USA, maj 2006, en dagbog.

10. maj 2006

Vækkeur kl. 0430, afhentet af Peter kl. 0530. Vi har lavet en aftale om gensidig transport Esbjerg – Billund efter behov, således at bilen kan blive hjemme i carporten og få huset til at se beboet ud.

Ruten gik Billund – Manchester – Boston, hvilket fungerede helt upåklageligt. Lufthavnen i Manchester er betydeligt mere overskuelig end de europæiske storlufthavne. Vi var i transit, hvilket alligevel havde den uventede effekt, at vi blev kaldt over højtaleren for at få et særligt sikkerhedstjek. Vi havde godt nok lagt mærke til, at det lød som om de ville tale med en Mr. Johansen, hvilket vi morede os en del over, for det hedder vi jo. Efterhånden som afgangen nærmede sig blev de mere og mere insisterende, ja nærmest bedende, men lyden var dårlig, og vi er halvdøve. Til sidst blev vi enige med en tilfældig medpassager om, det måske alligevel var os, de ville i snak med. Jamen, hvor blev de glade, vi blev krydsforhørt og ført uden om køen og direkte til flyet. ..

Turen over Atlanten varede 6 timer, men der var en del servering ombord, så Jytte brugte tiden på at spise og sove, mens jeg tænkte strategiske tanker.

Vejret i Boston var mildt sagt elendigt: Silende regn og 9 grader med en frisk vind, så Esbjerg forekommer nærmest sydlandsk i sammenligning.

Da vi havde haft en umanerlig masse bøvl med at leje en bil gennem et rejsebureau i Esbjerg, var vi noget spændte på forløbet i Boston, men det ser ud til at gå meget godt. Vi fik en splinterny Chrysler Malibu, en såkaldt ”Intermediate”, men vi kan nu ikke komme i tanker om noget, der mangler. Det værste er lige at finde ud af, hvordan alle finesserne virker. F.eks. havde vi problemer med at rulle vinduet ned, da vi skulle ud fra udlejningsfirmaet, men hvis man klarer de første 30 miles, er der gode chancer for, at resten af turen går uden problemer.

Vi fandt det motel, som vi havde udset os, uden problemer. Det ligger lige ved en station, så vi kan lade bilen stå ved motellet og suse downtown i en fart.

11. maj 2006

Det gjorde vi så under regntunge skyer, der gav moderat regn i starten, hvorefter det så var tørvejr om eftermiddagen. Hvad skulle vi så bruge et brugbart vejr til? – Vi skulle GÅ på Freedom Trail, der fører en gennem den amerikanske frihedskrigs historie, eller i hvert fald en pæn del af den, idet en stor del af prologen udspillede sig i Boston, jf. te-selskabet i Boston, december 1773.

I Old State House fik vi en grundig indføring i begivenhederne, der endte med løsrivelse og dannelse af De Forenede Stater (13 på dette tidspunkt), herunder ikke mindst hvorledes den amerikanske forfatning blev til, idet Massachusetts sammen med Virginia var ledende stater i processen, der endte med forfatningen og uafhængigheden.

Da vi opdagede, at Boston er hjembyen for de lokaliteter, der dannede kulisserne for serien ”Sams Bar”, måtte vi lige et smut forbi adressen.

12. maj 2006

Lang køretur fra Boston til Harrisburg i Pennsylvania, ca. 28 miles nord for Gettysburg, målet for hele den 13. maj. Vejret var overskyet og med varsel om en masse regn undervejs, hvilket i den grad holdt stik, men inden vi nåede New York var det overstået. New York, som vi kom en del mere i nærkontakt med end planlagt…

