En rundrejse i USA, 5. - 26. september 2007.

I grove træk er/var følgende rute planlagt:

Numrene henviser til planlagte stop. Med lidt god vilje vil man kunne se, at start- og stoppunkterne er Denver i Colorado. Vi kører til Hamborg og flyver herfra via New York til Denver International Airport.

5. september.

Op kl. 0220 (!!!). Var i Hamburg Airport ved godt 6-tiden og stilede mod den billige langtidsparkering langt pokker i vold blot for at at blive afvist: Alt optaget...

Lidt før vi skulle gå ombord kom kaptajnen og andenpiloten. Kaptajnen så ud til at være op i halvfjerdserne, men virkede stadig frisk og rørig og klarede sig fint uden rollator. Vi blev enige om, at han må være Contineltal Airlines mest erfarne pilot, og vi kom da også til NY uden problemer efter mere end 8 timers flyvning. 

Flyet til Denver afgik og ankom til tiden, vi fik lejet en bil, ordnet lidt indkøb og fandt hotellet. Da Jytte åbnede den ene kuffert, viste det sig, at låget var gået af glasset med Nescafé. - Det viste sig også, at dette sviner ca. lige så meget som spildolie, så vi havde en større gang rengøring, inden vi kunne gå til ro cirka 27 timer efter at vi var stået op. HCA er vist ophavsmand til de bevingede ord: "At rejse er at leve" - men det er godt nok også anstrengende.

6. september

Efter en god nats søvn og morgenmad var vi faktisk on the road again kl. 0745 med GPS'en kodet til Rapid City i South Dakota. Byen ligger i udkanten af Black Hills med Mount Rushmore og Crazy Horse Monuments.
Trafikken ud af Denver overraskede os ved sin voldsomhed, men efterhånden tyndede den ud og til sidst var vi stort set alene på prærien. Afstanden er ca. 700 km og de godt 500 heraf var bare prærie men med Rocky Mountains inden for synsvidde.

Prærie i Wyoming: Bare græs og himmel. Der er godt nok højt til loftet på disse kanter. Et sted passere vi en meget stor flok bison'er. De kendes på, at de er meget pukkelryggede og  iført flotte ruskindsjakker.

Kan man mon stole på dem, der lever på disse kanter? - Faktisk var Lusk en meget flot by, sikkert som følge af mange velhavende ranch-ejere.

Crazy Horse Monument. Verdens største billedhuggerarbejde, 172 meter høj... Arbejdet påbegyndtes i 1948 og finansieres udelukkende af private midler. Ingen ved, hvornår det bliver færdigt. Det bliver er 3-dimensionel skulptur af Crazy Horse til hest. Ved foden bygges bl.a. et universitet og et sundhedscenter til indianere af sprængstykker fra arbejdet. Yderlige oplysninger kan findes på http://www.crazyhorse.org/ 

7. september, Black Hills, fortsat.

Hvem er ikke - i den ene eller anden sammenhæng - stødt på dette fantastiske kunstværk med de fire amerikanske præsidenter (Washington, Jefferson, Roosevelt og Lincoln) udhugget i et bjerg?

Kunstneren, Gutzon Borglum (1867-1941), er oven i købet af dansk afstamning. Arbejdet varede i 14 år, fra 1927 til 1941, dvs. til Borglums død. Faktisk er værket ufuldstændigt, idet figurerne skulle være udhugget fra hoved til midt på livet, men som følge af dødsfaldet og af at USA netop gik ind i 2. verdenskrig, måtte Borglums søn stoppe arbejdet. 

Ref. http://www.mountrushmoreinfo.com/

Fra monumentet foretog vi en længere rundtur i Black Hills og Custer State Park på Wildlife Loop Road og Needles Highway. Vejen i sig selv er en kæmpe oplevelse. Den passerer en række tunneller, der er så små, at bilerne kun kan passere enkeltvis. Navnet Needles henviser til klippeformationer, der ligner nåle.

Et sted på denne rute passerede vi en lille eng og klods op ad vejen gik en stor bisonokse og græssede nok så fredeligt. Der havde været advarselsskilte om, at disse dyr faktisk er farlige, og at man skal holde sig på afstand, men det glemte vi lige i skyndingen. Efter et par billeder ville vi køre videre, men så var bæstet pist væk (!!??...). Nå, det var den nu absolut ikke, den var bare gået over vejen og stod nu en meter bag vores bil, sandsynligvis med overvejelser om at skubbe lidt til den... Heldigvis gik den stille og roligt lidt videre, så vi kunne få det helt perfekte billede - denne gang dog ud af den nedrullede siderude.

