Barcelona og Nordspanien, 11. - 21. juni 2008.

Infoboks (mini) om Spanien:

Areal: Ca. 505.000 km2.
Indbyggere: 40,5 mio. (2008)
Forventet levetid: 80 år (DK: 78)
Sprog:
Spansk - 74%
Catalansk - 17%
Galisisk - 7%
Baskisk - 2%

Heraf Catalonien:
Areal: 32.100 km2.
Indbyggere: 7,1 mio.
Indb. Barcelona: 2,5 mio. (Inkl. forstæder)

Den overordnede model var den samme som sidste års tur til Madrid og Spanien/Portugal: Med Ryanair fra Billund til Spanien, nogle dage i en spændende storby – og så rundt i en lejet bil efter en løs ruteplan, som tog endelig form undervejs.
 
Overnatningerne i Barcelona var booket på forhånd på et hostal i en sidegade til Ramblaen. Perfekt og yderst billigt. At hostal’et så viste sig at være et ungdomsherberg med et klientel, der aldersmæssigt næsten kunne være vore børnebørn, gav hverken problemer eller skår i glæden – kun forbløffede blikke i elevatoren, når vi møvede os ind blandt nogle teenagere.

Barcelonas centrum er en heksekedel af mennesker, larm, bygninger, farver og lugte, sidstnævnte dog mest af – pis (!), hvilket givetvis hænger sammen med et misforhold mellem væskeindtagelsen og antallet af lettilgængelig toiletter efter at værtshusene har lukket…

I Madrid undrede vi os også over, at der snakkes så meget, at det visse steder er den dominerende del af lydbilledet. I Barcelona er dette om muligt endnu mere udtalt kombineret med, at de åbenbart næsten aldrig går i seng, og kort tid efter at der så småt er ved at ro over gemytterne, begynder larmen fra vareudbringningen til den nye dag.

Barcelona er kendt (berygtet) for sine meget dygtige lommetyve, der huserer på Ramblaen og værtshusene, men vi havde taget vore forholdsregler (Jyttes underbukser med indbygget pengeskab – vort svar på Fort Knox) og slap uden ubehagelige oplevelser.

La Rambla. Fanden hytter sine - han var en af de bedste med en fantastisk mimik.

Vort første mål var naturligvis netop La Rambla, tre min. gang fra vort hotel. Til vores undren er der ikke kun tale om en gågade, men om en gågade med omgivet af almindelige, ensrettede trafikgader på begge sider. Til gengæld er den så bred, at midtersektionen giver plads til meget bred fodgængerzone med træer og ”butikker” – og en ufattelig masse mennesker. Noget af det mest fascinerende er de mange levende statuer, der udviser en forbløffende fantasi i udklædning og maskering. Det hele går naturligvis ud på at tjene penge, så de er ikke meget for at blive fotograferet, uden at der ryger en passende mønt i dåsen foran.

Ramblaen afgrænses mod havnen af Columbus søjlen og i den anden ende af Placa de Catalunya. Eftersom vi boede i enden nærmesthavnen, var det naturligt at sætte kursen mod Placa de Catalunya, hvorfra vi drejede til højre og fandt musikhuset, Palau de la Musica Catalana, der samtidigt er et arkitektonisk tilløbsstykke i (catalansk) modernistisk stil, jf. nedenfor.

Ved at fortsætte hjemad i en bue kom vi til Barcelonas gotiske bydel, Barri Gotic, med bl.a. den enorme domkirke, der naturligvis er i gotisk stil, påbegyndt i 1298 og færdiggjort – i slutningen af 1800-tallet. I en lille tilhørende klosterhave er der tretten skræppende gæs, der funger som en slags vagthunde.

Som transportmiddel rundt i den store by valgte vi at købe en todages billet til Barcelona Bus Turístic, der med tre ruter dækker alle byens største seværdigheder. Man kan stå af og på efter forgodtbefindende og der udleveres øresnegle, så man får forklaret seværdighederne undervejs.

