Indledende bemærkninger.

Det følgende er et uddrag (Kapitel 1) af "Den amerikanske borgerkrig, 1861 - 1865" af John Christensen, forlaget Emil, 1996/2002.

Borgerkrigens historie er så uhyre omfattende at den næsten ikke er til koge ned til nogle få sider. I stedet for et håbløst forsøg herpå har jeg i stedet valgt med dette uddrag at give et bud på dens optakt og årsager, hvorom der (heller) ikke er enighed.

Det amerikanske mirakel

Et sandt mirakel aftegnede sig på det nordamerikanske kontinent midt i 1800-tallet. En ny stormagt var på vej. Og USA signalerede sin styrke på mange måder. I 1851 sejrede America over fjorten britiske sejlskibe i Den Kongelige Yachteskadres årlige kapsejlads. Samtidig kunne besø­gende på den internationale industriudstilling i Crystal Palace i London med undren, og måske misundelse, betragte den amerikanske maskinindustris seneste pro­dukter. Rækkerne af værktøjsmaskiner, som udspyede en uendelighed af ensartede smådele til geværer, høstmaskiner, låse og revolvere. Selv med et halvt århundredes forspring i den industrielle revolution var Storbritannien nu ved at blive indhentet af de tidligere kolonier hinsides Atlanten.

USA havde allerede verdens højeste levestandard, og succeshistorien syntes uden ende. Mellem 1800 og 1850 var befolkningstallet firedoblet, og geografisk var landet vokset tilsvarende. Bruttonationalproduktet var blevet syvdoblet i perioden. Transportrevolutionen var i fuld gang. Der skete en eksplosiv vækst i anlæggelsen af kanaler, asfaltveje og jernbaner. Og bag røgen fra dampskibe og frembrusende lokomotiver begyndte konturerne af det moderne USA at aftegne sig: et samfund præget af masseproduktion, masseforbrug og mekaniseret landbrug.

Det økonomiske mirakel beroede i høj, grad på USA's nærmest ufattelige rigdom på råstoffer. Der var så meget vand, jord og tømmer, at kun fantasien satte grænser for udnyttelsen. Og fantasien satte meget få grænser i USA omkring 1850. Den uhæmmede vækst betragtedes i sig selv som et fremskridt. Der blev tænkt, og handlet, med store armbevægelser. I amerikanernes selvforståelse var USA ikke bare et drivhus for Økonomisk vækst. Et blik på Europas mange forstenede og despotiske regimer kunne kun bekræfte dem i, at deres unge Republik var selve Frihedens hjem og Demokratiets håb for alverdens folkeslag. Var måske ikke flere millioner af de nye amerikanere flygtet fra sult og politisk undertrykkelse i den gamle verden? I USA var der ingen snærende bånd. Tværtimod retfærdiggjorde Frihedens og Demokratiets idé den uimodståelige ekspansion mod vest, syd og nord, som rask væk fejede englændere, spaniere, franskmænd, mexicanere og indianere bort fra kontinentet. Doktrinen hed manifest destiny (»indlysende skæbne«): det var USA's åbenbare bestemmelse at gennemtvinge sin samfundsmodel fra kyst til kyst.

Slaveriet - slangen i Paradis

Præcis Sydens plantageliv var slangen i det amerikanske Paradis. Slaveriet var blevet gradvis afskaffet i Nordstaterne mellem 1780 og 1804, og dets kritikere havde håbet, at udviklingen i Syd ville gå samme vel. Håbet var ikke urealistisk. Det var nemlig så omkostningskrævende at skille bomuld fra frø, at det primitive slavelandbrug knap nok var rentabelt. Men i 1794 opfandt Eli Whitney en maskine, som kunne klare denne opgave mekanisk. Der åbnedes helt nye perspektiver for driften af bomuldsplantager, og i stedet for at sygne hen, fik slaveriet et nyt opsving i 1800-tallets første halvdel. Udviklingen i resten af verden gik dog den modsatte vej. Op mod 1860 havde de europæiske stormagter af­viklet slaveriet i deres kolonier, og bortset fra Brasilien og Cuba var det samtidig blevet afskaffet i de nye stater i Syd- og Mellemamerika. Selv den russiske zar overvejede at afskaffe livegenskabet.