Er det ikke en flot fyr?

Billedet er fra "Needles" og illusterer, at det er nogle store "nåle" med nogle små huller til biler og motorcykler. - Kørsel med mobil homes (der som oftest er MEGET store) er af gode grunde forbudt på Needles Highway.

Ref. også http://www.pattybrdarphoto.com/USASouthDakota/SouthDakota11-20.html

8. september, fra Rapid City, South Dakota, til Little Bighorn Battlefield, Montana, til Cody i Wyoming.

Slaget ved Little Bighorn, 25. juni 1876, var sidste gang indianerne vandt over den amerikanske hær, som ikke bare blev slået men udraderet. Hovedpersonerne var høvdingene Crazy Horse, Sitting Bull og general George Armstrong Custer. Sidstenævnte har bl.a. lagt navn til Custer State Park, jf. ovenfor, idet han i 1874 var leder af en ekspedition, som kortlagde og udforske Black Hills området. Der blev fundet spor af guld, hvilket blev offentliggjort i aviser i hele det daværende USA. Dette udløste en sand lavine af guldgravere, der strømmede til området i strid med traktater indgået med indianerne.

Denne udvikling var en af årsagerne til en række skærmydsler mellem indianere og de fremtrængende nybyggere og lykkeriddere. Forbundsregeringen (Præsident Ulysses S. Grant) sendte hæren til området for at bringe dette til ophør ved at tvinge indianerne ind i reservater. Nogle af dem valgte i stedet at tage kampen op og stedet for kampen blev altså Little Bighorn. Custer forregnede sig imidlertid totalt mht. styrkeforhold og færdigheder: Samtlige angribende soldater faldt, 259 hvide marmorsten i området viser hvor.

Indianerne vandt slaget, men tabte krigen. Vi er kørt gennem flere reservater og har passeret landsbyer, der ser ganske forfærdeligt triste ud, nærmest lossepladser. Hele historien om de oprindelige indianere og deres skæbne fra Amerikas opdagelse og frem til i dag er lang og meget tragisk, så lad os stoppe her.

Little Bighorn er ved totallet, markeret med gult. Lang dagsetape på 510 miles.

Custer's sten ved det lille flag markerer stedet, hvor han faldt.

Neden for bakken løber en flod. Bag denne lå indianernes landsby. Billedet er taget fra stedet, hvor Custer og hans bataljon faldt.

9. september, Cody, Wyoming.

Byen er passende opkaldt efter dens grundlægger, William F. Cody (1846-1917), bedre kendt som den verdensberømte Buffalo Bill.
Han er ikke glemt af byen: Der er opført et kæmpestort Buffalo Bill Historical Center, der er fem museer i ét kompleks, og som man nemt kan bruge et par dage på. Foruden en afdeling med himself er der bl.a. en om indianerne og deres levevis/historie, en om naturen og geologien i området, herunder Yellowstone, en med amerikansk maleri. og skulpturer med særlig vægt på (det vilde) vesten.

På byens hovedgade ligger Buffalo Bills Hotel. Ved bygningens venstre side er der gunfight hver aften.

... og Outlaw Café. Vi valgte for en sikkerheds skyld modsatte fortov.

Næsten ved siden af vores hotel fandt vi denne sidegade, hvor The Sundance Kid har boet i et af husene. Der lugter stadig svagt af krudtrøg.

Amerikanerne snakker normalt i et væk. Jeg oplevede dog en undtagelse, da jeg ville reservere bord til middagen i aften på byens bedste bøf restaurant:

Servitrice: Yeah?
Mig: It's about a table reservation for tonight
Servitrice: When?
Mig: Seven o'clock
Servitrice: How many?
Mig: Two
Servitrice: What's your name?
Mig: Johansen (Da vi så kom ved 7-tiden, viste det sig at reservationen var til "Joe"...)
Servitrice: You got it

Samlet tidsforbrug: Mellem 5 og 10 sekunder. Kvinder er altså ikke ALTID snakkesalige!