Barcelona - også en rundtur i modernismen.

Arkitektur og stilarter er en gammel interesse, der med tiden er blevet næret og udbygget på forskellig vis. - Med lidt baggrundsviden er en bygning ikke bare en bunke sten, men en spændende fortælling og ofte enestående kunst.

Og Barcelona er om nogen by i verden kendt for sine fantastiske bygningsværker, hvor især den catalonske modernisme har vakt opsigt med en perlerække af arkitekter, der igen har kunnet trække på enestående kunstnere og håndværkere. Vi endte derfor med at bruge mest tid på denne epoke - med en enkelt afstikker til tysk modernisme, der dukkede op til verdensudstillingen i 1929 i Barcelona.

Via busrundturene fik vi hurtigt et overblik over en række bygninger, der måtte have et besøg. Faktisk kan mange af dem sagtens nås til fods fra Placa Catalunya ved herfra at følge Passeig de Gracia, som f.eks. rummer Gaudí’s Casa Batlló og Casa Míla. Nabobygningen til Casa Batlló, Casa Amatller tegnet af Puig i Cadafalchs, havde hele facaden dækket pga. renovering, så det har vi til gode til en evt. anden gang. På den store tværgående boulevard, Av. Diagonal, i retning mod Sagrada Familia kommer man forbi Casa ”Les Punxes” med yderst særprægede tårne også tegnet af Puig i Cadafalch. 

Men først lagde vi vejen forbi musikpaladset, Palau de la Musica Catalana, der er bygget mellem 1905 og 1908. Huset er nu på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Efter at have beundret bygningen udefra kiggede vi på programmet - og købte omgående billetter til den følgende aften, hvor NIT D’OPERA ITALIAN var på programmet, et potpourri af de mest elskede italienske operaer. Så fik vi også set huset indefra og havde en pragtfuld aften. Koncertsalen har plads til 2.000 tilskuere. Den har et stort lysindfald fra de transparente vægge og er fyldt med et væld af fantastiske figurer. Bygningen ligger meget indeklemt og er derfor meget vanskelig at fotografere, så det bliver mest til nogle detaljer, som det til gengæld er let at fordybe og fortabe sig i.


Palau de la Musíca Catalana, indviet 1908.

Palau de la Musíca Catalana. Den meget indeklemte bygning er svær at fotografere.

Palau de la Musíca Catalana.Detalje.


De følgende seks billeder omhandler tre forskellige huse tegnet af Antoni Gaudí, Casa Calvet (1), Casa Batlló (2) og Casa Míla (3). Gaudí var den geniale enspænder, der ud fra et stærkt helhedssyn ønskede at udføre sine bygninger som organismer, hvor rum, konstruktion, funktion og dekoration skulle være ligeværdige. Resultatet blev meget plastisk udseende huse med meget få rette linier, således som det jo også er tilfældet i naturen, hans store inspirationskilde.

Casa Míla er som modelleret i blød dejg, hvor vinduerne er indgraveret som grottelignende udhulinger. Alle ydermure og skillevægge bugter sig som cellevægge i en levende organisme.


Casa Calvet, Carrer de Casp 48, Antoni Gaudí, 1900.

Casa Batlló, Passeig de Gràcia 43, Antoni Gaudí, 1907.

Casa Batlló.Altan - ansigtsmaske eller dødningehoved?


Casa Míla, Passeig de Gràcia 92, Antoni Gaudí, 1906-10.

Casa Míla, Passeig de Gràcia 92, Antoni Gaudí, 1906-10.

Casa Míla, Passeig de Gràcia 92, Antoni Gaudí, 1906-10.

De næste tre billeder er af (1). Casa Fuster af Lluís Domènech i Montaner, som også var mester for musikpaladset, jf. ovenfor. Casa Fuster er  nu 5-stjernet hotel. (2). Casa Sayrach med plastiske former i tag og indgangsparti - tydeligt inspireret af Gaudí. (3). Palau Güell af Gaudí.


