Retur
Vejret var præget af usædvanlig maj-kulde - med regnbyger, og den ellers nyvaskede bil kom hurtigt til at se hverdagsagtigt ud. Turen - de godt 600 km til Bad Frankenhausen i Thyringen - forløb uden problemer, og vi nåede frem til overnatningshoteller midt på eftermiddagen til en venlig modtagelse. Mandag er hotellets Ruhetag, men de havde alligevel åbent i køkkenet og vi fik en veltilberedt middag, hhv. rødspættefilet og "Forelle Müllerin Art" med et par forsvarlige fadøl til. God start på turen.
Museet er sjovt nok en DDR-opfindelse, idet styret ville bygge et kunstnerisk monument over et mislykket forsøg på en revolution helt tilbage i 1525 i form af et bondeoprør, der blev fuldstændig knust af magthaverne, dvs. adelen. Resultatet er faktisk meget imponerende.
Bygningen rummer et gigantisk cirkelrundt maleri: "Frühbürgerliche Revolution in Deutschland", skabt 1983-87 af Werner Tübke (1929-2004), 14x123 meter olie på lærred. Dvs. et maleri på mere end 1.700 m2. En helt ufattelig kraftpræstation, som rummer et meget stort antal temaer, fortællinger og allegorier. De godt 1.700 m2 er tætpakket med mennesker, dyr, bygningsdele, landskaber og symboler. Det ville kræve en større bog at omsætte værket til billedtekst og fortolkninger, så her skal blot opremses en række stikord: Cirklen, billedfeltet, er opdelt i fire lige store afsnit, ét for hver årstid. Midt i slagtumlen står anføreren, Thomas Müntzer, allerede klar over sit nederlag, idet oprørsfanen ligger på jorden, mens Døden spiller på sækkepibe ved hans side... Lige nedenfor ham, bag en hæk, står en gruppe mennesker omkring en brønd, der symboliserer udødeligheden, idet deres livsværk jo netop har sikret dem udødelighed. Kirkekritik og undergang, vold og umoral, varsel om (Jordens) undergang, teknologiske fremskridt, forkyndelse, hverdagsliv, helvedesfyrsten, afladshandelen, magtspillet, syndefaldet og meget andet. MEGET imponerende.
Weimar ligger på vejen fra Bad Frankehausen til Bayreuth og da byens nye Bauhaus-museum ikke var færdig, da vi var i byen i 2018, var det jo nærliggende at kigge ind. Flot og moderne bygning, men vi var nok en anelse skuffet over indholdet. Bauhaus startede i Weimar i 1919, men blev efter få år jaget væk af nazisterne, hvorefter de flyttede til Dessau, indtil historien gentog sig. Berlin blev sidste station, inden det var slut og kunstnerne blev spredt for alle vinde. - Men deres påvirkninger kan vi se omkring os i ethvert køkken, enhver stue og enhver villavej.
I Bayreuth fik vi den venligst tænkelige modtagelse på DJH, hvor vi har booked to nætter. Vi nående også en (spadsere-) tur til Hofgarten med Haus Wahnfried og ægteparret Wagners grav i haven ud mod Hofgarten - uden inskriptioner af nogen art. Man kan åbenbart blive så feteret og berømt, at den slags er overflødig. - I morgen vil vi besøge Richard Wagner Museet samme sted. Fotoalbum.
Bayreuth er en by i Oberfranken og ligger i den nordlige del af delstaten Bayern.
Byen har ca. 75.000 indbyggere og er verdenskendt for de store årlige Wagner-festspil. Mange store seværdigheder herunder Wagners bolig, Haus Wahnfried, slotte og parker.
Op til en meget kølig/kold forårsdag men solen tittede frem og holdt skansen indtil først på eftermiddagen. Første mål var Festspielhaus, der blev bygget specielt til Richard Wagner og hans værker - og sådan er det stadig: Stedet er rammen om Wagner-festspillene og kun det. Man kan ikke bare komme ind i bygningen, men der er rundvisninger, som vi dog undlod. I stedet nød vi omgivelserne med en masse information om Wagner-familiens mørke side: Deres antisemitisme, for ikke at sige jødehad. Specielt Richard Wagners enke, Cosima, løb linen helt ud og engagerede sig med nazisterne. Ekstra pikant blev det, at Hitler var glødende optaget af Wagner og hans musik, hvilket i høj grad kom familien til gode.
