England og Wales, 2012, en rundtur i bil.

Med hyppige besøg i Saffron Walden er vi måske nok blevet LIDT klogere på landet, men hidtil er det kun blevet til nogle få besøg i London, mens resten af landet har måttet klare sig selv.

Men nu har vi altså tænkt os at køre en tur rundt i det meste af hovedøen. Scotland er ikke med i planen og vi holder os nok også væk fra de helt store byområder såsom Liverpool, Manchester og Birmingham. Til gengæld kunne vi måske godt finde på at besøge landsbyen Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch, hvis vi ellers kan finde dertil uden at spørge om vej...

Men lad os først slå fast, at England er en del af staten Storbritannien, som igen består af England, Wales, Scotland og Nordirland. Den irske republik, Irland, er IKKE en del af Storbritannien. Øen Storbritannien er det samme som staten Storbritannien, minus Nordirland. Forvirret? Nej, vel.

England har et areal på godt 130.000 km2 og (2007) en befolkning på ca. 51 mio.

Wales har et areal på knap 21.000 km2 og en befolkning på knap 3 mio. (wiki)

Storbritannien havde iht. CIA World Factbook i 2012 en befolkning på ca. 63. mio.

Første etape, Saffron Walden - Canterbury

Å-sejlads

Fra en å-sejlads i Canterbury. Her ved det nye Marlowe-teater.

Anne kørte os til Stansted Lufthavn sammen med pigerne. Her ventede vores lejebil (en lille Mercedes) på os, og efter at have fået bagagen på plads, monteret GPS'en, sunket spyttet og gjort korsets tegn satte vi kursen mod Canterbury i grevskabet Kent, det sydøstligste hjørne af England. Det meste af vejen gik på motorvej: M11-M25-M2 og dernæst en fin hovedvej, A2, til Canterbury. Den er ligeså overtrafikeret som alle andre byer i England, men takket være GPS'en fandt vi let vores hotel, der stammer fra 1400-tallet og er meget malerisk og hyggelig. Selv gulvet på badeværelset knirker. Det ligger lige ved Westgate, en gammel byport og i overkommelig gå-afstand fra katedralen, der vel var dagens hovedmål. Den er sæde for den anglikanske kirkes overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury.

Kirken var velforsynet med kustoder, der gerne delte deres tilsyneladende endeløse viden om kirken og Englands histore. Vi fik genopfrisket historien om ærkebiskoppen Thomes Becket, en historie, der minder noget om vores egen Knud den Hellige, idet han også blev myrdet inde i kirken og senere helgenkåret. En anden næsten helt glemt kending var Den Sorte Prins, på disse kanter The Black Prince, middelalderens måske største ridderlegende. (Bemærk, at den engelske Wiki-artikel er langt mere fyldestgørende end den danske udgave. Derfor bruges for det meste de engelske versioner.)

Efter kirken og en gåtur rundt i den indre by blev vi shanghaiet af nogle charmerende unge mennesker til en rotur på en flot å med krystalklart vand. Kaptajnen udgjorde både hele besætningen og underholdt undervejs passagererne med et væld af anekdoter og historiske oplysninger fra byen, bl.a. om et af dens berømte bysbørn, Christopher Marlowe, der har lagt navn til et helt nyt teater, Marlowe Teatret. Marlowe var samtidig med Shakespeare og iflg. nogle konspirationsteorier er det i virkeligheden ham der har skrevet mange af Shakespeares værker, bl.a. begrundet i, at Marlowe i modsætning til Shakespeare var berejst i Europa og derfor havde et intimt kendskab til lokaliteter, som Shakespeare så levende skildrer...

I øvrigt henvises til fotoalbummet om Canterbury.

Canterbury til Brighton

Dover

The White Cliffs of Dover

Vi havde lagt ruten via Dover og kanalkysten, helt sikert ikke den hurstigste, men den flotteste og mest interessante.

Første stop var ved The White Cliffs of Dover, et National Trust område med visitor center og det hele. Der henvises til fotoalbum.

