af Pernille Rasmussen (2009, artikel i FOF-blad, gengiver med Pernilles tilladelse, den 8. dec. 2011)
Jeg hørte første gang om den danske kongesøn og franciskanermunk, Broder Jacob den Danske, i et lille klip fra mexicansk tv, der omhandlede Dronning Margrethe og Prins Henriks besøg i Mexico i 2008.
I den forbindelse havde man fundet denne lille bid Danmarkshistorie frem; en dansk missionær af kongeligt blod, endda historiens første dansk-amerikaner, som midt i 1500-tallet viede sit liv til Taraskindianerne i Michoacán-staten i Mexico.
Min interesse blev straks vakt, og jeg fik fingre i de to mest tilgængelige bøger på dansk om Broder Jacob, romanen “Broder Jacob” af Henrik Stangerup, og det lille historiske værk “Broder Jacob den Danske” af Jørgen Nybo Rasmussen. Sikke en spændende personlighed, og hvor synd at de fleste af os almindelige danskere ikke kender mere til ham! Men hvor store aftryk satte Broder Jacob sig egentlig i Mexico, og er de at finde endnu? Det var sådanne spørgsmål, der begyndte at spire, og jeg besluttede derfor at tage til Michoacán og følge i Broder Jacobs fodspor. Til min store overraskelse og glæde, viste det sig, at Broder Jacobs liv og levned var blevet husket og værdsat gennem næsten fem hundrede år, og at hans historie lever videre i bedste velgående den dag i dag.
Broder Jacob måtte forlade sit fødeland og gå i eksil i 1537, da Christian d. III under reformationen indførte protestantismen i Danmark og samtidig forbød alle tigger-munkeordener. Da situationen blev forværret og de franciskanske tiggermunke så sig forfulgt i hele det nordlige Europa, søgte Broder Jacob mod syd og kom til Spanien. Herfra sejlede han i 1542 mod den Ny Verden og ankom til Veracruz i Mexico sammen med ni medbrødre. De satte fra kysten afsted til fods mod Tenochtitlan, Aztekernes faldne magtcentrum og nu hovedstad i den spanske koloni, Ny Spanien, senere Mexico City. Herfra blev Broder Jacob sendt til Michoacán-staten, hvor han slog sig ned og missionerede blandt Tarask-indianerne resten af sine dage.
Det er også, når man ankommer hertil, at Broder Jacob for alvor bliver levende, for det er ikke kun i Tarask-indianernes fortællinger og legender at han lever videre, han spiller også en rolle i det nutidige folks tro, traditioner og hverdag. Der er desuden endnu i dag mange beviser for franciskanermunkenes indflydelse i regionen, og også for Broder Jacobs liv, som det ses i de gamle landsbykirker og klostre han var med til at grundlægge, og hvor der stadig findes både malerier og statuer af ham. Og spørger man de lokale Tarask-indianere om hvem Broder Jacob er, er deres svar klart: “Han er vores helgen”, siger de med stolthed i stemmen. De er efterkommere af de selv samme Tarask-indianere Broder Jacob døbte og hjalp, og som endnu bebor de små landsbyer Tzintzuntzan, Tarecuato og Zacapu, hvor den danske munk havde sit virke.
I klosterhaven i landsbyen Tzintzuntzan findes de mest fantastiske, krogede og næsten fem hundrede år gamle oliventræer. De blev plantet af franciskanermunkene, og hvis de dog bare kunne fortælle os deres historie. Så ville de blandt andet berette om Broder Jacob, der en overgang var forstander for klostret i landsbyen. I dag skygger de for nogle flotte traditionelt klædte piger, der går rundt foran kirken. De sælger små blomsterdekorationer, og der skal ske noget senere på dagen, kan man mærke i luften. Flere folk ankommer i søndagstøjet og sætter sig i kirken. Hvilken højtidelighed, der skal foregå, finder jeg dog aldrig ud af.
