Maj 2010, 'Dixieland', 'Borte Med Blæsten', Elvis, Country Music - kort sagt: Den sydøstlige del af USA.

Flyveturen gik fra Billund via Amsterdam til Orlando i Florida.
Nu til dags forventes man åbenbart selv at lave det hele mht. indtjekning, uanset om man skal til København eller til Amerika. Gudskelov er der ’tumpehjælp’, så det løser sig jo, og heldigvis kunne bagagen tjekkes ind hele vejen, men boardingpass kunne vi kun få til Amsterdam, og nået dertil måtte vi til det igen. Med lidt halvvranten assistance ved en skærm, der kan scanne pas, lykkedes det at fremtrylle de magiske papirer til sidste etape.

Sikkerhedstjekket i Billund var som altid ganske fredsommeligt, men det var så også kun begyndelsen… I Amsterdam afgik flyet fra lufthavnens – med garanti – fjerneste gate. Og derude ventede et tjek, der overgik Billund med flere længder, bl.a. en meget grundig kropsvisitering, hvor end ikke de ædlere dele gik ram forbi. ALLE gennemgik denne tur. Turen gennem Immigration i Orlando tog over en time, men det er vel ikke helt usædvanligt. Stor var vores forbløffelse imidlertid, da det viste sig, at vi også her skulle igennem et komplet og MEGET grundigt sikkerhedstjek, FØR vi kunne forlade lufthavnen. At man også skal sikkerhedstjekkes EFTER flyveturen er altså lidt svært at forstå. Alt i alt tog det ca. tre timer fra vi landede til vi kunne tjekke ind på vort hotel i Orlando, men så havde vi da også fået lejet en splinterny Ford Focus med det hele.  

Næste dag, ja faktisk de to næste dage, kom til at dreje sig om rumfart med besøg på Kennedy Space Center, der ligger ved Atlant-kysten stik øst for Orlando. Vi er meget tæt på at kunne overvære næste ’launch’ af en rumfærge, Atlantis, der planlægges opsendt i dag om en uge (14. maj, kl. 14:20), men alle billetterne ER solgt, og vi er efter planen ude af Florida.  Atlantis har været på vingerne 32 gange før, heraf de 11 til den russiske rumstation.

Rumcentret er glade for gæster og byder på så store oplevelser, at vi i stedet for én dag er endt med at bruge to. En IMAX biograf byder på to fantastiske 3D-film, der alene er turen værd. Beliggende for sig selv, ca. 3 miles fra selve centret, findes ”United States Astronaut Hall of Fame”, der hædrer heltene, både levende og døde, og som i tilgift er et museum over rumfartens historie. Fremragende og medrivende. Området er sumpet og udgør et vildtreservat, der bl. andet vrimler med alligatorer og store skildpadder. Vi så to 'gators' helt tæt på vejen. Vejret et meget varmt, ca. 30 grader med tordenbyger. Bygninger og busser med aircondition er til gengæld hundekolde.

Lørdag - søndag. Orlando - Key West, ca. 650 km.

Vi forlod hotellet på det helt rigtige tidspunkt, nemlig kl. 7:45. GPS'en var indstillet på hurtigste rute og dermed motorvej så langt som muligt, dvs til Florida City/Homestead, hvorefter de sidste ca. 200 km går på US 1. En rigtig omgang ø-hopning med lav fartgrænse næsten hele vejen. Termometret stod på over de 30 hele vejen, også de 160 km på The Keys, selv om der kun er få meter til hhv. Atlanterhavet mod øst og Den Mexikanske Golf mod vest. Når solen skinner (og det gjorde den næsten hele vejen), har havet en så fantastisk flot blå farve, at selv postkort må give op.  

Key West er så langt ude, som man kan komme - og det tiltrækker rigtig mange. Der er havnemiljø med luksus fiskerbåde, turbåde, der sejler ud til koralrevet, jetski, motorbåde, som trækker folk op i faldskærme, fiskerestauranter og barer med alt, hvad dertil hører af øl og hornmusik samt det velkendte tredie element. Parkering er en udfordring og Key West er derfor nok byen i USA med flest cykler. Byens største kenntnisse er ubetinget Ernest Hemingway, som boede, skrev, drak, horede og fiskede her i mange år. Hans hus er nu museum og absolut et besøg værd. Det er - jf. billedserien - smukt både udvendigt og indvendigt. President Harry Truman havde feriebolig her i byen, og af sikkerhedsgrunde fik han endog indrettet en privat, indhegnet badestrand, som vi sejlede forbi.

