikke rigtig var sket noget, men så kom der nogle vedvarende og grimme lyde… Vi stoppede ved først givne lejlighed og tog et overblik over skaderne. Det så ikke så godt ud: Kofangeren var næsten revet af hele vejen rundt. I vore dage laves biler i høj grad af plastmaterialer, og kofangere og inderskærme samles ofte ved hjælp af hægter og tryklåse. Det viste sig faktisk, at jeg NÆSTEN kunne slå og ”knappe” den på plads igen. Der var kun en enkelt overrivning af en samling og så en større skramme, som jeg ikke kunne stille noget op med, men der kom ikke flere grimme lyde, og vi kunne fortsætte turen, uden at vi mærkede mere til skaderne. Pyha, en slem forskrækkelse og en dårlig start, men det blev så også eneste ubehagelighed på hele (bil) turen.

Vi overnattede i Montoro, ca. 40 km fra Córdoba, på Hostal Montoro, der ligger lige op til motorvejen. Stedet har karakter af ”truck stop”, hvilket giver det en særlig atmosfære. Man kommer ind i en lang bar, hvor disken er lavet i rustfrit stål. Gæsterne smider alt overflødigt (cigaretskod, -pakker, servietter o. lign.) ned på gulvet, hvorfra det det så fejes op med passende mellemrum. Fra disken kan der ses TV på en meget stor fladskærm. I al den tid, vi var der, blev der vist non-stop tyrefægtning, og et større antal tyre måtte lade livet, så det siger sig selv, at stemningen var i top. Prisniveauet var det laveste på hele turen - det lykkedes os aldrig at få brugt bare i nærheden €100 for værelse, øl, middag med vin og morgenmad. Værelset var glimrende og det samme gjaldt for middagen, hvor der var masser af gæster. Kan absolut anbefales til evt. interesserede.

Efter at have indtaget morgenkaffen i baren forholdsvis tidligt kørte vi ind i Córdoba (ca. 315.000 indbyggere) for at se Mezquita, der er opført af maurerne som moske, faktisk dengang den næststørste efter Mekka. (I mere end 750 år havde Sydspanien mauriske herskere, indtil landet blev tilbageerobret og samlet i 1492). Bygningen er enorm, selve bedehallen er på 114,60x128,41 = 14.715 m2, hvortil den indre gård kommer. Bygningens tag bæres af ca. 850 søjler, og inde midt i er der efter maurernes fordrivelse opført en katedral, som imidlertid ikke syner af meget, og som man nærmest skal lede efter for at finde. Mezquita er på enhver måde en stor oplevelse. Vi er lidt flove over, at vi ikke fik kigget nærmere på Córdoba, men måske vi en gang kan råde bod herpå ved en rejse med fokus på Sydspanien.

Fra Córdoba fortsatte vi med motorvejen via Sevilla direkte til Algarve kysten, Portugals sydligste del. Selve navnet kommer fra det arabiske Al-Garb, der betyder landet mod vest. Vi havde hjemmefra booket et hotel lidt uden for Albufeira, hvilket viste sig heldigt, idet Albufeira er totalt domineret af masseturismen. Den centrale del af byen er overfyldt med restauranter, souvenirbutikker, hoteller og ferielejligheder. Horder af solhærgede turister, de fleste i den meget modne alder, vader udslukte rundt i byen. Mange af dem synes mentalt afgået ved døden for mindst ti år siden. Det positive islæt er portugiserne, der for de flestes vedkommende faktisk har bevaret deres naturlige venlighed trods hele menageriet.

Vort (firestjernede) hotel var lidt af et fund (ja, det var det faktisk helt bogstaveligt, idet det tilfældigt dukkede op under en søgning på Internettet). Det er næsten helt nyt, familieejet, beliggende 4-5 km vest for Albufeira, og vi havde fra vort værelse en flot udsigt ud over Atlanterhavet. Personalet var i særklasse venligt, så det endte med, at vi også indtog de fleste af vore måltider der. Dagen efter vores ankomst kørte vi en tur ud til Europas sydvestligste hjørne, Ponta de Sagres og Cabo de São Vicente, hvor klippekysten rejser sig lodret fra havet.

