Berlin, september 2011.

Berlin er absolut altid en rejse og et genbesøg værd – selv om nogle omtaler det som ”en lille bytur”...

Ret skal være ret: Det er faktisk ganske ukompliceret: Book et hotelværelse, start bilen og kør dertil (eller tag toget), så er man på plads 6-7 timer senere, alt efter hvor mange pauser man tager undervejs.

Vi havde reserveret et velbeliggende hotel med særdeles gode anmeldelser, morgenmad og fri parkering. Det viste sig alt sammen at være både sandt og autentisk. Man kunne – praktisk nok – købe Berlin WelcomCard 2011, gældende i 48 timer i hotellets reception. Til gengæld strør trafikselskabet ikke om sig med kort over S+U-Bahn nettet i et format, som kan læses af almindelige (Læs: ældre) mennesker. Selv i deres Reisezentrum skal man henvende sig ved skranken for at sikre sig et sådant klenodie, men så kører det også helt fortræffeligt.

Man ser kun det, man allerede ved -

kan stå som et passende motto over besøget. Vi kom nemlig først og fremmest til byen for at se på malerier – alt i forlængelse af deltagelse i kunsthistorie på Folkeuniversitetet, hvor vi hyppigt har fået gennemgået værker, der er hjemmehørende i Berlin, som er en imponerende museumsby, med lange historiske rødder, der ikke er blevet mindre uoverskuelige af 2. Verdenskrig, hvor kunstværkerne blev spredt for alle vinde, både i DDR og Vesttyskland, men mange endte også som krigsbytte hos de sejrende magter og her ikke mindst Sovjetunionen. Næsten alle de værker, som ikke gik til i krigens ragnarok er nu vendt tilbage til Berlin, som vel nærmest uafbrudt har haft igangværende museumsprojekter. Dette gælder i hør grad lige nu, hvor Museumsinseln får en kæmpe udvidelse og nyordning. Museumsøen lå jo i DDR-bydelen, men vestberlinerne havde naturligvis også brug for at gå på museum, så derfor - og på grund af voksende samlinger - byggede man museer i det tidligere Vestberlin, bl.a Kulturforum som udgør ligeledes en hel samling af museer, hvor man så kan finde alle ikke-moderne billeder i det, som hedder ”Gemäldegalerie Berlin”. Billetten gælder både for Museumsinseln og alle museer i Kulturforum -men det spiller nu ikke nogen større rolle, idet man max. orker to på én dag, og så er man endda helt udaset.

Vores hovedinteresse lå (også) denne gang i perioden fra o. år 1600 til sidst i 1800-tallet. Museet tillader fotografering UDEN blitz, og det benyttede jeg mig flittigt af, men med ringe håb om gode billeder, da jeg ikke havde medbragt stativ. Til vores overraskelse blev de nogenlunde, dvs. uden synlige rystelser, jf. fotoalbummet. - Desværre forekommer der mange tilfælde af forstyrrende spejlinger, idet lærrederne ofte er beskyttet af glas.

Men lad os allerførst opholde os lidt ved Gemäldegalerie: Dets historie går tilbage til 1830 og siden da har man samlet og systematiseret de mere end 1.500 udstillede billeder efter oprindelsesregioner og epoker. Museet rummer 72 sale med i alt over 2.200 meter ophængningsflade. Det er selvsagt langt mere end man på nogen tænkelig måde kan "opsuge" ved et enkelt besøg af nogle få timers varighed. Vi fravalgte af samme grund straks alle de mange billeder fra før renæssancen, der næsten udelukkende har religiøse motiver.

Vi begyndte i Caravaggio-salen og et af hans berømteste billeder: Den sejrende Amor fra o. 1601, som kunsthistorikere har rigtig meget at sige om: Generelt er det et eksempel på "clairobscur" (ital.: chiaroscuro), som Caravaggio regnes som højdepunktet af. Der er tale om en dramatisk stil, hvor hovedfiguren står badet i skarpt lys på en mørk baggrund. Caravaggios sejrende (jordiske) Amor er omgivet at en mængde genstande, der henviser til de områder, han efter kunstnerens opfattelse er guddom for, nemlig videnskab, kunst og magt.

Det var en kendt sag, at Caravaggio brugte drenge, hentet lige ind fra gaden, som modeller. At der nok er meget om dette, kan ses af, at drengens fødder (især tåneglene) mildt sagt ikke er rene, hvilket tydeligt ses på billedet og forhåbentligt også af indsatte udsnit og forstørrelse af området. Også Rembrandts billeder er gode eksempler på brugen af clairobscur-teknikken.

