Til forsiden

Retur

Dagbog

Sidste efterår, på vores Cypern-tur, fik vi tippet om at besøge Holland sidst i april, hvor tulipanmarkerne blomstrer. Det har vist sig at være et super godt forslag, jf. billederne af nogle af vore indtryk.

Faktisk er det vort første besøg i landet, og vi medbragte som sædvanligt alle vore fordomme, der altid (hidtil!) er blevet gjort til skamme. Holland fremtræder som et smukt, rent og velplejet land, tilsynelandende mest bebygget med enten gamle skæve, maleriske bygninger, smukke nye huse eller flotte højhuse/fabrikker.

- Cyklerne er et kapitel for sig: De er overalt og mange steder ses store parkeringsanlæg bare til cykler. Cyklisterne tager let på færdselsreglerne og kun få bærer cykelhjelm (!). Bilisterne overholder strengt fartgrænserne minus ca. 10%.

Optegnelserne er overvejende lavet på selve dagen efter ankomsten til overnatningsstederne. Bemærk, at der efter hver dag er tilføjet et link til alle den pågældende dags billeder.

23. april: Esbjerg - Hoorn, ca. 50 km nord for Amsterdam

Holland er et monarki med et (land-) areal på ca. 33.700 km2, hvorpå der lever godt 17 mio. mennesker. Dvs. godt tre gange så mange som i Danmark på et noget mindre areal!

Alt gik som planlagt. Hjemmefra kl. 7 og fremme ved hotellet i Hoorn ved 15-tiden. Straks efter grænsen Tyskland/Holland fik vi indtrykket af et velholdt land med noget mindre stress på mortorvejene. I Nordholland forløber motorvejen E20 på en dige, der er 32 km lang, Afsluitdijk. Dæmningen afgænser vadehavet mod nord og den kæmpestore IJsselmeer mod syd.

Dæmningen er rygraden i et gigantisk landvindingsprojek - og sikring mod stormfloder. Den afskærer ca. 2/3 af den oprindelige Zuidersø, en oprindelig lavtliggende sø, der blev forbundet med Nordsøen gennem stormfloder og nu altså igen adskilt. Af det inddæmmede Zuidersø-område er meget store arealer tørlagte: Flevoland, 1.419 km2 og Wieringermeer, 308 km2. IJselmeer er igen mod syd afgrænset af et stort dige/vej: Houtribdijk. Til sammenligning er Fyn ca. 3.000 km2. Et godt overblik fås med dette kort (Kilde: Wikipedia).

Efter indtjekning på hotellet (godt hotel!) næsten i byens centrum gik vi en tur for at handle lidt ind (glemte ting...) og tjekke restauranterne. Den gamle bykerne er ganske malerisk med mange huse, der hælder faretruende ind mod gaderne, utvivlsom pga. af for dårlig fundering af den våde undergrund. Album.

Den 24. april: Horn - Haarlem og tulipan-områder sydvest herfor. Frans Hals Museum.

Tulipaner

Tulipanmarkerne er alene en rejse værd - i april måned

Det primære mål i Haarlem var Frans Hals museet. Frans Hals (1582/83 -1666) regnes næsten som Rembrands ligemand. Han slog sig i 1591 ned i Haarlem, og det er derfor meget passende, at byen er hjemsted for et spændende museum med hans navn. - Vi har lidt dårlig samvittighed over ikke at bruge et par timer på selv Haarlem, men det må blive en evt. anden god gang.

Ved ankomsten viste det sig, at museet var mindre, end vi umiddelbart havde forventet os. Men smukt og spændende var det, både mht. museumsbygning og indholdet. Tidsforbruget blev følgelig også mindre end forventet, og vi benyttede den sparede tid til at køre ud til de mange tulipanmarker sydvest for Haarlem. Album. (Tulipanmarkerne er de sidste 11 billeder i albummet).

Foruden landmændenes marker findes der også et stort parkområde med løgplanter som hovedtema: Keukenhof, men vi valgte i stedet de gratis og lidt mindre friserede oplevelser.

Den 25. april: Haarlem til Amsterdam centrum.