Tzintzuntzan var, inden spaniernes erobring af Mexico, Tarask-indianernes hovedstad. Jeg går lidt uden for landsbyen, hvor resterne af den gamle kulturs ceremonielle center, Las Yácatas, ligger. Det er en samling halvrunde pyramide-strukturer og rester af beboelse. Her dyrkede Tarask-indianerne deres guder, og eliten, der stod bag både den politiske-, religiøse-, sociale- og militære magt, havde sit hovedsæde her. Efter erobringen fik franciskanerne til opgave at omvende og kristne Tarask-indianerne, og inden længe blev de selv samme sten fra de gamle helligdomme genbrugt til at bygge landsbyens katolske kirke og kloster. Tilbage på pladsen sælger de lokale deres smukke og farverige kunsthåndværk. Der er alt fra flot dekorerede spisestel i lertøj, kæmpe krukker og vaser til store og små figurer lavet af strå, kobbertøj og alskens træarbejde. Konen, der sælger sukkerkogt frugt og andre søde sager, er der selvfølgelig også. Disse stolte håndværkstraditioner blev udviklet af Tarask-indianerne i 1500-tallet under franciskanermunkenes opsyn og oplæring. Hver landsby havde sit speciale, og på den måde organiserede de små samfund sig og forblev så vidt muligt økonomisk uafhængige af de spanske jordejere, der ofte udnyttede den lokale arbejdskraft groft. I dag falbyder Tarask-indianerne deres kunsthåndværk til mexicanske besøgende og opkøbere, der videresælger til de dyre butikker i storbyen og til udenlandske turister. Her på markedet koster de flotte sager næsten ingenting, og det hører også til sjældenhederne at turisterne kommer helt herud.
Tarecuato og dets folk var Broder Jacobs hjertebarn, og det var her i klostret at han døde i 1566. Denne typiske landsbys huse er bygget af adobe og har tegltag. Kun enkelte gader er brolagte, og kun hovedgaden er asfalteret. Da jeg ankommer, går jeg lidt rundt på pladsen foran kirken, hvor kvinderne sidder i deres traditionelle dragter og sælger hjemmedyrket frugt og grønt samt nogle magre høns. De overhørte samtaler kan jeg ikke længere forstå, for her taler folket Purépecha, det gamle indianske sprog, som var hovedsproget før spanierne kom til regionen. Jeg føler mig langt hjemmefra Mexico Citys vante travlhed og mylder, som i en anden verden, hvor tiden står stille. Folk skæver lidt til mig på en venlig og nysgerrig måde. Det lader ikke til, at de er vant til besøg udefra, og da slet ikke af en lyshåret dansker.
Kirken og klostergården ligger tom hen. Jeg kigger ind ad vinduer og døre, for at se om der er nogen, jeg kan tale med. Så dukker lokale Don Pancho op, og det lyser i hans øjne og smilet bliver bredere, da jeg forklarer om min interesse for Broder Jacob. Venligheden og fortællerlysten har ingen ende, i dette emne føler Don Pancho sig på hjemmebane. Broder Jacob viser sig at være den vigtigste helgen i landsbyen, og kærligheden til ham og hans arbejde, står stadig så levende og stærkt, som hvis folket havde kendt ham i egen person. Jeg bliver budt med ind i klostergården og ser statuen af Broder Jacob, jeg får vist haverne, de gamle klosterbygninger og selvfølgelig kirken. Jeg bliver også præsenteret for den lokale præst, der er meget imødekommende, men som dog skal igang med formiddagens gudstjeneste. Derimod får jeg stillet Don Pancho til rådighed, og han er villig til at forblive min guide for dagen. Det viser sig, at han har et helt specielt forhold til landsbykirken, hvis tidligere præst tog ham til sig, da han blev forældreløs som fire-årig. Siden har han brugt al sin fritid til at hjælpe med, hvor han kan, og med hvad der er brug for.
Don Pancho er daglejer og arbejder på den lokale cacique og jordejers marker. Han ejer ikke selv den jord han dyrker, men han har et lille ydmygt lerklinet adobehus, og jeg bliver inviteret med hjem for at møde hans kone. Hun bærer også den traditionelle Tarask-indianerdragt, og de to lange sorte fletninger, der hænger ned ad hendes ryg, skinner i solen. Denne venlighed over for udefrakommende, med hvem de kan dele lidenskaben for Broder Jacob, går en lige til hjertet, og jeg føler mig meget velkommen og taknemmelig.