En af Caravaggios samtidige kunstnerkolleger var forarget over og uenig i hans fortolkning af Amor og malede et "svar", et billede, hvor der optræder en himmelsk Amor, som besejrer den jordiske Amor, se albummet. (Det med krænkelser og tonen i debatten er åbenbart ikke noget nyt). Link til album her.

Tizian og Rubens er gode eksempler på malere, der vælger deres motiver blandt hedenske og kristne myter - med stor forkærlighed for at svælge i nøgne, velnærede damer (De ville have let ved at finde passende modeller i nutidens DK). Så er der de franske og engelske landskabs- og portrætmalere, Lorrain, Boucher (også med sans for det pirrende), Watteau, Reynolds og Gainsborough. - Jeg tror, vi også så billeder af den alle på National Gallery i London. Især englænderne malede mange portrætter, ganske enkelt fordi det var en stor indtægtskilde. Protrætter var ikke længere forbeholdt fyrster, idet der efter var opstået et købedygtigt publikum i den rigeste del af borgerskabet.

Vi savnede imidlertid en gammel kending, nemlig Caspar David Friedrich (1774-1840), i Gemäldegalerie, men vi vidste at Alte Nationalgalerie på Museumsinseln har en pæn samling af hans malerier, der er tysk romantik for fuld udblæsning med tungsindige og dybt tænkende, ensomme mennesker i storladne og stemningsfulde naturomgivelser i solnedgang eller -opgang. Denne gode tysker har sjovt nok stået i lære hos Jens Juel og Abildgaard i København. Fotoalbum. Hosstående billede er så berømt, at det har fået egen hjemmeside hos Wikipedia. - Vi så det i øvrigt på Kunsthalle i Hamborg i efteråret 2010.

Efter disse to museer var vi godt brugte, så vi gik til nærmeste S-Bahn og kom hurtigt hjem til lidt genopladning, inden vi – efter anbefaling fra hotellet – gik til en nærliggende knejpe, der har den der rustikke Berlin-charme kombineret med venlig betjening og fremragende mad, der serveres i uhyrlige portioner til yderst rimelige priser. På forunderlig vis lykkedes det næsten at spise op, men så var det ellers bare hjem til hotellet 3-400 meter borte og på hovedet i seng.

Næste morgen vågnede vi med friske kræfter og efter hotellets fremragende morgenbuffet satte vi straks kurs mod et fredet stykke af Berlinmuren: East Side Gallery i Mühlenstrasse (link) langs floden Spree i bydelen Friedrichshain-Kreuzberg. – Som det bl.a. fremgår af linket er muren udsmykket med malerier af en række internationale kunstnere. Desværre kan grafittimalere ikke holde fingrene fra muren, så mange af billederne er temmelig ødelagte. Stedet har rigtig mange gæster, bl.a. så vi mange turistbusser fra alle dele af Europa, men det er da bestemt også et besøg værd.

Japonism

Fra Ostbahnhof tog vi toget til Potsdamer Platz, hvorfra vi gik den korte tur til Martin Gropius Bau Museum for at se en særudstilling af over 400 billeder af den japanske kunstner Hokusai (1760- 1879) (link). Han var udøvende i ca. 70 af hans knap 90årige lange liv. (Album). Han er også interessant fordi han har været en stor inspirationskilde for en række kendte europæiske kunstnere, såsom van Gogh, Cezanne, Degas, Gaugain, Manet og mange andre. – Fra vort besøg tidligere på året i London kunne vi også se referencer i nogle af de udstillede værker til Japan. Hvorledes påvirkningen præcist afspejler sig overgår absolut vores niveau, men eksempelvis tegner/maler Hokusai aldrig skygger af de afbildede personer og genstande, hvilket genfindes hos van Gogh, der specifikt begrunder dette med henvisning til japansk kunst. Hans måde at ”beskære” motiverne (komposition) stred også mod samtidens europæiske (stil-) forskrifter, der var blevet meget fastlåste; også dette genfindes hos senere europæere på vej mod modernismen, f.eks. meget tydeligt hos Edgar Degas (1834 – 1917) i Blue Dancers. - WIki's engelske artikel om Japonism illustrerer fint påvirkniningen med en tegning af Touloule-Lautrec.

Desværre var al fotografering forbudt, så eksemplerne i albummet er fundet på Nettet.