10. september - Yellowstone

Stod op ved 0630-tiden og kunne konstatere, at det frøs 3-4 grader og - mere vigtigt - at det var skyfrit. Men ellers er det svært at få sat ord på dagens oplevelser; de skal nok først bundfælde sig lidt, idet man bare bevæger sig rundt i en ubeskrivelig storslået natur.

Parken har en udstrækning nogenlunde som Sjælland, Lolland og Falster sammenlagt. Der er fem "indgange", som alle fører til to såkaldte loops, en nedre og en øvre, som begge fører forbi nogle af de største seværdigheder, dvs. de af dem, der kan nås pr. landevej. I forbindelse med disse loops findes nogle Visitor Centers med personale, butikker og tankstationer samt ofte hoteller/moteller/campingpladser etc. (Ved hotelreservation er det en god idé at reservere med ca. 12 mdr. varsel...)

Inden vi var nået frem til et sådan center løb en prærieulv lige ud foran os, men med lav hastighed og en katastrofeopbremsning klarede vi lige netop frisag. Parken vrimler med dyr, bl.a. bjørne, ulve, hjorte, elge og MASSER af bisoner, så påkørsler er en meget nærværende risiko.

En venlig park ranger hjalp os med et ruteforslag ud fra den til rådighed værende tid og den videre planlagte rute. Dagens tema blev således gejsere og varme kilder, hvoraf der findes mere end 10.000. Kongen blandt gejserne er "Old Faithful", der springer ca. hver anden time og sender ca. 25.000 liter kogende vand op til 40 meter op i luften. Udbruddene varierer meget og "vores" forekom noget mere beskeden.

Old Faithful ligger i et meget aktivt område, hvor der er anlagt et stisystem, så man over et stort område kan gå forbi et stort antal forskellige varme kilder og gejsere i alle mulige farver og andre karakteristika.

Old Faithful i udbrud

Først troede vi, at der var sket et færdselsuheld, idet vi pludseligt befandt os i en lang kø, men da vi kom nærmere var årsagen to bisontyre, som spadserede rund på hovedvejen. Billeder har jeg taget ud af min siderude, mens vi kørte i skridtgang.

Disse giganter giver i kraft af størrelse og maskulin udstråling en helt umiddelbar respekt, som i høj grad næres af advarselstavler med oplysninger om, at de vejer op til 1 ton og kan sprinte med op til 48 km/t, samt at de er helt uforudsigelige og alt i alt meget farlige.

Det siger sig selv, at de to knægte besluttede sig for at krydse vejen lige foran VORES bil. Desværre sansede jeg ikke at tage et billede ud af forruden og Jytte kom til at vende apparatet, så hun i stedet tog et billede af sig selv, som vi senere har slettet, da det var meget rystet.

Metaforen "et horn i siden" fik lige pludseligt karakter af en helt realistisk mulighed...

11. september, Yellowstone fortsat

Igen en dag med absolut skyfri himmel. Temperatursvingningerne er enorme: Fra nattefrost til plus 25-30 grader hen på eftermiddagen. Dagens Yellowstone menu bestod af en forret med endnu en masse kogende kilder og enkelte bisoner på landevejen; hovedretten var parkens Grand Canyon med tilhørende vandfald. I guder, hvor bliver der fotograferet på disse kanter og aldrig har vi set så veludrustede fotografer: Telelinser på 30-40 cm og næsten lige så imponerende stativer. Vi gik og blev helt undseelige med vore små lommekameraer, som vi ellers har været så tilfredse med.

Jytte on top of the world. Det er altså med vilje, at jeg har stillet skarpt på hende. - Der er megen symbolik i dette billede!

Desværre er det ikke muligt at gengive et sådan motiv bare nogenlunde,

men der er altså MEGET langt ned til floden!

12. september

Så gik der lidt kuk i planerne. Fra Yellowstone var vi i strålende solskin kørt stik mod nord i Montana til byen Great Falls, der ligger ved Missouri floden  et par timers kørsel fra Glacier Nationalpark, der skulle byde på naturoplevelser i super elite klassen. Da vi så tjekkede vejrudsigten for Glacier, lød den på overskyet, 11 grader, blæst, regn og torden. Eftersom Glacier består af meget høje bjerge, ville komme til at køre i tåge og regn og så er der jo ikke nogen udsigt at beundre... Slukørede ændrede vi planer og rute, som så på plussiden blev afkortet med ca. 300 km og vi "vinder" i tilgift en dags penge, som faktisk godt kan bruge, da vi var ved at komme i bekneb med tiden.