Hemingway-museet kunne passende kombineres med en udflugt ud til koralrevet i en Glass Bottom Boat, som er et slags omvendt akvarium, hvor vi er inde i glasburet og fiskene udenfor. Turen tog et par timer og førte os ned til revet ca. 8 km stik syd for Key West. Sceneriet var ikke helt så farvestrålende, som vi havde ventet, men det forklarede besætningen med, at ting ændrer farve, når de ses på et par meters dybde, men vrimlende fyldt med fisk i alle størrelser og farver er der.

Mandag. Everglades National Park.

Der er - i modsætning til det vestlige USA - ikke mange nationalparker øst for Mississippi-floden, men lige her på sydspidsen af Florida ligger Everglades, der foruden mægtige landområder omfatter hele sydkysten. Parken, oprettet i 1947, er først og fremmest et enestående vådområde, der har fungeret som afvandingsområde for store dele af Sydflorida. Landbrug, voldsomt voksende nærliggende byområder (Miami) bragte allerede for 50 år siden Everglades til randen af et økologisk sammenbrud, især fordi landbrug og byer medførte kolossale afvandingsprojekter, der ledte gigantiske mængder af ferskvand direkte ud i Atlanterhavet. I 1989 vedtog den amerikanske kongres en ambitiøs 30-års redningsplan til i det mindste delvis genoprettelse af området via tilbageføring af ferskvandet.

Efter tidligere at have besøgt USA mest storslåede nationalparker gør Everglades et noget mindre indtryk, men vi har så heller ikke udnyttet mulighederne for en over 120 km lang kanotur igennem sumpene, eller vandreture mellem myg, slanger og krokodiller, eller uendelige sejlture blandt utallige øer, eller?

Som sædvanligt søgte vi råd i Visitor Center ved indgangen til parken - og det førte os til Royal Palm nogle få miles inde i området, hvor en park ranger tog os med på en rundgang med rigtig mange spændende oplevelser. Alligatorer er koldblodede dyr, hvis døgnrytme er meget afhængig af omgivelsernes temperatur. På en meget varm dag som i dag opholder de sig mest i neddykket stand i op til en time af gangen. Der var derfor ikke optimale chancer for at møde dem, men vi var heldige og så adskillige fra helt små, mellemstørrelse og så en enkelt stor krabat, som snildt ville kunne sluge en spinkel, lækker bedstemor. Man kan ikke lade være med at blive lidt betaget af disse park rangers med deres entusiasme, venlighed og store viden. De er virkelig "grønne" i den allerbedste betydning af ordet.

Varmen er noget overvældende, og så har vi endda været heldige med vekslende skydække og frisk vind. Vi er så langt mod syd, at solen står lige lodret over vores syndige hoveder og træerne giver minimal skygge. Ikke underligt, at der til stadighed kredser store, sorte ådselsgribbe rundt...

Tirsdag, onsdag og torsdag. New Orleans.

De to første dage er hurtigt overståede, for de gik med at køre fra sydspidsen af Florida til New Orleans i staten Louisiana, i alt ca. 1.500 km i adstadig amerikansk motorvejstempo. De overhaler imidlertid lige så gerne højre som venstre om, og alle kører med samme hastighed (plus/minus 2 miles/timen), så der kan nemt ligge en eller to og gemme sig i de blinde vinkler. Kort sagt: Man skal være på stikkerne.

Den lange strækning gennem Florida er meget smuk. For at komme til New Orleans i Louisiana fra vores kant skal man lige gennem både Alabama og Mississippi, og det fremgår umiddelbart, at begge stater er mindre velstående end Florida. Vi havde booket to nætter på et hotel lige inden for "The Quarter", eller Det Franske Kvarter, og det viste sig som et perfekt valg. Det er let tilgængeligt fra motorvejen (især hvis man har GPS), og man kan gå ned til Bourbon Street på fem minutter.

Byen er absolut stadig stærkt præget af eftervirkningerne fra orkanen Katrina i august 2005. Selv i dette attraktive kvarter er der et meget stort antal forladte huse og huse med "Til salg" eller "Til leje" skilte, og samme billede er tydeligt, når man bevæger sig ind i andre bydele. Efter ankomsten onsdag sidst på eftermiddagen tog vi en sonderende gåtur rundt i kvarteret og fandt ud af, hvad selve dagen i New Orleans skulle bruges til: En tur på Mississippi floden med hjuldamper, lidt rundtur med "Street Car", sporvogne i gammel og hyggelig stil), lidt indkøb og så lidt besigtigelse af Bourbon Street ved aftenstid.

