FARLIG SKØNHED (Yellowstone)

Mens Bob Christiansen fra US Geological Survey engang i 1960'erne var i gang med at undersøge Yellowstoneparkens vulkanske historie, kom han til at undre sig over noget, som mærkeligt nok ikke havde bekymret nogen før ham: Han kunne ikke finde parkens vulkan. Man havde vidst i lang tid, at Yellowstone var af vulkansk oprindelse - det hang sammen med dens gejsere og andre dampende kendetegn - og vulkaner har det særlige over sig, at de er ret iøjnefaldende. Men Christiansen kunne ikke finde Yellowstones vulkan noget sted, og hvad han mere konkret ikke kunne finde, var en karakteristisk struktur ved navn en caldera eller kraterkedel
De fleste af os vil ved tanken om en vulkan forestille os sådan noget som Etna eller Kilimanjaros klassiske kegleformer, der er dannet ved, at udflydende magma hobes op i en symmetrisk forhøjning. De kan dannes overordentligt hurtigt. I 1943 kunne en landmand fra Paricutín i Mexico se undrende til, mens der steg røg op fra et sted på hans jord. På en uge var han blevet den lykkelige ejer af en 152 meter høj kegle. Inden for to år havde den standset sin vækst i 430 meters højde og var 800 meter i diameter. Alt i alt er der omkring 10.000 af disse påtrængende synlige vulkaner på Jorden, men kun nogle få hundrede af dem er stadig aktive. Der findes imidlertid en anden og knap så celeber type vulkan, som ikke bygger bjerge. Det er vulkaner så eksplosive, at de åbnes ved en eneste enorm sprængning og efterlader et kolossalt hul, calderaen (fra det latinske ord for kedel). Yellowstone var tydeligvis af denne anden type, men som sagt kunne Christiansen ikke finde calderaen noget sted.

Ved et tilfælde gik det sådan, at NASA netop på denne tid havde besluttet at afprøve nogle nye kameraer ved at tage billeder af Yellowstone. En af NASA’s repræsentanter huskede meget betænksomt at give kopier af billederne til parkens ledelse ud fra den betragtning, at det kunne blive til nogle nydelige forstørrelser til et af besøgscentrene. Så snart Christiansen så fotografierne, forstod han, hvorfor det ikke var lykkedes ham at se calderaen: Stort set hele parken - 9.000 kvadratkilometer - var en caldera. Eksplosionen havde lavet et krater med en diameter på 60 kilometer - alt for stort til at kunne overskues fra noget sted i jordhøjde. På et eller andet tidspunkt i fortiden må Yellowstone være sprunget i luften med en voldsomhed langt ud over noget, som mennesker kender til.

Yellowstone, viser det sig, er en supervulkan. Den ligger på toppen af en enorm hot spot, et reservoir af smeltet klippe, som stiger op fra et punkt mindst 200 kilometer nede i Jorden. Det er varmen fra hot spot'en, som driver alle Yellowstones kratere, gejsere, varme kilder og boblende mudderhuller. Under overfladen er der et magmakammer, som er omtrent 72 kilometer i diameter - omtrent af samme dimensioner som parken - og omkring 13 kilometer tykt det tykkeste sted. Forestil dig en stabel trotyl omtrent på størrelse med Fyn og som rækker 13 kilometer op i himlen, op til underkanten af de højeste cirrusskyer, og du får en vis forestilling om, hvad de besøgende i Yellowstone trasker rundt på toppen af. Det tryk, som et sådant magmareservoir udøver på skorpen ovenover, har hævet Yellowstone og det omgivende terræn omtrent en halv kilometer længere op, end de ellers ville have været. Hvis den ryger i luften, er katastrofen noget nær umulig at forestille sig. Ifølge professor Bill McGuire fra University College London "ville man ikke kunne komme den meget nærmere end 1.000 kilometer" mens den var i udbrud.

Følgevirkningerne ville være endnu værre.

Den type magmaopstrømning, Yellowstone ligger på, kaldes en kappediapir. Sådan nogle har form som et martiniglas - de er tynde på vejen op, men spreder sig ud, når de nærmer sig overfladen, så der dannes enorme hulheder med ustabil magma. Nogle af disse hulheder kan være op til et par tusinde kilometer i diameter. Ifølge teorierne er deres udbrud ikke altid eksplosive; de kan også briste i en kæmpemæssig, vedvarende udstrømning af smeltet klippe, sådan som det var tilfældet med Deccan Traps i Indien for 65 millioner år siden. De dækkede et areal på 500.000 kvadratkilometer og bidrog sikkert til dinosaurernes bortgang - de var i hvert fald ikke til gavn - med deres skadelige gasudslip. Kappediapirer kan også være ansvarlige for de sprækker, der får kontinenter til at gå itu.