Casa Fuster, Passeig de Gràcia 132. Lluís Domènech i Montaner, 1911.

Casa Sayrach, Av. Diagonal 423-425. Manuel Sayrach i Carreras, 1911-29.

Palau Güell.


Modernismen spænder vidt - se bare på formen af Mies van der Rohe's Tysklands pavillon, bygget til verdensudstillingen i Barcelona i 1929: Her er alle linier og vinkler rette. (Eneste undtagelse er en kvindeskulptur udenfor). Til gengæld er rumadskillelserne næsten ikke eksisterende, idet væggene ikke er bærende, og huset har næsten ingen visuel adskillelse mellem inde og ude. Bygningens formål var ikke at rumme udstillingsgenstande - den var selv udstillingsgenstanden, Tysklands bidrag, som fik en enorm indflydelse på arkitekturen helt frem til nu. Bygningen fremtræder stadig som supermoderne. Mies van der Rohe var sammen med Walter Gropius blandt de absolut ledende personligheder i Bauhaus-bevægelsen i Tyskland, der blev stoppet af nazisterne i 1933. Kun et par uger efter besøget i Barcelona, havde jeg lejlighed til at besøge Bauhaus-bygningen i Dessau i Tyskland og fik der set meget mere funktionalisme.


Pavillon Mies van der Rohe. Bassin ved indgangspartiet.

Pavillon Mies van der Rohe. Elegance.

Pavillon Mies van der Rohe. Helheden er ganske langstrakt.

Klik her for retur til "modernisme" på siden Stilarter.

Gaudí's La Sagrada Familia

La Sagrada Familia er så absolut alene er en rejse værd. Man forbløffes over, hvilken ufattelig fantasi og kunstnerisk talent, der her åbenbares, og man undrer sig over, at det håndværksmæssigt overhovedet er muligt at omsætte idéer og tegninger til bygningens ”faste” former, der netop ikke virker faste men plastiske, og hvor der derfor ikke er mange rette linjer. Under kirken er der en stor krypt, der for størstedelens vedkommende er indrettet som et museum over kirkens forhistorie og med en masse skitser, tegninger og modeller som forlæg for projektet. Kirken er (naturligvis) optaget på UNESCO’s fortegnelse over verdens kulturarv.


Tempel, katedral og byggeplads.

Østfacaden med fødselsmotivet

Nærbillede af fødselsfacaden.

La Sagrada Familia er Gaudí's hoved- og livsværk. Han er verdensberømt for sin forståelse for struktur og form, for sine kulørte dekorationer og sine lysvirkninger. Han var en individualist og hans stærke personlighed tiltrak ligesindede kunstneriske talenter indenfor bygningskonstruktion, skulpturel formgivning og håndværksfag. Gaudí arbejdede på La Sagrada Familia til få dage før sin død. Han nåede at færdiggjorde kryptkirken, apsis, Fødselsfacaden, der er orienteret mod øst, mod solopgang, samt det ene af de fire tårne. Kirken har otte klokketårne, men Gaudí planlagde, at der skulle være tolv tårne, der skulle symbolisere apostlene, fire tårne over hver af de tre facader, en reference til det Himmelske Jerusalem i Johannes' Åbenbaring. Desuden fire tårne for evangelisterne omkring det centrale Frelsertårn, et tårn for Jomfru Maria kronet med en stjerne til Jomfruens ære, og centraltårnet for Jesus Kristus, der skulle blive mindst 170 m højt og kronet af et guldkors. Kirken vil dermed blive Europas højeste.


Er det træer, som vokser ind i himlen?.

Stjernehimmel af søjler og hvælvinger.

Templet som arbejdsplads.