Senere tager Don Pancho mig med til de to hellige brønde lidt uden for byen. Ifølge historien sprang en kilde frem begge steder, da Broder Jacob satte sin vandrestav i jorden. Her døbte han hundredvis af Tarask-indianere, og hvert år den 29. oktober fejrer lokalbefolkningen her Broder Jacob med processioner, messer, blomster, mad og drikke. Broder Jacob er ikke officielt helgenkåret, men biskoppen i Morelia indledte helgenkåringsprocessen for ham i 1996. De lokale Tarask-indianere synes dog ikke at have brug for den katolske kirkes accept for at anse og fejre Broder Jacob som helgen. Den dybe kærlighed til ham og den respekt de har for hans virke er nok.
Tarask-indianernes kultur har rødder, der går helt tilbage til 1200-tallet, men det er samtidig en meget nulevende og synlig indiansk kultur, som kommer til udtryk i folkets traditioner, klædedragt og sprog den dag i dag. Det er en af de mange mindretals-kulturer, der kæmper for sin plads og ret i det nutidige og moderne Mexico, som gennem de sidste fem hundrede år på mange måder har tilsidesat og marginaliseret dem. Det er et noget lukket folk, der lever efter deres egne overbevisninger, så hvordan kunne Broder Jacob, en udefrakommende med en anden tro, et andet sprog og et anderledes udseende vinde deres hjerter og få så stor en betydning gennem så mange generationer derefter, at det stadig kan spores i dag?
Der er ingen tvivl om, at Broder Jacob har været en karismatisk person, hvis empati og medfølelse for indianerne har været stor. Så snart han kom til Mexcio lærte han sig både Nahuatl, Aztekernes sprog, og Purépecha, Tarask-indianernes sprog. Han interesserede sig også meget for deres religion og studerede deres historie og legender, han levede sig ind i deres verden og forstod sig på deres kultur. Han var desuden en af de få franciskanermunke der åbenlyst og af hele sit hjerte talte for indianernes rettigheder og beskyttede dem mod de spanske erobreres udnyttelse. Han talte også for deres ligestilling inden for kirken og ville at de skulle kunne præstevies, for hvilket han kom i vanskeligheder med flere af sine egne medbrødre og overordnede, der ikke tillod dette. Det kom så vidt at han blev smidt ud af klostret i Pátzcuaro og måtte aflægge kirkebod.
Broder Jacob havde dog flere tilhængere, også uden for Tarask-indianernes kreds, som viste stor respekt omkring hans personlighed og tog del i hans kontroversielle holdninger. Det følgende korte uddrag fra Frater Alonso de la Reas beskrivelse af Broder Jacob, lånt fra Henrik Stangerups bog “Broder Jacob”, fortæller om hans utrættelige arbejde og næstekærlighed til Tarask-indianerne: “Indianerne kom fra mange miles omkreds for at meddele ham deres bekymringer og sorger…Og herigennem blev Jacob genstand for en så stor hengivenhed fra Tarask-indianernes side at de ikke havde nogen bekymring, noget besvær eller nogen sorg, som de ikke betroede ham. Og når barnet blev sygt førte de det til ham for at han skulle velsigne det, hvorved det blev rask. Og han helbredte så mange, at det var en åbenbar nådegave hos ham. Han strålede af alle dyders glans og anstrengte sig for at vise hver enkelt så stor opmærksomhed, som var denne den eneste.”
Tarask-indianerne tog Broder Jacob til sig som en af deres egne, fordi han følte sig som en af dem. De var hans nye familie og deres land hans nye hjem, et guds rige på jorden, langt fra gamle onde minder og hjemlandet, der havde drevet ham bort.
Pernille Rasmussen er cand. scient. soc. i Udviklingsstudier og Internationale Forhold. Har i en årrække været bosiddende i Mexico, hvor hun arbejder med kulturel- og historisk turisme som rejseleder og arrangør.
På den danske ambassade i Mexico's hjemmeside omtales foruden Broder Jacob og Frans Blom også Henrik baron Eggers som danske personligheder i Mexico.