Ikke langt vest for Dover i Capel-le-Ferne gjorde vi holdt ved Battle of Britain Mdemorial. Her talte vi længe med en lokal veteran, som var dreng, da krigen startede og som siden gjorde tjeneste i RAF i Burma.

Køreturen var yderst anstrengende, da omfartsveje er ukendte i England, og kysten selvsagt meget attraktiv og derfor bymæssig bebygget på lange strækninger. Ikke langt fra Brighton tog vi en lille, men meget spændende afstikker til gården Charleston, der var fast holdepunkt for Bloomsbury-gruppen. Huset er én stor kunstsamling, og vi tog en guidet rundtur (som også var eneste mulighed...) med en meget vidende ældre dame.

Vort Brighton-hotel lå lige ud for Brighton Pier. Vi var spændte på udfordringen med at få bilen parkeret, men var svineheldige med en ledig plads lige på hjørnet ved hotellet, der disponerer over et antal resident permits, som de så videresælger til gæsterne på dag-til-dag basis.

Brighton

Pavilion

The Royal Pavilion i Brighton

George 4., 12.8.1762-26.6.1830, konge af Storbritannien, Irland og Hannover fra 1820, søn af George 3., regent fra 1811 pga. faderens sindssygdom. George blev som prins kendt for sin ødselhed og berygtet for sit privatliv, idet han hemmeligt havde giftet sig med en katolsk kvinde, Maria Fitzherbert (1756-1837). I 1795 ægtede han Caroline af Braunschweig, men fortsatte samlivet med Maria Fitzherbert. Trods sin fars sindssygdom blev George holdt borte fra magten indtil 1811. Ved tronbestigelsen i 1820 anlagde han en skandaleombrust skilsmissesag mod Caroline; hun døde imidlertid i 1821, før sagen kunne behandles. George 4. magtede ikke at hævde kongemagtens stilling over for Parlamentet og overlod styret til de konservative politikere Robert Stewart Castlereagh, George Canning og Arthur Wellesley Wellington.

Kilde: Den Store Danske

Stilen "Regency" er en gammel bekendt fra vores tur til London i juni 2011. Jf. også "Regents Park" i London.

regency, (eng. 'regentskab, formynderregering', om kong George 4.s regentskab 1811-20, af fr. Régence), Regencystyle, nyklassicistisk stil inden for arkitektur og kunsthåndværk i England ca. 1810-30. Stilen tog udgangspunkt i antikkens former og ikke kun i dens ornamentik; dens vigtigste repræsentant var arkitekten John Nash. Periodens møbler kendes på de solide, enkle former, løvefødder, indlagte palmetter og akantusruller.

Kilde: Den Store Danske

Byen blev mondæn allerede for et par hundrede år siden, da prinsregenten, den senere kong Georg IV, flyttede hertil for at leve livet på landet. Da han var blevet befriet for en kolossal spillegæld, gik han igang med at bygge The Royal Pavilion, der i høj grad er turen til Brighton værd. Det er virkelig et eventyrslot, der kunne dupere alt og alle, herunder (naturligvis) ikke mindst damerne. Desværre er det strengt forbudt at fotografere inden døre, og deres hjemmeside er noget fedtet med billeder af slottets indre.

Brighton Pier er herostratisk berømt, dvs. skuffer ved nærmere bekendtskab: Det er en spillehal, restauranter og et noget miserabelt tivoli på stolper - men det er næsten 200 år gammelt. Den nuværende udgave dog "kun" godt 100 år.

Brighton bruges i høj grad af londonerne, når de skal have en syndig weekend, og byen er kendt for at være yderst frisindet i forhold til bøsser og lesbiske. Da jeg bookede hotellet, så jeg godt - men hæftede mig ikke synderligt ved - at bøsser er velkomne... Det gjorde jeg så til gengæld allerede ved ankomsten, idet indgangspartiet, som var én stor bar, var holdt i pink, og klientellets seksuelle observans var endog meget tydelig. Personalet var i særklasse venligt, og vi følte os på enhver måde velkomne, så det kan anbefales på det varmeste, hvis nogen står for at planlægge et syndigt ophold! Det viste sig ydermere, at hele det omgivende kvarter er et bøssekvarter, så Jytte og jeg følte os undertiden noget akavede.