Hjuldamperen er i den helt rigtige stil, som vi kender den fra westerns, og kaptajnen holdt os i ca. to timer underrettet om omgivelserne, hvor vi bla. passerede den bydel, der tog allermest skade under Katrina, og hvor størstedel af de. ca. 1.500 omkomne boede. Hele den indre del af byen ligger ca. to meter under havets overflade - ved normale vandstandsforhold. Byens normale eksistens beror med andre ord på diger, dræning og et stort antal pumpestationer, som tilsammen afholder vandet fra at oversvømme området. Dette indebærer også, at der ikke er mere end et par spadestik ned til grundvandet. Det har den bivirkning, at man ikke kan begrave folk på normal og anstændig vis ved at grave et hul til til dem - de ville simpelhen dukke op igen som muldvarpeskud. Løsning: Man "begraver" dem oven på jorden i små (eller store) stenhuse, hvilket giver nogle meget særprægede kirkegårde.

Efter aftensmaden var det ved at blive mørkt og Bourbon Street var lavet om til gågade med et yderst særpræget og interessant folkeliv. Vi så ingen lommetyve men til gengæld et utal af luddere, som sad i vinduer, stod på altaner og i døråbninger til etablissementer, som man ikke ser ved dagslys med skodder for. Det er utroligt at pigerne kan se SÅ uanstændige ud med tøj på, men det lykkedes til fuldkommenhed. OK, de havde nu heller ikke ret meget på, og det de havde på, sad så stramt, at man blev alvorlig bekymret for blodomløbet. Man må også antage, at de tager det af flere gange i løbet af aftenen for på den måde at undgå (arbejds-) skader.

Vi havde forestillet os, at der ville blive spillet en masse New Orleans jazz på værtshusene, men vi fandt kun et enkelt, hvor det var tilfældet. Til gengæld kunne vi så svælge i "Blueberry Hill" med mindelser til Armstrong (Nej, ikke Lance), Fats Domino, Little Richard, Elvis Presley og mange andre. Det er helt bestemt en udmærket ting at have konen med i sådanne omgivelser og en glimrende illustration af, hvorfor gifte mænd lever længere end ungkarle.

En interessant ting, som vi aldrig kan blive trætte af: Fraværet af svineri/affald/skidt på fortove og gader. Da vi i morges gik ned gennem kvarteret var man i færd med at VASKE gaderne i sæbevand - med citronduft. Det foregik med store lastbiler, som langsomt spredte sæbevandet. Der er heller ingen sammenhæng mellem antallet af bumser, fattige og hjemløse og svineriet, dvs. mangelen på svineri. Det er simpelthen holdningen, der er anderledes - man smider affaldet i skraldespandene. Havde det været i Danmark, ville kvarteret have set ud som efter en Roskilde festival.

Vicksburg, gensyn med den amerikanske borgerkrig.

Byen ligger på en skrænt lige øst for Mississippi floden. Det stod allerede fra starten klart for nordstaterne, at beherskelse af floden var af afgørende betydning for krigens udfald, fordi det ville kløve sydstaterne i to dele, ødelægge deres forsyningslinier og gøre det muligt at lave en altomfattende fysisk blokade ("Anakonda-strategien"). Disse strategiske muligheder stod naturligvis lige så klart for sydstaterne, som befæstede byen og et stort område med øst, så den forekom uindtagelig. Vest for floden findes et enormt sumpområde, der udgjorde et naturligt værn.

Det blev general U. S. Grant's opgave at gøre det tilsyneladende umulige: At indtage Vicksburg og få kontrol over Mississippi-floden. Hans karriere stod på dette tidspunkt på vippen, og en fiasko ville have sendt ham ud af historien, ud i mørket. Sejren gjorde ham omvendt til Unionens førende general og til sidst krigens ubestridte sejrherre og senere præsident for USA.

En oversigt over Vicksburg-kampagnen kan læses her. Mere om Ulysses S. Grant kan læses her. Der er således tale om en langstrakt affære i to akter, nemlig et mislykket første forsøg i slutningen af 1862 og så igen i foråret 1863 fra den 31. marts til byens kapitualtion den 4. juli.