Penge rækker generelt langt i USA. Dette er dagens hotelværelse, som er på ca. 45 m2.

Inkl. morgenmad, indendørs pool, spa, fitness rum, Internet adgang osv., osv. koster værelset ca. 480 kroner.

13. september, staten Washington

Vi krydsede ca. halvdelen af staten Washington. Langt størstedelen af strækningen fra Idaho-grænsen til Seattle er én stor hvedemark. Det springer især i øjnene, at der ingen levende hegn findes. I det hele taget ses kun en smule beplantning ved farmene, der ligger så spredte, at man skal kigge godt efter for at få øje på dem.

Når vi nu alligevel havde Seattle på programmet, var det en for stor fristelse ikke at lægge vejen gennem Redmond, hvor Microsoft bor. Der er tale om en hel bydel med hundredvis af store bygninger. Hele området er ekstremt velholdt og indbydende. Det vrimler med mennesker, der næsten alle sammen er unge. Nå, ja, ham på billedet var så undtagelsen.

Downtown Seattle. Byen er meget ren, velholdt og fyldt med blomsterkummer. Der flyder absolut INTET affald nogetsteds, og vi så ikke et eneste eksempel på graffiti.

Igen - selv om der er asfalt og skyskrabere, har man også lige sørget for noget grønt til øjnene. Bygningen til venstre er kanten af byens bibliotek.

Efter lidt shopping endte vi med at køre ud fra centrum i myldretiden. Byen har et motorvejsnet, der somme steder forløber i flere etager og ind imellem minder om en portion spagetti. Alligevel er man ikke særlig utryg eller stresset ved at færdes i denne heksekedel, idet trafikkulturen er både forsigtig og hensynstagende. Færdselsreglerne overholdes som en selvfølge og tillægges en velgørende venlighed.

14. september, Hoh Rain Forest i Olympic National Park, staten Washingto.

Nationalparken fylder en stor del af halvøen, som udgør Washingtons nordvestligste hjørne mellem Canada og Stillehavet. Det regner ufatteligt meget i området (de måler f.eks. ikke nedbøren i tommer, men i fod), hvilket meget logisk har givet basis for et regnskovsområde, der er bevaret for eftertiden gennem oprettelse af en nationalpark. I 1981 blev parken erklæret for en World Heritage Park af UNESCO.

Kombinationen af et mildt klima pga. Stillehavet og den store mængde nedbør medfører en ufattelig frodighed og forbløffende store træer. F.eks. op til 100 meter høje grantræer og cedertræer. Alt er draperet med mos, som nærmest hænger i guirlander. Luften er helt ren og fyldt med herlige dufte fra regnskoven.

Vi gik to ruter fra et besøgscenter på anlagte stier, og man er nærmest til mode som i en katedral.

Flotte mosdraperinger

Jytte og et grantræ

Naturen får lov til at gå sin gang i parken. Alting vokser op, visner, formulder og giver grobund for nye planter.

Man kan ikke lade være med at klikke løs...

Den pågældende turist er kun med for at illustrere størrelsen på træet.

I går var det hvedemarker, i dag bare skov - lige indtil vi kom til en badeby ved Stillehavet. Oven på regnskoven var badebyen til gengæld en skuffelse. På disse kanter er der tilsyneladende ingen penge i havudsigt.

15. september, Mount St. Helens National Volcanic Monument, staten Washington

Lad os lige repetere ruten fra i går til i dag:

Vi forlod den begrædelige badeby (nr. 6 på kortet) med kurs mod Mount St. Helens, (nr. 7) en særdeles temperamentsfuld dame, der havde et kæmpe udbrud i 1980, som nogle måske husker. Udbruddet kom helt uventet og krævede derfor en del dødsofre, selvom området er meget tyndt befolket. Det startede med  at hele nordsiden af vulkantoppen pludselig kom i skred, det største jordskred i historisk tid, så bjergets højde blev reduceret med ca. 400 meter. De enorme sten- og jordmasser pløjede sig frem med en hastighed på ca. 225 km i timen og ommøblerede på et øjeblik et enormt område. Næsten samtidigt eksploderede vulkanen og sendte en sky af aske, sten og gasser 20 km op i atmosfæren. Lufttrykket fra eksplosionen bevægede sig ud i omgivelserne med en hastighed på næsten 700 km i timen med ufattelige ødelæggelser til følge. Interesserede kan læse videre på http://www.olywa.net/radu/valerie/StHelens.html

Turen ind til Johston Ridge observatoriet er på ca. 50 km. Det meste af denne strækning lovede ikke godt, først overskyet så bjergtoppene lå skjulte og senere kørte vi så ind i skydækket, dvs. i tæt tåge, så vi alvorligt overvejede at vende om, men så helt oppe ved observatoriet kom vi fri af tågen og havde en fantastisk udsigt til nordsiden af St. Helens. - Man ser tydeligt, hvorledes der er hul i kraterranden, der hvor det store skred skete.