I Boston havde jeg købt Microsofts Trips and Streets 2006, et fantastisk kortsystem, som understøtter GPS og med stemmevejledning, lige til at installere på den medbragte laptop. Jytte sad så med den på skødet (det rette element for en laptop…), kunne følge med i ruten og se præcist hvor på ruten vi befandt os. Ruten førte os via en motorvej gennem udkanten af New York, men skulle så flette sammen med en anden af slagsen. Denne sammenfletning fik imidlertid en portion spagetti til at se velordnet ud til sammenligning, og pludseligt meldte damen (nogle kalder hende for ”vejfissen”, men det gør vi naturligvis ikke) ”Off route”. Så kom vi ellers en tur gennem Bronx og Harlem. Bevar os vel for en trafik og for en by, den må vi se nærmere på en gang uden bil, det er simpelthen overvældende. Nå, men takket være nerver af stål - og vort glimrende satellitstyrede navigationssystem - fandt vi tilbage til ruten og fortsatte mod målet. Vi har kun rosende ord tilovers for amerikanernes trafikkultur. Godt nok er der forholdsvis lave fartgrænser, men så glider trafikken til gengæld, hvis altså ikke lige den er gået i stå af forskellige årsager. Lastbiler og personbiler er underkastet samme fartgrænser, hvilket faktisk er genialt, idet alle kører med samme hastighed (Undtagelsen herfra viste sige senere at være Michigan). Men underligt er det at blive overhalet af disse giganter, der kører som var de personbiler. Vi har faktisk ikke set ét eneste tilfælde af aggressiv eller uforsvarlig kørsel.

Vi missede desværre lige præcist det motel, som vi havde planlagt efter og befandt os i stedet på en ensrettet vej ind på en betalingsmotorvej… Vi drejede fra snarest muligt (10 miles) lige ved et Best Western Hotel, som var rigtig dejligt og faktisk i tilgift billigt, men vi havde nu taget hvad som helst, så trætte som vi var. Til min overraskelse var der trådløs adgang til Internettet. Desværre kan jeg ikke bruge Outlook Express til sende mails fra, mens det går fint med at modtage, så jeg lavede en udførlig beretning, som jeg så ville sende vha. webmail, men så vidt jeg kan skønne forsvandt det hele i cyberspace til glæde for ingen og stort besvær for mig selv.

13. maj 2006, Gettysburg.

Programmet for hele dagen var slagmarkerne fra den amerikanske borgerkrig. Slaget strakte sig over 3 dage, nemlig 1., 2. og 3. juli 1863 og er det hidtil blodigste i USA’s historie med et samlet tabstal (dræbte, sårede og savnede) på over 50.000. Slagmarken er enorm, ca. 10x10 km, og med ca. 1.300 mindesmærker i form af statuer og mindetavler. Vi købte en 2 timers guided bustur, som førte os rundt i området med stop på nogle vigtige stedet. Guiden, Jim, var fremragende: humoristisk, underholdende, pædagogisk og meget vidende; han kendte f.eks. udmærket vores krig i 1864. Nogle få måneder efter slaget, i november 1863, besøgte præsident Lincoln slagmarken og holdt sin berømte Gettysburg tale, der i dag er pligtlæsning for alle amerikanske skolebørn[1]. Vi var blevet advaret om, at der er lidt for meget tivoli over stedet, men det synes vi nu ikke er tilfældet. Amerikanerne er fremdeles voldsomt optaget af borgerkrigen, der stadig er grundlag for endeløse diskussioner og gisninger. Det er stadig en kendsgerning, at den kostede større tab end samtlige andre krige tilsammen, som USA har været involveret i. Krigens store gevinst er, at De Forenede Stater blev genoprettet. I modsat fald kunne man måske forestille sig et område med småstater som Mellemamerika med fortsatte indbyrdes krige.

Det viste sig, at præsident Eisenhower havde en farm lige i udkanten af området. Farmen købte han lige efter 2. verdenskrig i forvisning om, at han nu skulle på pension, hvilket dog ikke blev tilfælde, idet han først blev udnævnte til den første øverstkommanderende for det nystiftede NATO og dernæst blev USA’s præsident i 2x4 år. Eisenhower benyttede ofte farmen som mødested med de daværende ledere i verden: Churchill, De Gaulle, Krustjov, Nehru osv. Familien donerede farmen til den amerikanske stat med indbo og det hele og den står nu præcis, som da hans enke døde i slutningen af 70’erne.

Vejret var perfekt: 22-23 grader og solskin.

Kl. ca. 16 kørte vi videre mod syd og fandt overnatning i Leesburg i Virginia. Vi har et kæmpe værelse med high speed Internet adgang og en seng på størrelse med vores carport hjemme i Esbjerg. Ruten går gennem Shenandoah-dalen, der var skueplads for så mange blodige slag, men som er vidunderlig smuk. De fleste af stednavnene er tyske, idet området i vid udstrækning blev beboet af tyske immigranter. Alt virker utrolig velordnet og pinlig rent, som vi ellers kun kender det i Schweiz og Østrig.

