En rundrejse i Sydafrika, 13. - 29. februar 2008 - eller hvordan man lærer svensk på to uger.

Da vi første gang så Det Indiske Ocean, der jo udgør størstedelen af Sydafrikas kyststrækning øst for Cape Town, kom vi til at snakke om, at det var mindre end fem måneder siden vi var ved Stillehavet, men på den anden side føltes det at være alt for længe siden. Kort sagt: Vi var særdeles opsatte på nye oplevelser, herunder ikke mindst at komme væk fra den triste danske udgave af vintervejr.

For en gangs skyld tog vi en færdigpakket rejse, idet Sydafrika nok ikke er velegnet til at rejse rundt i på egen hånd som førstegangsbesøgende. De to uger var fordelt med én uges rundrejse med udgangspunkt i Cape Town og så én uge med fast base der - med en vifte af udflugtsmuligheder, som kunne købes af Spies eller tilrettelægges på egen hånd.

Turen til Cape Town var laaang: Med tog Esbjerg - Kbh., fly Kbh. - Stockholm - Cairo - Cape Town, en flyvetur på godt 18 timer, som blev yderligere forlænget ved, at vi skulle gå fra borde i både Stockholm og Cairo. Flyet var en Airbus 330-200 med plads til 360 passagerer - og det var fyldt til sidste plads, overvejende med svenskere. I Cairo blev vi godt en time forsinket, idet en passager var blevet syg og ikke kunne fortsætte. Dette indebærer fremfinding af bagage, hvilket selvsagt tager en del tid.

Cairo International Airport er mildt sagt et hul i jorden - i det mindste på den tid af døgnet hvor vi havde "fornøjelsen" af den. "No smoking" er ikke kommet på mode der endnu, den ikke bare lugter dårligt, den er ud fra enhver betragtning miserabel. Halvdøde (?), strandede passagerer af alle køn, nationaliteter og racer flød rundt på snuskede gange og bænke. Helvedes forgård må antages at være ikke så lidt mere underholdende og attraktiv, men langt om længe og efter endnu et security check (tredje gang  inkl. Kbh.), fik vi endelig lov at gå ombord igen, hvorefter der var 10 timers nonstop flyvning til Cape Town. Efter lidt servering, der mest er et forsøg på at sælge dyre drikkevarer, skulle der så soves indtil et par timer før landing, en ganske udfordrende opgave, som ikke blev mindre af, at kaptajnen på et tidspunkt fandt det påkrævet at vække os for at fortælle, at vi nu passerede Ækvator - heldigvis uden yderligere ritualer, måske fordi Kong Neptun ikke har noget at skulle have sagt i 40.000 fods højde - over landjorden?

I Cape Town blev vi delt i grupper ud fra hvilken tur, vi havde købt - og hvor mange der kan være i en bus. Vores gruppe bestod af 31 gæster, 5 danskere, 4 finner og 22 svenskere, hvilket var lidt overraskende for os. Det skulle snart vise sig, at gruppen fungerede aldeles fremragende med godt humør, perfekt mødedisciplin og et udtalt ønske om at "mingle". Kunne ikke være bedre, selv om vi lige skulle vænne os til det svenske - og omvendt. Nogle gav op og slog over i engelsk, det fælles skandinaviske sprog, men vi holdt fast og snart fungerede det "mycket bra".  Desuden havde vi to guider, en lokal og en finsk pige, Pamela, der talte svensk, samt en lokal buschauffør.

Vi "åkade" direkte til vort første overnatningshotel i Stellenbosch, der ligger lige midt i Syafrikas vinområde. Vejret var (naturligvis) vidunderligt, idet Sydafrika har et fantastisk klima med forholdsvis små temperaturforskelle mellem sommer og vinter. Eftersom vi nu var syd for Ækvator, svarede årstiden til sidste halvdel af august. Vi var endelig ankommet! Hotelstandarden på overnatningshotellerne var generelt meget højt, og i et enkelt tilfælde (Port Elizabeth) endog højere end det ypperste, som kan opdrives i Danmark.

Vinområdet. Efter indkvartering, bad og omklædning var der fællesspisning i Stellenbosch på en stor restaurant med indfødt tamtam i baggrunden. Vi blev bænket i grupper ved nogle runde borde og kunne tage fat på en enorm buffet med et stort udvalg i såvel lokale som internationale retter. Desuden kunne vi gå i gang med vinsmagningen ved køb af vin til maden - hvilket omgående forbedrede snakken med vore svenske bordfæller ganske eftertrykkeligt. Vi glædede os også for første gang over de utroligt lave priser på vinkortene; faktisk er restaurationspriserne på en flaske vin ikke ret meget højere end det vi betaler i butikkerne i DK for tilsvarende vine. Vi valgte en sydafrikansk specialitet: Pinotage, en krydsning mellem pinot og hermitage, et valg som vi vendte tilbage til flere gange. 