Slaveriet i Syd havde haft sine uforbeholdne modstandere lige fra århundredets begyndelse. Protestantiske vækkelsesbevægelser i Nordstaterne dannede grobund for en vedholdende moralsk fordømmelse af Sydens »særlige institution«. Denne militante kritik kom dog fra et fåtal i Nord, de såkaldte abolitionister. Noget folkekrav om slaveriets afskaffelse var der bestemt ikke tale om. De fleste slaverimodstandere i Nordstaterne var langt mere afdæmpede end abolitionisterne. De nøledes med at afvise slaveriet hos sig selv og accepterede stiltiende, at de traditionelle slavestater i Syden havde forfatningen på deres side.

Og var slaveriet virkelig en forældet og ineffektiv institution? Hvis vækst alene var målet for altings fortræffelighed, måtte svaret blive nej. Udbyttet af råbomuld fordobledes hvert tiende år efter 1800. Bomuld fra Sydstaterne dækkede tre fjerdedele af behovet på verdensmarkedet, og råvarer fra Syden tegnede sig for 60% af USA's samlede eksport. Dermed indtjentes den udenlandske valuta, som var så vigtig for hele landets økonomiske vækst.

Slavestat eller fri stat - fronterne trækkes op

I 1850 var slaveriet dog ikke længere det diskrete fundament under Sydstaternes boomende bomuldsøkonomi. Fra sit begrænsede hjørne af den offentlige debat havde slaverispørgsmålet bredt sig ud som et altoverskyggende landspolitisk tema. Årsagen var USA's voldsomme territoriale ekspansion, især efter krigen mod Mexico (1846-48). Skulle der af de fem millioner kvadratkilometer land vest for Mississippi nu opstå slavestater eller frie stater? Krise fulgte på krise. Gamle kompromiser om slaveriets udbredelse gik op i limningen.

En akut trussel mod Unionen opstod, da Californien i 1849 proklamerede sig selv som slavefri stat. Med nød og næppe nåede Kongressen til enighed om endnu en lappeløsning - det såkaldte 1850-kompromis. Et slavefrit Californien blev optaget i Unionen som den 31. stat. Til gengæld opdeltes resten af boet efter Mexico i to terri­torier: Utah og New Mexico. De skulle selv kunne bestemme, om de ville have slaveri i deres forfatninger. Ydermere opnåede slavestaterne en opstramning af loven om bortløbne slaver.

Slaveriets tilhængere kunne næppe have iscenesat en dårligere reklame for sig selv i Nordstaterne. Føderale politimyndigheder blev forpligtet til at bistå slaveejere med at indfange deres ejendom. Enhver borger kunne indforskrives til at deltage i jagten; tårnhøje bøder var straffen, hvis man hjalp den flygtede, og alle udgifter ved eftersøgning og udlevering skulle betales af Forbundskassen. I tvivlstilfælde påhvilede bevisbyrden den pågrebne. Men det var ikke nemt at bevise, at man var en fri person og ingen bortløben slave, når man samtidig var berøvet alle traditionelle retsgarantier. Afgørelsen blev ikke truffet ved domstolen, men rent administrativt, af en Forbundskommissær.

Den nye lov skabte panik blandt såvel frie negre som blandt undvegne slaver i Nordstaterne, og mange tog flugten til Canada. Praksis viste da også med al tydelighed, at loven hældede ensidigt i slaveejerens retning.

Onkel Toms Hytte

Slaveriet var ikke længere en abstrakt uretfærdighed, men blev stadig mere synliggjort, og pinagtigt, for folk i Nordstaterne. Romanen Onkel Toms Hytte fra 1852 kom til at spille en afgørende rolle for den offentlige mening. Forfatteren Harriet Beecher Stowe (1811-96) skrev netop bogen som reaktion på loven om bortløbne slaver. Det er ikke den store litteratur. Omvendt undgik Beecher Stowe enhver skinger propaganda. Netop ved at fremstille folk i Syden gennemgående sympatisk skabte hun en troværdig baggrund for sin hjertegribende beretning om lidelse, selvopofrelse og heroisme. Den helgenagtige hvide pige Eva. Den sadistiske slavepisker Simon Legree. Den fromme og gode Onkel Tom. Det var mennesker af kød og blod. Elizas flugt over den frosne Ohio-flod, Evas død og hendes opstigen til Himmels sammen med Onkel Tom. Dramaet passede perfekt ind i en romantisk tid. Tåren flød, og sindene kom i kog.

