Retur
Optegnelserne er overvejende lavet på selve dagen efter ankomsten til overnatningsstederne.
Knap 900 km, turens længste ”enkeltetape” med de vejarbejdshærgede tyske motorveje – er der noget at sige til, at vi var lidt betænkelige? – Når vi absolut ville helt til Nürnberg, var det for at overnatte på sidste turs bedste hotel, åbenbart en stærk motivationsfaktor. Vi trillede ud af carporten kl. 5:15, et kvarter forsinket, og var fremme ved hotellet kl. 15:30 efter diverse pauser og forsinkelser pga. Stau/vejarbejde, dvs. vore bekymringer havde – igen – været inderligt overflødige; men sådan er det jo ofte: Hvis man ikke tager sorgerne på forskud, risikerer man helt at gå glip af dem, og det går jo heller ikke…
Hvis man ellers gider kigge efter, er Tyskland et smukt land, og Hyundai’en spandt som en liderlig hankat, mens den i ganske sparsom grad labbede lidt diesel i sig. Det er jo trods alt dens første langtur på tyske motorveje, så hvem kunne så vide det? Faktisk kørte vi nemt hele vejen fra Esbjerg til Nürnberg uden at tanke, endda med ca. tilbage 200 km i tanken ved ankomsten.
Efter yderst venlig modtagelse og indflytning kunne vi gå i det dejlige wellness-område på etagen ovenover, hvorefter det var tid til aftensmaden, der blev en enestående rump steak (culotte) med 0,5 liter velfortjent øl til. Kunne ikke være bedre.
Efter en god nattesøvn blev vi bestemt ikke skuffet over en overdådig morgenbuffet med ALT, plus en del ekstra, som vi indtog i havestuen ud til gaden, og vejret kan ikke være bedre med grader først i tyverne og sol samt næsten vindstille. Nu sætter vi kurs med Schloss Schleisheim i det nordvestlige hjørne af München.
München Bayerns hovedstad. Ult. 2013 var indbyggertallet 1,4 mio., nu ca. 1,5 mio. Absolut flere rejser værd; måske for de fleste mest kendt for Oktoberfesten, men byen ligger på alle områder helt i toppen blandt hovedstæder i Europa.
Små 200 km fra Nürnberg til vort (gammelkendte) hotel i den østlige bydel, nær messecentret. Men på ingen måde den direkte vej: Vi brugte det mest af dagen på det enorme slotsanlæg i byens nordvestligste udkant, i den lille landsby Schleissheim. Kurfyrst Maximilian den 2. Emanuel (1662-1723) gjorde sig en overgang forhåbninger om at blive tysk-romersk kejser, og så skal rammerne jo være i orden. Han tog derfor fat på at bygge et slot, der kunne gøre Versailles rangen stridig som Europas største og flotteste. Drømmen om kejserværdigheden gik nu ikke i opfyldelse, og slottet blev først færdigt under hans barnebarn sidst i 1700-tallet. Men storslået er det godt nok, se fotoalbum.
Ved godt 14-tiden havde vi set både Neues og Altes Schloss samt lidt af det mange kvadratkilometer store parkanklæg - alt udlagt i fuldkommen symmetri i bedste franske barok-stil. Vi kørte dernæst tværs gennem München, faktisk uden at køre forkert en eneste gang, og det var jo slet ikke så ringe. I morgen bliver det helt store museumsorgie! Vi er klar.
Dag 2 i München, 0 km. Vi bor temmelig langt ude i den østlige del af byen, tæt på messecentret, så for at komme til det store museumskvarter med pinakotekerne skal vi først med bus, så S-bahn og til sidst sporvogn eller bus; det tager derfor en tre kvarters tid at nå frem, men ”rejsen” er meget hyggelig i rene og behagelige transportmidler.
Der var på forhånd dømt museer og primært museer, vi ikke havde besøgt tidligere, og sådan blev det da også med start på Pinakothek der Moderne, der langt oversteg vore forventninger. – Vi blev straks optaget af industriel formgivning og møbelkunst. Fotoalbum.