Vi fortsatte til Eremitage, der ligger helt ude på landet, i 16-1700 tallet virkelig langt ude på landet. Navnet hentyder til den mode blandt adelen, at de legede "simple" mennesker i ensomheden, dvs. simple sammenlignet med hverdagen på deres residensslotte. Erimitage - og resten af Bayreuth - blev stærkt præget af Markgräfin Wilhemine af Preussen (1709-58), en yndlingssøster til Frederik den Store (Soldaterkongen). Hun havde oprindelig håbet på at blive dronning af England, men måtte i stedet nøjes med en markgreve i Bayreuth. Ikke underligt, at hun følte sig nedvurderet og i eksil, men ægteskabet med Friedrich von Brandenburg-Bayreuth (1711-63) blev faktisk lykkeligt og hun vendte op og ned på sine omgivelser med voldsom energi og talent. Hun fik til sin 24 år fødselsdag Eremitage som gave og ombyggede stedet til et klenodie.
I forbindelse med en datters bryllup kunne hun i 1748 indvie Markgräfliche Opernhaus, der i 2012 blev optaget som UNESCO verdenskulturarv.
Herefter tog vi downtown for at besigtige Markgräfliche Opernhaus, dog kun udefra. Herfra var der ikke langt til Richard Wagner Museum i Haus Wahnfried og senere tilføjelser; absolut interessant, selv om ingen af os nogen sinde har "dyrket" Wagner og hans musik. Vi er i det mindste nu overtydet om hans geni, men om vi kommer videre derfra, må tiden vise... Fotoalbum.
Dagen fik ikke den bedste start, idet vores gps sendte os på en ca. 50 km lang omvej. Den er jo en dame, og Jytte tog hende da også straks i forsvar, mens jeg svor at købe en ny straks efter hjemkomsten. Jeg burde måske også have fattet mistanke, idet hun ikke sagde et kvæk, før vi havde lavet en U-vending på motorvejen. Med et gammeldags vejkort og lidt sund fornuft kunne vi have sparet ca. halvdelen af strækningen, som vi kørte...
Lucas Cranach d. Æ: Chr. 2. 1524.
Målet var Veste Coburg, der ligger i udkanten af og højt hævet over Coburg. Borgen har et glimrende kunstmuseum med en - især - imponerende samling malerier af Lucas Cranach den Ældre, der bl.a. er kendt for sine billeder af Martin Luther og Katarina von Bora.
Vi havde egentlig også planlagt en en tur inde i Coburg, der bl.a. er stolt af at have "leveret" Prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha (26. august 1819 – 14. december 1861), der blev prinsgemal af Storbritannien som ægtefælle til dronning Victoria. 29. januar 1844 – 14. december 1861 var han tillige arving til tronen i det tyske hertugdømme Sachsen-Coburg og Gotha, men vejret var blevet ret træls med regn og blæst, så vi tog i stedet direkte til vort overnatningshotel i kurvebyen Lichtenfels ved Main-floden. - Man skal jo også holde lidt ferie ind imellem.
Ved ankomsten blev vi informeret om, at hotellets sauna mv. kunne benyttes fra kl. 16:30. Efter lidt indkøb i det nærliggende Kaufland og bearbejdning af dagens fotos, skrivning af dagbog osv. var klokken efterhånden et par minutter i halv fem, og vi tog elevatoren ned i kælderen, hvor saunaområdet befinder sig. Lige inden for døren var en gammel dame ved at sætte curlere i de grå lokker. Hun kiggede bistert på os og sagde arrigt, at der var damesauna indtil klokken halv fem, så hun måtte bede os om at forlade området... Jeg gjorde hende nu opmærksom på, at klokken faktisk var halv fem. "Nej, den er ej", snerrede konen, jo den er, sagde jeg lige så bestemt, nej den er ej, fremturede hun. Og jeg havde jo ikke ur på der i min slåbrok, men så kom hun da i tanker om, at der var et stort ur inde på væggen, og den viste 16:31. Hun kunne nu slet ikke forstå, hvor tiden var blevet af, for der var altså damesauna indtil halv fem, men hun fik kaldt de øvrige damer frem fra krogene og var pludselig venligheden selv, sådan da, for det er jo slet ikke rart sådan at have taget fejl, når man har pustet sig så vældig meget op.
Hotel Krone diskede op med en fantastisk morgenbuffet - et tysk morgenmåltid, når det er bedst! Tak til et hotel med "bang for the bucks" på alle måder; vi kommer gerne igen.
Bamberg er en såkaldt "kreisfreie Stadt". Da Kreis betyder amt, må byen således også være et selvstændigt amt, altså ikke underlagt noget amt. Den har godt 77.000 indbyggere og er beliggende i Oberfranken, der igen er en del af Bayern.
