Cykelturen i Tyskland 2006 - Elbruten.

Mine ture synes at blive kortere og kortere for hvert år der går: 2006 blev det til en uge og 768 km.

Tog toget fra Esbjerg til Husum onsdag den 29. juni og returnerede ligeledes med tog fra Dresden onsdag den 5. juli 2006. Ruten var simpel: Direkte fra Husum til Brunsbüttel, der ligger tæt ved Elbens udmunding og så ellers langs Elben i retningerne øst og sydøst til Dresden, dvs. for tredje gang en flodrute, hvorefter jeg nu sammenlagt har cyklet ca. 3.500 km i Tyskland.

Bagved årets ruteplan var der et forsigtigt håb om for en gangs skyld at få en tur med overvejende medvind, idet den hyppigste vindretning jo er vest og nordvest… Men sådan skulle det (naturligvis) ikke gå, idet hele perioden var præget af bragende varmt højtryksvejr med vinden kommende fra øst og sydøst. Sammenlagt fik jeg således allerhøjst 10 km med rygvind.

Solen skinnede følgelig uafbrudt fra ca. 30 km syd for Husum (og det gør den vist stadig), hvilket gav støt stigende temperaturer fra omkring 20 dag ét til 30-33 de sidste par dage.

Kort sagt, som en konstatering, ikke en beklagelse: Ca. 700 km i en hedebølge med modvind.

Ruten er smuk, meget smuk, og det er den hele vejen. Den går gennem følgende kendte store byer: Hamborg, Magdeburg, Lutherstadt Wittenberg og Dresden (faktisk ender den i Prag). Ikke så langt sydøst for Hamborg udgjorde den på en strækning på ca. 120 km zonegrænsen mellem DDR og Vesttyskland, nemlig fra omkring Lauenburg til omkring Schnackenburg. Enkelte bevarede DDR-vagttårne, der nu bruges til observationsposter for fugleinteresserede og mindesmærker for DDR-borgere skudt under flugtforsøg, minder om hine tider.

Fra Schnackenburg og resten af vejen går ruten udelukkende i det tidligere DDR, hvilket på mange måder stadig er meget synligt. Dels blev landbruget kollektiviseret til storlandbrug med meget store marker til følge sammen med de eksempelløst grimme bygninger i beton, dels er vejnettet trods enorme investeringer stadig ikke på højde med kvaliteten i vesten og endelig er byernes udseende meget forskellig fra tilsvarende Vesttyske. De gamle bykerner (hvis ellers ikke de har været bombet) står i det store og hele som i 1939, men nu nænsomt sat i stand efter genforeningen den 3. oktober 1990. Rundt om de lidt større byer står så stadig noget af socialismens hæslige betonslum, der skulle tjene som boliger for de lykkelige arbejdere og kollektivbønder (gårdene var jo nedlagt).

Til turen havde jeg anskaffet bikeline’s Elbe-Radweg, Teil 1 und 2, to bøger på hver ca. 140 sider med spiralryg og i et format, så de lige passer til styrtasken. Ruten er skiltet, men skiltningen er naturligvis præget af svingende kvalitet og undertiden helt svigtende kvalitet. Sidstnævnte naturligvis altid når behovet er størst, f.eks. i byer og i store kryds, hvor der så opstår rige muligheder for at køre forkert, hvilket da også hændte nogle gange, men som oftest når man dårligt nok at standse op og se tvivlrådig ud, før en frelsende engel tilbyder sin hjælp, ikke sjældent inklusive ledsagelse et stykke af vejen, så tumpen ikke straks farer vild igen. Sådanne møder giver som oftest anledning til en lille sludder og er i virkeligheden en betydelig del af glæden ved turen.

Indrømmet, der er masser af problemer i verden, herunder voldskriminalitet, som vi stopfodres med dagligt i medierne og som efterhånden får mange af os til at frygte for at færdes alene på fremmede steder. Dette billede er alt, alt for ensidigt - og man hører aldrig om den nærmest uendelige venlighed, tillid og hjælpsomhed, der udøses til højre og venstre, så ... man skal være villig til at lade noget overgå sig . Man skal naturligvis ikke udsætte sig for risici ved at opføre sig tåbeligt, men man kan faktisk normalt uden undtagelse gå ud fra, at folk vil én det godt. Ganske ofte er jeg blevet mødt med undren over, at jeg tør tage ALENE på sådanne ture, men jeg kan forsikre enhver om, at det hverken kræver mod eller nerver af stål. Faktisk er jeg efterhånden lige ved at tro, at man på en eller anden måde påkalder sig mere medmenneskelighed ved at færdes alene. Sikkert er det i hvert fald, at man får langt mere kontakt med ”fremmede”, og at kontakten også bliver langt mere åbenhjertig.

Nogle iagttagelser på ruten.

En stor del af de ca. 100 km fra Brunsbüttel til Hamborg går cykelstien på den side af diget, som vender ud mod Elben og som i vid udstrækning afgræsses af store fåreflokke. Elben er her bred som Lillebælt og besejles flittigt af store skibe til og fra Hamborg havn. Stien fortsætter gennem Hamborgs bydele, Blankenese, Altona, Skt. Pauli osv., stadig følgende tæt på vandkanten, der mange steder nærmest har karakter af badestrand. En lang strækning ligger små restauranter ned til stien og der vrimler med folk, som hygger sig. Nogle kilometer går den tværs gennem haverne til huse ned til floden. Her må man ”absteigen” og trække cyklen, da stien en meget smal. Sammenlagt et overraskende og (for de fleste?) ukendt stykke idyl i hjertet af Hamborg. På den anden bred ligger er gigantisk fabrik: En afdeling af Airbus med egen start- og landingsbane i det område, der hedder Altes Land og som ellers er én stor frugtplantage. Airbus løb her ind i et årelangt slagsmål med en af ejerne, der ikke for nogen pris ville sælge sine fem tønder land med æbletræer (eller hvor meget det nu var).

