<-Forside
At forsøge sig med græsk mytologi er lidt som at stikke hovedet i en hvepserede: Der er nok 8-10.000 navngivne guder, helte, titaner og giganter samt halvguder, naturguder og jeg ved ikke hvad. Mange af de mest kendte optræder forskelligt alt efter, hvem der har skrevet om dem... Men det giver heller ingen mening sådan uden videre at bringe Zeus på banen, så derfor følger et fattigt forsøg på en eller anden form for oversigt og sammenhæng. Jeg undskylder på forhånd!
Der er mange og indviklede varianter, men en af de første, forsøgte med en samlet og sammenhængende fremstilling var den græske digter, Hesiod (7. århundrede f. Kr.). Dette digt om gudernes fødsel og stamtavle kaldes for theogonien. Og den kan nok få hårene til at rejse sig, der hvor de nu måtte gro.
Zeus var 6. barn af titanen Kronos og Rhea, der var søskende og børn af Uranos og Gaia, hvor Uranos var både Gaias søn og mand. Gaia var igen resultatet eller – fremkommet af Kaos og Eros, men her er mange forskellige fortællinger. Det med blodskam må man altså bære lidt over med, at der jo i starten ikke var andre muligheder, vel?
Gaia personificerer Moder Jord og er en af grækernes primære guddomme.
Uranos personificerer himlen (ikke den kristne!).
Et stort antal af guderne var på samme måde på én og samme tid både personer og repræsentanter for bestemte naturelementer og begreber – lige fra flodguder til retfærdighedens gudinde, bare for at nævne et par eksempler.
I gudernes første slægtled var der altid voldsomme far-søn problemer, idet faderen altid (med rette!) frygtede for, at han ville blive stødt af tronen af sønnen.
Uranos indespærrede derfor sønnerne i Tartaros (= Helvede). Her havde de god tid til at lægge planer om at komme af med ham og selv få gang i sexlivet, og til dette formål fik de fremstillet en segl, dvs. en meget skarp krumkniv. Ingen havde dog rigtig mod på et angreb, indtil Kronos påtog sig opgaven.
Uranos' og Gaias mange børn, heriblandt Kronos og Rhea kaldes samlet for titanerne. Desværre var der også mange andre underlige (de fleste frygtelige) væsener og skabninger med gudestatus og deraf følgende ambitioner, men det vil altså føre for vidt at komme ind på her.
Men en gang da Uranos og Gaia havde samleje (- det havde de næsten konstant!) , så Kronos sit snit til med seglen at skære kønsdelene af faderen... Herved sprøjtede der både blod og sæd ud over jorden (Gaia), hvoraf mange forskellige væsener fremkom/fødtes.
Sæden faldt i havet og dannede skum, hvoraf kærlighedsgudinden Afrodite blev født, og hun omtales derfor meget ofte som ”den skumfødte”.
Af blodet, som faldt på jorden (Gaia), fødtes straks giganterne, nogle frygtelige uhyrer, der forekom uovervindelige, og som af gode grunde hadede dem, der havde kastreret deres far, Uranos, og derfor konstant pønsede på at knuse dem.
Før ordnede forhold blev etableret på Olympen med de tolv olympiske guder og med Zeus som bossen, skulle der derfor udkæmpes 2 voldsomme krige:
Titanernes kamp, der fortælles om i Titanomachien . Denne krig var en slags borgerkrig og rasede i samfulde 10 år. I dette forløb blev Zeus af kykloperne udstyret med sine helt særlige våben, der også blev hans kendetegn: Torden, lynild og hans tordenkile. Poseidon fik sin trefork og guden over underverdenen, Hades, fik en hat, der gjorde ham usynlig. I et afgørende slag gjorde de 100-armede giganter udslaget, idet hver af dem på én gang slyngede 100 kæmpestore klipper mod de fjentlige titaner, der nu overgav sig. De blev kastet ned i Tartaros (det dybeste og værste sted i Hades/helvede). Det var så dybt nede, at de faldt uafbrudt i 9 samfulde døgn. Dér blev de bevogtet af de 100-armede giganter..
Giganternes kamp, der fortælles om i Gigantomachien Deres modsvar i den nordiske mytologi er jætterne. Nå, men pludseligt indledte de et uvarslet og frygteligt angreb på Olympen, hvor Zeus og hans søskende havde etableret sig. Til sidst og efter drabelige og maleriske kampe vandt de olympiske guder.
Med denne baggrund vover jeg nu at vende tilbage til Zeus' fødsel.
Efter at Kronos med et rask snit havde skåret de ædlere dele af sin far, Uranos, var han nu den øverste blandt denne gude-generation, dvs. titanerne - hvorefter historien naturligvis gentog sig.
Også han frygtede (igen med rette) sine sønner med Rhea, så straks efter og efterhånden som de blev født, slugte han dem råt... Det var Rhea selvsagt ikke glad for og derfor lagde hun råd op med sin mor, Gaia.
Zeus blev født på Kreta, i en hule på Ida-bjerget. Rhea havde nu – belært af erfaringerne fra de foregående fødsler - forberedt sig grundigt ved at svøbe en sten af passende størrelse ind i samme slags klæde, som blev brugt til spædbørn, og så gav hun denne bylt til Kronos, der ikke kiggede så nøje efter, men straks slugte det hele i én mundfuld.
Nogle væsener sørgede nu for at overdøve Zeus' gråd, således at han ikke blev opdaget af Kronos. Hans mad bestod i starten af mælk fra en ged ved navn Amalthea. - Hun omtales også ofte som en nymfe.
For at undgå opdagelse hængte hun ham op et træ i benene, så han var udspændt mellem jord, hav og himmel og derfor usynlig for de dertol svarende guddomme, der stod i ledtog med Kronos. Da Zeus blev voksen brugte hendes (gede-) skind til at lave sit berømte skjold (aegis) og overflødighedshornet af hendes ene horn, som han ved et rent uheld kom til at brække af, idet han hurtigt fik kæmpekræfter.
Efter at være blevet voksen tvang han Kronos til at brække stenen og alle hans søskende op, hvorefter han sendte ham til Tartaros. Vejen var dermed banet for Zeus og de olympiske guder. Zeus nærede i øvrigt samme frygt som sin far og bedstefar mht. sine egne sønner, men den historie må I selv hygge jer med – der er nok til resten af livet.