Ankommet til parkens besøgscenter hyrede vi omgående en guide, Gary, som kørte os rundt i tre timer - en strækning på ca. 25 km -, mens han snakkede uafbrudt om kampagnen og fortalte utrolige, men sande historier om maskotter, officerer og menige. F. eks. om en menig, der trods tapper deltagelse i mange slag overlevede krigen. Efter krigen blev han imidlertid kørt over af en senator og brækkede begge ben, kom på hospitalet for at få dem sat sammen igen - bare for her at blive afsløret som kvinde... Gary hævdede, at dette ikke var et enkeltstående tilfælde, men at ca. 100 'mænd' på hver side i virkeligheden var kvinder. I slaget om Vicksburg var der også eksempler på brødre, som kæmpede mod hinanden, men som mødtes i pauser i slaget, gik hver til sit og sloges videre. Tja, men kender vi ikke alle den slags familier?

Krigen viste utallige eksempler på stor menneskelighed midt i alle grusomhederne. Mange af de ledende officerer havde gået på officersskole sammen, eller kæmpet sammen i den mexikanske krig og var personlige venner.

Elvis Presley, Graceland, Memphis, Tennessee.

Vore forventninger var nok lidt blandede, men vi blev glædeligt overraskede, selv om der naturligvis i høj grad også er tale om en turistfælde med et utal af butikker med alverdens Elvis-relaterede varer ud over - naturligvis - plader, CD'ere og DVD'ere. Vi tog 'Platinum-turen', hvor højedepunktet var en rundgang på Graceland, der står som da Elvis døde i 1977, 42 år gammel. For en kortfattet Elvis-biografi, se her, og hans officielle hjemmeside, her. I 1973 blev et af hans shows transmitteret live fra Hawaii. Det blev overværet af 1,2 mia seere, et tal, der vist aldrig er blev overgået, og som overgik antallet, da Neil Amstrong satte foden på Månen. Kort sagt, Elvis er nok som enkeltperson stadig den største success nogensinde - og forretningen går stadig strygende. Vi har så sent som i dag bigraget hertil ved at købe en svinsk dyr dobbelt-CD (The Essential Elvis Presley). Ja, selv vi kan åbenbart blive grebet af en stemning... Smagsprøve følger her:

Shiloh, Tennesse, den amerikanske borgerkrig.

Slaget ved Shiloh strakte sig over to dage, den 6. og den 7. april 1862, dvs. året før Vicksburgs fald. Formålet var ganske den samme: At opnå kontrol med floder og jernbaner for derved at kløve, indeslutte og udsulte Sydstaterne. Kommanderende norstatsgeneral var også her U. S. Grant, igen i rollen som den aggressive og dristige hærfører, der er faretruende tæt på at tabe slaget.

Fra Wikipedia er 'sakset' følgende:

Slaget ved Shiloh er også kendt som slaget ved Pittsburg Landing og var et stort slag i det vestlige operationsområde i Den Amerikanske Borgerkrig. Det blev udkæmpet den 6. og 7. april 1862 i det sydvestlige Tennessee. En sydstatshær under generalerne Albert Sidney Johnston og P.G.T. Beauregard gennemførte et overraskelsesangreb på unionshæren under generalmajor Ulysses S. Grant og var tæt på at besejre ham.

På slagets første dag angreb sydstatshæren med det formål at presse unionshæren væk fra Tennesseefloden og ind i sumpene ved Owl Creek mod vest i et forsøg på at besejre Grants Tennessee-hær, inden den kunne forene sig med generalmajor Don Carlos Buells Ohio-hær. Under de heftige kampe lykkedes det i stedet for unionshæren at falde tilbage i retning af Pittsburg Landing mod nordøst. En stilling på en hulvej, kaldet Hvepsereden, blev længe forsvaret af mænd fra brigadegeneralerne Benjamin M. Prentiss's og W.H.L. Wallace's divisioner, hvilket gav den nødvendige tid til, at resten af Unionens front kunne stabiliseres under beskyttelse af talrige artilleribatterier.

General Johnston blev dræbt under den første dags kampe, og Beauregard, hans næstkommanderende, besluttede sig for ikke at angribe de sidste unionsstillinger den aften.

I løbet af aftenen og natten kom der forstærkninger fra general Buell, og det vendte strømmen den næste morgen, hvor han og Grant indledte et modangreb langs hele fronten. Sydstatshæren blev tvunget til at trække sig tilbage fra det indtil da blodigste slag i De Forenede Staters historie og måtte opgive håbet om at kunne blokere Unionens invasion af det nordlige Mississippi.