Overnattede i Geesthacht på højre bred ca. 30 km sydøst for Hamborg og opdagede til min forbavselse, at det var her Alfred Nobel opfandt og producerede dynamitten. Indtil 1945 var der her en meget stor sprængstoffabrik.

Næste overnatning fandt sted i Dömitz, som jeg har besøgt et par gange tidligere, idet der her ligger en parketfabrik, som jeg (forgæves) forsøgte at få et samarbejde med. Cyklede lige forbi fabrikken, som stadig kører, men ser lidt forhutlet ud.

På højre bred mellem Dömitz og Arneburg ligger en lille landsby, Rühstädt, der er bemærkelsesværdig ved at være en veritabel storkekoloni med snesevis af storkerede. I rederne var der typisk 3-4 næsten flyvefærdige unger. Der er endog huse med to reder. Jeg passerede ofte storke på engene på ganske nært hold. Naturligt nok er der i byen et Storcheninfozentrum.

Nogle kilometer syd for Arneburg mødte jeg to herlige damer fra Vejen. De var på vej mod Hamborg fra Prag og så friske og velfornøjede ud. Vi fik en lang hyggelig sludder, inden vi fortsatte i hver vore retninger.

Jeg krydsede ofte Elben på små billige færger, typisk kostede overfarten for mig og min cykel 1 Euro. Færgerne sejler naturligvis overvejende med biler, busser og traktorer. Strømmen i floden er overraskende voldsom, så færgerne kan ikke styre uden et sindrigt fortøjningssystem med lange stålkabler, der er fastgjort ca. 100 meter oppe mod strømmen på den ene bred. Der er ingen faste afgangs- og ankomsttider, de sejler simpelt hen i pendulfart, hvis ellers der er kunder i butikken.

Mellem Pretzien og Dresden gik ruten lige forbi kirkedøren til slotskirken i Wittenberg… Er der ikke en klokke der ringer her? Jo, såmænd, det var netop på denne kirkedør, Martin Luther den 31. oktober 1517 opslog sine 95 teser og dermed indledte reformationen. De er i øvrigt stadig på døren!

Anledningen var som bekendt, at den lede afladsprædikant, Tetzel, havde indledt en ny afladskampagne under sloganet: ”Når pengene i kisten klinger, straks sjælene ud af skærsilden springer”. For aggressiv markedsføring kan give bagslag…

Dresden. Målet for turen - uden tidsfrist -, blev nået tirsdag den 4. juli sidst på eftermiddagen. Som følge af nogle trafikale forviklinger nåede jeg ikke frem i tide til at komme ind i Frauenkirche, det må vente til en senere lejlighed, hvor Jytte og jeg vil bruge nogle dage sammen i området.

Hele det indre af Dresden blev totalt ødelagt under de allieredes terrorbombning af byen den. 13.-14. februar 1945. Femten (15) kvadratkilometer blev lagt øde, ca. 35.000 civile blev dræbt. Frauenkirche havde tilsyneladende overlevet, men som følge af ildstorme med temperaturer på op til 2.000 grader var sandstensblokkene blevet så svækkede, at kirken den 15. februar kollapsede.

Indtil da var Dresden blevet skånet for luftbombardementer, hvilket havde tiltrukket over en halv million flygtninge, som næsten havde fordoblet indbyggertallet til ca. 1,1 mio. Byen var berømt for sin arkitektur og kunstskatte og regnedes for Europas smukkeste by i barokstil (Elbens Firenze). Med til historien hører, at der ikke længere overhovedet var ringeste tvivl om krigens udfald, byen havde ingen militær betydning og derfor stort set intet luftforsvar. Det var et i særklasse rendyrket massemord på civile.

Kirkens kollaps var total, nogle enkelte fragmenter af ydermure og en op til 35 meter høj ruindynge lå tilbage. Imidlertid var kirken netop blevet nøjagtigt opmålt, tegnet og gennemfotograferet med henblik på renovationsarbejder, og hele denne dokumentation var blevet reddet.

Straks efter krigens afslutning var der derfor en stærk stemning for at genopføre bygningen, der imidlertid nu lå i DDR, som jo ikke var specielt kirkevenlig stemt. Man bjergede imidlertid en hel del af de umiddelbart tilgængelige større rester med henblik på genanvendelse, men ti år senere blev ca. halvdelen heraf blot brugt til reparation af veje og til at forstærke Elbens bredder. Ved et tilfælde blev resten af ruindyngen ikke forsøgt brugt tilsvarende og blev i stedet beplantet med rosenbuske, således at det reelt blev utilgængeligt.

Efter die Wende i efteråret 1989 (murens fald) og genforeningen i 1990 spirede de aldrig helt opgivne håb om genopførelse frem med fornyet styrke og manifesterede sig allerede i februar 1990 med den verdensomspændende appel (”Ruf aus Dresden”) om hjælp til genopførelse. Appellen udløste en enorm respons og igangsatte den utrolige proces, der resulterede i, at kirken den 30. oktober 2005 kunne genindvies.

Jeg kom til kirken netop som dens klokker satte i med at ringe kl. 19, og ja, på trods af ihærdige anstrengelser kneb det mig at holde tårerne tilbage. Nåede også at ringe til Jytte, så hun kunne få lidt af klokkeklangen med via mobilos.

Jørgen, den 7. juli 2006