Nogen kan måske også huske, at IRA for mange år siden forsøgte at sprænge et konservativt partikonvent i luften - inkl. Margaret Thatcher.

Petworth House og Winchester

x

Winchester er en meget hyggelig by

Ruten til Salisbury var lagt forbi Petworth House og den hyggelige by, Winchester. Som det fremgår af linket, er Petworth House nu en del af National Trust, dvs. en del af den engelske nations kulturarv. Huset rummer ikke mindst en meget stor samling af værker af de store engelske portræt- og landskabsmalere såsom Turner og Constable. Men også flamlænderen, van Dyck, er rigt repræsenteret. Til slottet hører en stor park, der er skabt i landskabsstil, men selv om den umiddelbart er indbydende, er den for intet at regne mod morgendagens oplevelse på Stourhead, men den er nu også i verdensklasse, herom mere i næste afsnit.

Winchester katedral er dels fantastisk i sig selv og dels interessant set med danske øjne, idet Knud den Store er begravet her. Det lykkedes at identificere en kiste med navnet "Canute" - hvilket er ham - men om det er hans ben, som findes i den, vides ikke, idet knoglerne fra mange kister blev blandet sammen under O. Cromwell's styre. - Han brød sig ikke meget om konger.

Endelig er også Jane Austen begravet her og er blevet noget af et tilløbsstykke.

 

Salisbury, Stonehenge og Stourhead

Det var søndag og fortsat pragtfuldt sommervejr - hvilket de fleste af englænderne åbenbart også havde lagt mærke til, for var tilsyneladende alle til hobe på landevejene på vej til/fra og ved de store attraktioner.

Vi troede knap vore øjne, da vi kom til Stonehenge: Overfyldte parkeringspladser, en enorm kø ved billetkontoret, en endnu større kø bagefter som gik over i en stor kødrand rundt om stenformationerne. Vi gav op (!) og gik i stedet en tur langs det omgivende trådhegn og tog nogle billeder. Hele området er i virkeligheden en kæmpestor bar græsmark med stenformationen, så der er i virkeligheden slet ikke så meget at se. Men et imponerende syn er det i sandhed. For at få et rimeligt udbytte bør man nok før eller efter et besøg bruge tid på at få overblik over den tilgængelige viden/teori om stedet, dets opførelse og formål.

Stourhead

Så idyllisk er der faktisk.

Heldigvis havde vi en alternativ plan: Et besøg på Stourhead, der et af det bedste og berømteste eksempler på en engelsk landskabshave. Nå ja, have: Den er på ca. 2.500 tdr. land, og anlagt for ca. 250 år siden af Henry Hoare (1705-85), som på denne måde har udødeliggjort sit navn. Han skabte en serie af niveauopdelte søer og og omgav dem med sjældne træer, planter og garnede det hele med nyklassicistiske italiensk prægede templer, grotter og broer. Selve "huset" (som vi ikke var inde i) er i palladisk stil fra 1724 og tegnet af Colin Campbell, som også har tegnet Burlington House. Men ellers henvises til fotoalbummet.

Tilbage i Salisbury og hotellet (et gæstehus) fandt vi ud af, at vi lige kunne nå en sen eftermiddagsgudstjeneste i domkirken, og det var en fin måde at opleve den på. Englænderne har jo siden Henrik VIII (ham med de 6 koner) haft deres egen kirkeform, den anglikanske, der hverken er luthersk eller katolsk men et eller andet midt imellem. En anglikansk gudstjeneste (i det mindste i en domkirke) har et stort forbrug af præster og andre gejstlige i forskellig påklædning. Der var også et dejligt kor af helt unge piger og drenge i farvestrålende tøj. Selve kirken i gotisk stil er enorm og - naturligvis - et fantastisk syn, både udvendig og indvendig. En fin oplevelse var det. Fotoalbum.