Inde i observatoriet så vi en imponerende film om forløbet, herunder selve udbruddet. Kan anbefales.

Observatoriet er opkaldt efter en geolog, Johnston, der mistede livet under udbruddet.

Vi synes egentlig, at vi klarer os godt "over here". Dog er bestillingerne undertiden et problem, når vi skal spise, idet der altid skal tages stilling til en 5-10 detaljer. I aften var vi på en thai restaurant og besluttede os for at tage det samme (kylling og rejer i sur/sød sovs). Ris var ekstra og jeg pointerede - belært af erfaringerne med størrelsen på portionerne - at vi kun skulle have én portion ris, altså ikke en hver.

Maden kom, den smagte godt og slog rigeligt til. Da så regningen kom, viste det sig at vi vi ikke bare havde delt en portion ris, men også hovedretten.

Kokken kom godt nok også forbi et par gange for at spørge, om vi ikke skulle have noget mere...

18. september, Redwoods State Park, Californien.

Portland, Oregon, her bor Annes svigerinde med familie og - i vinterhalvåret - hendes svigermor. Vi tilbragte 1½ hyggelige døgn sammen med dem, hvor de agerede turguider og "dem med lokalkendskab". - Vi havde dog anmodet om, at turene ikke skulle medføre alt for mange timer i bilen, da vi i forvejen kører rigeligt, så det blev et besøg i en meget smuk rosenhave i et af byens parkområder og et museum (bl.a. rundvisning i undervandsbåd).

Redwood, der på dansk kaldes for kæmpefyr, er faktisk slet ikke et fyrretræ, men sequoia, der ifølge den lokale turistinformation er en familie for sig selv. Nå, men under alle omstændigheder er den i høj grad noget for sig selv: Verdens største og længstlevende skabning: 1500 til 2000 år, langt over 100 meter høj og eksempler på stammetykkelser, der i sandhed er forbløffende, bl.a. går der asfaltere veje gennem nogle af dem...

En stor del af Californiens vestkyst var oprindeligt dækket med redwood, men området gik for en stor dels vedkomme på private hænder i forbindelse med kolonialiseringen i første halvdel af 1800-tallet, hvorefter ca. 90% blev offer for skovhugst. Et beskæmmende eksempel på kortsigtet profittænkning og mangel på respekt for disse helt enestående træer. Tænk sig at lave brædder og tømmer af træer, som har levet og vokset siden Jesus gik på jorden og overlevet utallige skovbrande, hvorunder nogle har brændt i ugevis, men desuagtet levet videre i bedste velgående.

Dybt inde i skoven er der anlagt vandrestier mellem kæmperne

Jytte foran et flot eksemplar...

Man skal lægge nakken godt tilbage for at øjne toppen af træet!

Vikørte gennem dette træ nu til morgen, så tidligt at lysforholdene ikke var de bedste til fotografering. - Det skulle ikke undre mig, om der også findes træer med tosporede veje igennem...

Vi nåede ved 1730-tiden (efter ca. ti timers kørsel) frem til udkanten af Yosemite, som vi vil bruge de næste to dage på. Byen (Sonora) er en gammel guldgraverby og ser også sådan ud - og stemningen er godt bevaret. Hotellets sikkerhedsvejledning om Parking lyder f.eks. således:

Always look around you before entering large parking lots or venturing into grounds areas. If you notice something suspicious, do not continue into that area. Return to your room or to a house phone and contact management. Escorts may be provided if necessary. Always use the main entrance to the hotel when arriving late.

20. og 21. september, Yosemite, Californien.

Yosemite er en forbløffende gammel nationalpark. Mig bekendt kniber det stadig for gamle Danmark at etablere nationalparker, der opfylder kriterierne for at kunne kalde sig dette. Yosemite blev oprettet i 1890...