Ikonografien i La Sagrada Familia illustrerer de centrale dogmer i katolsk kristendom. Kirken er en kombination af El modernisme's elementer og en unik version af den gotiske stil, der kommer til udtryk især i højden, brugen af rosettevinduer, buer og tredobbelte portaler. Gaudí blev kaldt en nymiddelalderlig nationalist og var lagt for had af de antikatolske spanske kommunister. Efter Gaudís død blev de øvrige tre tårne på Fødselsfacaden opført. På den modsatte side af Fødselsfacaden er vestfacaden, Passionsfacaden, med ligeledes fire tårne. Kirkens 3. facade bliver Lovprisningsfacaden (Glory) med Frelsertårnet "Torre del Salvador".

Sagrada Familia blev plyndret af anarkister i 1936 under Den Spanske Borgerkrig (1936-39). Gaudís tegninger og gipsmodeller blev brændt, men støbeforme og fotografier undgik ødelæggelserne. Arbejdet blev fortsat i 1940-erne og har stort set altid været finansieret af private midler såsom donationer og entreindtægter. I midten af 1960-erne var der modstand mod byggeriets fortsættelse og igen i 1990-erne, hvor en gruppe af arkitekter og byplanlæggere plæderede for at byggeriet blev stoppet. Ikke desto mindre fortsatte det som et privatfinansieret foretagende. Problematisk har det også været at skaffe de materialer, der skal anvendes til de excentriske former, hvor hver eneste stenblok skal tilpasses helheden, hvilket fordyrer projektet og er tidkrævende.

Vestfacaden med passionshistorien.

Den korsfæstede Jesus.

Bemærk den ekstreme stilforskel mellem øst- og vestfacaden.

Fødselsfacaden fremtræder fascinerende grotte- og drypstenshuleagtig. Den er umiddelbart vanskeligt overskuelig, fordi den er mættet med et væv af organiske dekorative elementer med flora og fauna fra Catalonien. De naturalistiske figurscener, der er omsluttet af symboler og ornamentik og følger Bibelens beretninger, er lettest aflæselige. Bjergmassivet Montserrat har været Gaudí's inspirationskilde; templets tårne har klare ligheder med bjergets mange spidse tinder. Det er tilsyneladende tænkt som en symbolsk konstruktion af den kristne tros historie og af nogle derfor også kaldet bibelhistorien i sten. Det var tiltænkt at skulle påvirke beskueren med evangeliets fulde styrke og kraft. Med Fødselsfacaden tager Gaudí fat på kristendommens fundamentale mysterium.

Passionsfacaden (vest), der fortæller om de sidste to dage i Jesu liv, er udført af den catalanske skulptør Josep Maria Subirachs i Sitjar (1927). Han fik i 1987 til opgave at dekorere facaden med Kristi lidelseshistorie. Subirachs udførte sine figurer og figurgrupper i en kubistisk/futuristisk geometrisk streng form. De står således stilmæssigt i kontrast til Gaudís "naturstruktur", de naturalistisk-poetiske figurer på østfacaden, der agerer i et væv af ornamentik. Subirachs' facade har været udsat for massiv kritik - en kritik som Subirachs har afvist, og kaldt sine modstandere for hooligans og snobber. Ironisk nok underskrev Subirachs i 1965 en protestskrivelse om ikke at fortsætte byggeriet af Sagrada Familia, men da han fik til opgave at dekorere facaden ændrede han synspunkt med den begrundelse, at han fik sin fulde kunstneriske frihed i udformningen.

La Sagrada Familia er i høj grad også en arbejdsplads, hvor det er at følge byggeriet, der officielt vil stå færdigt i 2026, hundredåret for Gaudís død, uofficielt forventes projektet først afsluttet i 2041, og da vil tempelbyggeriet have stået på i over 150 år.

Park Güell.. Forstenede træer, eller?.

