Niedersachsen, en udflugt i Danmarks baghave.  

Turen overlapper delvist cykelruten i juli, men udvider den også. På trods af at jeg cyklede tværs over Lüneburger Heide, så jeg ikke så meget som en enkelt tot lyng; lyngen blev derfor et særskilt ”mål” for vores fælles tur, der også inddrog parkanlægget ved Herrenhausen slotsanlægget i delstatens hovedstad Hannover.  

Som det fremgår af kortet dækker delstaten et stort område syd for Hamborg, ja faktisk overgår den arealmæssigt kun af Bayern, jf. nedenfor.

Bemærk, at hverken Hamborg eller Bremen/Bremerhaven indgår - de er nemlig selvstændige Bundesländer.  

Turister kan eksempelvis møde følgende præsentation: ”Delstaten Niedersachsen med hovedstaden Hannover ligger i en spændende region mellem floderne Elben og Ems i øst-vestlig retning og Nordsøen og bjergtoppene i Harzen i nord-sydlig retning. Som perler på en snor ligger de syv østfrisiske øer i den sydlige Nordsø ud for fastlandet. Hver ø fortryller med sit uforlignelige særpræg, både som kursted og ferieø.”  

Det mere nøgterne online leksikon, Wikipedia, udmærker sig med de hårde facts: ”Niedersachsen eller Nedersaksen er en delstat i det nordvestlige Tyskland med omkring 7,5 millioner indbyggere og et areal på 47.600 km² (DK: 43.098 km2 og 5,5 mio indbyggere. jrj). Den grænser til Nordsøen, Slesvig-Holsten, Hamburg, Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Thüringen, Hessen, Nordrhein-Westfalen og Holland, samt Bremen der ligger som en enklave midt i delstaten. Hovedstaden er Hannover, og andre vigtige byer er Braunschweig, Osnabrück, Oldenburg og Göttingen. Navnet stammer fra folkeslaget Sakserne.”  

Nedersaksen er således overraskende nok tættere befolket end Danmark, selv om byer som Hamborg, Bremen og Bremerhaven IKKE er med i delstaten, og hovedstaden Hannover kun har ca. 0,5 mio. indbyggere; - men til gengæld er der flere byer med mere end 100.000 indbyggere.

Tilbage til lyngen.

Den er nu slet ikke så svær at finde: Følg A7 mod Hannover og allerede ved Bispingen er man ved et forholdsvis stort naturbeskyttelsesområde, nemlig Naturpark Lüneburger Heide, med større lyngområder. De er til gengæld ikke så ligetil at komme rundt i, idet bilkørsel er forbudt. I stedet må man gå, cykle, tage med shuttle bus eller køre med hestevogn fra en række parkeringspladser og opsamlingssteder. I årstider med fornuftigt vejr er cyklen nok at foretrække.    

Det er et spændende område, der gerne tåler nøjere ”udforskning”, og så ligger det kun godt 350 km fra Esbjerg, svarende til ca. 4 timers kørsel, hvis der ellers ikke er større kø-problemer undervejs.  

Herrenhäuser Gärten, Hannover.  

Parkens - eller rettere parkernes - navn henviser til slottet Herrenhausen, der var sommerresidens for fyrsteslægten, welferne. Inden vi kommer til besøget i parkanlægget er det næsten nødvendigt med lidt af den historiske baggrund for, at der er et kæmpestort parkanlæg med mere end 300 år på bagen lige netop der, med stor risiko for, at den ikke bliver overskuelig og tilstrækkelig informativ.  

Før Tysklands samling i 1871 under Preussens ledelse (Bismarck) var området ét stort kludetæppe af kongeriger, hertugdømmer og fyrstendømmer i det hele taget:

Kongeriget Hannover var et af resultaterne af Winerkongressen i 1815, hvor man nyordnede Europa efter Napoleonskrigene. Samme Napoleon havde opløst kurfyrstendømmet Braunschweig-Lüneburg, der nu med tillæg af forskellige mindre områder (så grænserne ikke blev HELT håbløse) genopstod som kongeriget Hannover. Den første konge af Hannover blev welfen Georg III, der havde været konge af Storbritannien og Irland siden 1760 – og kurfyrste af Braunschweig-Lüneburg. – Det særlig interessante i forbindelse med vores lille rundtur er, at Georg III også var bror til Caroline Mathilde, senere gift med Chr. VII og dermed dronning af Danmark.

Som welf, kurfyrste og senere konge af Hannover ejede Georg III masser af slotte i område, herunder residensslottet i Celle, hvor Caroline Mathilde døde, knap 25 år gammel efter den tragiske udvikling som gift med en gal konge, senere Struensee’s elskerinde – og mor til hans datter, Louise Augusta, (ondskabsfuldt) kaldet ”la Petit Struensee”. 

Men vi kom fra haveanlægget i Hannover, Herrenhäuser Gärten, der er lette nok at finde - hvis man ellers har kort eller GPS, idet Hannover er et stort byområde, og det varer derfor ganske længe, inden der er skilte at følge.