Hele artiklen kan læses her.

Kuriosum: I besøgscentret kunne man blandt andet læse, at en af deltagerne i slaget var Henry Morton Stanley ("Dr. Livingstone, I presume").

Chickamauga (Georgia) og Chattanooga (Tennessee) - mere borgerkrig.

Tiden er efteråret 1863 og stedet er Chattanooga, "Porten til syden", et strategisk sted med et netværk af veje, jernbanerlinier og Tennessee River. Slagene var blandt de blodigste i borgerkrigen, og efter at Syd havde sejret i slaget ved Chickamauga, vandt Nord i Chattanooga og stod tilbage som samlet sejrherre med frit spil i hele det vestlige område af sydstaterne - og en åben ladeport ind i Sydens centrale dele. (Chikamauga og Chattanooga ligger få km fra hinanden). Nord udnyttede bl.a.sejren til Sherman's berømte March to the Sea, hvor han efter at have indtaget Atlanta ødelagde ALT i et bælte, ca. 100 km bredt, til Savannah ved Atlanterhavet i Georgia - og 'grundlage' dermed begrebet "total krig", idet heller ikke civile mål blev skånet.

De ældre blandt læserne (Randi & Kim...) husker sikkert Glenn Miller og Chattanooga Choo Choo? Ja, der hentydes her til stedet med gamle damptog, som blev udødeligjorte i film og Glenn Millers musik, som kan aflyttes her.

Great Smoky Mountains National Park (Tennessee).

Dagen startede med en pudsig oplevelse. På vej mod parken gjorde vi holdt ved et supermarked i Bilka-klassen og købte forskellige varer, bl.a. en seks-pak med dåseøl. Da vi skulle betale, bad den yndige kassedame om fotolegitimation, da de ikke måtte sælge øl til mindreårige... Jeg takkede mange gange og stak hende mit lasede kørekort fra 1989 og hjalp hende med at identificere fødselsdatoen. Hun syntes, mit kørekort godt nok var "cool", og så blev handelen endelig godkendt.

Nationalparken, også kaldet "The Smokies", indgik ikke i det oprindelige program, men kom ind som erstatning for Nashville med "Grand Ole Opry", der for et par uger siden blev beskadiget som følge af kæmpe oversvømmelse og derfor pt. er lukket.

Som følge af beliggenheden er "The Smokies" inden for rimelig afstand af mange millioner mennesker på USA's østkyst og er derfor uden sammenligning landets mest besøgte nationalpark. Det kunne vi også tydeligt mærke, idet der var megen trafik i parken, selv om det stadig er lavsæson. Vi havde disponeret 1½ dag i parken og brugte derfor eftermiddagen til et område, der passede hermed. Efter i tidligere år at have besøgt en perlerække af de allermest fantastiske parker var vi forberedt på en noget mindre oplevelse.

Vi blev imidlertid glædeligt overrasket, idet vi ved to lejligheder kom på ganske tæt hold af sortbjørne, først en enkelt og senere en bjørnemor med to unger på slæb. Og så var det, at Jytte gav mig ret i, at vi har brug for et fotoapparat med bedre zoom-egenskaber! Den første var vi nok kun ca. 25 meter fra og bjørnefamilien vel ca. 40 meter fra. En bjørnemor med unger kan efter sigende blive yderst arrig, hvis hun kommer i tanker om, at nogen er for tæt på dem.

Bjørnene gav omgående trafikkaos, idet folk ganske enkelt stopper på vejen og stiger for at tage billeder. Sjovt nok sker der også det, at alle snakker med alle, som om det er noget man er fælles om - hvad der jo på en måde også stemmer.

En del af parkens veje var lukket pga. vedligeholdelse inden højsæsonen, og da vi hverken var kommet for at bruge de uendelige vandrestier eller campingpladser, var der ikke meget andet at gøre end sætte kursen østover, tværs gennem parken, op, op og op lige til stedet, hvor landevejen skærer The Appalachian Trail, en ca. 3.500 km lang (bjerg-) vandresti, der starter ved foden af Appalacherne i Georgia og slutter i staten Maine, næsten oppe ved den canadiske grænse. Vi stoppede naturligvis for at tage dette fænomen i nærmere øjesyn, jf. et lille fotoalbum, og kunne straks konstatere, at der er tale om en ekstremt krævende sti. Der er hvert år adskillige tusinde, som forsøger sig - og kun nogle ganske få, der gennemfører turen i ét stræk, dvs. fra sneen er væk om foråret, til vinteren sætter ind om efteråret. Undervejs kan man bl.a. møde sorte bjørne og klapperslanger... Stien udgør i parken i øvrigt også grænsen mellem Tennessee og North Carolina.