Næste morgen kørte vi igen ind til byen og kiggede på en masse eksempler på den specielle og charmerende byggestil, kaldet Cape-Dutch, eller Kap hollandsk, der er karakteriserede ved stråtag og smukt svungne gavle og en masse symmetri. Stellenbosch har et meget anerkendt universitet, hvor undervisningssproget overvejende er afrikaans, der stammer fra hollandsk, opblandet  med afrikanske gloser. Det tales overvejende af Afrikaaner (=boere) og farvede (ikke sorte) og er nu et af de officielle sprog i Sydafrika.  Mange af gaderne i den indre by er flankerede med gamle egetræer, der blev plantet af dens grundlæggere og som nu er fredede.

Byen er først og fremmest en af de største og vigtigste sydafrikanske vinbyer. Kig efter på etiketten, næste gang du drikker en vin fra Sydafrika - der er gode chancer for, at den kommer fra Stellenbosch. Den har en befolkning på langt over 100.000, og ligger kun ca. 50 km nordøst for Cape Town, men virker egentlig meget provinsiel. 

Ost og vin er jo ingen ukendt kombination. Dette har Fairview taget konsekvensen af og startet en ganske bred produktion af både gede- og og mere traditionelle oste. De har endog egne besætninger og eget mejeri til formålet.

Nelson Mandela vender vi tilbage til senere i forbindelse med et besøg på Robben Island, fangeøen, hvor han sad som politisk fange i perioden 1964-82 med en livstidsdom. Herefter sad han i Drakenstein 1982-90, hvor han den 11. februar blev løsladt efter apartheid politikkens sammenbrud.

Farmen ligger i Outdtshoorn, der er hele verdens strudsehovedstad. Strudsenes værdi ligger dels i strudsefjerene, dels i skindet og endelig i strudsekødet, der er fantastisk velsmagende, helt på højde med det fineste oksekød - og så er det i tilgift helt kolesterolfrit.

Vore værter fortalte en masse om strudseavlens historie, der har været præget af store op- og nedture og om strudsen som sådan, bl.a. at den har den forholdsvis mindste hjerne af alle fugle og pattedyr, faktisk er den betydeligt mindre end bare det ene af dets øjne. Den er med andre ord mildt sagt ikke særlig kvik. Men det man ikke har i hovedet, må man jo have i benene. Og det har strudsen i rigt mål: Den kan løbe over 70 km/timen og holde denne fart i mere end tre timer...

Strudsen er som voksen meget stor, så stor, at den kan bære et voksent menneske, hvilket vi fik demonstreret, bl.a. ved et strudsevæddeløb med en jockey på ryggen. De ca. 100 m tog vel højst 5 sekunder, og så stod vi tilbage i en støvsky og måbede.

Efter rundvisningen var der gennemgang af forarbejdning af skind, fjer og kød. Vi sluttede af med en middag på stedets restaurant, hvor vi selvsagt fik serveret strudsebøffer med rigelige mængder af vin til. Personalet sang smukt for os, og stemningen var selvklart helt i top. Flinke mennesker. 

Cango Caves er med en længde på 5,3 kilometer verdens næststørste drypstensgrotte. Vi var indskrevet til "Standard Tour", der kan klares af alle under firs år, og blev guided af en humoristisk gut, der naturligvis vidste alt om stedet. Vi fik opfrisket, at de drypsten der vokser nedad fra loftet hedder stalaktitter, mens de der vokser op fra gulvet hedder stalagmitter. Når det så mødes et eller andet sted mellem loft og gulv, hedder formationen noget så fornuftigt som en - søjle.

Processen går meget langsomt; han sagde bl.a, at det let kan vare100 år at danne en kubikmillimeter drypsten, men det må vel i høj grad afhænge af antallet af dråber og deres indhold af mineraler?

Fotosafari i Kariega Game Reserve, Eastern Cape.