Man ville nu forvente at komme til et stort slot, men finder kun beskedne rester, idet langt det meste blev jævnet med jorden i 2. Verdenskrig tillige med ca. 85% Hannovers bymidte. Vi ankom til den store P-plads under et tungt skydække, og vi undgik da heller ikke en ganske lille smule regn, men vi slap så til gengæld for at svede tran i varmen. Vi købte billetter til såvel Grosser Garten som Berggarten. Georgengarten er offentlig tilgængelig bypark.

Grosser Garten er (som det allerede kan ses af oversigtskortet) en barokhave, mens Berggarten er i engelsk landskabsstil, altså to helt modsatte haveopfattelser stillet lige over for hinanden.

Barokhaven blev oprindeligt anlagt af Sophie von der Pfalz (1630 - 1714) g. m. Ernst August af Hannover(1629 - 1698). En af deres sønner, Georg Ludwig, blev som Georg I konge af England og Irland. Lige præcist her har vi det engelske kongehus' rødder i Huset af Hannover - og der kan man bare se, hvad haver kan føre til...

Sidste nyt: Schloss Herrenhausen skal genopføres. Pris - 20 mio EUR med færdiggørelse i 2013.

Fra Hannover til Celle er der kun ca. ½ times kørsel, men vi kunne også have lagt vejen forbi Lutter am Barenberg, nordvest for Goslar i Harzen, hvor Danmark skulle indlede en nedtur fra at være en europæisk stormagt til med nød og næppe at overleve som selvstændig nation, kort sagt måske det for Danmark vigtigste historiske sted i Tyskland/Niedersachsen. Slaget fandt sted i 1626 og nedturen sluttede (foreløbigt) med tabet af Sønderjylland i 1864.  

Wikipedia uddyber:
" I starten af 1620'erne forsøgte kongen at drage Danmark ind i det, der senere skulle blive kendt som Trediveårskrigen. Gentagne gange afslog rigsrådet dette bl.a. med henvisning til, at den tyske kejser var for mægtig til, at det danske rige havde råd til en sådan krig. Rigsrådet var desuden betænkeligt ved svenskernes position i sagen og frygtede, at de kunne finde på at angribe landet, hvis det kom til at gå Danmark skidt i den tyske religionskrig. I marts 1625 valgte kongen at gå uden om rigsrådet; hans position som hertug af Holsten var uafhængig af den danske krone og dermed rigsrådet, og i kraft af dette blev han d. 26. marts valgt til ”kredsoberst” (militær øverstkommanderende) for den nedersaksiske kreds. Efter et års kamp frem og tilbage sluttede eventyret brat d. 17. august 1626, da kongens hær næsten blev udslettet i et slag uden for Lutter am Barenberg. Kongens foretagende endte dermed i fiasko og medførte, at Danmark officielt blev inddraget i Trediveårskrigen, da kejserens tropper, under general Wallenstein, året efter invaderede og udplyndrede Jylland. Efter at have narret den tyske kejser til at tro, at Danmark var på vej ind i en alliance med Sverige, lykkedes det i maj 1629 ved Lübeck at få forhandlet sig frem til fred og tilbagegivelse af Jylland til Danmark, samt Slesvig og Holsten til kongen, mod at han lovede aldrig igen at blande sig i tyske anliggender. Kongen fik i samme forbindelse én million rigsdaler af rigsrådet for at skrive under på fredsaftalen. De så det som en bedre investering end at risikere, at kongen ville føre krigen videre."

Chr. 4 har således kun sig selv at takke for forløbet…  

Celle

Byen er allerede omtalt under årets cykeltur, men eftertanken og et besøg i krypten har givet lyst til lidt mere om Caroline Mathilde.

Caroline Mathilde Karoline Matilde (22. juli 1751 - 10. maj 1775) var datter af Frederik Ludvig, prins af Wales og søster til George 3. af Storbritannien. Hun blev gift som 15-årig 8. november 1766 med sin fætter Christian 7., kongen af Danmark-Norge.  

Liv

Den unge dronning mødte i sit ægteskab en hensynsløs og sindssyg (skizofren) ægtemand og blev hurtigt meget isoleret ved hoffet. Caroline Matildes eneste rigtige ven var hendes overhofmesterinde, Louise von Plessen.  

Det ændrede sig, da kong Christian i 1769 fra en rejse bragte en ny livlæge, Johann Friedrich Struensee, med hjem til hoffet. Struensee blev snart dronningens fortrolige og efter en periode også hendes elsker. Det medførte stor forargelse, og da prinsesse Louise Augusta blev født i 1771, vidste alle, at Struensee var faderen. Hun gik endda under den lidet flatterende betegnelse, la Petite Struensee. Nutidige historikere er enige i, at Struensee var faderen. Ligheden mellem dem var slående, som det kan ses på deres portrætter. Prinsessen lyses dog i "kuld og køn", det vil sige, at kongen anerkender faderskabet. Det var en skæbnens ironi, at Louise Augustas datter Caroline Amalie blev dronning af Danmark ved sit ægteskab med den senere Christian 8.; dermed kom Struensees ene barnebarn på den danske trone.  

