USA, maj 2009, Manhattan & New York.

Manhattan, mandag den 18. maj.

Turen til USA er denne gang først og fremmest en rundrejse i landets sydvestlige hjørne - indledt med fire dage i New York, eller rettere på Manhattan, som kun er en af flere af NY City's bydele, men den er i særlig grad kendetegnet ved skyskrabere og vel nærmest er blevet indbegrebet af New York. Manhattan er også hjemstedet for World Trade Center (WTC), der blev lagt i grus den 11. september 2001, herefter betegnet som "Ground Zero" og nu en gigantisk byggeplads

Megabyer er byer med over 10 mio. indbyggere.

Begrebet dækker over sammenhængende byområder, dvs. typisk langt mere end de administrative inddelinger.

NY City er inddelt i 5 bydele/valgkredse:

  • The Bronx, 1,4 mio.
  • Brooklyn, 2,5 mio.
  • Manhattan, 1,6 mio.
  • Queens, 2,3 mio.
  • Staten Island, 0,5 mio.

dvs. tilsammen 8,3 mio, indbyggere. Men "NY Metropolitan Area" (eller "Stor-NY") har imponerende ca. 25 mio. indbyggere. (Kilde: Wikipedia).

En uges tid før afrejsen lykkedes det os endeligt at booke et hotelværelse på Park Avenue få minutters gang fra Empire State Building og med subway få skridt fra døren. Turen Esbjerg-Billund-Kbh-Newark-Manhattan gik uden problemer og immigationsbetjenten i Newark var elskværdigheden selv - hvilket var en HELT ny og behagelig oplevelse. Da vi ventede på bagagen, blev Jytte antastet af en "frugt-hund", som kunne lugte, at hun et par timer tidligere havde haft en banan i håndtasken. Indførsel af frisk frugt til USA er strengt forbudt, og forbudet tjekkes åbenbart ganske effektivt. Hunden blev tilgivet sin lille fejltagelse og endog belønnet med en kiks, mens Jyttes sidste rest af tvivl, om man virkelig behøver at rette sig efter så tåbelige regler, endegyldigt blev manet i jorden.

Underligt nok er der så godt som altid mangler ved et hotelværelse. Denne gang, eksempelvis, var der ikke som lovet et værdiskab, og telefonen var stendød. Det blev dog hurtigt udbedret. Portieren kom med en ny "safe" under armen og stillede den løst oven på garderoben, og så var den klaret. I det mindste behøver eventuelle tyveknægte nu ikke at lede efter vore værdier - de kan bare tage boksen under armen og lunte af igen... Det lokale klokkeslet var efterhånden 1830, dvs. ½ time efter midnat iht. vort indre ur, så vi luntede en tur ned af Park Avenue og gik om forbi "Flat Iron"-bygningen på vejen hjem. "Strygejernet" har siden opførelsen for godt 100 år siden forvandlet sig fra en grim ælling til smuk og beundret svane, og det kan vi helt tilsutte os. En genial og smuk udnyttelse af en umulig spidsvinklet hjørnegrund.

Tirsdag, den 19. maj.
Efter en god, lang nats velsignet søvn, stod vi op til perfekt vejr: Skyfrit og 20-25 grader, dog med morgenkølighed og lidt dis. Begge dele fik vi grundigt afprøvet fra toppen af Empire State Building, dagens første mål og en seværdighed i verdensklasse.

Empire State Building

Empire State Building i stærk aftensol.

Vi kom op til det såkaldte observatorium lige under antennen, hvor bygningen snævrer lidt ind, så man kan gå rundt om den som på en slags fortov, der er grundigt indhegnet. De fleste husker sikkert, at King Kong rev antennen af og brugte den til at banke angribene flyvere ned med...

Det foregår naturligvis med high speed elevatorer med ét skift på 80. etage, inden observatoriet nås på 86. etage. Bygningen har i alt 102 etager. Udsigten over byen er på en dag som i dag helt enestående, jf. billederne (eller rettere nogle af dem). Bygningen stod færdig i 1932 efter kun kun to års arbejde og er stadig (efter WTC's udslettelse og iflg. Wikipedia) trediehøjeste skyskraber i Nord- og Sydamerika. Til vores overraskelse ser den udvendigt ud, som om stilladserne blev fjernet for en uge siden. Ingen misfarvninger eller andre spor af tidens tand - en meget flot bygning.

Det var svært at rive sig løs igen, inden vi satte kursen mod Times Square.

Times Square og Rockefeller Center
Times Square

Times Square/Duffy Square -
ny teknologi og digitalisering har gjort reklamerne endnu vildere.