Vi havde lagt ruten til næste overnatningshotel således, at vi umiddelbart efter at have forladt The Smokies kunne køre ind på "Blue Ridge Parkway", en vej der i sig selv er en naturpark og som går for at være USA's smukkeste landevej. Vejen/parken er 755 km lang, og de godt 100 km, vi tilbagelage, giver os ingen grund til indvendinger. Desværre er det umuligt at gengive al den skønhed på nogle stærkt formindskede billeder, jf. vort album, men alligevel. Vejen har sin hel egen hjemmeside her.

Charleston, South Carolina, sydens charme og skibsmuseum.

Charleston ligger ved Atlanterhavskysten ca. midtvejs mellem North Carolina og Georgia, lige hvor to floder løber sammen, hvilket præger bybilledet med meget store broer. Byen er af de fleste kendt for en dans fra 1920'erne af samme navn - med helt karakteristisk benspjæt. (Min mor kunne danse Charleston...). Vi havde disponeret hele tre overnatninger, bla. ud fra en idé om, at vi nu også ville holde lidt ferie. Ankommet først på eftermiddagen tog vi ind i centrum til et stort Visitor Center med henblik på planlægning af tiden samt en spadseretur i den historiske bydel, hvilket der kom en serie billeder ud af, jf. Albummer. Planlægningen mundede ud i et dagprogram med meget forskelligt indhold:

Først et besøg på et hangarskib, "Yorktown", der nu er museumsskib. Vi var næppe kommet ombord, før vi blev kapret af en guide, en forhenværende sømand, "master chief", der vist nærmest kan oversættes med senior sergent, og som kan have et meget stort ansvar og ofte frygtes/respekteres af de menige. De rangerer lige under officerer. Han var mindst 75 og fór op og ned af skibets utallige trapper, så vi var helt ødelagte, i samfulde 3½ time - og så listede vi endda lige så stille af, før han sluttede. Undervejs fortalte han et utal af anekdoter, bl.a. fik en forklaring på, hvorfor skibe er hunkøn og dermed altid omtales som "hun"/"hende". Jo, det skyldes, at de kræver umanerlig megen vedligeholdelse... Skibet blev bygget under Anden Verdenskrig og var - efter ombygning til ubådsjagt - tjenstgørende indtil 1970. Billedserie under Albummer.

Resten af dagen gik med et besøg på en berømt sydstatsplantage, Boone Hall Plantation, der har "medvirket" i en række film, bl.a. "Nord & Syd" (hvor plantagen hedder "Mont Royal") med Patrick Swayze (Orry Main), der døde af kræft i september 2009. Og hvem husker ikke Lesley-Anne Down?

Ejendommen er fantastisk smuk og stadig i drift, dog ikke længere baseret på negerslaver, men nogle af slavehusene er bevarede og blev brugt som boliger indtil så sent som 1940. Hvert af husene fortæller nu sin del af de sortes historie fra slaveri til frigørelse og så et langt tilbageskridt med forskelsbehandling og diskriminition, der først blev brudt med kampen for borgerrettigheder i 1960'erne. (Martin Luther King og mange andre).

Vejen op til hovedbygningen går gennem en meget bred og 1,2 km lang allé af stedsegrønne egetræer plantet i 1743. Der var rundvisning i hovedbygningens stueetage, men fotografering indendørs er desværre ikke tilladt.

Fort Sumter, South Carolina, borgerkrigen bryder ud.