Byen ligger desuden, hvor Main-Donau kanalen slutter sig til Main-floden. Kanalen er 171 km lang og muliggør sejlads via Rhinen fra Nordsøen til Sortehavet.
Efter en kort køretur mod vest kom vi til næste hotel i udkanten af Bamberg, indrettet i et fhv. (?) bryggeri med mange slags øl på programmet. Her i byen går man mest op i - røgøl, hvilket vi umiddelbart finder lettere stødende, men måske man sku' prøve?
Ved Regnitz-floden tæt på Altes Rathaus.
Forståeligt nok var vort værelse ikke klar til indflytning, så vi parkerede bilen tog bussen ind til bymidten for at gå det sidste stykke op (!) til Bamberger Dom, der ligger ret højt. Kirken er meget stor og meget imponerende; vi købte en guide over den, så vi ikke missede de specielle seværdigheder, jf. fotoalbum. Bl.a. de to statuer Ecclesia og Synagoge, der jo symboliserer hhv. den kristne kirke og den jødiske synagoge. Her holdes der klart nok med kirken, Ecclesia, mens Synagoge har brækket lanse, er lidt mere udfordrende (af-) klædt (!) og har bind for øjnene. Hvis nogen kan forklare, hvad dette bind for øjnene symboliserer, vil vi gerne høre nærmere! Der var generende mange turistgrupper i domkirken, så man gyser ved tanken om situationen, når det bliver højsæson.
Til gengæld var vi næsten alene på Historisk Museum nabo til kirken. Her så vi for første gang porcelænsmalerier, dvs. mest portrætter, malet på porcelæn i stedet for på lærred. De var meget smukke, nærmest som overperfekte farvefotos, se eksempel i dagens fotoalbum. Vi sprang over endnu en nabo, et statsligt kunstmuseum, der sikkert er fremragende, men nok er nok, og vi gik i stedet ned til Altes Rathaus på en kunstig ø i Regnitz-floden, jf. fotos. Jytte ville gerne se Sct. Michaels-kirken, der ligger endnu højere, og da vi havde stridt os derop, var den lukket pga. igangværende renovering... Vi fortsatte tid fods (!) hjem til Øl-hotellet, der ser lettere hærget ud udefra, så vi indstillede os på et kammer... Men værelset, et hjørneværelse, minder faktisk mere om en suite med sofaarrangement og sår´n. Ja-ja. Album.
Vi stod op til gråvejr med silende regn og blæst, men inden vi nåede frem til første mål, Levi Strauss museet i Buttenheim, var det blevet nogenlunde opholdsvejr. Desværre åbnede museet først godt en time senere (!), så vi fortsatte til Pommersfelden med det fantastiske barokslot Weissenstein, som aldrig har været ødelagt af brand eller krig og som stadig ejes af en efterkommer af bygherrens slægt Graf von Schönborn. Engelsk wiki her.
Schloss Weissenstein. Desværre kun en lille del af facaden...
Man kan kun komme rundt med en guide, men da vi havde hende helt for os selv, fungerede det helt perfekt. Desværre var fotografering inde i slottet streng verboten - fordi stedet stadig er en privat bolig. Rundvisningen tog præcis 1 time, men føltes snarere som ½ time. Rummene er enestående og mange af dem er fyldte til bristepunktet med mesterværker af datidens førende malere, herunde adskillige af Peter Paul Rubens. - Guiden fortalte selvsagt om mangt og meget (hvoraf vi har glemt det meste...), men kom også ind på barok-tidens noget mærkelige holdning til hygiejne; bl.a. mente de, at vand var direkte sundhedsskadeligt, og de vaskede sig derfor stort set ikke, men brugte læssevis af pudder og parfume. Og deraf kommer udtrykket "stinkende rig" faktisk! Morsomt, ikke sandt?
Således opløftede fortsatte vi til Schweinfurt ved Mainfloden. Lige ved bymidten er der en ø i floden, hvor vort hotel (Mercure) og et kongrescenter er placeret. Efter indtjekning gik vi over Main-broen til det næsten helt nye Georg Schäfer museum, der har en virkelig dejlig malerisamling og nogle meget venlige ansatte.