Her samles stimler hver nytårsaften ca. ½ million mennesker sammen for i kor at tælle ned til det nye år. - En trdition med godt 100 år på bagen.

Times Square "opstår" så at sige ved, at Broadway og Seventh Avenue, to voldsomme gader med en hulens trafik, krydser hinanden. I NY er en overraskende stor del af personbilerne de gule taxa'er, der summer afsted. Der bliver dyttet meget, så stedet er en nermest infernalsk blanding af lyd og lys - gadenettets svar på et diskotek.

Det er også her de store musicals har til huse, og man kan da godt få billetter á 110 dollar og langt opefter stykket.

Rockefeller Center

Rockefeller Plaza med forgyldt statue af Prometheus, som ses i baggrunden.

Myten om Prometheus er pt. ganske velvalgt. Han kom alvorligt på kant med Zeus for at have givet ilden til menneskeheden - hvilket måske kan give asociationer til kreditkrisen. Plazaen er ellers en nogenlunde fredfyldt plet med bænke og en restaurant, som tiltrækker mange mennesker.

Battery Park, Staten Island og Wall Street samt Ground Zero
Battery Park

Mindesmærke for flådens krigsopfre i Battery Park

Battery Park er et lille og nogenlunde grønt område på sydspidsen af Manhattan og dermed udgangspunktet for en del færgeruter og udflugtsbåde, som via en kæmpemæssig kø og betaling vil sejle folk over til Liberty Island med Frihedsgudinden og Ellis Island, hvor emmigranterne første gang satte foden på amerikansk jord - og fik indrejsetilladelse eller afslag. Sidstnævnte var selvsagt en katastrofe, da de pågældende normalt havde solgt alt for at skaffe penge til billetten.

Der er imidlertid også en gratis færgerute til Saten Island. Denne rute går tæt forbi både Ellis Island og Frihedsgudinden, og vi kunne gå lige ombord, så valget var let.

Ellis Island

Ellis Island - porten til Paradiset for mange

Frihedsgudinden

Frihedsgudinden

Man kan nok komme ud på øen, men ikke op i selve statuen. Den blev lukket for adgang efter 11. september. For oplagt et terrormål

NYSE

New York Stock Exchange indhyllet i reklamer. Uhørt.

Ground Zero

Ground Zero, hvor World Trade Center lå, er nu en kæmpestor byggeplads

Det var lidt fra førstedagen. Jo, vi var skam temmelig trætte og fyldte til randen med indtryk.

Manhattan, onsdag den 20. maj.
Dagens første mål var FN-bygningen, som man bør klogt i at besøge lige fra morgenstunden, hvis man helst undgår store kødannelser.

Grand Central Station

Grand Central Station på Manhattan

Vi tog subway'en til Grand Central Station, hovedbanegården, som er en seværdighed i sig selv. Stedet er stort, flot, rent, summende af travlhed, uden bumser og skumle personer.

FN-bygningen

FN-bygningens velkendte silhuet

Efter et sikkerhedstjek som i en lufthavn meldte vi os til en guided rundvisning, som nok ikke vil blive husket som turens højdepunkt. En masse baggrundsstøj fra aircondition og rullende trapper samt andre grupper gjorde det nærmest umuligt at følge med i foredraget. Dette handlede mest om organisationens historie og gøremål, herunder med hovedvægten på alle de gode ting, de udretter for næsten ingen penge - specielt sammenlignet med, hvad krige og kreditkriser koster. Og det er jo alt sammen så rigtigt, men nok heller ikke hele sandheden.

Trump Tower

På Fifth Avennue kom vi forbi Trump Tower.

Næste mål var Guggenheim Museum, der ligger på Fifth Avenue ca. midt for Central Park. Fifth Avenue er måske Manhattans fineste butiksstrøg, hvis man har hang til Armani-habitter eller Gucci-tasker. Imidlertid havde vi undervurderet afstandene og kom til at gå rigeligt, inden vi kapitulerede og lod os transportere et stykke ad vejen pr. subway. - F. eks. er Central Park 4 km på det lange led og fortovene er som regel overfyldte, hvilket gør en strækning langt mere anstrengende end en normal spadseretur på samme længde.

Trump Tower er et 58 etagers luksus kontor- og lejlighedskompleks, som faktisk ser fantastisk ud, og lejlighederne har garanteret en udsigt, som vanskeligt overgås i et bymiljø.

Guggenheim

Guggenheim museet. Tegnet af Frank Lloyd Wright

Bygningen stod færdig i 1959 og har dermed 50 års jubilæum i år. Som følge heraf er langt størstedelen af udstillingsarealet helliget Frank Lloyd Wright, der af mange regnes som USA's største arkitekt nogensinde.