Vi var advaret om at køre til centrum i bil, da vi alligevel ikke kunne parkere ved hotellet. Senere var vi lykkelige herfor... I stedet kørte vi til P+R Sloterdijk ca. 5 km fra hovedbanegården. P+R står for "Park and Ride", dvs. stil bilen og tag offentlig transport derfra, i vort tilfælde en bus til hovebanegården, hvorfra vi med rimelighed kunne gå det sidste stykke og samtidigt få det første indtryk af byen. Vi vidste naturligvis, at Amsterdam har mange kanaler, men at det faktisk er SÅ mange, kom alligevel bag på os: Der er tale om ét stort kanalnetværk med gader og huse imellem., dvs. næsten alle de karakteristisk gavlvendte huse vender gavlen ud til en kanal - således også vort hotel på Oudezijds Voorburgwal.

Ved hotellet

Ved vort hotel

Vi kom ca. en time for tidligt, og værelset var da heller ikke klart endnu, så vi stillede baggagen og orienterede os i nabolaget, der bl.a. viste sig at omfatte Chinatown og Red Light District med damer til salg fra udstillingsvinduer (á la carte, eller måske snarere buffet...). I Cinatown er der bl.a. et utal af små globaliserede restauranter, hvor man til meget rimelige priser kan spise virkelig godt. Vi rekognoscerede også for sporvognsforbindelsen til museumsområdet og centrum med kongeslottet, som det er svært at forestille sig beboet, da det blot er en kæmpe bygning (tidl. rådhus) i centrum. Og vi opdagede, at cyklisterne er byens trafikale konger; at der er mange er en vild underdrivelse: Det er vel 10-20 gange København - tilmed kører de hurtigt og hensynsløst, så man er ustandseligt ved at blive kørt ned. Ingen kører med cykelhjelm, og der er parkerede cykler i millionvis, dvs. overalt, ofte i tykke lag.

Tidligt i seng til hyggelig baggrundsstøj fra de mange nærliggende fortovsbeværtninger.

Hotellet er det mest lurvede i vores hidtidige "karriere". Dobbeltsengen var der kun med nød og næppe plads til i vinduesnichen, klemt helt ind mod den ene væg var der ca. 20 cm luft i den anden side, linoleum på gulvet, et usselt badeværelse med ældgammelt, revnet og vakkelvorn sanitet. Håndklæderne var lasede. En meget lille hylde gjorde det ud for et bord, hvortil kom en lille og meget beskidt stol. Opholdet var med morgenmad, der blev serveret i receptionen ved eet langt fællesbord. Vi boede på 2. sal og skulle op af en MEGET smal og MEGET slidt/beskidt trappe. Personalet var af klar ostindisk oprindelse, men alle var MEGET venlige og imødekommende, og dette gjorde alligevel de tre overnatninger til en positiv oplevelse. - Var det så i det mindste billigt? Nej, tværtimod var det hundedyrt! Men beliggenheden var superb! Kan ikke direkte frarådes...

Den 26. april: Rijksmuseum og Anne Franks hus.

Rijksmuseum

Reijksmuseum set fra "by-siden".

Som planlagt med sporvogn til museumsområdet. Billetterne havde vi købt som e-billetter, så vi undgik kø ved kassen. Selv om vi kom ca. ½ time efter åbningen, væltede det ind med besøgende, jf. fotos. Museet er i absolut verdensklasse efter ca. 10 års renovering, og kustoderne er overordentlig venlige og hjælpsomme. Det har naturligvis verdens største samling af Rembrandt og andre hollandske mestre. Efter 2-3 timer orkede vi ikke mere men sikrede os lige, at vi med sikkerhed kunne finde det nærliggende Van Gogh museum, som vi har billetter til i morgen, den 27/4, kl. 09:45. Ja, billetter SKAL nemlig købes forlods på Nettet til bestemt besøgstidspunkt på grund af en overvældende tilstrømning...

Efter en kop kaffe hjemme på værelset gik vi til Anne Franks hus, meget uanseligt, men også med overvældende publikumsinteresse. Efter råd undlod vi at se det indvendigt. I stedet gik vi lidt i butikker - og sørme om ikke Jytte (igen) gjorde et kup i form af en nederdel!