Bath og Cardiff Castle

Bath

Bath, de romerske bade er bygningen til højre.

Bath indgik egentlig ikke i planen, men det lavede Jytte om på efter at have læst om byen. Vi kørte til en stor "Park & Ride" i udkanten, hvorfra der gik busser til/fra centrum hver 15. minut. Såre praktisk - især hvis man har en GPS med de rigtige informationer (POI's).

Bath må vel være Englands svar på Baden-Baden? I hvert fald handler det om bad, mere specifikt om et romersk, termisk bad, det eneste af sin art i England. For godt et par hundrede år siden blev byen "hot" for de fine i London, som opførte passende boliger til opholdet, og det gav naurligvis arkitekturen et gevaldigt løft, som stadig er meget synligt, jf. fotoalbum.

Vi løb også ind i vores veninde fra Winchester katedralen, Jane Austen, som har boet her. Vi var forbi huset, men det var mildest talt overfyldt, så vi trak følehornene til os igen.

Vi nåede hotellet i Cardiff efter en noget kaotisk trafik, men fik ingen alvorlige problemer. - Det har vi faktisk slet ikke haft, og vi er efterhånden ved at have vænnet os til venstre-kørsel, meget smalle og snoede veje samt utallige rundkørsler i alle størrelser. Englænderne er heller ikke så slemme til at mase, men lader medtrafikanter slippe ind og ud, når det er nødvendigt for at få det hele til at glide. Så gives der et umisforståeligt tegn: "Tak".

Efter at have tjekket ind på Hotel Churchill (jeg troede egentlig, at han var død?) spadserede vi ned til Cardiff Castle, jf. fotoalbum. For en gangs skyld kunne vi spise aftensmad på hotellet, hvor vi boede. Det var godt, rigeligt og billigt. Flinke folk. Næste morgen afleverede jeg nøglen med et "We are leaving", og svaret kom prompte: "Thanks God".

Big Pit kulminen og turen til Nordwales.

Big Pit blev lukket i 1980. Engang beskæftigede minen 1.300 mennesker og producerede over 1/4 mio. tons kul om året, men den er stadig i høj grad en kulmine, men nu blot som museum og en flok humoristiske og meget vidende tidligere minearbejdere som guider.

Vi blev iført sikkerhedshjælm med pandelampe og vanddunk, samme udstyr som de "rigtige" minearbejdere, og så blev hele flokken med den tidligere minearbejder bogstavelig talt mast ind i en elevator, som førte os ca. 100 meter ned til begyndelsen af 16 miles lange minegange. Desværre rækker vores kendskab til det engelske sprog ikke til alle dets finere nuancer, især ikke når der er iblandet dialekt. Mht. til de strenge sikkerhedsforanstaltninger, fortalte vores guide, at vi alle sammen var blevet omhyggeligt talt, inden elevatoren førte os ned i dybet, og at vi ville blive talt lige så grundigt, når vi kom op igen. Hvis der så manglede et par stykker, ville han straks rette det første tal, så regnskabet altid stemte...

Desværre måtte der af sikkerhedsmæssige grunde ikke medbringes udstyr, som indeholder batterier, så vi fik konfiskeret kameraer, ure og mobiltelefoner mv. Dvs. ingen billeder nede fra dybet. En meget fin oplevelse - tak til Anne for tippet.

Snowdonia

Nordwales, eksempel på vej med stengærder.

Turen fra Cardiff via kulminen og frem til vort nye hotel ved foden af Snowdon var på ca. 200 miles - på landevej, så vi (jeg) var noget bekymret over denne udfordring, men som så ofte før, var det slet ikke så slemt. Kun de sidste ca. 30 miles var med de meget snævre strækninger, hvor man hele tiden gruer for sidespejlene.