Særudstillingen om F. L. Wright er helt sikkert gefundenes fressen for arkitekter, men vi fik nu hurtigt nok efter de første 50 fantastiske tegninger af bygninger, hvoraf langt de fleste aldrig er blevet realiseret.

Central Park

Et lille hjørne af Central Park på en varm forsommerdag.

Efter Guggenheim gav det nærmest sig selv at lægge vejen gennem lidt af Central Park, inden vi med velvillig assistance af offentlige transportmidler søgte hjem til Hotellet på Park Avenue.

Manhattan, torsdag den 21. maj.
Vi havde sat os for at teste bussystemet for at komme til Brooklyn Bridge. - Til vores overraskelse viste det sig senere, at vi kunne have taget undergrunden lige fra vores gadedør til starten af gangstien over broen... Nå, men undergrund i NY er altså 100% undergrund, så udsigt er der i sagens natur ikke meget af. Bussen, derimod, førte gennem Chinatown, hvor alting pludselig var HELT kinesisk - og HELT forskellig fra Fifth Avenue.

Brooklyn Bridge

Brooklyn Bridge- er meget ophængt

Vejret kunne simpelhen ikke være bedre, og så snart vi kom lidt ud på broen var luften ren og frisk. Da den stod færdig i 1883 var den med et hovedspænd på 486 verdens længste hængebro. Den totale længde er 1834 meter, og pylonerne er bygget i gotisk stil...

Brooklyn Bridge har været "statist" i utallige film fra New York.

Med besvær løsrev vi os fra broen og området for enden af den og tog toget uptown, skiftede til bus (nu ku' vi bare det der) for at komme til Madison Square Garden.

Madison Square Garden

Lille åndehul i et lille hjørne.

Den relative fred på og ved Brooklyn Bridge var her forvandlet til et utroligt inferno af mange tusinde skolelever, der skulle til et eller andet i centret. På trods af et meget stort antal billetluger i en enorm foyer var den én stor sammenpakket menneskemasse, som vi med noget besvær slap ud af igen, uden at blive ført med strømmen til et eller andet ukendt.

B&H Photo

Fik lov til at tage dette billede - fordi vi kom helt fra DK!

Nogle få hundrede meter fra infernoet ligger et mekka for foto- og computerentusiaster - B&H Photo.

Det er naturligvis enormt og særegent derved, at det ejes og drives af jøder med kalot, skæg, fletninger og hele molevitten. Søde, hjælpsomme og supereffektive.

Jeg spurgte til prisen på et 32 GB USB-stik, som jeg kendte prisen på i DK - og udløste en større aktion, da det viste sig, at de var ca. $10 dyrere... Den troede de lissom ikke rigtig på, men jeg bad dem selv kigge efter på edbpriser.dk, og så fik den flinke ekspedient ellers travlt med at ringe til chefen. Efter lidt yderligere snak fik jeg den til dansk pris, da de har en politik om, at ingen må være billigere. Den gælder egentlig kun for USA, men blev nu udstrakt til også at gælde for DK...

Metropolitan Art Museum

New Yorks Metropolitan Art Museum ligger naturligvis på Fifth Avenue men på Central Park siden.

Det er synd og skam kun at bruge nogle få timer sådan et sted, men havd skal man stille op med begrænset tid til rådighed?

Vi valgte at satse på de europæiske samlinger og herunder især malere fra 16-, 17- og 18-hundreder tallene, hvor de har en perrække af de bedste værker, se billedgalleriet. - Det var tilladt at fotografere værkerne UDEN blitz, hvilket efterhånden næsten aldrig er tilfældet.

Strygejernet

Oprindelig en forkætret bygning - nu verdensberømt og priset.

Sidste mål for dagens fotosafari blev kombineret med aftensmaden, "Strygejernet", eller "Flat iron", som de lokale naturligvis kalder den. For de interesserede er der meget mere her om den berømte bygning.

Broadway går på tværs af Manhattans ellers regelrette skakbrætmønster, hvorved der naturligt opstår mange små pladser. Strygejernet ligger således, hvor Broadway krydser Fifth Avenue.

Det blev slutningen på vores noget sammentrængte NY-program. - Det har været en superfin oplevelse. New Yorkerne har været søde og venlige, de offentlige transportmidler og byen som helhed er nærmest klinisk rene. Vi har heller ikke set grafitti nogen. steder. Man har gjort effektivt op med svineriet - det kan altså lade sig gøre, hvis man tør og vil.