14. maj 2006

MS Streets & Trips fandt med lethed ruten til Lexington, VA, hvor de to største sydstatsgeneraler har deres sidste hvilested: Robert E. Lee og Thomas J. ”Stonewall” Jackson. Efter krigen kom Lee til Lexington som rektor for militærakademiet, VMI, som han reorganiserede og pustede nyt liv i. Han døde kun fem år senere og ligger begravet i et lille kapel på området, der stadig fungerer og som vrimler med kadetter (I dag vrimlede det også med stolte mødre, idet det er Mothers Day, hvilket de ikke tager let på her på disse kanter). Lee’s foretrukne hest, Traveller, ligger begravet lige uden for Lee’s krypt, som det passer sig for to uadskillelige krigskammerater. – Traveller har i øvrigt (med lidt hjælp fra John Adams) skrevet en meget læseværdig bog om tiden med Lee. (Bogen kan fås på biblioteker i DK).

En anden af byens verdensberømte soldater er general George C. Marshall, kendt fra Marshall-planen. Der er indrettet et G. C. Marshall museum på akademiet grund, hvor man kan se en lang film om hans fantastiske karriere. Som noget ret enestående kan nævnes, at han i 1953 modtog Nobels fredspris, der jo normalt absolut ikke gives til generaler… I samme museum findes Stonewall Jackson’s hest, Little Sorrel. Den står om ikke i lyslevende så i det mindste i udstoppet stand tillige med forskellige af generalens effekter, bl.a. en uniform og den regnfrakke han havde på, da han ved en tragisk fejltagelse blev skudt af en af sine egne soldater.

Stonewall Jackson fik sit udødelig tilnavn i borgerkrigens første rigtige slag, Bull Run (first Manassas[2]), juli 1861, hvor han i modsætning til de fleste andre stod urokkelig fast med sin brigade. En sydstatsgeneral (som blev dræbt et øjeblik efter) råbte: ”Look! There stands Jackson like a stone wall!”. Han blev senere Lee’s mest betroede general og sammen bankede de yankeerne nærmest efter forgodtbefindende, indtil det gik galt i maj 1863 i slaget ved Chancellorsville. – Mange sydstatsfolk hævder den dag i dag, at Lee med Jackson ellers ville have vundet krigen, f.eks. mener de fleste, at slaget ved Gettysburg to måneder senere ville være blevet vundet, hvis Lee stadig havde haft Stonewall.

15. maj 2006

Dagen begyndte hvor den foregående slap: Med forsøg på at finde et hotel/motel i Washington DC eller omegn. Det blev hurtigt klart, at værelser enten var afsindigt dyre (10 – 20.000 kr. for 4 nætter) eller udsolgte. Som et sidste forsøg ringede vi til et Motel 6 inde i byen og så var den hjemme. Godt nok måtte vi acceptere et rygerværelse, men der var jo intet krav om at vi SKULLE ryge, så pyt da, tænkte vi. Jeg havde nu godt nok svoret på, at jeg IKKE ville til at køre bil downtown Washington, men jeg kunne ligesom mærke på Jytte, at der ville gå lang tid, inden hjemmebagt brød ad libitum igen ville være en mulighed, hvis jeg ikke brød det løfte.

Men først satte vi kursen sydøst mod Appomattox Court House, hvor generalerne U. S. Grant og R. E. Lee mødtes den 9. april 1865 efter nøjagtig 4 års borgerkrig og 635.000 faldne, og hvor Lee kapitulerede. Stedet er absolut et besøg værd; i dag var der vel 7-8 biler, så det var helt ideelt. Den lille landsby er rekonstrueret, som den så ud i 1865, og der er indrettet et lille museum med fremvisning af film og forskellig dokumentation. Personalet, ”rangers” er venligheden selv og fortæller hellere end gerne om stedet og begivenhederne.

Derefter lagde vi en rute ind til Washington DC, ca. 200 miles. Den (GPS’en) førte os forbi Pentagon, lige gennem centrum tæt på Capitol og videre nordpå i byen. Det varede ikke længe, før stadsen gik af omgivelserne: Beboerne blev sortere og sortere, og i nærheden af vort bestemmelsessted blev indholdet af skraldespandene studeret meget indgående. Der er naturligvis ikke restaurant på Motel 6, så vi gik en tur for at finde en. Vi var stort set de eneste hvide både ud og hjem, en noget uvant fornemmelse, og vi udvekslede alle de historier, som vi har hørt, om folk der er blevet udplyndret i sådanne kvarterer, men i det mindste har vi nu klaret frisag dag ét! – Der er i øvrigt en nær sammenhæng mellem pris og kvalitet her i landet; hvis noget er billigt, kan man roligt gå ud fra, at det også er derefter… Motellet skal dog have et par bonuspoints for gratis trådløs internetadgang.