Bogen solgte 10.000 eksemplarer på en uge, og 300.000 eksemplarer på et år. Den oversattes hurtigt til utallige sprog (dansk i 1853) og fandt et stort publikum i Europa. I Sydstaterne havde enhver kritik af slaveriet været bandlyst i årtier, og man rasede ubehersket over Onkel Toms Hytte og dens »vulgære, grimme sladdertaske« af en forfatter. Men katten var ude af sækken.

Slaveriets virkelighed

Sydens slaveejere yndede at fremstille livet på plantagerne som en idyllisk drøm om »måneskin og magnolier«. Vist blev det betragtet som et faktum, at negerslaven var sin hvide herre racemæssigt un­derlegen. Men hvis ellers slaverne passede deres arbejde, fik de deres elementære behov rigeligt dækket. Der var en naturlig harmoni mellem herre og slaver. Alle var glade og tilfredse.

Denne idyl var selvfølgelig et bedrag. De fleste slaver levede under elendige kår. Måske var den fysiske mishandling ikke helt så udbredt, som slaveriets kritikere påstod — alene al den grund, at det ville være økonomisk selvmord for slaveejeren at lemlæste sin arbejdskraft. Men vilkårlig justits og pisk var alligevel hverdagskost. Og slaven vidste, at uanset hvor meget han knoklede, ville han intet få ud af det selv Højest et klap på hovedet og en skål suppe ekstra. Slavens tilværelse var og blev undermenneskets. Og den seksuelle udnyttelse af sorte kvinder blev betragtet som en naturgiven ret. De var ikke i en position, hvor de kunne sige fra. Tallene taler deres tydelige sprog. Ud af en slavebefolkning på 4,4 millioner i 1860 var mindst 600.000 mulatter. Det virkelige tal var sikkert langt større.

Slavernes fornedrelse var dog ikke begrænset til prygl, vilkårlighed og seksuelle overgreb. I 1850'ernes USA havde kvinden fået en stærk stilling, og familien kom i højsædet. Men netop slaveriet stod i skærende kontrast til alle traditionelle familieværdier. Ægteskab mellem slaver var papirløst og temmelig uforpligtende. Slaveejeren var bestemt ikke tilhænger af, at hans ejendom opbyggede faste familiemønstre. Omvendt var det et faktum, at slaver avlede slaver. Det sikrede slaveejeren ny arbejdskraft, og det varen regulær formueforøgelse. Anklager for kynisk slaveavl blev rettet mod Syden og harmdirrende tilbagevist. Men kendsgerningerne var uimodsigelige. Der blev handlet med slaver. Og til slaveriets almindelige elendighed føjede sig de endeløse, personlige tragedier, når børn og mødre blev bortauktioneret til forskellige ejere. Måske kunne Sydstatsfolk ikke se det moralske problem. Men i Nord ramte det med sviende kraft.

Striden om Nebraska

I 1854 udløste slaveriet en ødelæggende politisk krise. Landet vest for Missouri og Iowa skulle organiseres i territoriet Nebraska. Det lå nord for breddegraden 36°30' (se kortet ovenfor), som siden 1820 havde markeret grænsen for slaveriets udbredelse. Men nu blev tanken om endnu en slavefri stat afvist af Kongressens dominerende flertal af Sydstatsdemokrater. I stedet gennemtrumfede man loven om territoriets deling i Kansas og Nebraska og overlod det til nybyggerne selv suverænt at afgøre, om de ville have slaveri eller ej.

Loven byggede på en fatal fejlvurdering af slaverimodstandernes tolerancetærskel. Nu skulle, følte de, Sydens »særlige insti­tution« pludselig trækkes ned over hovedet på dem.