Det er svært at udnævne noget til turens højdepunkt, for dem var der bestemt flere af, og de er af så forskelligt indhold, at en sammenligning ret beset er både meningsløs og unfair. Men safarien var bestemt en af turens helt store oplevelser, jf. også deres hjemmeside på adressen her. Med dets ca. 6.000 hektar er der naturligvis ikke tale om noget i retning af Kruger National Park, der er på størrelse med Jylland, men hvis man vil se vilde dyr i naturlige omgivelser, er private og statslige (indhegnede) områder efterhånden de bedste muligheder. Uden for parkerne (ja såmænd også inden for dem) er krybskytteri et meget stort problem pga. høj pris på vildtkød og trofæer. Der er stadigvæk tale om vilde dyr, der lever af hinanden og floraen bag indhegningen - det gælder i hvert fald for Kariega - med andre ord, hvis man skulle få lyst til at gå i området med løver, risikerer man at ende som løvemad. En stor fordel er også at der er langt bedre muligheder for at finde dyrene og komme tæt på dem.  

Vores guide og fører af den åbne safari-jeep, der kunne rumme 8 passagerer, var Matt, en rustik type i 125 kilos klassen (uden at være fed), naturligvis i passende khaki-outfit . Han indledte med en varm velkomst og gik så over til, at hvis nogen skulle finde på at rejse sig op under turen, ville han personligt brække hver en knogle i kroppen af den formastelige - og smide resterne ud til løverne. Ingen rejse sig op. Han var i øvrigt én af de meget få hvide sydafrikanere, vi mødte under hele turen.

For en mere komplet samling af vore fotos henvises til albummerne, idet det ville fylde alt for meget at bringe dem her.

Parken har en stor bestand af forskellige antilopearter, men vort første mål var at finde elefantflokken. Matt havde lokaliseret den tidligt om morgenen, så han i det mindste vidste hvilket område, vi skulle lede i. Men elefanter bevæger sig ganske hurtigt afhængigt af temperatur- og vejrforhold. Dagen var  meget varm med bragende sol, hvilket får dem til at søge skygge i skovområderne.

Flokken er på 16-17 stykker i alle aldre og størrelser. Den afrikanske elefant er verdens største og langt større end dem, vi red på i Thailand. En elefanthjords leder er altid en gammel hunelefant. Elefanter er meget intelligente dyr med udpræget social adfærd og sammenhold. - I Thailand så vi nogle, der kunne lave malerier, andre der kunne give thai massage og nogle der kunne spille fodbold...

Samson gik lige mod os med - meget - faste skridt. Matt holdt i de smalle hjulspor, der skrånede op mod dyrene. Det var åbenbart en for risikabel manøvre at bakke hurtigt med det klodsede specialbyggede køretøj, idet hjulsporene skrånede ned mod vandhullet bag os - og svingede næsten 90 grader. Ca. 20 meter foran os standsede Samson lige op for at signalere, at han gerne så os humme os. Det foregik ved, at han flaksede med ørene og vibrere huden på hele forkroppen, faktisk ganske skræmmende. Og så fortsatte han ellers lige hen imod os...

... og passerede så tæt forbi, at vi uden viderede kunne have rakt ud og klappet ham. Matt havde bedt os om at forholde os helt roligt, mens han talte beroligende til den. Og vi sad meget stille, men jeg kunne ikke dy mig for at skyde løs med kameraet.

Situationen var nu den, at vi var spærret inde på sporet med elefanter både foran og bagved. -Matt havde ellers lige underholdt os med, at han altid sørgede for at holde en flugtvej åben...

Manden med kasketten er midt i firserne. Konen blev desværre  syg undervejs, hvilket gav dem en masse besværligheder. De er blevet gift for fire år siden efter at have mødt hinanden på et alderdomshjem, med andre ord: A real love story!

Mødet med elefanthjorden var en meget fin oplevelse. Da Samson vederkvægede sig med mudderdusche hen over ryggen med snabelen, var vi så tæt på, at de der sad på bagerste række i jeep'en blev oversprøjtet med mudret vand. Herligt.

Vi holdt så der i vores åbne jeep, ca. 8 meter fra de to løver. - Matt kunne fortælle os, at de begge for nyligt tilsyneladende hver havde sat ca. 40 kg til livs og derfor var noget brødflove. Hovedretten havde så at sige gået rundt for tredje og sidste gang, uden at friste nogen. Jeg spurgte Matt, om han havde et godt råd, såfremt man engang skulle blive konfronteret med en sulten løve, sådan uden tremmer imellem ligesom her?
Well, yeah, svarede han, det har jeg skam:
You take one step to the left, one step forward and one step to the right... You know why? Næh, den kunne vi ikke rigtig greje, det lød jo underligt, at det skulle kunne skræmme en sulten løve væk fra et godt måltid. - Han forklarede uden at fortrække en mine:

Well, you see, this way you avoid stepping in your own shit and that's at least something...