Struensee var ved sin evne til at styre den sindssyge konge blevet landets mægtigste mand. En paladsrevolution den 17. januar 1772 anført af enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik styrtede ham og Caroline Mathilde. Dronningen blev ført i fangenskab på Kronborg, hvor hun indrømmede sit forhold til Struensee. 6. april 1772 blev ægteskabet ophævet, og hun blev sendt til den britiske besiddelse Hannover, hvor hun i sine sidste tre år levede i byen Celle, omgivet af sit eget lille hof.

 

Denne forholdsvis milde behandling skyldtes dog alene, at Caroline Mathilde var søster til den engelske konge. I første omgang havde enkedronningen nemlig planlagt en deportation til Ålborg, hvor fængselslignende forhold ventede. Kong Georg III var velunderrettet - og rasende. Faktisk så rasende, at den engelske flåde blev sat i alarmberedskab, og der blev truet med krig. Enkedronneingen ændrede omgående signaler; Caroline Mathilde blev frigivet, fik en rundhåndet apanage og alle smykker tilbage. Hun ønskede selv at vende hjem til England, men Georg III besluttede sig i stedet for Hannover området, dvs. residensslottet i Celle, hvor hendes oldemor var født og opvokset. Hun blev afhentet på Kronborg Slot af to engelske krigsskibe i maj 1772, men måtte efterlade børnene, hvoraf den ene jo var tronfølgeren, den senere Frederik VI.

Opholdet i Celle kom imidlertid kun til at vare kort. Caroline Mathilde døde pludseligt og uventet på slottet den 11. marts 1775, to måneder før sin 24 års fødselsdag.

I en sådan skæbne er der naturligvis stof til mange fortællinger. Blandt de seneste og mest kendte er Per Olov Enquists roman, Livlægens Besøg fra 1999, der tilmed netop uropføres i København som opera af Bo Holten efter libretto af P. O. Enquist og Eva S. Holten.

La petite Struensee, Louise Augusta, fik foruden datteren, Caroline Amalie, to sønner:

• Christian August (1798-1869), fra 1814-52 hertug af Augustenborg
• Frederik (1800-1865), fra 1832-51 prins af Nør.

Begge sønner endte interessant nok som landsforrædere, den ældste i 3-års krigen og den yngste i 1964. Der blev senere lavet en produktion af natpotter – med brødrenes billede i bunden… Men man kan måske også forestille sig, at deres følelser over for Danmark var blevet påvirket af deres bedsteforældres skæbne?

Uelzen

Det var helt nødvendigt at lægge vejen forbi banegården i Uelzen, en miljø- og kulturbanegård, intet mindre. Wikipedia er måske mere overskuelig i fremstillingen, se især afsnittet om Expo 2000 her. Det centrale er beslutningen om at renovere og modernisere banegården som en del af verdensudstillingen Expo 2000 – og at lade den østrigske arkitekt Friedensreich Hundertwasser forestå den arkitektoniske del heraf. Mange har nok været forbi hans hovedværk i Wien, nu kendt som Hundertwasserhaus. – Byggestilen forekommer i høj grad værende inspireret af Gaudi: Fantastiske former og farver og et udpræget fravær af rette linjer.   

Banegården tiltrækker en lille halv million turister årligt – som vel at mærke ikke er på gennemrejse, men som kommer for at opleve banegården som en attraktion, et selvstændigt rejsemål. Kan nogen give et eksempel på en banegåprd i DK, nogen gider besøge uden at være tvunget til det??

Lüneburg

Ud over en rundtur i den indre by gjaldt opholdet Saltmuseet og – lidt tilfældigt – Ostpreussisches Landesmuseum.  

Saltmuseet er indrettet i den tidligere saltmine. Salt udgjorde over ca. 1.000 år en hovedindtægtskilde for byen, indtil kombinationen af faldende saltpriser og stigende energipriser i 1980 førte til, at produktionen blev indstillet. Den bestod i øvrigt i, at man ganske enkelt pumpede en næsten koncentreret saltlage op, som så blev inddampet til salt i fast form. Gennem århundreder er det pumpet så meget op, at det har ført til sænkninger og sammenstyrtninger i området.  

Det østprøjsiske museum skuffede i både størrelse og indhold. Det er som om, man går med listesko omkring det enorme tab i areal og befolkning, som grænsedragningen efter 2. verdenskrig påførte Tyskland. Jeg forsøgte at få en samtale i gang om dette med den flinke dame ved kassen, men hun slog på det nærmeste kors for sig, og mente ikke, at det var noget der skulle rippes op i… Ingen beklagelse fra den kant, selv om tabene for Tyskland forholdsmæssigt kan måle sig med vort eget tab af land efter 1864. Det er lidt ligesom striptease i mørke; man vil fortælle/vise et eller andet og så alligevel ikke. Man går derfra med en stille undren over, hvad formålet med museet så egentlig er. Én ting er sikker: Etniske udrensninger er afskyelige, men de virker; tænk hvis der havde været tyske mindretal på 12-15 mio. mennesker i disse gamle tyske kerneområder – ville Oder-Neisse grænsen mon så have ligget lige så urokkelig fast? Og omvendt: Hvis etniske udrensninger stabiliserer, hvad så med etniske indvandringer?