16. maj 2006

Jytte hundsede med mig, fordi vi skulle skynde os til Det Hvide Hus. I henhold til Politikens ”Turen går til USA” fra 1996 er tirsdage og søndage nemlig lig med åbent hvidt hus. – Jeg havde godt nok tjekket på Internettet og set, at meget har ændret sig siden 11. sep. 2001, men det hjalp ikke. Vi skulle nu også først lige hitte ud af at komme derind, hvilket viste sig nogenlunde fremkommeligt, idet der ligger en metrostation ca. 1 km fra motellet. Billetter købes udelukkende i automater, og så var vi godt nok på skideren, hvilket straks blev observeret af metro-funktionær. Tålmodighed var nu ikke hans stærke side, og havde han ikke været kulsort, var han sikkert blevet blå i hovedet, inden vi havde fattet systemet: Man kigger på en stor tavle med samtlige stationerne i Washington-området; ud for hvert navn står prisen. I automaten drejer man et hjul, indtil tallet i et display passer med prisen, og så smider man penge ind, indtil det stemmer, og så er den ged barberet. Ja, ja, det er skam simpelt nok, når man først ved det. Eftersom billetten tjekkes også ved den station, hvor man stiger af, er der ingen mulighed for at snyde (hvad vi da heller aldrig kunne finde på!).

Vi stod af på Metro Center, der ligger inden for gå-afstand fra Det hvide Hus. Over for ligger Visitor Center, hvor man bliver tjekket lige så grundigt som i en lufthavn. Centeret udstiller en masse information om huset og giver oplysninger om, hvordan man får lov til at komme ind… Den meget elskværdige enarmede mand (veteran fra Vietnam krigen) forklarede, at som udlændinge skulle vi have tilladelsen gennem vores ambassade, og snart var endnu en medarbejder i gang med at finde adresse og telefonnummer på den danske ambassade i Washington DC. Nå, men vi kunne da starte med at kigge på huset udvendigt fra. Det viste sig også at være vanskeligt: Dels er sikkerheden skærper meget og dels var der netop i dag statsbesøg og så var der en hulens masse militær til æresgarde og musik, og sårn noget. OK, vi vandrede så ned til Washington monumentet, der er en hulens stor obelisk 169 m høj – de går meget op i altid at have den største herovre). Herfra ringede jeg så til ambassaden og sagde, at Mor og jeg gerne ville have to billetter til Det Hvide Hus her i eftermiddag. Der blev stille i lang tid, og så blev jeg stillet om til endnu en venlig dame. Hun forklarede skånsomt, at det ville tage mindst ½ år, og at vi desuden skulle være en gruppe på mindst 10 personer… Heldigvis var det nok til at overbevise Jytte - jeg havde jo frygtet, at hun ville trave op til ambassaden for at insistere.

Vi gik herefter op til Capitol (deres svar på Christiansborg) og videre derfra til Lincoln Memorial. Tæt på er der et mindesmærke, en v-formet mur med alle navnene på de faldne i Vietnam krigen. Begge mindesteder var fyldt med mennesker. Området har desuden mindesmærker for andre krige og andre præsidenter. Det er stort, kæmpestort, men helt rent og indbydende. Vi gik tilbage og bagom Det Hvide Hus, som man kommer noget tættere på her.

Vi havde forestillet os, at der måtte være fantastiske butiksstrøg i området, men nej. Der er enorme regeringsbygninger, banker og kontorsiloer samt nogle restauranter, men vi fandt ikke mange butikker, og da slet ikke gågader med butikker. – Det med at gå ligger i øvrigt amerikanerne meget fjernt: Enten kører de i bil, eller også løber de. Vi havde efterhånden været på benene i over seks timer og blev enige om, at det var nok for én dag, så vi vendte hjem til minefeltet med metroen. De sidste to stationer var vi de eneste hvide mennesker, men vi er allerede ved at vænne os til det. På gåturen tilbage til motellet blev vi spurgt om vej af en bortkommet neger i bil – og vi kunne faktisk hjælpe ham, idet han netop søgte gaden, vi bor på. Han blev så glad, at han straks tilbød os at køre os til motellet, hvilket vi høfligt afslog, da vejret var så dejligt.