På Ponta de Sagres oprettede Henrik Søfareren ^[1] en navigationsskole i 1400 tallet. Resterne af bygningerne er her endnu. Meget flot og spændende tur – og kun få turister på stedet. Dette forblæste yderste hjørne af Europa, der indtil Amerikas opdagelse på mange måder udgjorde Verdens ende, var lige netop på tidspunktet for vort besøg velsignet med en mangfoldighed af vilde blomster, som vældede op mellem de skarpe klippestykker, der ser ud til at være af vulkansk oprindelse.

Det siger sig selv at vi ikke bare tjekkede ud fra dette dejlige hotel, nej vi tog skam hjertelig afsked med personalet og gav så TT adressen på næste mål, et hotel ud til atlanterhavskysten vest for Lissabon. Hotellet (også fire stjerner til ingen penge) havde vi booket fra en internetcafé i Albufeira, hvor vi for øvrigt også lige ordnede den sidste åbne booking lidt nord for Madrid. Nettet og GPS har simpelthen revolutioneret vores måde at rejse på. Slut med at rakke rundt på må og få for at finde et hotel i tusmørket og så ende med at være tvunget til at tage et eller andet for ikke at skulle fortsætte en træls og tvivlsom søgning: Netbooking sikrer os et værelse, og GPS sikrer, at vi let og ubesværet finder frem til det.

Hotellet ligger i Cascais, der er et ganske mondænt rejsemål lige ned til Atlanterhavet, ikke mindst for golfspillere og svenskere, hollændere, tyskere og englændere. Fire unge svenskere levede helt op til vore fordomme, idet de stilede direkte hen i baren, brølende efter bartenderen, mens de bralrede op om, hvad de ellers kunne tænke sig at få i løbet af aftenen. Efter en runde i byen, hvor – oh mirakel – det lykkedes vor mor at finde det par sandaler, hun har ledt efter i årevis, var klokken vel efterhånden hen mod de 1830 og solen brændte ikke mere end på en normal majdag i Århus, men vi kunne da godt gå ned og svømme en tur i poolen for at samle appetit til middagen.

Vi morede os her over et midaldrende par (hollændere?), der tilsyneladende var kommet ind med flyveren samme dag. I hvert fald tog de ingen chancer mht. solskoldning: Først blev mandens skaldede isse smurt ind i solcreme, så overkroppen. Så kom turen til konen, der krængede badedragten ned til bæltestedet, hvorefter manden ellers tog fat fra oven af. Og det kan nok være, at han ikke gik på kompromis med brystpartiet, men sololien slap desværre op, inden han var færdig – og det var ellers ikke nogen lille dunk… Ja, den gratis underholdning overgår ofte den dyrt købte.

Om aftenen gik vi igen ned i den gamle bydel og fandt helt tilfældigt en lille restaurant, hvor vi var de eneste gæster. Jytte havde på en eller måde fået lusket ud af en tilfældig indfødt, at de serverede dejlig mad på stedet, og vi fik hele turens bedste måltid og en overmåde hjertelig betjening.

Næste morgen tjekkede vi ud forholdsvis tidligt, idet vi havde et par destinationer inden Lissabon centrum, nemlig det europæiske kontinents vestligste punkt, Cabo da Roca, et i sandhed vindblæst forbjerg med et fyrtårn. Uheldigvis kom der samtidigt en bus med japanske turister og så kan man godt glemme alt om lidt køkultur til fotografering; de maser sig bare frem og så må alle vi andre vente, til det passer dem at forlade stedet igen.

