Dagbog.

Foreløbig og med brede penselstrøg - detaljerne må vente.

 

24. maj: Esbjerg - Hildesheim.

I foråret 1960 var jeg som tidligere elev på Sdr. Nærå Efterskole med på en busrejse til Harzen gennem et Tyskland, som stadig i høj grad var mærket af krigen. Et af turens mål var domkirken i Hildesheim med den 1000-årige rose, der sammen med kirken og det meste af byen blev bombet sønder og sammen i begyndelsen af 1945 kort før krigens slutning.

Sagnet vil vide, at byens og rosens skæbner er vævet sammen, så da rosen satte friske skud midt i ruinerne, tog byens borgere det som et sikkert tegn på, at det gav god mening at genopbygge byen - og leve videre med fortrøstning. Lidt sjovt at stå der igen næsten nøjagtigt 58 år senere.

Byen skylder biskop Bernward en masse, bl.a. Bernward-døren, der findes i domkirken, og som i 16 afsnit/felter gengiver centrale begivenheder i gamle og nye testamente. De to-fløjede dørplader er enorme og hver støbt i ét styk bronze og ophængt i kirken år 1.015, hvilket er en utrolig teknisk bedrift. Hver fløj, som er næsten 5 m, høje vejer således 1,85 ton og dørpartiet har en samlet bredde på knap 2,3 m. Reliefferne er af forskellig højde og nogle af hovederne er næsten helt runde/fritstående. Kunstværket er med hensyn til alder og udførelse enestående i sin art. Oversigt/tegning over ikonografien her, som måske med fordel kan sammenholdes med dette link.

Biskop Bernward er stedt til hvile i Sankt Michaelis, som han selv har opført og som meget passende stadig er katolsk, mens domkirken er protestantisk. Bemærk, at den danske wiki er meget "tynd", men så kan du jo vælge den tyske eller engelske udgave. Album.

 

Den 25. maj: Erfurt.

Byen lå på ruten til Weimar og fortjente et visit. Den er trods alt hovedstad i delstaten Thüringen og desuden bl.a. kendt for det kloster, hvor Luther tilbragte årene 1505-11 efter løftet til Gud i det berømte tordenvejr. Klostret kan kun beses på guidede ture på bestemte tidspunkter, hvilket vi dog afstod fra.

Meget charmerede er den ældgamle Krämerbrücke over floden Gera, som man sagtens kan passere uden at opdage, at der er tale om en bro. - Navnet hentyder naturligvis til kræmmere, der havde deres boder på broen, og som lidt efter lidt udviklede sig til huse. Blandt de mange små butikker er der nu en, der udelukkende sælger udstyr til kejthåndede menneske, f.eks. kopper... Broen er i øvrigt en del af den endnu ældre tyk-romerske landevej, Via Regia.

Byen har et charmerende centrum og fortjener bestemt et lidt større besøg, hvis lejlighed gives. Album.

Den 25. maj: Weimar, ankomst.

Planen var at besøge nazi-komplekset Gauforum og det nærliggende Bauhaus museum inden indtjekning på hotellet i centrum.

Bauhaus museet viste sig at være en stor byggeplads; museet lå tidligere i centrum, men denne del er nu lukket, og det nye åbner først i 2019. Bauhaus blev grundlagt i Weimar i 1919, men blev allerede i 1925 fordrevet af den hastigt voksende nazi-bevægelse. Skolen flyttede i 1925 til Dessau, hvor den led samme skæbne, hvorefter den i 1932 flyttede videre til det frisindede Berlin, men det varede kun et år, så gentog historien sig, og de tilknyttede kunstnere, blandt andre nogle af verdens fremmeste arkitekter, blev spredt over hele jorden. Men da havde Bauhaus forlængst sat afgørende og varige aftryk på design, håndværk, mode og kunst, jf. bl.a. funkis-stilen (Arne Jacobsen i Danmark).

