Berlin, maj 2014.

Denne gang gjorde vi det: Tog toget i stedet for bilen! Ét skift (Kolding) og så er man i Berlin helt uden stress og med 6-7 timer til at forberede sig på programmet - eller hvad man nu har lyst til.

Hotellet (i bydelen Moabit, ca. 5 km fra Hbf) var naturligvis booket i forvejen. Det har masser af stjerner, er nyt og ligger i et en stor bygning med bl.a. en asiatisk buffet restaurant, der naturligvis skal prøves.

Vi havde besluttet os for at udnytte resten af dagen til at besøge en arkitekturhistorisk berømthed, nemlig AEG's mere end 100-årige kæmpestore turbinehal, der stadig er i fuld drift, men nu af Siemens. Bygningen repræsenterede dengang et nybrud fra Art Nouveau til Moderne. At designet i usædvanlig grad var fremsynet fremgår jo uden videre af den kendsgerning, at bygningen den dag i dag - mere end 100 år efter opførelsen - stadig er i fuld drift, og oven i købet med den opgave, den blev opført til: Fremstilling af turbiner. Arkitekten var Peter Behrens, der også er interessant, fordi han på sit kontor havde nogle af det tyvende århundredes kommende megastjerner: Le Corbusier, Walter Gropius og Ludwig Mies van der Rohe. Se her. Og i den følgende AEG-artikel betegnes Peter Behrens som verdens første industrielle designer. Intet mindre. Turbinehallen har sin egen wiki-artikel her.

I øvrigt føler vi os allerede presset af den korte tid, vi denne gang har til rådighed: I morgen og overmorgen; men turen er jo til dels en afprøvning af storbyferie med tog, så...

Det er nu "i morgen" aften, dvs. søndag aften efter en endog meget indholdsrig dag...

Efter køb af "Tageskarte" satte vi kursen mod Museumsinsel og herunder Alte Nationalgalerie, der har en af verdens fineste samlinger af malerier fra det nittende århundrede. Det drejer sig om værker fra klassicismen, romantikken, Biedermeier, fransk ekspressionisme og tysk impressionisme. Der er blandt andet en stor samling C. D. Friedrich - værker. Se album med nogle af indtrykkene, der især drejer sig om værker, vi har være præsenteret for i kunsthistorien.

Efter ca. tre timer havde vi fået nok og gik ud på pladsen foran Schinkel's Alte Museum og Berliner Dom. Over for Altes Museum bygges der på livet løs på en genopførelse af Berliner Schloss, byens gamle kongeslot, der blev stærkt beskadiget under krigen, hvorefter DDR-styret rev resten ned for i stedet at opføre "Palast der Republik" (hvor Ole Sohn og Honecker kyssede hinanden...). Dette "Palast" er fjernet til fordel for Berliner Schloss, hvorefter områdets arkitektur vil minde stærkt om tiden før krigens ødelæggelser. - Det er i øvrigt interessant, at DDR-styret også ønskede at nedrive Schinkels "Neue Wache" (fotoalbum), en af Berlins berømteste bygninger, men dette blev forhindret af Sovjetunionen, der åbenbart havde mere åndelig dannelse end DDR.

Via Hofbrücke (Schinkel igen) gik vi forbi Neue Wache til Bebelplatz (fotoalbum), berygtet for nazisternes bogafbrænding i 1933, med stort byggerod i forbindelse med om- og udbygning af operaen og videre til Gendarmenplatz (fotoalbum) , der regnes for en af Europas smukkeste pladser. Efter at have nydt pladsen, kigget indenfor i Konzerthaus (Schinkel) og Deutscher Dom, gik vi tilbage til Unter den Linden med kurs mod Brandenburger Tor.

Lige før denne ligger på venstre hånd Hotel Adlon (album), og vi opfandt hurtigt et par undskyldninger for at gå ind for at drikke en kop kaffe - med kage til - formedelst godt 30 Euro, men det var nu alle pengene værd. Pragtfulde omgivelser og lækker betjening.

Da vi ikke kunne strække den længere, tog vi toget det korte stykke til Potsdamer Platz, der altid er flot, men vi glemte nu rent at tage billeder her. Vi havde bestemt os for at skifte tog med retning mod Olympia Stadion, dels for at se dette fantastiske anlæg med de berømte 1936-lege og dels for at se Le Corbusier's berlinske udgave af Unité d'habititation, der fyldte 50 år i 2008, og efter nogle halvdårlige årtier igen stråler i al sin glans. - Det er jo ellers altid et tilsvarende byggeri i Marseilles, man hører om, men tilfældigvis opdagede vi Berlin-klonen. (Album).

5. maj.

For godt en uge siden var der i Berlingeren en begejstret artikel med titlen "Med sporvogn gennem Berlin", nærmere bestemt rute 68 fra Köpenick til Alt-Schmöckwitz. Ruten er af National Geographic kåret til en af verdens ti smukkeste, så forventningerne var høje - og skuffelsen så meget desto større... Den sidste halvdel var nemlig indstillet og erstattet af busdrift på grund af sporarbejder. Det må være netop den smukke/interessant del, idet der intet specielt var ved første halvdel til Grünau. Sjovt nok var der adskillige danskere med på ruten; de var alle kommet pga. omtalen i Berlingeren. Vi traf derved et meget sympatisk par fra Holstebro, som vi tilbragte 2-3 timer sammmen med. De har købt en lejlighed i (Øst-) Berlin og tilbringer 2-3 måneder om året i byen, fordelt på 5-6 ture. Det var meget hyggeligt, men vi overvejer at opsige Berlingeren...

Tilbageturen fra Berlins sydøstligste afkrog var planlagt til at bringe os til Strausberger Platz på Karl Marx Allee, som repræsenterer noget af det ypperste DDR-arkitektur. - Dengang hed gaden naturligvis Stalinallee, og det var under dette byggeri, at arbejderne i 1953 lavede deres opstand, der måtte slås ned af sovjetiske kampvogne. Men alleen blev ikke desto mindre færdiggjort og ser faktisk rigtig godt ud. Alle bygningerne er udvendigt beklædt med Meissener-fliser, der jo ikke bliver grimme med tiden, som betonbyggeri ellers har for vane. (Album).

Næste mål var (endnu) et imponerende eksempel på nazi-byggeri, der af gode grunde ikke findes ret meget af i Berlin. Men på hjørnet af Leipziger og Wilhelm Strasse beslaglægger finansministeriet et gigantisk kontorkompleks (112.000 m2 etageareal), der oprindeligt blev opført til Görings luftfartsministerium i ny-klassicistisk stil. Underligt nok blev netop denne bygning IKKE ødelagt af krigens bomber, som jo ellers faldt meget tæt i området. Bygningen hedder nu Detlev Rohwedder Haus. Arkitekt: Ernst Sagebiel. - Han var også arkitekt på Tempelhof lufthavnen, alle lufthavnes moder. Om- og nybygget 1936-41 og dengang verdens største bygning. Men bygningen, altså det nuværende finansministerium ser altså fantastisk ud. Der gøres ikke så meget ud af nazi-fortiden, men til gengæld er selve hjørnet mindeplads for 1953-oprøret i DDR.

Herfra er der ikke så langt til Checkpoint Charlie, der er en gedigen turistfælde, men ikke så langt derfra er der en U-Bahn station, hvorfra vi satte kursen "hjem" til Moabit efter endnu en fin dag, selvom linje 68 ikke levede op til forventningerne.