Vejnettet i Wales er generelt i god stand og skiltningen helt i top. Og der flyder intet affald, hverken ude på landet eller i byerne. Det er faktisk et særdeles velordnet samfund befolket af flinke mennesker.

De sidste miles foregik som nævnt på krævende veje. De er på lange strækninger omgivet af stengærder, der lukker tæt om dem, og spærret for udsynet. Men smukt er det. Vi forsøgte at fotografere dem gennem forruden, men det er svært.

Hotellet med det imponerende navn "Legacy Royal Victoria Hotel", er naturligvis også gammelt. Dets rødder går tilbage til 1830 og især gangene giver mindelser om "Ondskabens Hotel" med Jack Nicholson, hvis nogen ellers husker denne gyser? Desværre er der kun trådløs internet i baren og lobbyen, men så må man jo tvinge et par pints i sig... Mens jeg sad og skrev på denne beretning, kom en dame hen til mig ved hjælp af rollator; hun var formodentlig langt opp i firserne, men ville lige vide, hvordan den trådløse internetforbindelse var i øjeblikket. Som sandt var, måtte jeg svare, at den faktisk kun fungerede sådan ind imellem. Hun oplyste så, at det skyldtes en væltet mast i omegnen, hvilket havde betydet store problemer for den lokale bjergbane - og at hun selv havde haft døje med at sende SMS'ere. Vi rystede indforstået på hovedet over internettets sårbarhed, hvorefter hun fik sig lempet ind i elevatoren med rollatoren. Hun er fra Buckinghamshire, hvis nogen skulle være interesseret.

Caernarfon og Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch

Castle

Det indre af slotsruinen i Caernarfon

Gårsdagen bød på omslag i vejret og dagen i dag minder lidt for meget om Esbjerg: Regn og blæst. Vi havde regnet med at skulle tage en bjergbane til toppen af Mount Snowdon, men den har hele dagen været hyllet i skyer, og så er toget aflyst.

Vi slog straks om på nødplanerne: Caernarfon borgen og landsbyen med (næsten) verdens længste navn. Borgen hævdes at være en af de mest imponerende i Wales, der jo ellers har utroligt mange af dem. Caernarfor er desuden knyttet til begrebet og titlen "Prins af Wales". Således blev prins Charles den 1. juli 1969 indsat (investitured) som prins af Wales i slottets åbne indre, hvor man stadig kan se den støbte rondel, hvor højtideligheden foregik under overværelse af mange tusinde gæster - og ca. 500 mio. TV-seere.

Ikke alle walisere er lige begejstrede for denne skik, da den jo går lige tilbage fra dengang englænderne undertvang Wales. Vindene er i mellemtiden blæst i retning af selvstændighed for minoriteter, og Wales har siden 1997 haft eget parlament og siden 2006 haft samme status som Scotland i forholdet til England, dvs. ganske udstrakt selvstyre. Der henvises til fotoalbum.

Bynavn

Bynavn øverst med engelsk oversættelse nedenunder

Få miles borte, på den anden side af sundet ligger så Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrn
drobwllllantysiliogogogoch
, som vi MÅTTE forbi i silende regn. Vi var ikke de eneste: Lige ved byens jernbanestation ligger turistinformationen med en stor parkeringsplads, hvor vi kunne tælle 6 store turistbusser og et utal af personbiler. Navnet er åbenbart i sig selv en stor attraktion, da der ellers ikke synes at være noget af interesse i landsbyen. Vi fik den flinke mand til at udtale navet på walisisk, og vi havde ingen grund til at tvivle på rigtigheden, som han på forepørgsel svor, at han stod inde for...

Fra Nordwales til York og et Gensyn med Brideshead (Yorkshire).

Castle Howard

Springvandet på Castle Howard med slottet i baggrunden.

Strækningen gik via Nordwales tværs over det meste af England. I Wales fulgte vi en tid lang havet, og herefter vi havde kurs mod Manchester. Efter en motorvej, eller tilsvarende, fulgte noget overraskende en lang strækning på en stærkt trafikeret landevej, som førte os over et ganske øde, bakket og lyngklædt område.