Hvis nogen synes, det med borgerkrigen er ved at blive for meget, er vi ikke helt uenige... Men, men, det var altså tilfældigvis lige her, de første skud i krigen blev affyret, nemlig mod Fort Sumter, der ligger i indsejlingen til Charleston havn. Det var den 12. april 1861 tidligt om morgenen. OK, vi indrømmer at vore berøringsflader til slagmarkerne tidsmæssigt mildt sagt har været noget rod, idet vi i 2006 besøgte Appomattox, hvor Lee den 9. april 1865 overgav sig til Grant og dermed i realiteten afsluttede krigen... Imidlertid er det svært - hvis man bare er lidt historisk interesseret - ikke at løbe ind i borgerkrigen i sydstaterne. Det er også interessant og bemærkelsesværdigt, hvor meget denne humanitære katastrofe stadig betyder for amerikanerne, sammenlign bare med vores egen ringe interesse for krigen i 1864, der jo var samtidig med den amerikanske borgerkrig. Naturligvis er det her vigtigt, at krigen mod forventning blev både langvarig og nærmest ufattelig blodig med ca. 620.000 døde, langt flere end de samlede tab i alle andre krige i hele landets historie. Men forholdsmæssigt var katastrofen for Danmark vel mindst lige så stor, idet det danske monarki havde mistet 2/5 af såvel sin befolkning som sit landområde og var reduceret til en ubetydelig europæisk småstat på knap 39.000 kvadratkilometer med 1,7 millioner indbyggere. Og de tabte områder var vel at mærke økonomisk mere betydningsfulde end kongerigets ret tilbagestående dele.

South Carolina var den første stat, som trådte ud af unionen. Det skete enstemmigt i december 1860 på et til lejligheden indkaldt konvent. Årsagen var dybest set spørgsmålet om retten til at holde slaver, der var hele grudlaget for sydens plantageøkonomi og livsform. November samme år var Abraham blevet valgt til ny præsident og han var kendt som afgjort modstander af slaveriet. I løbet af de næste to måneder udtrådte yderligere seks stater. De syv stater sluttede sig sammen i "Confederate States of America" (CSA) i marts 1861 på basis af en ny grundlov. Efter borgerkrigens udbrud sluttede yderligere fire (syd-) stater sig til Konføderationen, som således kom til at bestå af 11 stater indtil krigens slutning i 1865.

I december 1860 var Fort Sumter stadig en byggeplads, som slet ikke var forberedt på krig. Det var designet til 135 kanoner og en besætning på 650 mænd. I december 1860 stod det ubemandet med 15 kanoner. Fortet tilhørte (juridisk) helt uomtvisteligt Unionen, men det så South Carolina efter sin udtræden stort på og krævede, at det skulle rømmes og overgives til dem. Union major Robert Anderson var chef for et mindre nærliggende fort med ca. 120 mand (Hvoraf en del udgjorde et musikorps). Han indså, at stedet ikke kunne forsvares og sejlede med denne styrke i nattens mulm og mørke over til Fort Sumter, hvorfra han dels forhandlede med rebellerne og dels afventede nærmere ordrer fra Washington. Og forholdsordrene gik ud på at holde det og afvente forstærkninger nordfra. Undsætningen mislykkedes imidlertid fuldstændigt, idet skibene kom under beskydning fra en række nærliggende sydstatsbatterier.

Uden forstærkningen var situationen håbløs, og efter 1½ døgns bombardement den 12. - 13. april 1861 forhandlede Anderson om betingelserne for overgivelse af fortet. Konføderationens styrker overtog og udbyggede det efter alle kunstens regler. Trods alle tænkelige anstrengelser og forsøg fra Unionens side, lykkedes det aldrig at generobre det. Fortet blev for begge parter et vigtig symbol for deres respektive krigsformål.

Sejlturen bød på en utilsigtet oplevelse, idet en ældre dame umiddelbart efter ankomsten til fortet blev meget dårlig. Vi er vel alle udstyret med et noget negativt indtryk af det amerikanske sundhedssystem, men det, vi her blev vidne til, var eksemplarisk. I løbet af et øjeblik tilkalder park rangerne assistance fra kystvagten, som pr. speedbåd sammen med en politibåd var på stedet ca. et kvarter senere. Patientens tilstand var åbenbart så bekymrende, at de ikke turde lade hende returnere på skibet sammen med os, så lidt senere kom en af kystvagtens helikoptere og afhentede hende. Imponerende.

Savannah, Georgia, en uspoleret sydstatsby.

Det er bemærkelsesværdigt, hvorledes indtryk og oplevelse afhænger af, hvorledes de bibringes. Vi ankom til Savannah først på eftermiddagen og forsøgte os på egen hånd, sådan lidt på må og få. Vi 'tændte' ikke rigtigt på dette meget overfladiske indtryk, og besluttede os for at tage med en af de mange rundturs busser, åbne 'trolleys' hvor chaufføren fortæller om byens historie, de ting, vi ser og meget andet. Turen varer 1½ time, hvorefter man resten af dagen kan stige af og på shuttle busser og selv bestemme, hvor man vil hen, og hvad man vil se.