Sådanne diapirer er overhovedet ikke sjældne. Der er omtrent tredive aktive af dem på Jorden i øjeblikket, og de er ansvarlige for mange af klodens mest velkendte øer og øgrupper - Island, Hawaii, Azorerne, Kanarieøerne og Galipagosøerne, Little Pitcairn midt i det sydlige Stillehav og mange andre - men bortset fra Yellowstone er de alle oceaniske. Ingen har den mindste anelse om, hvordan eller hvorfor Yellowstones diapir endte under et kontinent. Kun to ting er sikre, nemlig at skorpen ved Yellowstone er tynd, og at kloden under den er varm. Men hvorvidt skorpen er tynd på grund af hot spot'en, eller om hot spot'en er der, fordi skorpen er tynd, er genstand for bogstavelig talt ophedet debat. Skorpens kontinentale natur har stor betydning for dens udbrud. Hvor de andre supervulkaner for det meste bobler jævnt derudad på en forholdsvis godartet måde, sprænges Yellowstone eksplosivt. Det sker ikke ofte, men når det gør, er det bedst at holde sig lidt væk.

Efter dens første kendte udbrud for 16,5 millioner år siden er den eksploderet omkring hundrede gange, men de seneste tre udbrud er dem, der er blevet skrevet om. Det sidste udbrud var tusinde gange større end Mt. St. Helens' eksplosion; udbruddet inden det var 280 gange større, og det forudgående var så stort, at ingen ved nøjagtig hvor stort. Det var mindst 2.500 gange større end St. Helens, men tallet er måske snarere 8.000 gange. Selv i den lave ende ville et udbrud tvinge vores civilisation i knæ.

Vi har absolut intet at sammenligne med. Den største eksplosion i nyere tid skete for vulkanen Krakatau i Indonesien i august 1883. Braget fra den vandrede kloden rundt flere gange inden for ni døgn, og den fik vandet til at skvulpe så langt borte som i Den Engelske Kanal. Hvis du imidlertid forestiller dig mængden af udkastet materiale fra Krakatau som en golfkugle, vil den største af Yellowstone sprængningerne være på størrelse med en kugle, som du akkurat kan gemme dig bag. I denne sammenligning ville Mount St. Helens' eksplosion svare til en ært.

Yellowstones udbrud for to millioner år siden udsendte så meget. aske, at det kunne begrave hele Sverige i fem meter aske. Det var I denne aske, som skabte Mike Voorhies' fossillejer i det østlige Nebraska. Denne eksplosion skete i det nuværende Idaho, men gennem årmillionerne har Jordens skorpe bevæget sig hen over stedet med en hastighed på et par centimeter om året, således at den i dag ligger direkte under det nordvestlige Wyoming. (Selve hot spot'en bliver liggende som en svejseflamme rettet mod overfladen). I sporet efterlades den slags fede vulkanske sletter, der er ideelle til kartoffeldyrkning, hvilket Idahos landmænd for længst har fundet ud af. Om yderligere to millioner år, plejer geologerne spøgefuldt at sige, vil Yellowstone producere pommes frites til McDonald's, og folk i Billings i Montana vil vade rundt i gejsere.

Askenedfaldet fra det sidste Yellowstone-udbrud dækkede 19 vestlige stater (plus dele af Canada og Mexico) helt eller delvist - det vil sige næsten hele USA vest for Mississippi. Og det er, må man huske, Amerikas brødkurv, et område, der producerer omtrent halvdelen af verdens korn. Og asken minder som bekendt ikke om et stort snefald, der smelter ved forårstide. Hvis du gerne vil dyrke jorden igen, må du finde et sted at gøre af al asken. Det tog tusinder af arbejdere otte måneder at rydde de 1,8 milliarder tons brokker fra World Trade Center i New York. Tænk på, hvad det ville kræve at rydde Kansas.

Og så har vi endda ikke sagt et ord om de klimatiske konsekvenser. Det sidste supervulkanudbrud på Jorden fandt sted ved Toba, på det nordlige Sumatra, for 74.000 år siden. Ingen ved helt, hvor kraftigt det var, andet end at det var et ordentligt et. De grønlandske iskerneboringer viser, at Toba-eksplosionen blev fulgt af mindst seks år med "vulkansk vinter” og guderne må vide hvor mange år med misvækst derefter. Man mener, at begivenheden kan have bragt menneskeheden til randen af udryddelse, idet verdens befolkning blev reduceret til kun nogle få tusinde individer. Det vil i givet fald betyde, at alle moderne mennesker er efterkommere af en meget lille grundstamme - en mulig forklaring på vores påfaldende genetiske ensartethed. Under alle omstændigheder er der flere ting, der taler for, at Jordens samlede befolkning gennem de næste tyve tusinde år aldrig kom op på mere end nogle få tusinde. Det er unægtelig lang tid at bruge på at komme sig efter en eneste vulkansk sprængning.