Og så var han ved at trimle ud af jeep'en af grin. Hyggelig fyr, faktisk.  

Vandhuller som dette er naturligvis stedet, hvor man hænger ud, hvis man frister tilværelsen som dyr på disse kanter.

Giraffer spiser ikke græs, men lever udelukkende af løv fra træer og buske. Til det brug har de en tunge på ikke mindre end 46 cm, vistnok rekord for pattedyr. Det kniber med at øge bestanden i parken, fordi løverne har fået den kedelige vane at æde kalvene. 

Igen et eksempel på, hvor tæt vi kom på dyrene. Matt var inde på, at dette prægtige dyr var blevet såret af en krybskytte, og at han ville bruge eftermiddagen på at eftersøge den formastelige. - Vi spurgte, om det var for at anholde ham?

Nope, I'll kill him.

Ingen sagde, at de var uenige.

Første udflugt var til Robben Island ("Sæløen"), hvor Nelson Mandela tilbragte størstedelen af sine 27 år som politisk fange i et Maximum Security Prison.  

Næste udflugt var en heldags rundtur på Cape halvøen, hvoraf en stor del er fredet som Table Mountain National Park. Vi kørte sydpå langs Kapstadens mest attraktive 4-5 strande, der af naturen er afgrænset fra hinanden. Mest berømt er vel Camps Bay og her ligger også de dyreste lejligheder og huse. Vi hørte priser på op til 60 mio. Rand svarende til ca. 42 mio. kroner. Priserne er firedoblet inden for de sidste 7-8 år.  

Skæret, eller øen, der kaldes Duiker Island er fredet som et sæl- og fuglereservat. Der sejles ud til det (men man må ikke gå i land) fra Hout Bay, der har en lille fiskerihavn. Det ligger på halvøens vestlige kyststrækning. Søløverne føder ikke deres unger på skæret, idet bølgerne ofte slår ind over det, hvorved ungerne ville bliver ført til havs. - Ungerne begynder først at svømme, når de er blevet ca. 6 uger gamle.

The Boulders ligger i False Bay på østsiden af halvøen (Falske bugten fordi den engang før GPS'en blev forvekslet med Table Bay ved Kapstaden). Den afrikanske pingvin har været meget tæt på at blive udryddet, fordi man tankeløst indsamlede dens lettilgængelige æg for at spise dem, og fordi deres ekskrementer (guano) er en meget effektivt og værdifuld naturgødning. Området er nu fredet, og sølle 12 resterende pingviner er nu blevet til en koloni på mange tusinde.

Den flyvende Hollænder er et spøgelsesskib, som siden 1600-tallet påstås at krydse rundt i det stormomsuste hav syd for Afrika, hvor det Indiske Ocean møder Atlanten. Legenden lever stadig blandt engelske og franske søfolk. Det mystiske skib varsler forlis og død for alle, der ser det og kan ses jage af sted med fyldte sejl, selv om ikke en vind rører sig. Kun skipperen kan ses ombord; han er hollænder og hedder Hendrik Van der Decken. For omkring 400 år siden ville han runde Kap Det Gode Håb i en rasende storm men blev konstant blev drevet tilbage. Han forbandede Gud over dette, og blev som straf dømt til at sejle til evig tid. 

På http://www.capepoint.co.za/index.html kan man se dejlige billeder fra vinkler, som vi af gode grunde var afskåret fra. Et storslået og dramatisk sted.

Da vejrguderne endelig tog "dugen" af bordet, gav de os vindstille som ekstra bonus. Dette betød naturligvis at tusinder andre havde fået samme idé, så selv om to kabiner med plads til 65 passagerer kører i pendulpart, var køen meget lang og ventetiden vel ca. 1½ time. Udsigten, luften, fauna og flora deroppe opvejede imidlertid mangefold denne bagatel. Bjergene i det sydligste Cape er velsignet med et uhyre stort antal plantearter i den såkaldte fynbos vegetation (udtales "feinbos"), der er tilpasset den lave nedbørsmængde. Der er tale om over 1500 forskellige arter, hvoraf mange er endemiske (specifikke) for Cape området  . Mange hører til sukkulent familien, hvortil f.eks. kaktus og aloe samt den berømteste af dem alle: Proteaen, også hører. - Kongeproteaen er Sydafrikas nationalblomst. 

Her bor de veluddannede med gode jobs, såsom advokater, læger og regeringsembedsmænd.

