Fredag den 8. september 2006, en gåtur til Ribe, eller hvordan vi mødte Pamela Anderson...

For nogen tid siden luftede jeg over for Peter tanken om at gå til Ribe. Han debuterede sidste år ud som pilgrimsvandrer ved at gå den klassiske rute på El Camino fra Pyrenæerne til Santiago de Compostela, en lang tur, som strakte sig over 3-4 uger og som bød på så store og positive oplevelser, at han besluttede at forlænge ruten bagud ved at følge den fra lidt syd for Paris. Denne del bider han over i to etaper: I 2006 fra Vézelay til Le Puy-en-Velay og i 2007 derfra og resten af vejen. 

Peter var straks fyr og flamme mht. Ribe-turen, idet den kunne bruges til en sidste afpudsning af formen inden årets pilgrimsetape. Kl. 0700 i morges bankede han på døren i fuldt ornat, inklusive pilgrimshat og rygsæk med i alt ca. 10 kg oppakning. Jeg havde selv (dvs. Jytte) pakket en lille rygsæk med lidt mad og drikke til turen, i alt vel 2-3 kg. Peter havde godt nok tilbudt at bære mine fornødenheder, idet han jo blot kunne reducere lidt på ballasten, som han sagde, men jeg lugtede her en fælde, en uudtømmelig kilde til evig spot og spe, så jeg takkede klogelig nej.

Vejret var glimrende, dvs. tørt og med vinden fra nordvestlig retning, altså lige bagfra.

Første stop var planlagt ved en strategisk placeret bænk i Store Darum, ret præcist halvvejs mellem Esbjerg og Ribe. En kælen sort kattekilling i udkanten af Andrup, som en tid lang syntes fast besluttet på at bygge sin fremtid på os, fik Peter til at mindes en hændelse for mange år siden, hvor han og Lene var på Fanø. De gik ved den lejlighed fra Sønderho på sydspidsen af Fanø til Esbjerg. Allerede da de forlod Sønderho, sluttede en fremmed hund sig til dem og fulgte hele vejen til færgen, tog med færgen til Esbjerg, og fulgte dem videre op i byen. Det sidste de så til den, var da den steg på en af bybusserne… Jeg sværger på, at INGEN af os havde indtaget alkoholiske drikke, inden vi gik. Vi gjorde det i øvrigt heller ikke under turen, da vi kun havde medbragt vand, saftevand og kaffe. Bodegaen i Tjæreborg og kroen i Gredstedbro passerede vi ranke og med faste skridt.
 
Stoppet i Store Darum varede nok højst 10 minutter og vi var helt enige om, at ingen af os overhovedet kunne mærke de 16 km og tre timers vandring. På strækningen til Gredstedbro passerede vi en stor, flot gård med løsdriftsstalde og masser af sortbrogede malkekøer, som styrtede hen for at beundre os. – Vi bemærkede, at en af dem (formentligt en af de mest højtydende køer i Danmark) havde et yver som Pamela Andersons, men den syntes ligesom mere i balance med sig selv. Da jeg desværre glemte at tage et billede af koen, bringes i stedet et af damen. (Måske noget for Arla Foods?)

Kort efter Gredstedbro og efter vi havde krydset Kongeåen og var drejet ind på cykelstien kom vi til et velplaceret bord med bænke, som imidlertid viste sig at være indtaget af en enlig ældre herre. Idet vi slog os ned, meddelte han os, at vi ikke var kortspillere – i hvert fald ikke bridgespillere. Vi begyndte at komme med vage indvendinger, og jeg spekulere på, om det var noget, manden kunne se på vores gangart, men så oplyste han, at han var medlem af et større antal bridgeklubber i amtet og på intet tidspunkt havde observeret os blandt deltagerne!

Cykelsti og landevej de sidste ca. 7 km forløber klods op ad hinanden, og der er mildt sagt en grusom trafik på landevejen, så nydelsen af strækningen er til at overse. Dog kunne vi ikke undgå at bemærke, at et stort antal kvinder smilede huldsaligt/beundrende til os og vi gættede på, at der nu rigtigt vil blive fyret op under manden hjemme i lænestolen.

Vi ankom til banegården i Ribe kl. 1330, dvs. 6½ time efter starten i Esbjerg. En kontrolmåling bekræftede afstanden: 32 km. Ingen af os havde fået så meget som en lillebitte vable eller lidt anden overlast, så vi følte os lidt selvfede på den sunde måde. En helt igennem udmærket tur.