Parken er naturligvis så stor og med en så forskelligartet og varieret natur, at det er vanskeligt at fatte, ligesom det ikke er muligt at tage billeder, som yder bare nogenlunde retfærdighed over de syn, som møder en.

Fra parkens hjemmeside kan bl.a. læses:

Yosemite National Park is located in the central Sierra Nevada of California and lies 150 miles east of San Francisco and only a six-hour drive from Los Angeles. Designated a World Heritage Site in 1984, Yosemite is internationally recognized for its spectacular granite cliffs, waterfalls, clear streams, giant sequoia groves, and biological diversity. The 750,000-acre, 1,200 square-mile park contains thousands of lakes and ponds, 1600 miles of streams, 800 miles of hiking trails, and 350 miles of roads. Two federally designated wild and scenic rivers, the Merced and Tuolumne, begin within Yosemite’s borders and flow west into California's Central Valley. Annual park visitation exceeds 3.5 million, with most visitor use concentrated in the seven square mile area of Yosemite Valley.

De 1.200 mi2 svarer til ca. 3.100 km2, dvs. som Fyn.

Den 19. brugte vi til nogle forsøgsvise ekspeditioner ind i parken fra et dejligt feriecenter (hvor vi fik turens hidtil lækreste middag: Bisonbøf). Vejrmeldingen for den 20. var temmelig mistrøstig, men vi vågnede op til skyfri himmel og vejret var pragtfuldt den ganske dag. Pga. parkens størrelse tager det ca. 1½ time at køre ind til Yosemite Village, der ligger i en vidunderlig smuk dal.

Man passerer blandt andet El Capitan, der er en af verdens største og smukkeste granitblokke, som rejser sig 1.000 meter lodret i vejret. - Selv om vi allerede havde taget snesevis af billeder af vidunderet, forlangte Jytte, at vi holdt ind til siden for at tage ét i morgensolen.

Jeg adlød naturligvis prompte og skulle lige til at knipse, da en mand kom ud fra en spredt træbevoksning. Jeg syntes, han sagde, det var bedre at tage billedet mellem træerne, men da jeg gik derind viste det sig, at han havde sagt: "There is  bear in the trees" !!!! Jeg kiggede jo efter en fin vinkel til El Capitan, men blev så opmærksom på, at der blev rusket voldsomt i et træ nogle meter fra mig, jeg kiggede uvilkårligt op - og næsten oppe i toppen kravlede en stor brun bjørn rund og guffede agern i sig....

Nu havde vi jo gået og spøgt om bjørnene, som går frit omkring i parken, og som absolut ikke er kæledyr. Jeg havde udtænkt to alternative strategier for i givet fald at redde livet:
1. kravle op i et træ og vente, indtil kysten igen var klar. Jeg anede jo ikke at bjørne klatrer i træer for at få til føden!
2. få Jytte til at holde den hen med snak, mens jeg bragte mig i sikkerhed...

Der er naturligvis advarsler alle vegne om ikke at nærme sig bjørne, men dem glemmer man altså lige ved en sådan lejlighed, så jeg gav mig til at fotografere. Efter nogen tid kom jeg i tanker om alternativ to og hentede Jytte, så hun også kunne se bamse... På en eller anden måde spredte nyheden om bjørnen sig som en løbeild og snart var der 5-7 mennesker i gang med at fotografere og udveksle lavmælte bemærkninger - som om vi alle var gamle bekendte og bjørneeksperter.

 

Vi ville egentlig melde os til en bustur til Glacier Point, som er et udsigtspunkt over Yosemite Valley. Udsigten rangerer som en af de smukkeste i Verden. Stor var derfor skuffelsen, da turen var udsolgt, men det viste sig heldigvis, at det er tilladt at køre derop i egen bil. Selv om Glacier Point i luftlinie vel ligger ca. 1.500 meter fra dalen, er det en køretur på 50-60 km på bjergveje, men det er 100 fold anstrengelserne værd: Denne udsigt er alene en Amerika rejse værd.

Den gav mig så også en chance for at blære mig med at lave et panoramabillede, der viser en lillebitte smule, men som slet ikke yder den nogen retfærdighed.

Jeg måtte naturligvis tage et billede af Jytte...

... og hun  ville naturligvis gerne gøre gengæld!

Men man kan også sagtens lokke andre til det beskidte arbejde.