Gauforum var til gengæld både meget nærværende og meget imponerende, ja faktisk flot! En meget kortfattet tekst om dets formål og tilblivelse samt senere skæbne findes her. Om begrebet Gau kan læses lidt her. Men døm selv efter billederne i Album.

Vort hotel de næste to nætter, Anna Amalia, er meget velbeliggende i byens centrum og dermed i behagelig gå-afstand til næsten alt af betydning. Vi følte os straks hjemme.

Den 26. maj: Weimar.

Byens navn først og fremmest knyttet til en blændende række af kulturpersonligheder, bl.a. J. S. Bach (1685-1750), Goethe (1749-1832), Schiller (1759-1805), Herder (1744-1803), Franz Liszt (1811-1866), C. M. Wieland (1733-1813) samt Weimar-republikken og Bauhaus. Under nazi-tiden oprettedes få km nord for byen konzentrationslejren Buchenwald. Underlig verden.

Det er nærmest uoverkommeligt (og urimeligt) at give en kort oversigt over byens gyldne tidsalder fra sidst i 1700-tallet til et godt stykke ind i det nittende århundrede. - Alene Goethe er der jo skrevet ti-tusindvis af afhandlinger, bøger og artikler om. Og næsten lige så meget om de øvrige fra Weimar-Klassikens tid.

Men det hele skyldes måske en klog kvinde og tilfældigheder. Hertuginde Anna Amalia (1739-1807) blev enke i en ung alder (1759) og regerede, indtil hendes søn Karl August (1757-1828) i 1775 blev myndig.

Imidlertid må det videre forsøg på et lille overblik afvente hjemkomst og mere tid til fordybelse; i stedet berettes lidt om dagens forløb i byen.

På vejen til første mål, Markt med Rathaus og turistkontor, passerede vi Herderplatz ved den store kirke, St. Peter und Paul, med statuen af Herder. På turistkontoret forsynede vi os med et godt bykort og købte en lille bog om byen. Turistkontoret er i øvrigt nabo til (Lucas) Cranach Haus, en anden verdensberømthed, som har boet i byen. - Cranach d. Ældre (1472-1553) er ikke mindst kendt fra Wittenberg som portrættør af Martin Luther. Næste mål var den nærliggende smukke Park am Ilm med bl.a. Goethes Gartenhaus, som han efter sigende selv har designet med tilhørende have. Parken er anlagt som engelsk landskabshave med Dessau-Wörlitz som model - bare langt mindre. Vejret var overjordisk smukt, et perfekt matcht til omgivelserne. Fra Gartenhaus er der ikke langt til Haus "Am Horn", der er skabt af Bauhaus skolen på opfordring af bystyret, der godt ville se et konkret eksempel på, hvad deres penge egentlig gik til, og resultatet blev (naturligvis) et funkis-hus, som var en komplet nyskabelse og dermed vakte stor ophidselse. Dengang skulle et ordentligt hus jo helst være i klunkestil, dvs. det helt modsatte. Vi fandt da også let stedet, men havnede i et vældigt kaos med snesevis af køretøjer, et mylder af mennesker og en ustyrlig masse udstyr til filmoptagelse med huset som kulisse/hovedperson. Man var i fuld gang med at optage en scene til en film om - Bauhaus, idet det i 2019 er 100 år siden skolens start i byen. Og vi var ikke velkomne, selv om folkene var venlige nok. Under optagelsen skulle alle (bortset fra skuespillerne) være helt stille, og det er jo ikke så nemt, hvis turister myldrer rundt.

Vi fortsatte rundt i parken, bl.a. forbi Römisches Haus, Franz Liszt mindesmærke og hans nærliggende hus i kanten af parken. En hel bydel er optaget af universitet, der nu hedder Bauhaus-Universitet Weimar, så de har nok fortrudt, at de jog dem ud af byen i 1925... Næste mål var Schillers Wohnhaus, som meget passende ligger i Schillerstrasse og nu er museum. Mange af genstandene er replika, men hans arbejdsværelse indeholder en hel del ting og møbler, som han faktisk brugte. Der er tale om et stort og velindrettet hus, hvor Schiller lagde beslag på hele den øverste (mansard-) etage, så den flittige digter kunne få fuldstændig arbejdsro. Pengene slog aldrig helt til, selv om han havde stor succes med sine værker, men via venskabet med Goethe fik han en vis understøttelse fra staten/fyrsten.

