En bare nogenlunde udtømmende skildring af De Store Opdagelser ville kræve en tyk bog, og da den (eller rettere de) for længst er skrevet, vil vi her nøjes med et par "nedslag", der er relevante for vores tur til Sydafrika, nærmere betegnet Mossel Bay og Kap Det Gode Håb, der har spillet en afgørende rolle for opdagelsen af Søvejen Til Indien .

Ud over menneskets umættelige trang til magt, eventyr og udforskning var der også gode økonomiske grunde til at finde alternative veje til Indien: Handelen med krydderier og kolonisering af nye lande.

Lige siden korstogenes dage havde handelsforbindelserne med Indien og Orienten spillet en kolossal rolle, primært for at importere krydderier, som var blevet et uundværligt nydelsesmiddel. Man havde nemlig opdaget, at en ellers kedelig ret efter tilsætning af en smule krydderier blev forvandlet til et velsmagende måltid. Det spillede også ind, at maden ofte dengang var mere eller mindre fordærvet, inden den kom på bordet, idet mulighederne for at holde råvarerne friske næsten ikke eksisterede, kombineret med ringe (eller ingen) forståelse for hygiejnens betydning. En ordentlig dosis krydderier tog ganske enkelt den grimme smag...

Før de nye søvejes opdagelse var det de norditalienske handelsbyer, der dominerede handelen med krydderier via de gamle landværts ruter (Marco Polo) til Indien og Kina gennem Asien til og fra de syriske havnebyer, hvor varerne blev omladet på skibe til videre befordring rundt i Europa. Men så kom tyrkerne på tværs og spærrede vejene og der måtte findes nye. I første omgang fandt man vej over Ægypten og det Røde Hav, men ægypterne fandt hurtigt ud af at brandskatte varerne, som endte med at blive ekstremt dyre, inden de nåede frem til slutkunden, måske lidt ligesom vore dages narkotika, der er billigt at fremstille/dyrke, men afsindig dyrt på gadeplan. Der var med andre ord enorme økonomiske gevinstmuligheder forbundet med at kunne købe hos producenten og sejle varen direkte til europæisk havn - hvilket så bare forudsatte, at man kendte søvejen til Indien.

Det var det portugisiske kongehus og dermed Portugal som var førende i bestræbelserne på at kortlægge og underlægge sig den endnu ukendte del af verden, og tilfældigvis kan vi tage tråden op fra sidste forårs tur til Portugal, hvor vi besøgte (prins) Henrik Søfarerens (1394 - 1460) base og navigationsskole på Ponta de Sagres, et par stenkast fra Kap St. Vincente, Europas sydvestligste punkt.

Når man besøger Portugal skal man være både blind og døv for ikke at blive konfronteret med portugisernes indsats som opdagelsesrejsende og imperiebyggere. Henrik udrustede ekspeditionsskibe, der sejlede ned langs Afrikas vestkyst. I 1434 rundede portugiserne Kap Bojador lidt syd for de kanariske øer. Dette var en milepæl, idet søfolkene fuldt og fast troede på, at ingen skibe kunne vende tilbage, hvis man passerede dette forbjerg. Frygtelige malstrømme, havuhyrer og kogende vand ville opsluge dem... Man vovede sig længere og længere ned langs kysten, men havde groft undervurderet Afrikas (ukendte) størrelse. Undervejs grundlage man den afrikanske slavehandel, idet man benyttede lejligheden til at tage nogle af de troskyldige negre med tilbage til Portugal  - og sælge dem. I 1445 blev Kap Verde ("Det grønne forbjerg") passeret og dernæst fandt man de store floders udmundinger i Senegal og Gambia. Man må her huske, at der jo ingen kort fandtes, så man famlede sig helt og holdent frem i blinde. Da kysten begyndte at gå mod øst kunne man altså ikke vide, at den tusindvis af km senere ville dreje mod syd for at fortsætte i denne retning endnu flere tusinde km til kontinentets sydspids. For at kunne finde hjem igen måtte man på den ene side følge kysten og på den anden side undgå stranding.

Efter Henrik Søfarerens død i 1460 var portugiserne nået frem til det inderste af Guinea Bugten. I 1475 passerede de Ækvator og i 1482 opdagede de Congoflodens munding. I 1486 udrustede de en ekspedition, som nåede epokegørende resultater.

Bartolomeu Dias havde deltaget i flere ekspeditioner langs Afrikas vestkyst. Nu blev kan kommandør for tre skibe, hvoraf det ene var et forsyningsskib, der blev efterladt ved Guldkysten, mens han med de to øvrige sejlede videre sydpå. De gik i land i det nuværende Namibia, hvor de rejse en sten på et sted, der meget passende hedder Dias Point. Ved juletid nåede de Orange River, der nu er grænsen mellem Namibia og Sydafrika, men her blæste en storm dem langt til havs. Da den stilnede af, satte han kursen mod øst for at nå kysten igen, men da dette ikke gav resultat drejede han i stedet mod nord og fik endelig efter ca. seks måneders (!) sejlads siden Portugal landkending, og gik i land den 3. februar 1488 i Mossel Bay (Muslingebugten). Mødet med de indfødte endte i sammenstød, og han sejlede yderligere ca. 500 km østpå, hvor kontinentet begyndte at bue mod nordøst. Besætningen var på mytteriets rand, og han og han måtte med ulyst vende næsen hjemad. De fulgte kysten tæt og nu så han for første gang den pynt, de i stormvejr havde passeret langt til havs. Dias gav det navnet Capo Tormentosos (Lidelsernes Forbjerg), der senere af den portugisiske konge blev ændret til Kap Det Gode Håb ud fra, at der herfra var gode chancer for at vende hjem i god behold.

Mossel Bay blev ikke straks koloniseret, men skibe stoppede her for at hente vand og handle med de indfødte. Omkring år 1500 var en portugisisk sømand på vej mod Indien og lagde et brev i en gammel støvle, som han derpå hængte op i et træ. Nogle måneder senere var en anden sømand på vej hjem og opdagede støvlen med brevet, som han naturligvis tog med hjem - et postvæsen var etableret.