Ikke så langt efter templet stopper bussen ved Gaudi’s Park Güell. Igen har man travlt med at samle underkæben op og holde den på plads, men i stedet for et forsøg på en beskrivelse henvises til vores billedserie fra stedet og linket ovenfor. Læg dog lige mærke til de skråtstillede stensøjler, som følger kraftlinierne fra det ovenfra kommende tryk. Dette er noget ganske karakteristisk for Gaudí, der også havde en enestående indsigt i statik. Ved at skråtstille søjler tages der højde for sideværts tryk, og de kan derfor dimensioneres mindre. (Stræbepillerne i de gotiske domkirker er netop nødvendige for at optage det sideværts tryk, som hvælvingerne afgiver).  - Parken er naturligvis også på UNESCO’s fortegnelse over verdens kulturarv.

Både Sagrada Familia og Park Güell er hver især alt for meget til et par timers rundgang og burde indtages i mindre bidder, men sådan fungerer en turisttur jo ikke, så vi steg af bussen længere henne på ruten ved klosteret Monestir de Pedralbes, hvor vi kunne hænge lidt med ørerne og hvile øjnene i en sval klosterhave.

Således restituerede steg vi igen på rød linje, der bragte os forbi FC Barcelonas enorme anlæg, med bl.a. Europas største fodboldstadion (Camp Nou) med plads til 98.772 tilskuere og tildelt fem stjerner af UEFA.

På Pl. Francesc Marcía skiftede vi til blå rute, der først og fremmest går gennem Montjuïc bjergområdet (”Det jødiske bjerg”), der er Barcelonas åndehul med blandt meget andet kunstmuseum, olympisk stadion og Den Spanske Landsby samt Pavillon Mies van der Rohe fra verdensudstillingen i 1929, jf. tidligere omtale.

Faktisk havde vi nu oplevet mere end rigeligt til én dag, men der var jo som nævnt allerede købt billetter til operaen, Gran Gala D’Òpera, i Palau de la Musica Catalana. Det blev en perfekt afslutning på en allerede vellykket dag, hvor vi nu dels kunne opleve musikhuset indefra og dels nyde en perlerække af partier af de mest elskede italienske operaer, især Verdi og Puccini. Det kræver efter sigende et godt bryst at være operasangerinde, og det tør da nok siges, at primadonnaerne ikke lagde skjul på, at de til fulde levede op til denne forudsætning (rundbuestil…). Vi er ved at blive helt kulturelle her på vore gamle dage, Mor og mig - og blærerøvseffekten er jo heller ikke at kimse ad.

Med endnu en dag tilbage på billetterne hos Barcelona Bus Turístic var rammerne lagt for den følgende dag, så det blev til alle tre linjer med stop ved MNAC (Kunstmuseet på Montjuïc), en flot bygning i barokstil, selv om den først blev bygget til verdensudstillingen i 1929, strengt symmetrisk og med flot kuppel. Efter et par timer i museet tog vi bussen til Den Olympiske Havn, hvor vi bl.a. vederkvægede os med en lækker frokost på en kinesisk restaurant.

Der er sandelig langt til en dansk kirkegård...

Via blå og grøn rute endte vi på kirkegården - dog heldigvis kun som besøgende. De fleste af de permanente beboere er her stedt til hvis i et reolsystem i mange etager, men selv efter døden er der jo stor forskel på folk, så der er også meget seværdige områder med mausoleer i forskellige stilarter. Da vi forlod stedet, ankom der netop en ny permanent beboer i rustvogn, men vi hæftede os nu mest ved følget, der var i påfaldende højt humør, så vi gættede på, at afdøde nok havde været godt ved muffen.

Den sidste del af busruten fører tilbage til Pl. Catalunya via Pl. Antonio López, der ligger lige ned til havnefronten. Netop som vi passerede Pl. Antonio López, skete der noget HELT uventet og uforudsigeligt: En splitternøgen, flot mand kom spadserende lige forbi bussen, som om det var den selvfølgeligste ting i verden. Vi sad sammen med en større flok japanske kvinder på bussens øverste dæk med perfekt udsyn. Japanske kvinder er sikkert på mange måder forskellige fra deres europæiske medsøstre, men ikke mht. at munden aldrig står stille på dem bare et øjeblik. Nu skete miraklet imidlertid: Total stilhed - som var en hovedsikring sprunget - i ca. ti sekunder, men så kom den ellers på gled igen på dem, munden altså. Milde himmel som de tog på vej med hvinen, skrigen og hvad ved jeg. Flere af dem tabte digitalkameraerne. Ingen tvivl om, at DE vender tilbage til Barcelona. - Desværre må jeg indrømme, at jeg selv blev så forbløffet, at jeg ikke nåede at få taget et billede af fyren.