Med en beliggendhed ca. 25 km nordøst for York lå Castle Howard ikke direkte på ruten til hotellet i det indre af York, men besøget var absolut omvejen værd. "Gensyn med Brideshead" er en filmatisering af Evelyn Waugh's roman fra 1945, som blev vist på dansk TV for 30 år siden. Seneste udgave, som vi så i biografen, er fra 2008, og en stor del af filmen er optaget på og ved Castle Howard. Det var derfor nærliggende at kigge forbi dette fornemme palads beliggende så tæt på ruten til York. Slottet får nærmest Amalienborg til at minde om en portnerbolig (OK, vi har ikke været inde i Amalineborg's palæer, så måske er dette lidt unfair). Familien, som stadig bor på slottet, ejer 5 landsbyer i omegnen, fik vi oplyst af et stort antal kustoder, som var snakkesalige ud over al måde, men ellers ville dette job nok også være FOR kedeligt.

Vi blev igen forbløffet over antallet af biler på parkeringspladserne. De får da vist et alvorligt problem, når vi fra de store årgange er døde og borte. Entrépriserne taget i betragtning, kan man i sandhed tale om "det grå guld"...

York

Hvis nogen er interesseret i gotik, så er England det rette land, og York er iflg. Politikens visuelle guide hjemsted for "den største gotiske kirke nord for Alperne": York Minster er 163 m lang og 76 m bred ved tværskibet. Det er en gigantisk bygning, lige imponerende set udefra som indefra. Den nuværende kirke blev påbegyndt i 1220 og stod færdig 250 år senere, så der har bare været fast arbejde til murere og andre håndværkere i generationer.

Biskop

York Minster: Gravmæle over en biskop, der åbenbart er gået ind til den evige hvile...

Den ret høje entré modsvares af, at den så også omfatter en guide, et ældre menneske, som ved ALT om kirken og en hel del mere. Vor guide guidede os i samfulde to timer, men kunne sikkert have fortsat i månedsvis. Den nuværende kirke er bygget oven på en saksisk, der igen er bygget oven på romerske ruiner, som guiden stærkt beklagede, at vi ikke kunne komme ned til pga. udgravninger. Der er opsat et stort antal mindetavler overalt i kirken. En af dem lovpriste i det uendelige en afdød kvinde, og henviste endog til yderligere litteratur om hende, hvortil guiden tørt bemærkede, at hun åbenbart havde doneret rigtig mange penge til kirken.

En anden tavle minder om en anden fortræffelig kvinder, som var død 38 år gammel efter at have født 24 levende børn, hvoraf ingen var tvillinger.

Vi gik fra kirken til byens kunstmuseum og tog derefter med en sightseeing bus på rundtur i byen, men kirken gjorde nu størst indtryk. Der er også et stort vikingemuseum, Jorvik Viking Centre, men vi orkede ikke mere. Der er en artikel her - på dansk.

Samlet indtryk

Ja, turen har givet os et betydeligt mere nuanceret indtryk af England, mens Wales var et helt nyt bekendskab. Vi har et oplevet meget varierende landskaber, kanalkysten og bjerge i Wales tillige med et utal af større og mindre byer med fantastiske oplevelsesmuligheder. I samme forbindelse har vi boet på en stribe meget forskellige hoteller og et enkelt "Guest House", der i realiteten også er et (mindre) hotel. Sidst, men ikke mindst, har vi fået et intimt kendskab til vejnettet og trafikken.

Alt i alt har turen forhøjet et i forvejen positivt indtryk. Vi har kun mødt flinke, venlige og hjælpsomme mennesker, og betænkelighederne ved selv at skulle køre rundt i landet viste sig overdrevne. Bortset fra den udfordring meget smalle veje udgør, har vi ikke været i nærheden af problemer og selv om trafikken ofte har været meget tæt, har vi aldrig holdt i "stau" som det er reglen i Tyskland.

Destinationen og formen anbefales hermed på det varmeste.