Mount St. Helens

Måske er der intet, som bedre illustrerer vores manglende greb om jordindrets dynamik end vores uforberedthed, når det går løs. Det er vanskeligt at finde en mere gavnlig påmindelse om vores begrænsede forståelse end Mount St. Helens' udbrud i Washington i 1980.

På den tid havde ingen af de nedre 48 stater i USA oplevet et vulkanudbrud i over 65 år. Derfor havde de statsansatte vulkanologer, som det var pålagt at overvåge og forudsige St. Helens' opførsel, kun set vulkanerne på Hawaii i aktion, og de var, viste det sig - helt anderledes.

St. Helens startede sin ildevarslende rumlen den 20. marts. Inden for en uge spyede den magma ud, om end i beskedne mængder, op til hundrede gange om dagen, og blev konstant rokket af jordskælv. Befolkningen blev evakueret til noget, som man anså for at være en sikker afstand, nemlig otte miles. Som bjergets rumlen tog til, blev det en turistattraktion af første rang. Aviserne udsendte daglige meddelelser om de bedste udkigspunkter. Fjernsynshold fløj gentagne gange i helikoptere op til toppen, og man kunne endda se folk klatre over bjerget. En af dagene var der mere end halvfjerds helikoptere og lette fly, der kredsede rundt om tinden. Men som dagene gik, og bulderet ikke så ud til at udvikle sig til noget dramatisk, blev folk rastløse, og man enedes om, at vulkanen nok ikke ville springe i lutten alligevel.
Den 19. april begyndte bjergets nordlige flanke at bule faretruende ud. Underligt nok var der ingen ansvarlige personer, som indså, at dette var et forvarsel om en sideværts eksplosion. Seismologerne havde resolut baseret deres konklusioner på Hawaii-vulkanernes opførsel, og de blæser ikke noget ud gennem flankerne. Omtrent den eneste person, der forudså noget virkelig slemt, var Jack Hyde, en geologiprofessor på et kirkeligt universitet i Tacoma. Han gjorde opmærksom på, at St. Helens ikke havde nogen åben kanal, sådan som vulkanerne på Hawaii har, så et eventuelt overtryk derinde måtte nødvendigvis blive udlignet på dramatisk måde og sikkert katastrofalt. Hyde var imidlertid ikke medlem af det officielle hold, og hans udtalelser tiltrak sig ingen opmærksomhed.

Mange af os ved, hvad der derpå hændte. Kl. 8.32 om morgenen, søndag den 18. maj, kollapsede vulkanens nordside og sendte en enorm lavine af jord og sten ned ad bjergskråningen med over to hundrede kilometer i timen. Det var det største jordskred i historien og medførte så meget materiale, at det kunne begrave hele Manhattan under mere end hundrede meter. Et minut senere, da flanken var alvorligt svækket, eksploderede St. Helens med en styrke som fem hundrede atombomber af Hiroshima-størrelse og udsendte en morderisk varm sky med op til tusinde kilometer i timen - åbenbart alt for meget til, at nogen i nærheden kunne løbe fra den. Mange mennesker, som troede sig i sikker afstand, ofte langt uden for synsvidde af vulkanen, blev indhentet. Syvoghalvtreds mennesker blev dræbt. Treogtyve af ligene blev aldrig fundet. Dødstallet kunne have været meget højere, hvis det ikke havde været en søndag. Havde det været en hverdag, ville mange tømmerarbejdere have befundet sig inden for dødszonen. Som det gik, omkom der mennesker femogtyve kilometer derfra.

Den heldigste person den dag var en andendelsstuderende ved navn Harry Glicken. Han havde været ene mand på en observationspost små ti kilometer fra bjerget, men han skulle til optagelsessamtale på et college den 18. maj i Californien, så han var taget af sted dagen før udbruddet. Hans plads blev overtaget af David Johnston. Johnston var den første til at rapportere, at vulkanen eksploderede; øjeblikke senere var han død. Hans lig blev aldrig fundet. Glickens held varede heller ikke ved. Elleve år senere var han den ene af treogfyrre videnskabsfolk og journalister, som med dødelig udgang blev fanget af et udslip af supervarm aske, gasser og smeltet klippe - en såkaldt pyroklastisk udstrømning - ved Mount Unzen i Japan, hvor man endnu en gang fejlfortolkede en vulkan katastrofalt.

Vulkanologer er måske ikke de værste videnskabsmænd i verden til at forudsige, men de er uden sammenligning de værste i verden til at erkende, hvor elendige deres forudsigelser er. Mindre end to år efter Unzen-katastrofen steg en anden gruppe vulkanovervågere, under ledelse af Stanley Williams fra University of Arizona, ned i en aktiv vulkan kaldt Galeras i Colombia. På trods af de senere års dødsfald havde kun to af de seksten medlemmer af Williams' gruppe iført sig sikkerhedshjelme eller andet beskyttelsesudstyr. Vulkanen kom i udbrud og dræbte seks af de videnskabelige deltagere foruden tre turister, som havde gjort dem følgeskab. Flere andre blev alvorligt kvæstet, deriblandt Williams selv.

I en usædvanlig lidt selvkritisk bog med titlen Surviving Galeras udtaler Williams, at han kun kunne "ryste på hovedet i undren”, da han senere forstod, at hans kolleger blandt vulkanologerne havde antydet, at han havde overset eller afvist vigtige seismiske signaler og handlet uansvarligt. "Hvor let det er at være bagklog, at bruge den viden, vi har nu, på begivenhederne i 1993," skrev han. Han var ikke skyldig i noget værre, mente han, end dårlig timing, da Galeras "opførte sig lunefuldt, som naturkræfter har for vane at gøre. Jeg blev narret, og det tager jeg ansvaret for. Men jeg føler mig ikke skyldig over mine kollegers død. Der er ingen skyld. Der var bare et udbrud."

Men tilbage til Washington. Mount St. Helens fik kappet fire hundrede meter af sin top, og 600 kvadratkilometer skov blev lagt øde. Træer til opførelse af 150.000 boliger (eller 300.000 hos andre kilder) blev blæst bort. Skaden blev anslået til 2,7 milliarder dollars. En kæmpemæssig søjle af røg og aske steg til en højde på tyve kilometer på under ti minutter. Et flyet halvt hundrede kilometer derfra rapporterede, at det blev bombarderet med småsten. Halvanden time efter eksplosionen begyndte der at regne aske ned over Yakima i Washingron, et samfund med 50.000 indbyggere, omtrent 140 kilometer derfra. Som det var at forvente, lavede asken dag om til nat og satte sig i alting, blokerede motorer, generatorer og elektriske apparater, generede fodgængere, lavede forstoppelse i filtreringssystemer og fik kort sagt tingene til at gå i stå. Lufthavnen lukkede, og motorvejene ind og ud af byen blev lukket.

Alt dette skete, bemærker man, i vindretningen fra en vulkan, som havde rumlet truende i to måneder. Alligevel havde Yakima ingen nødforanstaltninger klar. Byens varslingssystem, som burde gå i gang i tilfælde af krise, forblev tavst, fordi "personalet denne søndag morgen ikke vidste, hvordan man betjente udstyret”. I tre dage var Yakima lammet og afskåret fra omverdenen, med lukket lufthavn og ufarbare tilkørselsveje. Alt i alt fik byen kun halvanden centimeter aske efter Mount St. Helens' udbrud. Man bedes have dette i tankerne, når vi nu skal til at overveje, hvad en eksplosion i Yellowstone kan føre med sig.

Kilde: Uddrag af kapitel 14, ”En kort historie om næsten alt” af Bill Bryson