Alt dette var kun hypotetisk interessant indtil 1973, hvor en ejendommelig hændelse pludselig gav det aktualitet: Vandet i Yellowstone Lake, i parkens hjerte, begyndte at gå over bredderne i den sydlige ende. Her oversvømmede det en eng, mens vandet i den modsatte ende af søen på mystisk vis strømmede bort. Geologerne foretog en hastig opmåling og konstaterede, at et stort område i parken havde udviklet en ildevarslende udbuling. Den havde hævet den ene ende af søen og fået vandet til at løbe ned i den anden ende, ganske som det ville ske, hvis man løftede den ene side af et barns oppustelige svømmebassin. I 1984 lå hele parkens centrale område - over 100 kvadratkilometer - en meter højere end i 1924, hvorfra den sidste egentlige opmåling af parken stammer. Men i 1985 sank hele centralområdet tyve centimeter. Det virker, som om det i dag er på vej opad igen.
...

Jeg spurgte ham, hvad der fik Yellowstone til at gå af, når den gjorde det.
"Ved det ikke. Ingen ved det. Vulkaner er sære skabninger. Vi forstår dem faktisk overhovedet ikke. Vesuv, i Italien, var aktiv i tre hundrede år indtil et udbrud i 1944, og så stoppede den bare. Den har været tavs lige siden. Enkelte vulkanologer mener, at den er ved at lade op i den helt store stil, hvilket kan være lidt bekymrende, fordi der bor to millioner mennesker på eller omkring den. Men ingen ved det."

"Og hvor meget varsel ville man få, hvis Yellowstone var ved at gå Han trak på skuldrene. "Der var ingen til stede, sidste gang den røg, så ingen ved, hvad advarselssignalerne er. Der ville sikkert være nogle sværme af jordskælv og overflade hævninger, og vel også nogle ændringer i gejsernes og dampkraternes adfærdsmønstre, men ingen ved det rigtigt."

"Så den kunne bare gå af uden varsel?”
Han nikkede eftertænksomt. Problemet er, forklarede han, at næsten alle de ting, som kunne være advarselssignaler, allerede findes i en vis udstrækning i Yellowstone. "Jordskælv er i almindelighed forløbere for vulkanudbrud, men parken har allerede masser af jordskælv - 1.260 af dem sidste år. De fleste af dem er for små til at kunne mærkes, men jordskælv er de ikke desto mindre."
....

Naturligvis kan der gå titusinder af år, før dagen kommer. Doss tror, at denne dag måske slet ikke kommer. "Bare fordi der var et mønster i fortiden, betyder det ikke, at det stadig findes," siger han. "Der er visse tegn på, at mønsteret kan være en række katastrofale eksplosioner og derpå en lang periode med ro. Vi er måske der nu. Mest taler for, at størstedelen af magmakammeret afkøles og størkner. Det frigiver sine gasser, og det er nødvendigt med indespærrede gasser, hvis der skal være et eksplosivt udbrud."
....

Hydrotermiske eksplosioner udgør også en betragtelig risiko. De kan indtræffe når som helst, uden de store forudsigelsesmuligheder, og hvor som helst. "Du ved nok, at vi har lavet det sådan, at de besøgende ledes hen til de termiske bækkener," fortalte Doss mig, efter at vi havde set Old Faithful springe. "Det er det, de kommer for at se. Vidste du, at der er flere gejsere og varme kilder i Yellowstone end i hele resten af verden?”

"Det vidste jeg ikke."

Han nikkede. "Ti tusinde af dem, og ingen ved, hvornår en ny kanal åbnes." Vi kørte til et sted kaldt Duck Lake, en sø med en udstrækning på et par hundrede meter. "Den ser aldeles uskadelig ud," sagde han. "Det er bare en stor dam. Men dette store hul har ikke altid været der. I På et tidspunkt inden for de seneste 15.000 år gik det løs i den helt store stil. Der har været millioner af tons af jord og sten og overophedet vand, som blev blæst ud med hastigheder over lydens. Du kan tænke dig, hvordan det ville være, hvis det skete under eksempelvis parkeringspladsen ved Old Faithful eller et af besøgscentrene." Han satte et misfornøjet ansigt op.

"Ville der være noget varsel?"

"Sikkert ikke. Den sidste betydelige eksplosion i parken skete på et sted kaldt Pork Chop Geyser i 1989. Den efterlod et krater på omtrent fem meters diameter - ikke enormt på nogen måde, men stort nok, hvis du nu tilfældigvis stod der, da det skete. Heldigvis var der ingen i nærheden, så ingen kom noget til, men det skete uden varsel. I meget gamle dage var der eksplosioner, som lavede huller på halvanden kilometer. Og ingen kan sige, hvor eller hvornår det kan ske igen. Man må bare håbe på, at man ikke står der, når det går løs." .
....