17. maj 2006

Hovedattraktionen for dagen var Arlington kirkegården lige vest for Potomac floden og lidt nord for Pentagon. Arlington er sidste hvilested for USA's helte og omfatter i dag over 290.000 grave. De berømteste er vel JFK og Jaqueline Kennedy. Området har oprindelig tilhørt general Robert E. Lee, hvis bolig i ægte sydstatsstil ligger på toppen af det kuperede terræn. Derfra er der en udsigt over Washington og Potomac floden, der nok er noget af det smukkeste, vi nogensinde har oplevet. I det hele taget er Arlington en enestående smuk oplevelse, der trækker et meget stort antal besøgende. Hele det enorme område på mange kvadratkilometer er plejet og passet samt fuldstændig rent. De mange besøgende færdes med passende reverens for stedet, selv de mange skolebørn undlader at råbe, skrige og fare forvildet omkring, sådan som de ellers synes programmeret til. Ved den ukendte soldats grav er der vagtskifte hver time med stram eksercits, hvorunder det store publikum får besked på at stå op med blottede hoveder, hvilket pareres uden undtagelse.

Jeg ringede til Pentagon angående guidede ture, men ak, det skal først lige aftales med to ugers varsel…

Efter adskillige timer i pragtfuldt vejr to vi metroen til centrum for at besøge FBI-bygningen, der også tidligere havde guidede rundvisninger. Og gæt engang: Også dette blev indstillet efter 11. september. Lige ved siden af ligger et meget historisk sted, nemlig Ford-teatret, hvor Præsident Lincoln blev myrdet i april 1865 af en skuffet sydstatstilhænger (John Booth). Inde i teatret, der er ført tilbage til udseendet i april 1865 fik vi et udførligt foredrag om begivenhederne, og bagefter kunne vi gå ned i kælderen med forskelligt om attentatet, herunder den pistol, der blev brugt og det tøj, som Lincoln havde på.

Så blev der shoppet og spist lidt, inden turen gik tilbage til vort usle/meget beskedne logi efter endnu en super oplevelsesfyldt dag.

18. maj 2006

Dagens program blev lagt med skelen til vejrudsigten med strålende vejr først på dagen og torden sidste på dagen. Vi tog toget til Pentagon City Mall, et MEGET flot indkøbscenter, så Mor kunne få gang i kreditkortet med henblik på et lækkert skørt, men nej, på trods af et overvældende udbud i den øvre klasse, så skulle det alligevel købes hjemme i Esbjerg… Kvinder.

Tilbage til centrum og Smithsonian National Air and Space Museum, hvor alt hvad en rask dreng kan begære bliver serveret i lækker indpakning: Alt fra flyvningens barndom til udforskning af rummet, herunder alle de rumkapsler, vi hørte om fra slutningen af 50-erne: Brdr. Wrights 1903 originale maskine, Charles Lindbergs Spirit of St. Louis, Apolle 11 osv., osv. Vi rørte ved en sten, der er bragt hjem fra Månen og sluttede af i Einstein planetariet for lige at høre om det sidste nye fra rummet. Jytte tog det pænt og sagde endda, at hun syntes, det var alle tiders.

Tilbage til området ved Det Hvide Hus, så vi lige kunne få sagt farvel og spise lidt, idet der er meget småt med restauranter her i nærheden af motellet. Dem der er, er næsten udelukkende lagt an på ”carry away”, og de er nærmest indrettet som fæstninger med skudsikkert glas fra skranken og til loftet. Man råber så sine bestillinger ind gennem små huller i det centimetertykke plexiglas. Receptionen her på stedet er indrettet på samme måde… Sidste nat var der en voldsom ballade på motellet med råben og skrigen og bulder og brag, men vi undlod diskret at blande os, da vi alligevel slet ikke kan mønstre sådan et temperament. – Sprogligt indgik ordene ”fuck” og ”fucking” i ca. 95 af kommunikationen og de sidste 5 % forstod vi ærgerligt nok ikke. I morgen forlader vi så Washington DC med retning mod Niagara Falls. Byen har været en fantastisk (positiv) oplevelse, som vi aldrig vil glemme og vi vender gerne tilbage, hvis chancen byder sig.