Næste mål blev Lenbachhaus med en hel etage helliget kunstnergruppen ”Der blaue Reiter” og i sig selv en rejse værd (hvis man er til den slags…). Franz von Lenbach himself så vi ikke meget til, men han må da have skovlet en uhyrlig masse penge ind på sin kunst, når man betænker de fyrstelige rammer, han arbejdede i. Hans mest kendte værk er måske portrættet af Otto von Bismarck. Meget mere om Franz von Lenbach her. Fotoalbum.
Stopfodrede og lettere medtagne af den bagende hede rundede vi også lige Neue Pinakothek, som vi godt nok også besøgte i 2013, men som altid er et besøg værd. Hjemturen endte som en opvisning i total kaos i storbytrafik, nemlig da vi skulle med bussen de sidste ganske få km: Alt var gået helt og aldeles i stå, så det ville have været betydeligt hurtigere at gå, men vi var altså noget trætte og skulle ikke nå noget. Fotoalbum.
To museer var pensum i dag: Villa Stuck og Bayerische Nationalmuseum, begge ret tæt på hinanden på Prinzregentstrasse med floden Isar mellem sig, Villa Stuck i nr. 60 og Nationalmuseet i nr. 3.
Vi startede med Villa Stuck, bygget og til sin død beboet af kunstneren Franz von Stuck (1863-1928), en såkaldt malerfyrste, fordi han blev så umådelig succesfuld, rig og berømt. Han kom af jævne kår, men blev adlet og levede et passende kunstnerliv: Huggede den ældre kollega, Franz von Lenbach's muse, Mary Lindpaintner, ung enke, amerikansk født - så var det venskab slut. Men der var naturligvis andre damer på spil: Anna Maria Brandmaier var hans ungdoms kærlighed og en af modellerne for Stuck's berømteste maleri: Synden. Hun blev mor til deres fælles datter, Maria Franziska, alle de tre kvinder, der betød mest for ham hed således Maria, se den lidt kringlede udredning her. Franz von Stuck døde pludseligt og uventet som 65-årig af et hjerteinfarkt, Mary/Maria få uger senere, hvorerfter helvede brød løs om arven.
Besøget fik et noget atypisk forløb; der er tale om et lille museum, og vi blev - efter tur - beslaglagt af samtlige kustoder (en i hvert rum, som absolut ville fortælle dels om museet og dets historie og dels om deres eget liv), så det var faktisk på det nærmeste umuligt at få lov til uforstyrret at udforske stedet. Adolf (Hitler) blev også rodet ind i det: Eva Braun havde boet i et nabohus, og Adolf havde "Synden" hængende i sit soveværelse (billedet var enorm populært, så derfor malede Stuck - som var en meget dygtig forretningsmand - det i 12 eksemplarer). Vi fik også et tip om Hitlers bopæl lige i nærheden (Prinzregentenplatz 16, nu tilhørende politiet), men nåede ikke forbi. Fotoalbum.
Lettere udmattede gik vi til Bayerische Nationalmuseum, hvor vi var tæt på at være eneste gæster i en enorm slotslignende bygning. De havde godt nok megen kirkekunst, som vi nærmest spurtede igennem, men også nogle fine jugendstil genstande, nogle skulpturer - og et maleri af Cranach d. Ældre: Salome med Johs. Døberens hoved på et fad. Fotoalbum.
Udenfor var det o. 35 grader i skyggen, men vi satte kursen mod Bayerns største indkøbscenter, Olympia Einkaufscentrum ved/i den olympiske by. Det første stykke var med sporvogn med afgang fra kanten af Englischer Garten: Ud af sporvognen steg en stor flok drivvåde unge mennesker i badetøj; der bades på livet løs i parken på varme dage, men det var lidt spøjst, at de mildest talt efterlod en sporvogn, hvor vandet flød på gulvet. - Besøget i Olympia blev en stor succes, idet Jytte straks fandt noget tøj, som hun lige stod og manglede, efter sigende til en fornuftig pris...