Derfra gik til Historischer Friedhof med Fürstengruft, i hvis kælder Goethe og Schillers sarkofager står blandt ca. 40 andre, der alle tilhører fyrsteslægten. Schillers sarkofag er ganske vist tom, da de var så mange år om at hædre ham på denne måde, at de ikke med sikkerhed kunne lokalisere hans legemlige rester; i stedet gættede man ud fra kraniets form og forsøgte en helgardering ved at blande flere forskellige skeletter... En DNA-analyse har fastslået, at ingen af knoglerne stammer fra Schiller. Sarkofagen er derfor nu tømt, men har altså alligevel fået lov til at blive stående ved siden af Goethe. - Vi undrede os lidt over, hvor deres respektive koner var blevet af i de mange overvejelser og beslutninger, men koner rangerede nok dengang (!!!) lidt lavere, så de har sikkert slet ikke indgået i drøftelserne. Lige over Füstengruft fandt vi i øvrigt Goethe-familiens gravsted, der næsten er nabo til Charlotte von Steins sidste hvilested. Album.

Den 27. maj: Gera og ankomst til Dresden.

Gera ligger på motorvejen mellem Weimar og Dresden. Byen vakte vores opmærksomhed, fordi maleren Otto Dix (1891-1969) blev født her. Hans fødehjem er bevaret intakt og er nu indrettet som museum med en dokumentation af hans livsløb og en større samling af hans kunst. Han er bl.a. særegen derved at han meldte sig frivillig til 1. verdenskrig og deltog som maskingeværskytte i forreste linie 1915-18. At overleve dette er i sig selv et mirakel. Som kunstner var han altid helt fremme, bl.a som dada-ist og eksperimenterede med kubistiske og futuristiske forme. Oplevelserne i skyttegravene kastede et utal af værker af sig. Nazisterne afskyede hans værker, der blev dømt "entartet" og fjernet fra muserne, og han blev fyret som professor. Han klarede sig igennem 2. verdenskrig som landskabsmaler i Sydtyskland. Ved ikke at udvandre undgik at miste et stort antal værker.

I Dresden følte vi os straks velkomne på det velbeliggende hotel med gode parkeringsmuligheder og inden for gåafstand til den historiske bykerne - hvilket kastede nogle fotos af sig efter et dejligt aftensmåltid på vejen. En perfekt start. (Lille) Album.

Den 28. maj: Dresden

Vi havde i skyndingen glemt, at ligesom de fleste/alle forretninger i Tyskland er lukket om søndagen, så er de fleste museer lukket om mandagen, og det er altså mandag i dag. Imidlertid tog vi en sporvogn til Albertplatz i Neustadt, dels for at stikke hovedet indenfor i Putins gamle stamcafé, "Am Thor", hvor han drak sin fyraftensbajer og ellers ikke gjorde meget væsen af sig. Han og andre KGB-officerer holdt til i en villa i Angelikastrasse tæt på Stasi-hovedkvarteret. Han boede sammen med hustruen, Ludmila, i en 2-værelses lejlighed i nærheden. En af parrets døtre blev født i Dresden. Han kom til byen i 1985 og var der til 1990. Efter DDR's sammenbrud kom Putin til at stå over for en ophidset menneskemængde, som havde besat Stasiarkivet for at forhindre de ansatte i at destruere alle dokumenterne. De fortsatte over til KGB-villaen med samme hensigt, men her trådte Puten frem og meddelte, at villaen var sovjetisk territorium og andre KGB-folk gjorde sig klar med våben i hånd. Så fortrak folkemængden.