19. maj 2006

Efter en stille og rolig nat pakkede vi sammen og forlod byen i henhold til den allerede fastlagte rute, dvs. den korteste vej til Niagara. Vejret var/blev særdeles køligt, 55-58 F og hen på dagen kom der ind imellem lidt byger.

Et par timer efter at vi var kørt, fik vi lidt af en forskrækkelse, idet strømforsyningen, som holder den bærbare computer kørende, strejkede…? Den meldte kort og godt, at nu var batteriet ved at være tomt. Jeg bøvlede længe med stik osv., men måtte konkludere, at enten var bilen eller strømforsyningen defekt. Vi noterede de næste ca. 100 miles af ruten ned på en lap papir, slukkede for computeren og fortsatte noget bekymrede til mode. Jeg kunne naturligvis ikke nære mig for lidt senere at rode lidt videre med strømforsyningen, mens vi kørte og opdagede, at laderen godt ville lade, når computeren var slukket – og det var da meget bedre end ingenting. Efter 2-3 timer var ”papirruten” ved at slippe op, så vi tændte igen – og alt fungerede perfekt. Konklusion: Laderen har sandsynligvis været overbelastet af BÅDE at skulle lade batteriet op OG holde computeren i drift og derfor selv afbrudt for ikke at futte af.

Ruten gik gennem Allegheny bjergene, der langt overvejende er dækket af nyudsprunget løvskov, smukt, meget smukt, men også meget stort. Igen glædede vi os over den amerikanske færdselskultur: Venlig, adstadig men glidende. Tæt på grænsen til staten New York fandt vi et dejligt Best Western hotel, der mildt sagt var bedre end Motel 6 i Washington. Efter aftensmad på en lokal kineserrestaurant tog vi en drink i baren, som var ret livlig: Tre TV og en jukeboks kørte samtidigt. Her faldt brikkerne på plads til en plan for resten af turen, idet vi via den bærbare bookede 3 overnatninger i udkanten af Toronto, Canada, således at vi kan ankomme hos vennerne i Michigan i henhold til aftalerne, og således at vi kan få en bid af Canada med i denne kavalkade af oplevelser.

20. maj 2006

Vi stod tidligt op til en kølig og regnfuld morgen, fik et dejligt morgenmåltid, kodede en rute ind til Niagara Falls og kørte af sted i det magelige amerikanske tempo. Der er egentlig tale om to vandfald, nemlig et på den amerikanske og et på den canadiske side af grænsen. Vi tog dem begge i nævnte rækkefølge. Først var vi imponerede af den amerikanske udgave, men den er faktisk det rene vand (undskyld) ved siden af den canadiske, som i øvrigt er synlig på mange kilometers afstand i kraft af en enorm søjle af skumsprøjt, der giver permanent regnvejr i vindretningen. Snart var vi fuldt beskæftiget med at fotografere folk, der kom stikkende med den digitale og et bedende udtryk, sikkert fordi vi ser enormt tillidsvækkende ud… Især Japanere kan på det nærmeste få smilet til at gå fra øre til øre.

Turen til Toronto-forstaden (Brampton, 386.000 indbyggere) med vores Best Western hotel gik i vanlig problemfri stil. Da jeg gik online med den trådløse, blev jeg imidlertid mødt af en sign-on side, der omgående snappede efter mit VISA kort, men så gik jeg bare ned i receptionen, hvor den søde pige straks lavede en seddel til mig med brugernavn og adgangskode, free of charge, of course.

I aften har vi planer om en lækker pizza, som vi længe har drømt forgæves om, og lige over for hotellet ligger en Pizza Hut…

21. maj 2006

Programmet var simpelt: Downtown Toronto, men vi skulle først lige hitte ud af at komme derned. Vi fandt den nærmeste station og købte to retur billetter. De var godt nok dyre (CAD 60 for 2x25 miles, men der er næsten ingen forbindelser om søndagen, så vi bed på. Inde på busterminalen fandt vi ud af busforbindelsen, der klarer samme tur for CAD 25. Nå, det kan nu godt være, vi bare tager bilen, da der ikke er så megen trafik på helligdage – og det viser sig, at mandag den 22. maj også er en helligdag (Victoria Day, Dronning Victoria’s fødselsdag) i Canada.

OK, vi kom godt til Union Station og konstaterede, at det var et Herrens vejr: 8-9 grader, stiv kuling og regnbyger. Svaret herpå kunne kun blive et enormt indkøbscenter, Eaton Centre, hvor butikkerne også holder åbent på helligdage. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at hovedparten af butikkerne er tøjbutikker med unge/yngre mennesker som målgruppe. Der må være cirka lige så mange af dem i dette center som i hele Jylland tilsammen!