Om München har vi fremdeles kun godt at sige. Byen har virkelig en puls, der rammer én, byggeaktivitet overalt vidner om en by i kraftig vækst, den offentlige transport er forbilledlig (også billig), og den er et overflødighedshorn af alt fra øl og hornmusik til den mest forfinede kultur samt store grønne områder.
To gamle kending fra min cykeltur i 2015, som Jytte nu også fik lejlighed til at nyde. Dengang missede jeg Hitler-fængslet, men blev betaget af den katolske kirke, Maria Himmelfart.
Den gamle bykerne er meget smuk og kirkens indre giver uvilkårlig en wau-oplevelse. Men først kørte vi forbi fængslet, der i høj grad er i "drift" den dag i dag; - blandt de indsatte var indtil for nylig fodboldstjernen, Uli Hoeness, der åbenbart ikke ganske blev behandlet som de øvrige indsatte.
Adolf Hitler blev indsat her til afsoning efter det såkaldte ølstue-oprør i München, men blev også lempeligt behandlet, løsladt før tid og efter udnyttelse af tiden tiden i cellen til at skrive "Mein Kampf", der gjorde ham til mangemillionær, noget han ikke skiltede med. - Da vi kørte ind på pladsen foran hovedindgangen, blev vi omgående kontaktet af en fængselsbetjent, der godt lige ville vide, hvad vi havde der at bestille. Som sandt var, angav vi ønsket om lige at nappe et par billeder, og det havde han ikke spor imod...
Til gengæld var det en udfordring at finde en P-plads i bymidten, men det var i den grad besværet værd. Jyttes reaktioner på kirkens indre og byen i det hele taget overgik alle forventninger. - Et tip fra en af de omklamrende kustoder i Villa Stuck var sjovt nok en is-café på torvet, "Mr. Gelato", som vi omgående fandt. Vi bestilte to bægre med is, Jyttes med hasselnødder og min med After Eight; vi kunne følge klargøringer, der indebar hele to granvoksne mænd i arbejde i en rum tid, hvorefter de stillede to bægre foran os, hver med vel ca. 0,3 liter is, flødeskum og en hel del yderligere udstyr. Jeg klarede med nød og næppe at spise op, men Jytte måtte give fortabt, længe inden bunden var i syne, men mens vi kæmpede tappert med denne udfordring, blev vi godt underholdt af indtil flere brudepar, der skulle vies ved middagstid i nabobygningen, der er både turistkontor og rådhus. - Vi var i øvrigt enige om, at damerne i Landsberg am Lech gennemgående ikke er helt så slanke, som deres artsfæller i München, men ellers er der bestemt ikke noget i vejen med dem. Fotoalbum.
Således stopfodrede begav vi os på vej mod Wieskirche lidt nord for Füssen, måske den smukkeste af alle smukke sydtyske barokkirker. - Jeg vil her nøjes med at henvise til link og fotoalbum. - Ethvert arkitekturhistorisk værk med respekt for sig selv har billeder af og en artikel om kirken.
Fra Wieskirche kørte vi stik vest i kanten af Alperne, der skyder op lidt som et mulvarpeskud. - En meget smuk tur, der fortsættes i morgen mod Freiburg.
Efter et solidt morgenfoder og afsked med de venlige mennesker i Maierhöfen sattes kursen mod Freiburg, og det gik da også fint, indtil et sted langs Bodensee, hvor der blev meldt vejarbejde og Umleitung, og så var der ellers trafikkaos den næste time til halvanden, mens vi stille og roligt helt og aldeles mistede orienteringen: Uanset hvad vi gjorde, vendte vi tilbage til samme samme problem: Vores kurs var lukket land. Heldigvis havde vi medbragt gode, gamle kortbøger, som reddede situationen for os, idet vi kunne finde nogel stednavne, der bragte os i den rigtige retning, og med små to timers forsinkelse nåede vi til Freiburg centrum, hvor der var ca. 1 million mennesker: Vinfest og 30-35 grader i skyggen. MIrakuløst fandt vi en P-plads i et underjordisk p-hus, 3 etager under jorden. Freiburger Münster var godt nok mørk indeni, men også sval og behagelig. '
På vejen tilbage til Hyundai'en forvildede vi os ind i Galeria Kaufhof Freiburg, hvor jeg endte med lidt indkøb (en polo med lomme (!) og en livrem i læder), men så var vi også klar til at finde hotellet lidt uden for byen. Dejligt værelse med udendørs temperatur... Album.