Efter ca. 1½ time havde vi været alle salene igennem og ved en lille fejl (en kort berøring af et info-skilt) udløst en alarm, men ingen greb os heri, og en tililende kustode fattede ikke mistanke til det nydelige ældre par, som var på vej bort fra gerningsstedet. Det udmærkede hotel har også sauna, hvor vi lod os koge/stege med neddykning i iskoldt vand ind imellem. Da vi senere spiste, strømmede der festklædte gæster ind i det med hotellet sammenbyggede kongrescenter: Bryllup med 650 gæster - godt vi ikke skal betale for dette - men vi vil da lige ned og se på dansen... Album.
Så blev morgenmaden fra hotel Krone overgået! Man føler sig virkelig forkælet, og det er lidt svært at løsrive sig, eller måske rettere: at rejse sig.
Rothenburg. I 2015 kom jeg op fra højre på med cykel...
Jytte havde fået den gode idé at fravige planen lidt ved at køre lidt syd for Würzburg til Rothenburg o. d. T, som de siger her på egnen. Byen er en turistmagnet, herunder ikke mindst for asiater (kinesere, japanere og koreanere). INGEN i hele verden fotograferer SÅ meget som asiater, og de flytter sig hverken for biler eller hestevogne. Undertiden ligger de på gaden for at få en en særlig raffineret selfie, for ikke at tale om gruppe-selfies, mens de udstråler jublende lykke - så længe "skuddet" varer. (Hvis læseren her fornemmer en vis irritation, er det ikke helt forkert).
Heldigvis råder byen over et fremragende torturmuseum, der føltes som en behagelig afveksling. Museet udstillede de mest utrolige værktøjer og indretninger til at få lovovertræderne til at tilstå, og det var vigtigt, for uden tilståelse ingen domfældelse. Men efter at have fået knust fingre, hænder, armene, fødder og ben - eller være blevet knebet med glødende tænger tilstod de fleste, dvs. næsten alle uden undtagelse. Desværre var det et stakket frist, for straffene var endnu værre. - Vi synes måske, at #MeTo er lige lovlig barsk, men det er intet mod alle de udskamningsmetoder, man rådede over i århundreder til langt op i 1800-tallet. Konerne havde åbenbart for (u-) vane at tæske deres mænd, men her var der nogle forholdsvis milde sanktioner: Konen skulle f.eks. ride på et æsel, siddende omvendt, og med bundne hænder, mens folkemængden overdængede dem med allehånde skældsord og forhånelser. De kunne også blive stillet op på torvet med en såkaldt skamsten bundet om halsen (billede). Album.
Hotellet har ikke egen restaurant, men lige på den anden side ligger et beskedent sted, vel nærmest en knejpe, med en ungarsk indehaver (eller medindehaver). Her spiste vi aftensmad i aftes og igen i aften. Der er kun tre retter på menuen, men han anbefalede (altså ud over menuen) på det varmeste en ungarsk kylling, som vi naturligvis hoppede på. Stemningen i aftes var noget kaotisk pga, af et lokalopgør (fodbold) mellem Frankfurt am Main og Mainz. Alle holdt med Mainz, så det gjorde Jytte også, mens jeg sad med ryggen til og afskåret fra at mene noget. Men efter ca. tre kvarter fik vi vores ungarske kylling i en glimrende sovs, der lige så godt kunne have været serveret som suppe, og noget der lignede brasede kartofler, men vist var nudler rullet i ost og stegt på panden. Det smagte glimrende og stemningen matchede helt og fuldt. - Sydtysk med ungarsk accent er i øvrigt ikke sådan lige til at forstå ud i alle afkroge, men flink var manden, og da vi fik ham til at tale langsommere, kunne vi faktisk også forstå det meste.
Vi forlod mætte stedet før kampen sluttede, men lige dén kanal kunne vort TV på værelset ikke levere, så vi måtte leve i uvished om resulatet, indtil nu i aften, hvor stedet var meget roliger. Faktisk var der kun os plus alle stamkunderne og et selskab på fire personer. På forepørgsel oplyste værten, at Frankfurt havde vundet 2-0, hvilket alle beklagede dybt, selv om Mainz faktisk ligger længere væk.
Alte Mainbrücke med en Schoppen Frankenwein.
Vi tog en bus (stoppested lige ved døren) ind til bymidten, hvor vi bevæbnede os med by- og buskort. Bymidten er faktisk ikke ret stor, dvs. man kommer fint rundt til fods, men ellers kan man bruge sporvogne og busser. Ved de to store kirker, St. Kilian Dom og Neumünster findes et helt specielt åndehul, Lusamgärtchen (fotos), hvor en X-faktor stjerne, som døde o. 1230, ligger begravet: Walther von der Vogelweide. Derefter kiggede vi ind i de to kirker, der begge blev helt ødelagte under 2. verdenskrig. St. Kilian Dom blev først genindviet i 1967.