Stemningen var oppisket i Nord. Kun to dage efter Kansas-Nebraska Lovens vedtagelse kom det til voldsomme uroligheder i Boston, slaverimodstandens traditionelle højborg. Årsagen var udleveringen af den bortløbne slave Anthony Burns, som efter tre måneder på fri fod nu befandt sig under svær bevogtning i det føderale domhus. Efter et stort borgermøde blev domhuset stormet af en gruppe abolitionister bevæbnet med økser, revolvere og rambuk. Døren blev hamret i stumper, og under det rasende håndgemæng blev en she­rif dræbt af skud.

Forbundsregeringen satte hårdt mod hårdt. Flere kompagnier marineinfanteri blev sammen med kavaleri og artilleri sendt til forstærkning af de lokale politi- og militsstyrker. Foran bygninger draperet med sorte sørgeflag måtte Bostons indbyg­gere afmægtigt overvære, hvordan »en skælvende farvet mand blev ført ned til det skib, som skulle sejle ham tilbage til slaveriet«. Mere end tusind soldater holdt årvå­gent vagt, mens Anthony Burns blev es­korteret til havnen. Operationen kom til at koste statskassen $100.000, svarende til måske 15 millioner nutidskroner. Men loven om bortløbne slaver var blevet håndhævet.

Det »blødende Kansas«.

Urolighederne i Boston blegnede dog i sammenligning med det retsløse anarki i de nye territorier. Her krævede kampen om slaveriets udbredelse mange dødsofre, og det »blødende Kansas« rykkede snart ind i Nordens avisoverskrifter.

På det tidspunkt, hvor USA's Kongres tillod nybyggere at rykke ind i territorierne, var der simpelthen ingen jord at sælge. De tidligere indiansk ejede områder var endnu ikke officielt afstået. Og de offentlige jorder var ikke blevet opmålt. Som nødløsning måtte Kongressen i sommeren 1854 tillade, at nybyggerne »besatte« offentlige jorder efter forgodtbefindende. Modstandere og tilhængere af slaveriet startede nu et regulært koloniserings-kapløb, og Kansas forvandledes til en tumleplads for ekstremister fra begge fløje. Det gjaldt om at komme først, og om at få flest folk indenfor.

Slaveritilhængerne havde det nemmest. De skulle bare lige over grænsen fra slavestaten Missouri. Disse berygtede »grænse- bøller« fik med 1700 ulovlige stemmesed­ler valgt en slaverivenlig Kongres-repræsentant for territoriet Kansas. Bedre gik det ikke, da Kansas i 1855 skulle vælge sin egen lovgivende forsamling. Med 5000 ulovlige sedler i stemmeurnerne blev forsamlingen overvældende slaverivenlig. Protester fra statens guvernør var komplet omsonst. På rekordtid gennemførtes en uhørt streng slavelov, som bl.a. gjorde det muligt at straffe enhver offentlig kritik af slaveriet med bøder og fængsel, mens op­fordring til slaveopstand og hjælp til bort­løbne slaver blev belagt med dødsstraf.

Slaverimodstanderne svarede igen ved i 1856 at oprette en alternativ regering. Forræderi! fastslog Kansas' lovformelige myndigheder. Bistand rekvireredes atter fra Missouri: 800 af de frygtede grænsebøller blev prompte taget i ed som ordenshåndhævere og, med fem kanoner på slæb, sendt af sted på en straffeekspedition. Den alternative regering valgte ikke at gøre væbnet modstand, men takken derfor udeblev. De 800 ordenshåndhævere kastede sig over byen Lawrence, ødelagde aviskontorerne, stak ild til hotellet og guvernørboligen og udplyndrede huse og butikker.

Drømmen om et tropisk »slaveimperium«

Akkurat som abolitionister og andre slaverimodstandere i Nord ikke veg tilbage for åbenlyst at trodse love og myndighedspåbud, skete der også i Syd en hærdning af synspunkterne. Gennemtrumfningen af slaveriet forvandledes til et spørgsmål om ære. Den afrikanske slavehandel var blevet afskaffet i 1807. Smugleri var forekommet lige siden. Men nu krævede fanatiske slaveritilhængere den regulære handelsvej genåbnet. Med samme styrke lød midt i 1850'erne kravet om indlemmelse af flere slaveterritorier.