Efter en hed nat (går udelukkende på værelsets temperatur!) og det sædvanlige, dejlige tyske morgenmåltid tog vi afsked med det flinke personale, der - efter at have givet os elevatorblikket - tilbød hjælp med bagagen, hvad vi dog venligt afslog. Da vi var næsten færdig med at stuve bilen, blev vi antastet af en ældre herre, der absolut ville fortælle os om sine enestående oplevelser i en fjern fortid i Danmark. Den slags tager vi os altid god tid til, da det jo både er hyggeligt og god sproglig træning.
Frankrig er ligesom Tyskland forretningsmæssigt i coma på søndage, men museer, kirker og restauranter har da åbent. Mere har vi strengt taget heller ikke brug for, og som bonus er trafikken meget begrænset i byerne. - Vi havde tre punkter på dagens menu i Colmar:
Bartholdi-museet. Auguste Bartholdi (Colmar, 1834 - Paris, 1904) er skaberen af Frihedsgudinden i New York. Museet er indrettet i familiens oprindelige bolig i Colmar, hvor man kan se en masse af forarbejderne til hans skulpturer. Et overskueligt og rart lille museum. Fotos.
Eglise des Dominicains (Dominikanerkirken), en stor og smuk kirke med et berømt alterbillede: Madonna i rosenhaven af Martin Schongauer (ca. 1445-1491). Fotos.
Musée Unterlinden med Isenheimalteret og meget andet. Alteret er Matthias Grünewalds hovedværk, ca. 1513-15. Værket er med rette verdensberømt, og man forbløffes uvilkårligt over, hvor gammelt det er i betragtning af farvernes sammensætning og friskhed. Det rummer i virkeligheden en lang række billeder, der kan foldes ud og ind til bestemte højtider. Fotos.
Vi havde med omhu reserveret overnatning i Ammerschwihr med henblik på vinkøb og spisning hos en vinbonde, som vi tilfældigt stiftede bekendtskab med i 2013. Vi blev hurtigt enige om et par kartoner, der blev prøvesmagt i et lokale, der fik os til at forhøre os om husets alder, da det ikke virkede specielt moderne: Det er fra 1500-tallet. Fotoalbum Colmar.
Via-punktet Aschaffenburg skyldes ét ganske bestemt mål: Et helt nyt Christian Schad-museum. Efter at vi var taget hjemmefra opdagede vi imidlertid, at færdiggørelsen af museet er forsinket, men at nogle få af hans værker i mellemtiden er udstillet på Schloss Johannisburg, (et stort, flot renæssance slot) der er lukket på mandage...
Da vi i mellemtiden havde booket en ekstra overnatning ved Hannover, gav det os alligevel den fornødne tid til at besøge dette - viste det sig - dejlige museum i dag (tirsdag). Museet rummer verdens største samling af korkmodeller af især Roms antikke ruiner og bygningsværker. Modellerne er lavet af fyrstens hofkonditor (!) o, år 1800 og forbløffende naturtro, naturligvis i nøjagtig målestoksforhold.
Christian Schad malerierne, få som de var, gjorde et meget stort indtryk, specielt billedet af hans kone, "Bettina 77", hvor tallet er årstallet for værket, er i sig selv en rejse værd. Desværre er fotografering på lige netop dette museum helt og aldeles forbudt, men jeg har fundet en gengivelse på nettet, klik her.
Turen (3/7 - 12/7 2017) forløb i alle henseender, som vi havde håbet: Dejligt vejr (med undtagelse af turen hjem fra Hannover i silende regn), over gennemsnittet gode overnatningshoteller, en perlerække af kunstmuseer, pragtfulde kirker, dejlig natur og den i særklasse høflige og venlige tyske omgangsform.