I politikens Turen går til Canada, årgang 1999, omtales The Underground City, et underjordisk butikscenter på ca. 11 kilometers længde. Det var der nu ingen der kendte, hvilket undrede os en del. Jeg beskrev så i stedet komplekset, og så blev de glade igen. Det hedder the Path og vi fik sågar et kort over det, hvilket også er helt nødvendigt, hvis man vil undgå at fare vild, men da alle butikkerne faktisk var lukkede, blev vi hurtigt trætte af at traske rundt dernede. Det er ellers smart nok, idet man kan komme rundt i det centrale Toronto under jorden. Om vinteren fryser det typisk mellem 20 og 40 grader, så folk fryser simpelthen fast til fortovene oppe i det fri, og kommunen kan ikke overkomme at rende rundt og tø dem op igen. Alt dette fortalte en sød pige mig, mens Jytte prøvede nederdele, og hun virkede fuldstændig troværdig. Hun så i hvert fald fantastisk godt ud. Link: http://www.torontoeatoncentre.com/home/index.ch2

Det var ret skægt at komme med toget hjem, idet banegården er indrettet som en lufthavn med gates i stedet for spor. Man samler sig så inde i afgangshallen ved gaten laaang tid før afgang og så bliver der ellers kontrolleret billetter. Vi talte bagefter sammen, at vores billetter blev kontrolleret 4 gange for at komme på det skide tog: I køen, ved udgangen af gaten, nede ved toget og så den velkendte gang i toget. Gratister har ikke mange chancer her. Det er igen det med klimaet: Man kan ikke lukke folk ned på perronen, for så fryser de fast om vinteren og forsinker derved togene! Der er ikke noget at sige til, at billetterne bliver dyre med alle de mennesker, de involverer i det foretagende.

22. maj 2006

Vi tog bilen i dag og parkerede i en kælder under City Hall. Eftersom 22. maj er helligdag og efter grundige sonderinger af parkeringsfaciliteterne i går, turde vi godt vove os ud på de enorme indfaldsveje med op til 16 spor, og turen gik da også uden problemer. Dagens program havde kun to punkter:

1. The Royal Ontarion Museum og
2. CN Tower
   

Museet var nu ikke noget særligt, men vi er også MEGET forvænte efter Smithsonian museerne i Washington. Der var en stor særudstilling om Kina, hvor vi bl.a. fik fortalt, at det var kineserne, der opfandt krudtet (hvilket ikke kom bag på mig, da folk ofte minder mig om, at jeg i hvert fald ikke har opfundet det). De opfandt også bogtrykkerkunsten flere hundrede år, før Johann Gutenberg trykte sin bibel i 1455. Det var til gengæld nyt for os.

CN Tower er en ordentlig Børge med vistnok verdens højst beliggende restaurant. Tårnet er 553,33 meter højt og restauranten er placeret i 351 meters højde. Én etage under findes The Glass Floor, hvor man kan gå på et glasgulv og kigge ned på gaderne 342 meter nede. Det er ikke noget for folk med højdeskræk, og der var da også en slem hylen og skrigen.

Da vi så køen til billetsalget, var vi lige ved at opgive på forhånd, men der gik ikke mere end ca. 30 minutter, før vi susede opad i en ekspreselevator – med vinduer i, naturligvis. I kan selv se mere ved at klikke på dette link.

I morgen sættes kursen mod USA og Michigan. Vi regner med at overnatte ca. midt i staten, før vi går i gang med at hjemsøge vore forskellige kontakter.

23. maj 2006

Turen forløb uden trafikale eller navigationsmæssige problemer og overnatningsstedet blev et Best Western hotel i udkanten af Grand Rapids. Godt, rigtig godt, plus indendørs opvarmet pool og spa.