Vi blev vist rundt af en lokal beboer, der med stolthed fortalte om de fremskridt, der er sket og den - trods alt - positive udvikling, de oplever. Vi havde alvorligt overvejet at holde os væk ud fra en betragtning om, at det kunne opleves nedværdigende at blive overbegloet og fotograferet af turister.

Der arbejdes nu målrettet med nærmiljøet, dvs. med genbrug og brug af renovation. Selv om der mange steder flyder med affald, er der også mange steder i townships, hvor der er renere end f.eks. visse steder i - København.

De små boliger er domineret af sovepladser, idet familierne som regel har mange børn, dvs. sådan en otte til seksten stykker. Der soves derfor overalt - i etagesenge og køkkener.

 

Børnene virker meget velopdragne, ingen hyl, skrig og slagsmål.

Der er masser af enhver form for butikker i townships. Fjerkræ og får slagtes og sælges på stedet; så er der garanti for friskheden.

Dette er et meget lille udvalg af vore billeder, hvoraf de fleste kan ses i turens fotoalbummer.

Til afslutning nogle spredte iagttagelser, der ikke er knyttet til billederne, iagttagelser, der vel har bidt sig fast, fordi de afspejler fremmedartede forhold og fordi de overraskede.

Vi havde hørt, at Afrika's jord de fleste steder er rød. Det passer godt på Sydafrika, og det er meget smukt.

Vi kørte gennem store fyrreplantager. Beplantningerne skete i perioden med stigende international boykot af landet som følge af apartheid systemet. Dette tvang landet til at gøre sig selvforsynende på stort set alle områder, herunder også træ til papirproduktion.

I alle vejkryds med lysregulering i udkanten af byerne er der gadesælgere, der forsøger at sælge forskellige varer til bilerne, der holder for rødt. Desuden er der ofte en større gruppe mænd, der bare hænger der. - De står der i håb om, at en arbejdsgiver kommer forbi og tilbyder dem en dags arbejde; det er med andre ord arbejdsformidlingen for daglejere.

Mange sorte og farvede ses gående i vejkanten. Det gør de af samme årsag som i Ukraine: Der er ikke andre muligheder, hvis man vil til købmanden eller lignende, ingen cykel endsige bil. Det forbløffede os, at langt de fleste mennesker på fortovene downtown Cape Town er farvede og sorte. De hvide er stort set usynlige der, altså lige bortset fra turister. Fraværet af fortovsrestauranter i et klima, som er perfekt hertil, er også iøjnefaldende, men det skyldes velsagtens at næsten ingen bor i bycentrum. Efter kl. seks om aftenen er bycentrum helt uddødt; vi blev advaret om at gå rundt i byen efter mørkets frembrud, f. eks. fra restaurant og hjem til hotellet, hvilket forekom overdrevet, så vi gik, hvis der ikke var særlig langt. Byen er ikke forgængervenlig; den grønne mand har en levetid på 5 sekunder og bilerne dytter arrigt, hvis man ikke kan klare en bred gade på den tid. Vi lærte hurtigt at give pokker i trafiklys og slutte os til de indfødte, der må formodes at kende spillereglerne, eller mangelen på samme.

Der er masser af markeder, der i arkitektur minder lidt om husene i et township. Her sælges brugskunst, tøj, bælter og tasker med videre til små priser, der skal pruttes om. Normalt får man uden videre 30% afslag, undertiden betydeligt mere. Også her bobler humoren og store smil stråler én i møde.

De lidt større byer er betydeligt renere end vi kender det i DK, men det vil efterhånden heller ikke sige så meget, suk.  

Som turist møder man stort set kun servicepersoner, og i Sydafrika er de med 99,9% sikkerhed sorte eller farvede. Vi blev overalt mødt med venlighed, charme og - især - med en boblende humor. De kan ikke lade være, hvis der bare er den mindste anledning - og den kan man jo selv levere.

Sydafrika og ikke mindst Cape Town er vært ved fodbold VM i 2010. De er langt fremme med forberedelserne, og begivenheden vil utvivlsomt give et stort og fortjent løft i kendskabet til landet og dets befolkning. 

Som oftest kommer man (vi) til fremmede lande med en stor bagage af fordomme, og som regel lider de skibbrud i mødet med virkeligheden. - Et godt argument for at rejse! Hjemrejsebagagen balancerer som regel på kanten eller lidt over overvægtsgrænsen, men bagagen af positive oplevelser vejer ingenting og er i tilgift langtidsholdbar.