Næste mål var Bauhaus Archiv, som er et dokumentationscenter for Bauhaus-bevægelsens historie og udvikling. I S-toget løb vi ind i en 2. HTX klasse fra Randers med deres kvindelige lærer. De var også på vej til Bauhaus… Med tanke på en del kedelige eksempler på sådanne gruppers opførsel i udlandet var mødet en stor positiv oplevelse. Den flinke lærer havde bestilt en guided rundvisning og inviterede os til at slå følge med dem, hvad vi naturligvis med glæde takkede ja til. De unge mennesker opførte sig eksemplariske og virkede til overflod interesserede i emnet. Det var kort sagt en fornøjelse at være sammen med dem.

Bauhaus har intet at gøre med byggemarkedet af samme navn. Det var en bevægelse stiftet af en gruppe meget talentfulde arkitekter, kunstnere, designere og kunsthåndværkere af mange nationaliteter. Under ledelse af arkitekten Walter Gropius så første Bauhaus dagens lys i Weimar i 1919. I 1925 flyttede kunstskolen til Dessau men kom hurtigt i konflikt med den hastigt voksende nationalsocialistiske bevægelse, så allerede i 1932 blev de tvunget til at flytte til Berlin, hvor skolen allerede året efter blev lukket af nazisterne.

Bauhaus’ betydning kan næppe overvurderes her i Skandinavien, hvor f.eks. Arne Jacobsen tegnede og designede efter de samme idéer og principper. Besøget i Berlin faldt helt i tråd med besøg hos Bauhaus i Dessau og Barcelona, hvor Mies van der Rohes berømte udstillingspavillon fra Verdensudstillingen i 1929 står og ser topmoderne ud, jf. vore billeder og beskrivelser fra Barcelona i 2008 (links). I Dessau står de såkaldte Meisterhäuser og ser ud som om de var bygget i går. Alle kender stilen som Funkis. Deres motto og grundlov var "Funktion Før Form" og var som sådan et opgør med tidligere tiders pyntesyge, der var modsat karakteriseret.

Hvis man kun ser det man allerede ved, kan man gøre verden større gennem mere viden. Nysgerrighed er det enzym, der katalyserer processen med at skaffe sig ny viden. Den Store Danske (Encyklopædi) skriver (i uddrag):

nysgerrighed, trang til at undersøge noget nærmere. Nysgerrighed er en hos måske alle pattedyr medfødt motivation ledsaget af informationssøgende adfærd. Den optræder mest udpræget hos artens unger og er derfor hos mennesker af særlig pædagogisk interesse, men må mere alment betragtes som central for virkelighedserkendelsen generelt... Hos voksne mennesker kan nysgerrig adfærd antage meget komplicerede former som koncentreret intellektuel undersøgelse, opsøgen af viden og videnskabelig eller kunstnerisk virksomhed.

Den dag vi ikke længere er interesserede i at opnå ny viden, er vi for alvor gået i stå.

Afsluttende bemærkninger.

Berlin har, som allerede antydet, et meget stort antal museer, og det er derfor en rigtig god idé at planlægge et besøg med omhu. - Det var egentlig min hensigt at skrive en lille artikel om historien bag Berlins (kunst-) museer, men da det har vist sig at være et endog meget omfattende emne, vil jeg nøjes med nogle få links:

Museumsportal Berlin, som vist fanger det meste, herunder også museumshistorie.

Berlin Guide er bredere, men rejselivet er jo også andet end museer...

I forbindelse med de oldgræske arkæologiske fund kommer man ikke uden om tyskeren Herinrich Schliemann (1822 - 1890), der var en eventyrlig person med en lige så eventyrlig historie. Han var ikke arkæolog af uddannelse, men en self made mand, der blev så velhavende, at han kunne gøre, hvad han ville. Hans store lidenskab var de homeriske fortællinger, Iliaden og Odysseen, der i og af samtiden blev betragtet som sagn og ikke historiske begivenheder, der faktisk havde fundet sted. Schliemann var derimod overbevist om, at Iliaden OGSÅ var historie, og at Troja dermed havde eksisteret og kunne genfindes ud fra granskning af fortællingen. Det grinede man meget af - lige indtil han drog til Lilleasiens vestkyst og fandt Troja. Han var også et sproggeni, der kunne lære et hvilket som helst sprog perfekt på nogle få uger. Hans kolossale fund endte på Berlins museer, hvorfra en stor del, herunder de berømte guldskatte, blev sovjetisk krigsbytte i 2. Verdenskrig. På nær guldskattene, som af Dumaen nu er erklæret for det russiske folks ejendom, er de alle returneret til Berlin.

Heinrich Schliemann er stadig en kontroversiel person, jf. ovenstående link, der er mere udbygget i de tyske og engelske udgaver.