Herefter satte vi kursen mod Sintra med ca. 23.000 indbyggere. Det særlige ved byen er, at den på et tidligt tidspunkt i historien blev de portugisiske kongers foretrukne sommerresidensby, hvorefter adelen naturligvis fulgte efter. Byen har derfor mange slotte og palæer. Vores egen H. C. Andersen var som bekendt glad for at rejse, og han rejste i 1866 til netop Sintra i Portugal, hvor han lejede et hus i tre uger på adressen Rua Trinidade 9A, hvor der er opsat en mindetavle med næsten ulæselige bogstaver, men vi fandt det da. Stedet er omtalt i hans rejsebog ”Et Besøg i Portugal 1866”.

Så blev TomTom ellers indstillet på hoteladressen i downtown Lissabon, og vi kastede os ud i en heksekedel af trafik. Endnu engang førte satellitterne os lige til fordøren af hotellet, hvor vi overgav nøglerne til en flink portier, der foretog en halsbrækkende parkering i hotellets parkeringskælder, som havde en ned-/opkørsel, der ville være en udfordring for enhver Tour de France rytter. Senere samme eftermiddag kunne vi lige nå det nærliggende Gulbenkian museum (glimrende, Rembrandt, Rubens og mange andre samt tæpper, keramik og bøger) og ellers orientere os lidt om geografien i Lissabon. Lissabon kan være ganske svær at finde rundt i, idet gadenavnene er både svære at finde og at læse, selv for en fodgænger. Der er en glimrende metro, men en del af metrostationerne er også på det nærmeste gjort usynlige.

Næste dag var vores egentlige Lissabon-dag. Vi startede med at købet et dagskort til alle offentlige transportmidler gældende for Lissabon og omegn: Metro, busser, toge, sporvogne og sågar en berømt elevator, der fører op til en udsigtsplatform. (Berømmelsen skyldes vist mest, at arkitekten var en elev af Eiffel, I ved, ham der lavede det store stålstativ i den franske hovedstad). Først tog vi ud til Mosteiro dos Jerónimos (Jeronimus-klostret), der ligger i Bélem-bydelen. Klosteret er ifølge guidebogen Portugals smukkeste bygningsværk i manuelinsk stil, der er opkaldt efter kong Manuel 1. (1495-1521). Denne stilart betegner overgangen mellem sengotik og renæssance med mauriske elementer. Dette giver sig f.eks. udtryk i snoede søjler udsmykkede med muslingeskaller, tovværk, blæksprutter og fabeldyr i sten. Bygningsværket omfatter kirke og klostergård med søjlegange og masser af rum i flere etager. Meget smukt og anbefalelsesværdigt.

Herfra er der kun en kort spadseretur ned til Tejo-floden og et stort mindesmærke for Henrik Søfareren. Her skuer han i al evighed ud over flodens munding og Atlanterhavet. Efter at have kigget lidt sammen med ham tog vi toget tilbage til centrum for nu skulle der køres med sporvogn op og ned ad stejle bakker gennem snævre gader mellem parkere og kørende biler. Dette foregår især i Alfama-bydelen, og det er for mange turister alene rejsen værd. Vi fik da også en herlig oplevelse ud af det, ikke mest den fantastiske måde man får løst op for ellers umulige trafiksituationer i forbindelse med den øvrige trafik bestående af almindelige personbiler, varebiler, ja sågar lastbiler. Der er så megen trafik, at man jo ikke sådan lige kan vende om eller bakke, idet der sagtens kan være en kortege med 8-15 biler. Og så skal der ellers møves rundt, således at man kan komme forbi hinanden. Det sker ved helt utrolige manøvrer, der involverer adskillige hjælpere, som angiver antallet af ledige millimeter mellem lak og murværk og mellem lak og sporvogn. Passagererne hænger naturligvis ud af vinduerne for ikke at gå glip af noget… Det siger sig selv, at der ikke køres efter faste minuttal på denne rute. Sporvognsføreren var dog ikke mere stresset af forløbet, end at han sagtens kunne læse i sin avis og så blot forsigtigt kørte videre, når der blev givet signal hertil af de øvrige trafikanter. De sporvogne, der anvendes i denne bydel, er gamle og især små, så de lettere kan følge de kraftige sving, kurver, stigninger og fald. I andre dele af byen anvendes – foruden busser – store, moderne og komfortable sporvogne. De fungerer særdeles overbevisende og kører mange kilometer ud fra centrum.