Farerne i Yellowstone gælder lige så vel for parkens ansatte som for de besøgende. Det var noget, som Doss måtte sande eftertrykkeligt i sin første uge på stedet fem år tidligere. Ved nattetide var tre unge sommermedhjælpere i færd med den ikke helt legale aktivitet kaldt "hot-potting" - altså at svømme eller hygge sig i de varme bassiner. Selvom parken af oplagte årsager ikke skriver det noget sted, er det ikke alle bassinerne i Yellowstone, som er kritisk varme. Nogle af dem er yderst behagelige at ligge i, og blandt nogle af sommermedhjælperne var der blevet tradition for at tage en dukkert i de sene nattetimer, selvom det var imod reglerne. Tåbeligt nok havde trekløveret undladt at tage en lygte med, hvilket var yderst farligt, fordi en stor del af jorden omkring de varme bassiner er sprød, og man kan nemt falde gennem den og ned i en skoldhed kanal derunder. Under alle omstændigheder var de på vej tilbage til deres logi, da de kom til et vandløb, som de havde måttet springe over på udvejen. De tog nogle skridts tilløb, holdt hinanden i hænderne, talte til tre og sprang. Men der var intet vandløb. Det var et bassin med kogende vand. De var I gået vild i mørket. Ingen af de tre overlevede.

Jeg tænkte på denne episode næste morgen, da jeg på vej ud af parken ringede til et sted kaldt Emerald Pool, som lå i Upper Geyser Basin. Doss havde ikke haft tid til at vise mig stedet dagen forinden, men jeg syntes, at jeg i det mindste burde have et lille kik, for Emerald Pool er et historisk sted.

I sommeren 1965 havde et biolog, ægtepar ved navn Thomas og Louise Brock, der var på studietur, foretaget sig noget tosset. De havde skovlet noget af det gulbrune skum op, som omkransede bassinet, og undersøgt det nærmere. Til deres og siden hen også omverdenens store overraskelse var det fuldt af levende mikrober. De havde fundet verdens første extremofiler - organismer, der kan leve i vand, som tidligere blev anset for at være alt for varmt, for surt eller for svovlholdigt til at huse liv. Emerald Pool var, mærkværdigt nok, alle tre ting, og ikke desto mindre var der mindst to typer levende væsner, nemlig Sulpholobus acidocaldarius og Thermophilus aquaticus (som de kom til at hedde), der fandt den behagelig. Man havde altid formodet, at intet kunne overleve ved temperaturer over 50 grader celsius, men her var der så disse organismer, som hyggede sig i ulækkert, syreholdigt vand, der var næsten dobbelt så varmt.

I næsten tyve år forblev den ene af Brock-parrets to nye bakterier, Thermophilus aquaticus, en laboratoriekuriositet, indtil en forsker fra Californien ved navn Kary B. Mullis indså, at de varmebestandige enzymer i den kunne bruges til at skabe kemisk trylleri. Trylleriet går ud på, at man kan fremstille DNA i stor skala ud fra meget små mængder - så lidt som et enkelt molekyle under ideelle betingelser. Reaktionen er en slags genetisk fotokopiering, og den blev grundlaget for al efterfølgende genetisk videnskab, lige fra forskning til retsmedicinsk arbejde. Den indbragte Mullis Nobelprisen i kemi i 1993.

Samtidig fandt videnskabsmændene endnu mere hårdføre mikrober, i dag kendt som hypertermophile, der kræver temperaturer på 80 grader celsius eller derover. Den varmeste organisme, man har fundet til dato, ifølge Frances Ashcroft i Life at the Extremes, er Pyrolobus fumarii, som har til huse på væggene af undersøiske varmekratere, hvor temperaturen kan nå op på II3 grader celsius. Den øvre grænse for liv menes at være omtrent 120 grader, men ingen ved det. Under alle omstændigheder vendte Brock-parrets resultat op og ned på vores opfattelse af den levende verden. Som NASA forskeren Jay Bergstralh har udtrykt det: "Uanset hvor vi tager hen på Jorden - selv til det, der virker som de mest fjendtlige omgivelser for livet overhovedet - vil vi finde liv, så længe der er flydende vand og en eller anden kilde til kemisk energi."

Livet er, viser det sig, uendelig meget smartere og mere tilpasningsparat, end nogen nogensinde havde troet. Det er godt, for som vi nu skal se, bor vi på en klode, som tilsyneladende helst er fri for vores tilstedeværelse.

Kilde: Fra kapitel 15, ”En kort historie om næsten alt” af Bill Bryson