22. september, fra Mammoth Lakes i Californien til Winnemucca, Nevada.

Efter ca. en times kørsel krydsede vi grænsen til Nevada, "vores" niende stat på turen. Et langt stykke kørte vi i Sierra Nevada bjergene (som også rummer Yosemite) og kom derefter ud i mere jævnt terræn, som imidlertid næsten udelukkende er ørken afvekslende med saltsøer, der er let kendelige, idet der intet grønt vokser langs bredderne.

Ørken i Nevada. Motorvejene på disse kanter har ikke autoværn i midten, men en meget bred midterrabat. Vores elskede Tomtom GPS ses i nederste venstre hjørne...

Det er faktisk mere salt end sand, man ser på højre side af vejen. Da vi kørte ud af Yellowstone, havde det netop sneet ved øst porten. Her, ca. 150 km længere østpå, var der ca. 25 grader.

Himlen har en mere dybblå farve, end vi kan mindes at have set andre steder. Solen er tilsvarende stærk.

Vi var ikke ret langt fra Reno, skilsmissebyen, som enhver krydsords entusiast kender. Vi spøgte med at køre dertil og blive skilt, men da vi ikke har tid til at køre til Las Vegas for at blive gift igen, sprang vi det over.

23. september, fra Winnemucca i Nevada til Salt Lake City i Utah.

Kørte flere hundrede km gennem ørken i silende regn - ? - ja, det er da vist ikke så almindeligt, og koldt var det også. Gårsdagens sol og ca. 25 grader blev forvandlet til regn, blæst og ca. 5 grader. Men ved grænsen til Utah åbnede landskabet sig med udsigt over ca. 60 kilometer saltslette og solen begyndte omgående at skinne, hvilket fik temperaturen til at springe op på ca. 20 grader.

Lige efter grænsen til Utah var der en rasteplads. Solen skinner, mens regnskyerne hænger overbjergene mod nordvest. Ja, det hvide er saltslette.

Saltsletten bruges også til at sætte hastighedsrekorder for biler. Mig bekendt har de nu gennembrudt lydmuren,

for der er gode muligheder for et langt tilløb. - Motorvejen forløb fuldkommen snorlige over slettet, en strækning på ca. 60 kilometer!

Kombinationen af sol, snehvidt salt og slettelandskab gav flotte luftspejlinger, hvor det bl.a. så ud som om dybblåt vand skrånede ret stejlt op mod og ind mellem bjergene, hvor sletten hørte op. - Dette fænomen kan desværre ikke ses på dette billede.

24. september, Salt Lake City, Utah.

I realiteten vores sidste egentlige oplevelsesdag på turen, idet dagen i morgen udelukkende går med at køre til Denver og aflevere bilen. Vi regner med ca. ni timers kørsel, langt de fleste gennem ørken eller prærie.

Salt Lake City er ikke bare Utah's største by og hovedstad, den er også mormonernes hovedstad. Mormonerne udgør ca. 70% af befolkningen; de er ekstremt arbejdsomme og familie- samt religionsorienterede. De danner som regel meget store familier, dvs. får mange børn, så gennemsnitsalderen er langt lavere end normalt i USA, som i forvejen er betydeligt under den europæiske. Da mormonerne kom til Utah og Salt Lake City området for ca. 150 år siden, var der helt øde og mennesketomt, stort set én stor ørken, som de forvandlede til et blomstrende samfund.

Staten Utah dækker et areal på ca. 220.000 km2, dvs. fem gange Danmark, men med en samlet befolkning på (år 2000) ca. 2,2 mio, heraf Salt Lake County (amt) ca. 900.000. Langt det meste af staten er således fremdeles helt øde. Salt Lake City fylder - som det er typisk for amerikanske byer - et langt større område end en tilsvarende europæisk by og har et imponerende vejnet, heraf et stort motorvejsnet, der ofte forløber på søjler og føjer sig sammen i enorme ind- og udfletninger. 

Mormonerne har deres største helligdomme og administrative funktioner og faciliteter her i byen, nærmere bestemt i og omkring Temple Square, som er meget åbent for besøgende. Alle vegne mødes man af unge og ældre mormoner, som arbejder gratis - og som for øvrigt aldrig beder om et bidrag til foretagendet.