Vi var heldige med at få den DEN bedste guide, vi nogen sinde har oplevet, med uendelig viden om byen og dens historie, alt sammen fortalt med en charme, humor, entusiasme og indlevelse uden sidestykke. Der blev lyttet intenst og grinet meget. Og nu kunne vi med ét se, at dette er den smukkeste og mest særprægede sydstatsby, vi har besøgt.

Andre må også være enige heri, da den i et stort antal tilfælde har leveret kulisser til film. Blandt de meget berømte kan nævnes "Forrest Gump", hvor plakaten viser hovedpersonen siddende på en bænk, som stod på en af byens mange pladser (Squares). Efter at millioner ville fotograferes på lige netop denne bænk, blev den flyttet til et af byens mange museer.

Robert Redford er i gang med at lave en ny film, der får premiere til efteråret, "The Conspirator", som handler om den kvinde, der blev kendt medskyldig i mordet på Abraham Lincoln og hængt. En del af filmen er optaget her i byen.

Byen har en af østkystens travleste havne og har været centrum for handelen med bomuld. Ved havnen har der været en bomuldsbørs, hvor verdensprisen på bomuld blev sat.

Turbussen gjorde også holdt uden for "The Old Pirates House" en kro, hvor kaptajn Flint fra "Skatteøen" holdt til i 1700-tallet og til sidst døde af for megen rom. Da der er tale om en ret lang artikel, citerers omtalen af kroen: "The whereabouts of Flint and his crew are obscure immediately thereafter, but they ended up in the town of Savannah, Province of Georgia. Flint was then ill, and his sickness was not helped by his immoderate consumption of rum. On his sickbed, he was remembered for singing the chantey "Fifteen Men" and ceaselessly calling for more rum, with his face turning blue. His last living words were "Darby M'Graw! Darby M'Graw!", and then, following some profanity, "Fetch aft the rum, Darby!". Just before he died, he passed on the treasure map to the mate of the Walrus, Billy Bones (or so Bones always maintained)."

Ormond/Daytona Beach, Florida, badeferie!

Alting har en ende (ikke mindst negerdamer...) og det gælder også vore rejser. Vi skulle aflevere bilen i Orlando lufthavnen, og den ligger inden for bekvem rækkevidde af fantastiske badestrande. Vi trængte ærlig talt efterhånden også til lidt ferie, så vi bookede de sidste to nætter på et hotel, der ligger lige i strandkanten ved Atlanterhavet. Og hvilken strand: Ingen sten overhovedet, ingen tang, kun meget fast hvid sandstrand med mægtige atlanterhavsbølger rullende ind, så der ligger ligesom en tågedis, når man kigger på langs af den.

Ormond og Daytona strandenes enestående beskaffenhed gjorde dem oplagte til racerkørsel, og i begyndelsen af den tyvende århundrede til langt op i trediverne blev de brugt til at sætte hastighedsrekorder i specialbyggede racerbiler. Således satte Malcolm Campbell med 450 km/t rekord med bilen Bluebird. - Siden hen blev sådanne aktiviteter henlagt til Utah's saltsletter.

Daytona Beach er imidlertid stadig uløselig forbundet med motorsporten. jf. internationale begivenheder som Daytona 500, der foregår på Daytona International Speedway banen. I øvrigt ligger verdens største Harley Davidson forhandler (naturligvis) ved en af indfaldsvejene. Hvis man har benzin i blodet, er Daytona stedet.

Turen kom til at strække sig over lige godt 6.000 km. Den førte os gennem staterne Florida, Alabama, Mississippi, Louisiana, Tennessee, North Carolina, South Carolina og Georgia, kort sagt hjertet af Sydstaterne. Selv om 6.000 km egentlig ikke er så meget over tre uger, oplevede vi langt tættere trafik, end vi er vant til i USA - til dels selvforskyldt, da vi jo denne gang besøgte mange store byer. Kombinationen af gode veje og en venligere trafikkultur end den europæiske, en helt ideel bil og ikke mindst vores GPS bevirkede, at vi aldrig følte os 'lost'. Vi fandt let frem til vore destinationer og var aldrig ude for ubehageligheder af nogen art. Tværtimod oplevede vi som altid en venlig og imødekommende befolkning, der aldrig bliver trætte af at spørge om, hvor i alverden vi dog kommer fra.

Igen-igen en super oplevelse, selvom intet (naturmæssigt) kan hamle op med 2009-turens frådseri i overdådige og ubeskriveligt smukke nationalparker.