At forvandle det spanskejede Cuba - »Vestindiens perle« - til en Sydstatsrepublik var en gammel drøm. Allerede i 1848 fik Spanien tilbudt $100.000 for øen, men Cuba var ikke til salg. De ekspansionslystne amerikanere greb så til andre midler. Texas, Californien og New Mexico var alle blevet indlemmet i USA efter revolution eller krig, og tilsvarende organiseredes i starten af 1850'erne en række fribyttertogter mod Cuba. De slog alle fejl, men initiativtagerne tiljubledes i Syden. Et sidste ambitiøst togt i 1854 blev modvilligt afblæst. Sydstatspoli­tikerne indså, at de efter Kansas-Nebraska Loven ikke havde mere goodwill tilbage hos regeringen i Washington.

Også det amputerede Mexico fristede til yderligere erobringer. I 1853 planlagde fri­bytterhelten William Walker en kolonisering af de mexicanske provinser Baja California og Sonora. Walker og hans 45 bevæbnede mænd blev dog drevet tilbage til USA, hvor en jury var præcis 8 minutter om at frikende dem for overtrædelse af landets neutralitetslove.

Derefter vendte William Walker blikket mod den mellemamerikanske stat Nicaragua, som udgjorde nøglen til en hurtigere vej mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Nicaragua var præget af politisk kaos, og det lykkedes Walker at træde ind og erobre kontrollen med regeringen. I 1856 befandt der sig 2.000 amerikanske lejesoldater og eventyrere i Nicaragua, og USA godkendte Walkers regering. I Nord blev Walker betragtet som en simpel pirat, i Syd derimod som en frihedshelt. Og Walker levede op til Sydens forventninger. Slaveriet var blevet ophævet i Nicaragua i 1822, men i 1856 legaliserede Walker det på ny.

Nicaragua-eventyret gik dog i vasken i 1857-58, og William Walker endte foran en henrettelsespeleton i Honduras i 1860. Men fantasifulde Sydstatspolitikere klyngede sig uanfægtet til drømmen om et »Tropisk Imperium«, en »gylden cirkel« af slavestater fra USA's Sydstater, over Mellem- og Sydamerika og tilbage igen via Caribien. I et sådant Imperium, med kontrol over alle verdens vigtigste råstoffer, ville »Sydens civilisation« kunne blomstre for alvor.

Nord og Syd. To verdener.

Billedet af det unge Amerikas fremmarch midt i 1800-tallet var et overfladisk skønmaleri. Det økonomiske mirakel og den voksende velstand kunne ikke ændre ved, at landet var dybt splittet - på vej mod opløsning.

Der var en væsensforskel mellem Nord og Syd. Mens 70% af Nordens arbejdsstyrke havde været beskæftiget med landbrug i 1800, var tallet faldet til 40% i 1860. I Syd lå andelen konstant på 80%. I Syd boede kun 10% af befolkningen i byer. For Nordens vedkommende var tallet 25%. Og næsten alle indvandrere søgte mod Nord: den fattige europæer gjorde sig intet håb om at kunne konkurrere med Sydens slavearbejdere.

Men der var skævheder inden for alle områder af samfundslivet. Officerserhvervet var domineret af Sydstatsfolk. Norden havde en tilsvarende overvægt inden for litteratur, kunst, lægevidenskab og undervisning. Uddannelse blev ikke prioriteret højt i Syd. Godt halvdelen af befolkningen var analfabeter, mens kun 6% af Nordens befolkning hverken kunne læse eller skrive.

Mest påfaldende var Nordens dominans nok inden for forretningslivet. Industri, handel, transport og pengevæsen blomstrede i de slavefri stater. Norden summede af virkelyst og foretagsomhed. Ingeniører og opfindere kappedes om at løbe fremtiden i møde. Og fabriksejere og lønarbejdere søgte opad i samfundet med en ny tids dyder: sparsommelighed og stædighed, flid og fantasi.

Det var ikke dyder, der imponerede Syden. Der havde man kun foragt til overs for Yankeernes kommercielle og pengegriske arbejdsmani.

Enkelte klartseende reformatorer i Syd havde nok indset, at den økonomiske udvikling i slavestaterne løb katastrofalt skævt, men alle forsøg på at omlægge erhvervsstrukturen blev ignoreret eller modarbejdet. Syden var og blev et aristokratisk land­brugssamfund med åndelige rødder i det 1700-tals England, som de første kolonister i Virginia havde båret med sig. Industri kunne kun bruges til at fremstille simple klæder og billige landbrugsredskaber til slaverne. »Sydens kavalerer« var ganske vist forbrugere om en hals, men det var kostbare importvarer, de efterspurgte.

Sydens dyder var netop: status, ære, luksus og bekvemmelighed. En iøjnefaldende ødsel og aristokratisk levevis var forudsætningen for, at Sydens herskende klasse kunne opretholde den politiske og sociale kontrol. Den reelle magt var samlet hos de 8.000 plantageejere, som hver havde mere end 50 slaver: Ganske vist var der i 1850 omkring 300.000 slaveejere i Syd, men langt de fleste af dem havde kun et par slaver. Og det overvejende befolkningsflertal i Sydstaterne havde ingen direkte berøring med slaveriet.

Det er unægtelig påfaldende, at et så fåtalligt plantagearistokrati formåede at fastholde slaveriet ikke bare som fundament under deres egen romantiske kavalerkultur, men som det altdominerende tema i hele Sydens økonomiske og politiske tænkning. Thi nok havde slaveriet mange umiddelbare fordele. Men det var samtidig en møllesten om halsen på Sydstaterne.

Bomuldshøsten indbragte store summer, men pengene endte i lommerne hos de få. Plantagearistokratiet havde monopol på høj levestandard i Syd. Og slavelandbruget var alt andet end effektivt. Pengene blev bogstavelig talt pint ud af jorden. Et sundt jordbrug forudsatte vekseldrift, dybdepløjning og gødning. Men hvad der skulle have været driftskapital, brændte plantageejerne af på luksusforbrug. De manglede altid kontanter til fx gødning. Og efter Sydens racefilosofi var slaverne under alle omstændigheder for enfoldige og uvidende til at varetage andet end de helt simple arbejdsopgaver. Det er et faktum, at Sydens slaver var langt mindre produktive end Nordens løn­arbejdere. Det var dog ikke et spørgsmål om enfoldighed og uvidenhed, men om motivation. Hvorfor i alverden skulle en slave bestille mere end det strengt nødvendige? Og behandle sine markredskaber med respekt? Slaveriets umenneskelighed kunne kun anspore til sabotage og passiv modstand. Resultatet blev en ond cirkel.

Den lave produktivitet og udpiningen af jorden kunne kun opvejes ved at inddrage stadig nye jorder til slavelandbrug. Bestandigt nye slaveterritorier skulle der til, for at den herskende klasse kunne opretholde sin status og levestandard.

I perioden 1850-60 blev Sydens magthavere gradvis presset op mod en mur. Syden havde domineret Forbundsregeringen he­le århundredet. Men hvis slaveriet blev holdt ude fra de nye territorier, var det slut. Og udviklingen gik ubønhørligt den vej. Transportnettet, dvs. jernbanerne, knyttede Midtvesten til Nordstaterne.

Slaveriet ikke kunne holde evigt. Men hvilken magthaver giver frivilligt afkald på sit eget eksistensgrundlag? Det var et spørgsmål om national identitet. Sydens selvforståelse umuliggjorde kompromiser i slavespørgsmålet.

I frustration over Sydens traditionelle politiske dominans stiftedes i 1854 det Republikanske Parti. Dette var et skæbnesvangert signal. Den landspolitiske splittelse var en realitet. Demokraterne repræsenterede nu langt overvejende Sydstatsinteresser, mens det Republikanske Parti blev samlingspunkt for alle slaverimodstandere og overbeviste Nordstatstilhængere. Republikanerne vandt flertallet i Repræsentanternes Hus i 1854, og det politiske klima blev bittert og hadefuldt. Senator Charles Sumner fra Nordstaten Massachusetts leverede et kendt eksempel, da han i maj 1856 fra Senatets talerstol rettede et døgnlangt, svovldampende og totalt ukonstruktivt angreb på alt, hvad der havde med Sydstaterne at gøre.

To dage senere blev Charles Sumner passet op af en senator fra South Carolina og invalideret for livstid under en regn af brutale stokkeslag. Sådan krævede Syden personlig æresoprejsning. Men løsninger af den art var kun midlertidige. Under det voksende og utålelige pres fra Nordens slaverimodstandere måtte Sydens nationale ære forsvares på en helt anden måde.