Vi blev således budt velkomne af to ualmindelig sympatiske unge piger fra hhv. Kenya og Filippinerne og spurgt, om vi havde lyst til en rundvisning og introduktion til historien bag mormon kirken. Det viste sig, at der ikke var andre end os på tidspunktet for rundvisningen, så vi fik VIP-versionen, som sluttede med at de sang for os...

I dag vendte vi tilbage og var til en gang orgelmusik i deres koncertsal, som de kalder Tabernacle. Orglet er kæmpestort og udstyret med 12.623 piber, som organisten formåede at få til at lyde som et helt orkester.

Vi blev også vist rundt i et konferencecenter med 21.000 siddepladser, hvilket dog ikke rækker til et konvent i den kommende weekend, hvor der kommer ca. 40.000 gæster...

Vi forsøgte også at shoppe lidt med særligt henblik på at Jytte skulle finde et eller andet, men trods besøg i et større antal butikker endte det som det plejer, og det skal der ikke tales ilde om!

25. september, fra Salt Lake City, Utah, via Wyoming til Denver, Colorado, i nærheden af lufthavnen.

Strækningen er på 875 km, hvilket egentligt er længere end vi bryder os om at køre på en dag, så vi havde sat næsen ned efter en lidt træls tur, men det blev det langtfra. Vejret viste sig fra sin allerbedste side, næsten helt skyfrit, startende med klingende frost det første stykke af vejen, hvorefter temperaturen gradvist steg til godt tyve grader i Denver.

Efter at vi var kommet gennem et decideret bjergområde øst for Salt Lake City førte motorvejen os over

en bakket slette på langt over 500 km, hvor vi syntes at køre på en højderyg, og det meste af tiden bare sagde ih, næh og haaaar du set der? Masser af stedet kunne vi garanteret se over 100 kilometer. Bjergtoppene i det fjerne var for det meste pudret med nyfalden sne for lissom at runde det endelige billede af på bedste vis.

Der er masser af lastbiler på strækningen, og de opfører sig præcist som om de er personbiler, samme hastighed. Vi har ikke følt os generet af dem en eneste gang, idet de kører med meget stor hensyntagen til vi små trafikanter.

Se billedet i mit sidespejl - der er lagt op til overhaling...

Ja, de er godt nok store, når de glider forbi.

Bilen er afleveret med plus 5.385 miles på bagen, vi har bestilt shuttle service til lufthavnen til kl. 5 i morgen tidlig, været i pool og spa, så nu må I ha' godnat!

26. og 27. september fra Denver, Colorado til Esbjerg via Newark og Hamborg.

Flyet afgik fuldstændig planmæssigt fra Denver International Airport, men efter godt en halv times flyvning, hvor vi i helt ualmindelig grad havde døjet med propper i ørerne, meddelte kaptajnen, at flyets styring af trykket i kabinen ikke virkede, og at han derfor ville returnere til Denver for at få repareret systemet. Dette viste sig ikke muligt, hvorefter der blev sat et andet fly ind. Resultat: Tre timers forsinkelse i forhold til normal afgang. Kaptajnen undskyldte mange gange og indledte med en (formentlig) standardremse om, at Continental Airlines sætter passagerernes sikkerhed over alt andet, men tog sig så i det og rettede det til, at hans egen sikkerhed var hans første prioritet, en befriende ærlighed, som rejste et latterbrøl i kabinen.

Vi havde ellers gået og skumlet lidt over, at vi havde langt over fire timers ventetid i Newark, en "fejl" i planlægningen, som nu pludseligt viste sig at være en genial forudseenhed. Efter en lille time I "Presidents Lounge" og et par forsvarlige glas rødvin gik vi så ombord i flyet til Hamborg, blot for at vente i 2-3 timer på at komme til start pga. håbløs overbelastning af lufthavnen. 

Langdistance flyvning er bøvlet, men i det mindste mødte vi kun venlighed i forbindelse med indtjekning og sikkerhedstjek - i grel modsætning til sidste år.

Hjemme igen kunne vi konstatere, at alt er i skønneste orden - lige bortset fra at vores fastnet telefon er stendød, og at TDC ikke kan kigge på det før på onsdag...

En fantastisk tur er slut, vi er trætte efter mere end 24 timers rejse, jetlag og en næsten uendelig mængde af indtryk og oplevelser. Det føles som om det er flere måneder, siden vi tog hjemmefra.

Konklusion: At rejse og opleve forlænger livet betragteligt og på allerbedste vis.