Videre til Würzburg Residenz, hvor man undrer sig over, at en biskop havde brug for så enormt et slot (Amalienborg virker til sammenligning som en portnerbolig). Vi har tidligere været på rundvisning der, så vi nøjedes med en tur rundt i slotsparken, der er meget indtagende. - Slottet er i øvrigt bygget af samme slægt (von Schönborn) som Weissenstein og nogenlunde på samme tid, hvorfor de to slotte da også minder meget om hinanden.
Lidt tilfældigt endte vi på hovedbanegården, hvor vi indtog to expresso'er, som sagten kunne have været serveret i et fingerbøl. Nogle få høje borde stod ved stedet, og jeg spurgte på helt flydende og korrekt tysk til en enlig herre, om vi måtte slå os ned ved hans bord - hvorfter han helt umotiveret spurgte, om ikke vi var danskere... Nå, men han havde i 11 år boet på Østerbro i Kbh., og var overordentlig sød og hyggelig. Så tog vi bussen hjem til lidt kaffe og afslapning, inden endnu en tur til byen, dvs. Alte Mainbrücke, byens mest maleriske sted og derfor et naturligt samlingspunkt sidst på dagen til et glas Frankenwein på broen, der på det tidspunkt er tæt pakket med mennesker, der kommer af præcis samme grund. Vinen købes på stedet i et mål, der hedder ein Schoppen (=0,25 liter), og man betaler mere i pant for glasset end selve vinen! Og så går man ellers i gang med at råhygge der på broen (fotos). Vi faldt hurtigt i snak med nogle amerikanere (og senere new zealændere), der var på flodkrydstogt fra Amsterdam til Budapaest. Vejret var helt ideelt med blå himmel, nogle få pynteskyer, ikke for megen vind og faktisk ret lunt.
Alte Mainbrücke er en rejse værd!
Luftfoto af Lohr am Main. Bemærk det store industriområde
i baggrunden th.
(Kilde: Wikipedia)
Ups - en forkludret dag mht. planlægningen. Museet er udmærket, men til vores forbløffelse var den lille by (ca. 6.600 indb.) et trafikalt mareridt, der blev gjort endnu værre pga. en byggeplads midt i byen, hvor gps-damen hele tiden og igen ville have os til at dreje, selv om vejen var spærret. Lohr am Main.
Ankommet til museet spurgte vi skranke-damen, om der var nogen særlig grund til de uhyrligt mange biler? Næh, nej, det er bare fordi, der er sindssygt mange arbejdspladser her i forhold til byens størrelse: Bosch alene tegner sig for 5.400, glasindustri ca. 400, sygehuse ca. 1.000 og flere andre; hun rundede det hele op til ca. 10.000.
Museet er som sagt glimrende, indrettet i et fhv. adeligt slot, og omhandlende det store og sagnomspundne Spessart - en lav, mest skovklædt, bjergkæde på over 2.400 km2, jf. den korte version her. (For den lange: Skift wiki'en om til den tyske udgave). Museets hjemmeside her. Foruden træindustri hæftede vi os især ved glas, keramik og fajance samt flere andre lerbaserede varianter.
Under planlægningen af turen var det tanken at fortsætte til Aschaffenburg for - endelig - at besøge Christian Schad museet, men færdiggørelsen er endnu en gang udskudt på ubestemt tid. Det ville ellers have passet fint med et dagsprogram.
Planlægningssvigtet består i, at vi - uden Aschaffenburg - sagtens kunne have fortsat til Hannover og dermed have sparet en overnatning her i byen; normalt/ofte kan man annullere til langt op på ankomstdagen, men lige præcis på dette Best Western hotel kunne dette ikke lade sig gøre, så vi vil i stedet prøve med lidt ferie... Album.
Vejret var vist ret nøje som i DK i samme periode, dvs. køligt for årstiden og ret blæsende, men kun lidt regn. Kort sagt - heller ingen problemer her. Programmet levede fuldt ud op til forventningerne, men jeg havde nok været lidt for forsigtig med hensyn til antallet af overnatninger: Her kunne godt være "sparet" to, uden at vi ville være blevet stressede. Ofte kan man sagtens nå en seværdighed eller to efter ankomst til destinationen - en enkelt er ofte for lidt som f.eks. Spessart-museet. På plussiden var så, at den rigelige tid kunne bruges til skrivning af dagbogen...