Grænseovergangen Canada -> USA var ved at udarte sig til en ren farce. De gode amerikanere er helt hysteriske, når man vil ind for at besøge dem. Vi blev mødt med et stort skilt, der truede med store bøder, hvis ikke vi uopfordret deklarerede f.eks. medbragt frugt. Efter det obligatoriske forhør om hvor vi havde været, hvor længe og hvorfor, oplyste jeg derfor pligtskyldigt, at vi medbragte 4 bananer og 2 æbler. Politimanden rynkede brynene og forlangte omgående at se de 2 æbler [3]. Det viste sig nu, at Jytte havde husket forkert, idet hun havde spist det ene, hvorved vores troværdighed tilsyneladende sank til omkring nulpunktet. Han spurgte herefter i et snerrende tonefald, hvor det famøse æble var købt? Jamen, Herre Jemini! Jeg sagde et eller andet, hvorefter jeg fik besked på, at han ville havde oplysningerne fra min kone, idet det jo åbenbart var hende, der havde købt det. (Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, at han nu havde afsikret og spændt hanen på revolveren, og jeg så i ånden, at jeg ville ende med at blive skudt på grund af, at vi ikke kunne gøre rede for det forbandede æble). Jytte var i mellemtiden kommet i tanker om, at æblet slet ikke var canadisk, men købt i Washington… Det var naturligvis heller ikke godt nok: Var det staten Washington eller Washington DC???!!!! Med rystende stemme sagde jeg DDDD…CC. Og endelig: You are cleared to go.

24. – 29. maj 2006

Besøg og ophold hos Jespers gamle værtsfamilie og hos Sally, Annes svigermor.

Vi blev hjerteligt modtaget, fik opfrisket gamle bekendtskaber og indledt en masse nye. Samværet blev krydret med en del mindre ture i oplandet og til Lake Michigan.

30. maj 2006

Da bilen skulle afleveres inden kl. 12 den 31. maj, og Chicago er berygtet som et uforudsigeligt trafikalt helvede, turde vi ikke løbe an på at køre den 4-5 timer lange tur den 31. om formiddagen, og bookede i stedet et hotel tæt ved O’Hare lufthavnen, hvor vi også skulle aflevere bilen.

Turen fra Whitehall/Montague til bestemmelsesstedet var ganske rigtig på godt dansk træls. Vejret var nærmest uvirkeligt, idet temperaturen nåede op på 96 F (=35,6 C), og der kom da også en ordentlig gang tordenvejr. De sidste ca. 60 km foregår på Chicagos motorveje, hvor der konstant pågår udvidelser med enorme trafikpropper til følge – også udenfor myldretiderne, så strategien viste sig velvalgt.

31. maj 2006

Vi benyttede den rigelige tid til en grundig tur i hotellets pool, inden vi tjekkede ud. Så fyldte vi bilens tank op og fandt let afleveringsstedet lige ved lufthavnen. Det udlejningsfirma er et stort foretagende. Vi blev vinket ind ligesom i gamle dage ved storebæltsfærgen. En sød pige kom straks hen og sagde: ”Hi Mr. Johansen, jeg håber, at bilen har været tilfredsstillende, - når I er klar, står der en bus parat til at køre jer til lufthavnen. Hvilket selskab flyver I med?” Det hele tog kun et øjeblik, og den flinke chauffør slæbte kufferterne op i bussen og forsikrede os om, at han var SÅ lykkelig over, at vi havde valgt at leje en bil hos National. Han satte os af lige uden for det sted i den enorme lufthavn, hvor vi straks kunne tjekke kufferterne ind til Billund. De kan altså det der med service!

Jytte er den heldige/lykkelige ejer af et American Express Gold Card og var så venlig at invitere mig som sin ledsager til Delta Crown Lounge. I løbet af ingen tid fandt hun ud af, at baren er åben hele dagen og ansporede mig til en kop kaffe med en cognac til. OK, jeg er ikke den siger nej til et godt tilbud. Den absolut nydelige dame bad mig oplyse, hvilken cognac jeg kunne tænke mig. Et hurtigt vue over baren afslørede, at hun var i stand til at servere en Courvoisier, hvorefter hun skænkede op, som om det var cola… Heldigvis nøjedes Jytte selv med en Martini, ellers kunne det godt have udviklet sig til en mindre abefest. - Denne del af beretningen kan kun blive forholdsvis kort, idet det meste af tiden går med at rette stavefejl pga. vanskeligheder med at ramme tastaturet – for slet ikke at tale om tangenterne.

Turen hjem var lige så kedelig, som den var laaaaaaaang og vi måtte oven i købet aflevere de 7 timer, vi havde lånt på udturen, hvilket kostede os en gang nattesøvn, men sådan er det jo nu engang.

I Billund stod Ove så og tog imod os og vore pakkenelliker og DET var rart.

Esbjerg, den 2. juni 2006

Jørgen

Noter: