En cykeltur i Tyskland juni 2007.

Da jeg for tre år siden begyndte på disse ture alene, var det fordi der ikke rigtig var andre muligheder, og jeg oplevede dengang min ”påtvungne” ensomhed som noget, der trak ned i karaktergennemsnittet. Men efterhånden har jeg lært at sætte pris på denne form for (solo) udfoldelse, og finder den nu særdeles attraktiv. Ikke sådan at forstå at alle ferier burde være således, men som undtagelse er den attraktiv, spændende og lærerig. Du bliver betydeligt mere åben over for omgivelserne og anderledes på mærkerne, idet du selv må træffe ALLE beslutningerne – hvad der efter 40 års samliv er en kende uvant. Ja, der kommer måske ligefrem et anstrøg af pilgrim over foretagendet, helt i overensstemmelse med tidsånden...

For fjerde sommer i træk endte det efter lange overvejelser derfor med – endnu en cykeltur. Og atter en gang måtte en tysk flod holde for, nemlig Weser, der løber fra Hann.-Münden til udmunding i Nordsøen ved Bremerhaven, en strækning på 452 kilometer.

Efter tre forudgående ture er der ikke længere det store præg af eventyr over foretagendet. Modellen er den samme, kun ruten, overnatningerne og vejret er forskellige. Udfordringen, den fysiske forstås, er i og for sig også den samme, selv om strækningen synes at blive kortere for hvert år. Jeg betragter det – lidt spøgefuldt – som et slags udvidet helbredstjek: Hvis det går godt, står det nok ikke helt skidt til. I min efterhånden anselige alder er det vel ikke helt selvfølgeligt, at man kan køre betydeligt over hundrede kilometer på en dag med fuld oppakning på cyklen, uden at være mere medtaget end at man kan gøre det igen dag efter dag.

Jeg tog toget langs vestkysten til Glückstadt lidt vest for Hamborg, krydsede Elben med færgen til Wischhafen og satte derfra kursen stik syd mod Weser, som jeg stødte til ved Verden.

Nej, heller ikke i år kunne der blive megen medvind. Ud af de i alt ca. 450 km havde jeg vel 5 i medvind… Nå, men bortset herfra var vejret perfekt: Hverken for varmt eller for koldt og med undtagelse af en enkelt kraftig regnbyge faldt regnen om aftenen eller natten, mens jeg lå i min seng eller sad på restaurant. Fuglene nød åbenbart også det gode vejr, for de sang så var en lyst. Årstiden kunne heller ikke vælges bedre: Alting i smukkeste iklædning og nogle af årets længste dage.

Udstyret fungerede perfekt. Ved hjælp af et hjemmelavet mellemstykke kunne jeg nu med et enkelt greb montere og afmontere min GPS direkte på cykelstyret. Det er det optimale værktøj til at finde frem til overnatningshotellerne fra bygrænsen: Tast adressen ind og bliv ført lige til døren, ikke længere noget med at fjumre rundt ud fra indviklede forklaringer.

Skiltningen på ruten varierer fra at være helt fraværende til – som på billedet – det overdådige.

Jeg bestræbte mig på at komme af sted ved godt ottetiden om morgenen og var så fremme ved 16-tiden i de større byer langs floden: Nienburg, Hameln, Bad Karlshafen (OK, den er nu ikke så stor) og Hann.-Münden. De viste sig at være gode valg, og jeg havde stadig god tid til at kigge nærmere på dem, når den daglige rutine med bad og tøjvask var overstået.

Man skal ganske langt mod syd, før cykelruten konsekvent følger flodbredden, nemlig ca. midtvejs mellem Nienburg og Minden, hvilket igen er ca. ud for Hannover. Derfra og til Hann.-Münden er det meste af strækningen meget idyllisk. Bemærkelsesværdig er mødet med Den Vestfaliske Port, Porta Westfalica, hvor Weser gennembryder Wesergebirge, så det er faktisk som at kigge gennem – en port.

Det kan bl.a. på afstand fra cykelstien se ud som på billedet til højre.

Wesergebirge rejser sig temmelig brat ca. 200 meter i vejret; jeg vil tro, at de i luftlinie er de første bjerge overhovedet, når man bevæger sig sydpå fra Danmark, idet de ligger noget nordligere end Harzen. De illustrerer også det smarte ved at cykle langs en flod, idet man stort set slipper for at skulle følge et meget bakket landskab.

Nogle af byerne langs Weser er i særlig grad stolte af deres forhistorie.

Hameln kalder sig eksempelvis sig nok så hyggeligt for ”Rattenfängerstadt Hameln”, en betegnelse, der bygger på et sagn fra år 1284, hvor byen netop havde fået status som uafhængig by, vel en slags købstadsstatus. Så kom en rottefænger til byen og tilbød at befri den for rotteplagen, naturligvis mod en vis betaling, som man blev enige om. Efter at aftalen nu var indgået opfyldte rottefængeren den på en ganske anden og smartere måde end byens vise fædre havde forestillet sig, idet han havde en fløjte, hvorpå han spillede en for rotter og mus helt uimodståelig melodi. De fulgte alle sammen fortryllede efter ham lige ned i floden, hvor de druknede – og byen var nu befriet for alle mus og rotter som aftalt. Imidlertid syntes byen, at rottefængeren var sluppet alt for let om ved hele denne operation og ville nu ikke længere betale den aftalte pris.

Rottefængeren hævnede sig imidlertid ved at ændre lidt på fløjten, så den nu i stedet lokkede alle børn over fire år til at følge ham ind i en hule, hvorfra de kom ud mange hundrede kilometer fra Hameln - og dermed reelt var afskåret fra at komme hjem igen…

Hameln har imidlertid også en mindre flatterende nyere historie, hvad der kan læses meget mere her: "Hamelns Geschichte - abseits vom Rattenfänger".

Her kan man blandt meget andet læse, at nazistpartiet i Hameln var kendt for at være i særklasse modbydeligt. By og opland var centrum for et stort antal arbejdslejre, alene i byen var der 12. Tvangsarbejderne kom især fra Polen og Sovjetunionen; mange af dem døde som følge af umenneskelige arbejdsforhold med underernæring og brutal behandling. Forfølgelse af jøderne i Hameln er også meget deprimerende læsning. Eneste positive element er tyskernes ærlighed i vedgåelsen af deres forbrydelser.

26 km efter (syd for) Hameln passerer man den lille by Bodenwerder, der også fortjener et par ord med på vejen: Baron Hieronymus von Münchhausen blev født her i 1720, faktisk i det som nu er byens rådhus. Efter tolv års tjeneste som officer i Rusland hos Katarina den Store vendte han hjem til familiegodset og fortalte nogle bemærkelsesværdige historier om sine oplevelser. Historierne var så usandsynlige, at han fik tilnavnet ”Der Lügenbaron”. Retfærdigvis må det tilføjes, at han blev tillagt fantastiske historier fra hele verden, men sådan går det jo tit her i livet. - Se tillæg for eksempler på Münchhausens fortællinger.
Hann.-Münden er også stolt af dets bysbarn, Dr. Eisenbart (Jernskæg) (1663-1727), der for nogle var en fremragende læge, for andre en kvaksalver. Der opføres i turistsæsonen løbende friluftsspil, hvor tilfældige tilskuere hales op på scenen og bliver kureret for hvad de nu måtte fejle. Hans motto var:

"Ich bin der Doktor Eisenbart,
Kurir die Leut nach meiner Art,
Kann machen, daß die Blinden gehn,
Und daß die Lahmen wieder sehn."

Han døde i Lange Str. Nr. 79, hvor der er opsat en lille statue med inskriptionen ”Er war anders als sein Ruf” på fodstykket. – Jeg formoder, at det underforstås, at han var bedre end sit måske noget blakkede rygte… På den udvendige side af Aegidienkiches mur er hans gravsten placeret med en meget pompøs inskription.

Hann.-Münden er et orgie i bindingsværk i flere forskellige stilarter fra 15- og 16-hundrede tallet. Jeg havde i det mindste ikke tænkt over, at bindingsværk bl.a. kan være i gotisk- og renæssancestil.

Men Hann.-Münden er først og fremmest kendt som die Dreiflüssestadt, Treflodsbyen, idet den simpelt hen er opstået, der hvor Werra og Fulda løber sammen og bliver til Weser. Werra er 292 km og Fulda er 218 km lang, så når man lægger det ene eller det andet tal til Wesers ”egne” 452 km, bliver det da lidt mere imponerende (Weser + Werra = 744 km). På nordspidsen af en lille ø i selve sammenløbet står den såkaldte Wesersten med inskriptionen:

"Wo Werra sich und Fulda küssen
Sie ihre Namen büssen müssen,
Und hier entsteht durch diesen Kuss
Deutsch bis zum Meer der Weser Fluss."

der vistnok er en remse, som alle tyske skolebørn kan udenad.

Werra udspringer i Thüringen i det tidligere DDR, hvor der var store kalifabrikker.

I forbindelse med gødningsproduktionen frigøres store mængder spildevand med høj koncentration af salt, almindelig køkkensalt (men også andre salte). Dette bevirkede en enorm saltforurening af Werra, der en overgang havde en saltkoncentration på niveau med Østersøen. Saltindholdet er nu reduceret til ca. en tiendedel heraf, men det er stadig for meget. På store strækninger blev ferskvandsøkosystemet aldeles ødelagt. Til gengæld er der indført nogle organismer, der helst lever i brakvand. Miljøfolk, biologer, myndigheder og industri skændes fortsat om grænseværdier, og hvad der kan gøres for at reetablere det oprindelige ferskvandsmiljø.

Der findes naturligvis selvstændige og velbeskrevne cykelruter langs både Werra og Fulda, så måske der her ligger kimen til kommende ture?

Det blev ikke til så megen kontakt til de indfødte som på tidligere ture. En enkelt aften blev jeg fanget af en regnbyge ved udgangen af en restaurant sammen med en anden gæst. Det kom der en længere snak ud af, som desværre blev noget hæmmet af, at han bestemt ikke var ædru. – Den kvikke læser (og jeg har kun kvikke læsere) vil måske her anføre, at man må være forberedt på at møde beskænkede personer ved udgangen af værtshuse, men som regel er der jo blot tale om vennesæle folk med paraderne nede, og det kan der da komme mange gode stunder ud af. Nå, men han var som seksårig flyttet fra Vesttyskland til DDR med sine forældre og levede så der i ca. 30 år, indtil muren faldt og han flyttede tilbage. Han havde mange gode minder fra DDR tiden, der åbenbart stadig havde sin tiltrækning på ham – dog med Stasi som en klar undtagelse.

Turen blev sluttet med noget så usædvanligt som en fridag, sådan en rigtig slapper, bare til at lege turist i. Det var desværre en søndag, hvor ALT bortset fra restauranter var lukket. Men ellers er en fridag fra de daglige 110 – 130 km faktisk en stor vederkvægelse, som jeg burde have indført allerede fra min første tur.

Hvis der ellers kommer flere sådanne cykelture, bliver de derfor med indlagte fridage – jamen, selv Tour de France har dem jo. Og mon ikke også de bliver en solo nolo?

Tillæg - Notat med Münchhausen eventyr.

Nedenfor følger nogle eksempler på Münchhausen fortællinger, som baronen ifølge sprogforskere selv har været ophavsmand til. (Kilde: Münchhausens Eventyr, Bogans Forlag, 1998.)

Fra kap. 2:

Jeg tiltrådte min første Ruslandsrejse midt om vinteren, da jeg meget fornuftigt regnede med, at frost og sne ville hjælpe svært på vejene, der af alle rejsende i det nordlige Tyskland, Polen, Kurland og Livland beskrives som fuldstændig ufremkommelige.

Jeg rejste til hest da det er den behageligste måde at rejse på, men jeg var desværre temmelig let påklædt, og frøs derfor mere og mere, jo længere mod Nordøst jeg kom. Hvad må ikke den stakkels, gamle mand, jeg fandt liggende på en af Polens øde sletter, have lidt i det frygtelige klima? Hjælpeløs, rystende af kulde lå han der, og havde knap nok en trævl hvormed han kunne dække sin nøgenhed.

Det gjorde mig inderligt ondt for den stakkels djævel. Skønt kulden gik mig gennem marv og ben, kastede jeg min kappe over ham, og næppe havde jeg udført denne kærlighedsgerning, før jeg hørte en stemme fra Himlen råbe, - Du vil blive belønnet for dette min søn, når tidens fylde kommer.
Jeg red glad videre, indtil natten og mørket overraskede mig. Ingen landsby at øjne nogen steder. Landet lå begravet i sne. Og jeg kendte ikke vejen. Dødtræt steg jeg af hesten og bandt den til noget der ragede op af sneen, og så ud som en spids træstub. For en sikkerheds skyld stak jeg mine pistoler under armen, før jeg lagde mig i sneen, og sov som en sten til det var højlys dag.

Hvem skildrer min forbavselse, da jeg vågnede og opdagede at jeg lå på kirkegården, midt i en landsby. Først kunne jeg slet ikke få øje på min hest, men straks efter hørte jeg den vrinske et eller andet sted over hovedet på mig. Da jeg så op, opdagede jeg at den hang oppe på kirketårnet med tøjlen fastbundet til vejrhanen. Jeg var øjeblikkelig klar over, hvad der var sket.

Den foregående aften havde landsbyen været helt dækket af sne. I løbet af natten var vejret slået om til tø, og jeg var lige så stille sunket ned på kirkegården, efterhånden som sneen smeltede væk under mig. Det jeg om aftenen havde antaget for en træstub og bundet hesten til, havde i virkeligheden været kirketårnets kors eller vejrhane.

Uden at betænke mig greb jeg den ene pistol, skød grimen over, fik hesten lykkelig og vel ned på jorden og fortsatte rejsen. (Her lader det til at Baronen ganske har glemt, hvor medfølende han plejer at være. Han burde sandelig have sørget for, at hesten fik foder når den nu havde sultet så længe.)

Hesten bar mig trofast videre, til vi var kommet et godt stykke ind i Rusland. Her viste det sig imidlertid ikke at være mode at rejse til hest om vinteren, så jeg fulgte som jeg altid plejer at gøre, landets skik og brug, lejede mig en enspænderslæde og suste rask af sted mod Skt. Petersborg.
Jeg husker ikke længere tydeligt, om det var i Estland eller i Ingermannland, men jeg husker tydeligt, at det var midt i en øde, vidtstrakt skov, jeg pludselig fik øje på en skrækindjagende ulv, som halsede af sted efter mig, pisket frem af sin glubende vinterhunger. Inden længe havde den indhentet mig. Der var ingen chance for at undslippe.

Automatisk smed jeg mig på maven i slæden, og lod hesten om at bringe os i sikkerhed. Hvad jeg havde ønsket - men knapt turdet håbe - skete straks efter. Ulven bekymrede sig overhovedet ikke om mig, men satte i et spring over mig, kastede sig rasende over hesten og begyndte øjeblikkelig at fortære det ulykkelige dyrs bagparti. Ude af sig selv af angst og smerte løb det arme dyr blot endnu hurtigere. Da jeg på den måde var undsluppet min skæbne, stak jeg forsigtigt hovedet op og så til min rædsel, at ulven allerede havde ædt sig et godt stykke ind i hesten. Det varede ikke længe, før den var så godt som forsvundet i hestekroppen. Jeg lod naturligvis ikke lejligheden gå fra mig, men gav den en ordentlig omgang med piskens tykke ende.

Det uventede angreb bagfra forskrækkede ulven i den grad at den gjorde et vældigt spring fremad. Hestens kadaver faldt ned i sneen, og i stedet sad ulven nu fast i seletøjet. Jeg på min side blev ved at bruge pisken flittigt. I fuld galop nåede vi velbeholdne til Skt. Petersborg - stik imod hvad både ulven og jeg havde ventet ... og til ikke ringe forbavselse for tilskuerne.

Jeg skal ikke trætte Dem, mine herrer, med at snakke om politik, kunst, videnskab og historiske seværdigheder i Ruslands storslåede hovedstad, og heller ikke plage Dem med de intriger og behagelige oplevelser, jeg var ude for i de fornemme kredse 'hvor værtinden altid modtager sin gæst med en Vodka og et smækkys. Nej, jeg vil holde mig til ædlere og mere ophøjede emner som heste og hunde, der altid har været mine yndlinge ,indenfor dyreverdenen. Også ræve, ulve, bjørne og andet vildt, som Rusland har større overflod af end noget andet land i verden, vil jeg fortælle Dem lidt om. Jeg vil heller ikke vige tilbage for at omtale mandige bedrifter af den art, som passer meget bedre for en sand adelsmand end støvet latin og græsk eller franske åndrigheder.

Fra kap. 4:

Jeg havde. været på en længere jagttur i en polsk skov, og både dagslyset og krudtet var sluppet op. Da jeg var på vej hjem, kom en frygtelig bjørn farende mod mig med opspilet gab, parat til at kaste sig over mig. Forgæves gennemrodede jeg lommerne for at finde krudt og kugler, men fandt kun to flintestene, som jeg havde haft med i reserve.

Den ene kastede jeg af al kraft ind i uhyrets gab, så den røg lige ned i svælget. Det gjorde ondt. Bjørnen gjorde omkring og gav mig derved lejlighed til at slynge den anden flintesten ind gennem røvhullet. Virkningen var forbløffende. De to flintesten stødte sammen i bjørnens mave og slog ild, så bæstet røg i luften med et vældigt knald.

Fra kap. 5:

For eksempel gik det meget hedt til da vi drev tyrkerne ud af Oczakof. Jeg var i spidsen for angriberne, og min fyrige Litauer havde nær bragt mig i en frygtelig klemme. Pludselig så jeg fjenden komme stormende mod mig i en sky af støv, som hindrede mig i at se hans styrke og virkelige hensigter. Nu kunne jeg naturligvis have grebet til det sædvanlige middel: at indhylle mig selv i en lignende støvsky. Men det ville jo hverken have gjort mig klogere eller bragt mig nærmere målet. Jeg lod derfor mine fløjtropper sprede sig til højre og venstre og rejse så meget støv, de havde lyst til, mens jeg selv stormede løs på fjenden for at kigge ham nærmere efter i sømmene.

Mit angreb lykkedes fjenden gjorde holdt og kæmpede indtil frygten for mine fløj tropper drev ham til bage i vild uorden. Nu var øjeblikket inde til at gå løs på ham med fuld musik. Vi rev de fjendtlige tropper fuldkommen op, skabte en frygtelig forvirring mellem dem og kastede dem tilbage til en befæstet by bag fronten - ja, vi drev dem ligefrem ud igen på den anden side af fæstningen, hvad der langt overgik vore mest blodtørstige forventninger. Min Litauers hurtighed satte mig i stand til at være forrest blandt forfølgerne. Da jeg så fjenden flygte ud gennem den modsatte port, anså jeg det for klogest at gøre holdt på torvet og lade blæse til samling.

Jeg gjorde altså holdt. Men De kan forestille Dem min forbavselse, da jeg opdagede, at ikke en eneste af mine husarer var i nærheden. - Er de mon ved at gøre rent bord i de omliggende gader, tænkte jeg, eller hvad i alverden er der blevet af dem? De kunne imidlertid ikke være langt borte, og måtte snart indhente mig.

Jeg red derfor roligt min forpustede Litauer hen til springvandet midt på pladsen og lod den drikke. Den slubrede grådigt i sig med en tørst, det lod til at være ganske umuligt at få slukket.

Ved nærmere eftersyn viste det sig imidlertid at være naturligt nok, for hvad tror De jeg opdagede, mine Herrer, da jeg lidt efter vendte mig om for at se efter mine mænd? Hele bagpartiet på det stakkels dyr var borte - kryds, bagben, alt var væk, som var det skåret af med en kniv! Vandet løb ud lige så rask, som det kom ind, uden at hesten havde den mindste nytte af det!

Hvordan det kunne være gået for sig, var mig en fuldkommen gåde, indtil jeg kom tilbage til den port, jeg kort forinden var redet ind af. Da jeg galopperede ind lige i hælene på den flygtende fjende, havde man ladet faldgitret gå ned. (Faldgitret er en meget tung port med skarpe pigge forneden, som pludselig kan sænkes, når fjenden er ved at trænge ind i en befæstet by.) Uden at jeg bemærkede det havde dette faldgitter skåret hesten midt over, og den bageste halvdel lå stadig i krampetrækninger lige udenfor porten.

Fig. 11: Den anden halvdel!

Det ville være et uopretteligt tab, hvis det ikke var lykkedes dyrlægen at sætte de to dele sammen, mens de endnu var varme. Han syede dem hurtigt sammen med nogle unge laurbærskud, der netop var ved hånden. Såret lægtes, og der skete nu noget som kun kunne ske, når det drejede sig om en så enestående hest. Laurskuddene slog rod i dens krop, voksede op, og dannede en løvhytte over mig. For eftertiden kunne jeg altså ride ud på mine ekspeditioner i skyggen af mine og min ædle gangers velfortjente laurbær.
 

Fig. 12: Løvhytten

Her ses baronen til hest i skyggefuld løvhytte af laurbær...

Det bekræftes herved, at ovenstående er den skinbarlige sandhed:

Retur til teksten om Bodenwerder.