Et direkte opgør mellem Nord og Syd blev uundgåeligt.

Unionen revner

John Browns mislykkede oprør og hans efterfølgende henrettelse skabte en så hadefuld splittelse blandt politikerne i Washington, at enhver seriøs dialog ophørte. Slaverispørgsmålet delte byens ledende lag i to uforsonlige lejre, som undgik hinanden ikke bare i selskabslivet og i kirken, men også på gaden. Og selve Kongressen forvandledes til et kaotisk gedemarked.

Bloddryppende trusler fra talerstolen mødtes med piften og hånlatter. Næsten alle Kongresmedlemmer mødte bevæbnede op til forhandlingerne. »De eneste, der ikke går med revolver og kniv,« erklærede en senator fra South Carolina, »er dem der går med to revolvere«. Da en politiker fra New York ved et uheld tabte sin pistol, udbrød der panik blandt Sydens repræsentanter, og et masseskyderi blev først af­værget i sidste øjeblik.

Sådan var stemningen, da Demokraterne i maj 1860 skulle vælge deres præsidentkandidat i Charleston, South Carolina. Militante Sydstatsfolk stillede som ultimatum, at beskyttelsen af slaveriet indgik udtrykkeligt i valgprogrammet. Dermed var partiets splittelse uundgåelig. Demokraterne endte med at måtte opstille tre kandidater: en for Syd, en for Nord og en neutral. Sydstatsfanatikerne jublede, for med denne splittelse var de forhadte Republikanere sikre på at vinde præsidentvalget, og Sydens løsrivelse fra Unionen måtte blive det næste skridt.

Ved valget i november 1860 valgtes da også Republikaneren Abraham Lincoln til præsident. Nu var der ingen vej tilbage for de oprørske Sydstater. Den 20. december 1860 trådte South Carolinas Kongres sammen i Charleston og erklærede sig for løsrevet fra Unionen.

Det er en myte, at hele Sydens folk trippede utålmodigt efter at få Unionen opløst her og nu. Overalt var løsrivelses- og samarbejdsfløjen næsten lige stærke. Men en hård kerne af Sydstatspolitikere handlede med lynets hast. Mens folkestemningen endnu var i oprør efter John Brown-affæren og valget af Lincoln, »Den sorte Republikaner« (for hans sympati for negrene), blev afgørelsen presset igennem af Sydens mest fanatiske løsrivelsestilhængere.

I løbet af de næste halvanden måned løsrev yderligere seks Sydstater sig, og der indkaldtes til en konvention i Montgomery, Alabama, hvor de oprørske stater sluttede sig sammen som Amerikas Konfødererede Stater. Den 9. marts 1861 valgtes Jefferson Davis til Konføderationens præsident. »Kompromis'ernes tid er forbi,« forkyndte Sydstaternes nye leder. Konføderationen var kommet for at blive, og dem, der nægtede at anerkende dette faktum, ville komme til at »lugte Sydens krudt og mærke Sydens stål«.

Belejringen af Fort Sumter.

Sydens krudt og stål hobede sig snart op i Charleston, South Carolina. Midt i havneindløbet vajede Unionens flag, Stars-and­Stripes, over det solide Fort Sumter. Major Robert Anderson fra Forbundshæren havde besat fortet ved en lynaktion den 26. december 1860 og holdt nu skansen med sine 86 mand. Major Anderson og hans lille garnison blev den afgørende brik i spillet om, hvem der skulle starte krigshandlingerne.

Dagen efter Lincolns indsættelse som præsident den 4. marts 1861 rapporterede major Anderson til Krigsministeriet i Washington, at han havde forsyninger til seks uger. Den 8. april meddelte Lincoln South Carolinas guvernør, at Forbundshæren ville gøre forsøg på at undsætte Fort Sumter med levnedsmidler. Hvis ikke undsættelsen blev blokeret, ville man undlade at bruge våbenmagt.

South Carolinas guvernør sendte sorteper videre til Konføderationens regering. Valget lå hos Sydens leder, Jefferson Davis. Han lod fortet bombardere den 12. april 1861 - og borgerkrigen var en kendsgerning.