På vejen hjem kunne vi ikke undgå at bemærke, at byen var ved at blive forvandlet: I morgen er det kongens fødselsdag, hvilket er en national helligdag, hvor næsten ALT er lukket, herunder al offentlig transport. Hele den indre by forbeholdes gående trafik og en kæmpemæssig folkefest, der allerede er i fuld gang. Hjemme på hotellet spurgte vi lige for en sikkerheds skyld: Sporvognene kører vel??? NEJ! Vi skal GÅ de 3 km ud til museet. Album.

Den 27. april: Van Gogh museum - og kongens fødselsdag.

Som receptionisten allerede havde hævdet, var der ingen offentlig transport: Hele den indre by var afspærret for trafik, bortset (naturligvis) fra cyklister.

Vi måtte således gå de ca. 3 km gennem den festhærgede by til museet, der ligger næsten nabo til Rijksmuseum. Vore billetter var kun gyldige for ankomst kl. 09:45 (!!), og for at være på den sikre side gik vi hjemmefra ca. kl. 08:45. Takket være min uforlignelige stedsans, gps samt bykort havde vi da heller ingen problemer og var fremme et kvarter før tiden. Den flinke portvagt lod os alligevel passere til næste kontrolpunkt: Tjek af e-billetter på vores Huawei, som også forløb smertefrit.

Fest pga. kongens fødselsdag

Kongens fødselsdag med mindst en million engagerede deltagere.

Hvis vi – kortvarigt – havde regnet med et moderat antal gæster, blev vi hurtigt klogere: Der var sort af mennesker. Specielt grupper er plagsomme, idet de ofte blokerer for de bedste værker, mens guiden plaprer løs i det uendelige. 99,9% glemmes sikkert omgående af deres tilhørende, så det er nok mere et ritual. Fotografering var forbudt, helt forbudt, ved tydelig skiltning, men der var naturligvis en del, som følte sig hævet over den slags pjat. Det var i den forbindelse interessant at følge kustodernes meget venlige tilrettevisninger – havde det været på et tysk museum, var der faldet brænde ned med kraftig udskældning (mindst). Forbudet mod fotografering lettede mig for denne ret krævende proces, men prisen er jo fraværet af fotoregistreringen: Ingen van Gogh billeder i noget album.

Museet var/er nyt og i verdensklasse. Det har naturligvis den største samling af van Goghs værker, der vises i sammenhæng med hele hans liv og udvikling samt forbilleder og indflydelse på både samtidige og senere kunstnere.

Efter godt 3½ time forlod vi stedet og begav os i retning af centrum og vort hotel. I mellemtiden havde byen forvandlet sig til en gigantisk gade- og kanalfest med deltagelse af (?) over 1 million mennesker (billeder), der drak oceaner af øl, sang, dansede, hujede og gjorde stor ståhej. Vi har aldrig oplevet lignende fødselsd agsfest. Fantasien mht. udklædning mv. i orange farver fejler bestem ikke noget. Underligt nok oplevede vi ingen døddrukne eller voldelige personer, kun en gigantisk, glad fest, der lokalt kaldes "koningsdag", Kings Day. Kongen, Willem-Alexander, fyldte i øvrigt 51 år, og han er åbenbart umådelig populær. I år faldt dagen oven i købet på en fredag og gav dermed tre sammenhængende fri- og festdage. Album.

Afsluttende bemærkninger.

Holland var en dejlig oplevelse og overraskelse. Vi fik indtryk af et overordentligt velfungerende og rent land med en meget venlig befolkning. Man kan kun beundre, hvordan hollænderne har fravristet deres land fra havet med diger, sluser og et uendelig antal kanaler. De blomstrende tulipanmarker var en helt speciel oplevelse, som vi aldrig vil glemme, og som vi gerne vil genopleve. Hollænderne er overordenlig flinke og imødekommende, og maden vi fik var hver gang meget lækker.

Amsterdam var også en helt særlig oplevelse, som blev forstærket af, at vi tilfældigvis ramlede ind i kongens fødselsdag (27/4), der er national fridag. Hele Amsterdams indre by spærres af for al trafik (undtagen cykler og enkelte taxaer) og overtages af millionvis af festglade mennesker, de fleste udklædt eller "dekoreret" i/med den hollandske nationalfarve, orange. Vi besøger meget gerne denne fantastiske by igen.