Turen ud af Lissabon med retning mod Spanien og Madrid havde bekymret mig en del, men den forløb helt uden problemer. Målet var en lille by ca. 70 km nord for Madrid i nærheden af El Escorial, hvor man finder Filipe 2.’s (1556-98) vældige palads, der imidlertid egentlig ikke er nogen skønhed, bare meget stort. Vi nøjedes med at kigge på det udvendige og kørte så videre til overnatningshotellet ca. 20 km længere østpå i et område, der minder lidt om Norge.

Hotellet minder da også lidt om et højfjeldshotel uden for hovedsæsonen. Prisniveauet i den lille by forbløffede os noget – det var skisme ikke just billigt. Vor mor skulle på det nærmeste have krisehjælp efter indkøb af tre bananer hos en lille købmand. I skrivende stund er det uvist, om hun nogensinde forvinder det.

Næste formiddag skulle vi så finde Barajas lufthavnen i almindelighed og ”return car” i særdeleshed. Det sidste er slet ikke så enkelt, idet der ingen skiltning er, før man er ankommet… Avis tog vort uheld pænt, skrev en regning betydeligt under selvrisikoen og beklagede hændelsen på vore vegne, søde mennesker sådan som vi efterhånden havde oplevet det hele vejen gennem vore 12 dage i Spanien og Portugal.

Nogle spredte oplevelser og betragtninger.
Madrid er HELT uden svineri, intet affald flyder og der er ingen graffiti. Det samme gælder for den øvrige del af Spanien, som vi har set. Vejnettet er fremragende og langt bedre end det danske. Trafikkulturen er også langt bedre, hastighedsgrænserne overholdes i forbløffende grad og folk kører ikke aggressivt. Et kæmpemæssigt område (større end DK?) i den sydlige del af landet er én stor olivenplantage. Landbruget virker veldrevet.

Storke. Vi så utrolige mængder af storke og storkereder med unger. Vi morede os over at de bruger højspændingsmasterne som redepladser. Nogle steder var der reder i hver eneste mast, så langt øjet rakte, undertiden så det ud til at der var lavet platforme i masterne for at gøre redebyggeriet lettere.

Bilkørsel i Portugal. Kulturen minder her mere om den danske: Ingen respekt for fartgrænser, og mange kører virkelig hurtigt, men det er alligevel ikke ubehageligt at køre der, som det f.eks. er tilfældet i Italien, hvor enhver almindelig udflugt har karakter af russisk roulette. Vi har også kun gode oplevelser fra mødet med portugiserne – selv i de værste turistområder er de fremdeles søde og venlige.

Afhentningsservicen (Peter) i Billund virkede perfekt og vi var helt hjemme ved ca. 2130-tiden til nyslåede plæner, reklamer, post og to numre af Weekendavisen, den danske bladverdens kulturbastion nr. ét. På forsiden af sektionen Bøger (Nr. 19) var der en anmeldelse af Jørgen Gustava Brandts posthumt udgivne erindringer, ”Mit liv”. Overskriften, sat med tommehøje typer, lyder: ”Vi pulede nu mere inderligt”. - Vi vidste nu, at vi var hjemme igen i det gamle land.

Fodnote:

[1] Henrique o Navegadôr, 1394 – 1460, var ”infant”, dvs. en uægte portugisisk prins uden arveret. H var stærkt interesseret i søfarts-problemer og omgav sig med instrumentmagere, astronomer, skibsbyggere og kartografer m.fl. Fra 1418 udsendte han en række ekspeditioner med henblik på udforskning af Afrikas vestkyst for at finde søvejen til Indien. 1419, 1432 og 1441 opdagedes hhv. Madeira, Acorerne og Kap Verde. Ekspeditionerne, som fik afgørende betydning for oprettelsen af Portugals kolonivælde, finansieredes af kristusordenen, hvis stormester H var.