Næsten lige over for Am Thor ligger Neustädter Markthalle, hvor der blandt mange fødevarebutikker ligger en lille læderbutik, som har punge i perfekt størrelse, hvor Jytte gjorde sit første julegaveindkøb til et af børnebørnene.

Tær herved ligger Erich Kästner-museet, som vi aflagde et besøg. Mange af os har haft uddrag fra ham i tyskundervisningen, f.eks. "Drei Männer im Schnee", men er også kendt fra "Emil og detektiverne".

Med sporvogn tilbage over Elben til Altstadt, hvor vi via Brühlsche Terrasse gik til Residenzschloss med Grüne Gewölbe, som også havde åbent. Vi valgte denne gang Das Neue Grüne Gewölbe og blev igen bjergtaget over, hvad der var teknisk og kunstnerisk muligt i 1500 og 1600-tallet. På vejen hjem aflagde vi Frauenkirche et besøg. Døren er (næsten) altid åben, og kirken er lige så enestående indvendig som udvendig. (Lille) Album.

Den 29. maj: Meissen Manufaktur.

Besøget var et stort ønske for Jytte, mens jeg var lidt skeptisk. Men hun havde helt ret. Meissener prorcelæn er på alle måder enestående; lige fra ophavsmanden, August den Stærke, som beordrede nogle videnskabsfolk til at fremstille guld, som han altid havde for lidt af, men som i stedet opfandt porcelænet, der faktisk var lige så indbringende som guld. Opdagelsen var en kendsgerning i 1710 og August spærrede omgående opfinderne inde på en borg i Meissen lidt nord for Dresden for at holde det hemmeligt. Og Meissen har været hjemby lige siden, dog ligger fabrikken nu et par km fra borgen. Meget mere om historien her.

Vi var så heldige at ankomme samtidigt med en stor gruppe danskere, der havde bestilt fabriksbesøg på dansk til demo af fremstillingsprocesserne og udstillingslokalerne samt et stort museumsområde. Det hele gav et nærmest overvældende indtryk. Både det fantastiske kunsthåndværk og de astronomiske priser, der til dels lader sig forklare med den enorme indsats af højt specialiserede og fantastisk dygtige mennesker/kunstnere, som udstrålede stor stolthed over resulatet af deres arbejde. Album.

Den 30. maj: Potsdam

Op til endnu en smeltende varm dag med over 30 grader i skyggen.

Første mål var Glienicke Brücke, som mange måske husker i forbindelse med store spionfilm, hvor de respektive agenter udveksles præcis på broens midte, der jo var grænse mellem øst- og vestblokken. Senest "Bridge of Spies" fra 2015 med Tom Hanks - og Glienicke Brücke - i hovedrollen.

Fra broen er der kun få hundrede meter til den store Neuer Garten med bl.a. slottet Cecilienhof, der i juli-august 1945 var rammen om Potsdam konferencen, hvor Europas fremtid blev bestemt af de sejrende magter. I denne ende af Heiliger See havde det meget varme vejr lokket en del badegæster til, hvoraf de fleste åbenbart var glødende tilhængere af nudismen, men det er på en måde også en underlig skik at gå i vandet med tøj på for bagefter at døjes med at få det tørt igen... Men vi havde desværre slet ikke tænkt badning, så vi begav os videre gennem den ca. 400 tdr. land store park, bl.a. forbi Marmorpaladset, der ligger lige i vandkanten.

Med sporvogne tog vi via hovedbanegården til den endnu meget større Park Sanssoucis på ca. 290 hektar og en samlet stilængde på ca. 70 km. - Vi ville egentlig godt have været ind på slottet, men med ca. 2 timers ventetid opgav vi dette og gik videre til det langt større Neues Palais, hvor kejser Wilhelm den II. underskev Tysklands krigserklæring i 1. verdenskrig. Også her afstod vi fra at komme ind, da der var så umanerlig langt til billetkontoret. Vi gik i stedet hjem til vort nærliggende hotel og tømte minibaren for kolde øl (der var i alt 2 til deling). Album.