Sidste dag i byen blev brugt til den vandretur med modernisme, jf. ovenfor, hvor vi nu i fred og ro kunne bruge tid på de bygninger, som vi tidligere var kørt forbi i bus. Gaudi’s huse er nu museer, men der var så djævelsk lange køer, at vi desværre ikke syntes, der var tid til at bese dem indvendigt, hvilket helt sikkert er en stor skam. Med køreledninger, træer, skilte og trafik, som altid er i vejen, er det meget svært at tage billeder, der yder bygninger bare nogenlunde retfærdighed, men det fremgår alligevel, at der her er tale om arkitektur, der bryder med alle tidligere normer.

Man må undre sig over, hvorledes Gaudi og ligesindede arkitekter kunne finde bygherrer til de på den tid HELT uhørte projekter, men de fandtes altså og bestod typisk af afsindigt rige borgere, der konkurrerede med hinanden om at bygge de mest fantasifulde huse. Den mest markante af disse var finansfyrsten Eusebio Güell, der stort set gav Gaudi frie hænder. Det siger sig selv, at bygningerne var afsindigt kostbare at opføre, da intet her er standardiseret, men tværtimod kunsthåndværk af højeste karat med en ufattelig rigdom af detaljer.

Eftermiddagen var afsat til en aftale med Kim, der gennem mange år har besøgt Barcelona, og vi endte efterhånden for enden af Ramblaen i havnefronten, der også fungerer som Barcelonas badestrand. Det lykkedes os her med Kims hjælp at finde en uspoleret restaurant med djærve værtsfolk, hvor vi spiste en glimrende middag sammen uden behov for omprioritering af huset – og det er faktisk iflg. vore erfaringer ellers ganske svært. Det var rigtig hyggeligt at mødes på denne måde fjernt fra fædrelandet og en god afslutning på denne del af turen.

Næste morgen tidlig gik turen med lufthavnsbussen retur til Girona Airport for afhentning af den lejede bil, der stod til rådighed fra kl. 10. Vi havde planlagt at køre 5-600 km til Logrõno, der ligger på El Camino, pilgrimsruten, til et allerede booket hotel.
Herefter drejede turens indhold sig i retning af pilgrimme, det nordspanske landskab og fortsat også med masser af (kirke-) arkitektur.

I  grove træk er rundturen i den lejede bil opmærket på dette kortudsnit, i alt ca. 3.000 km

Logrõno er en flot by, faktisk vist hovedbyen i Rioja vindistriktet, der er velkendt fra etiketterne på mangen en rødvinsflaske. Vi fandt let Caminoen og et herberg inde i midtbyen med nogle pilgrimme, der rigtigt hyggede sig ved siden af tøjsnore med vasketøj fra dagens etape.
 

Den st ørste af kirkerne, Catedral de la Redonda (barok), har flotte dobbelttårne, som man jævnligt ser det. En noget ældre, Iglesia de San Bartolomé, har ved ombygning fået en flot gotisk facade, der klædte os glimrende som baggrund for et af de meget sjældne billeder af os begge. Portalens er berømmet for tegneserien udhugget i sten, som angiveligt skal berette om San Bartolomés liv, og det tror vi gerne på. – I det hele taget er det lidt af et problem, at man ikke kan HELE bibelen udenad tillige med to tusind års kirkehistorie samt den vedtagne ikonografi inden for kirkearkitekturen… Så man må hutle sig lidt frem og slå efter hos dem, der kan alt det der.

Næste etape fulgte ret nøje pilgrimsvejen Logrõno – Burgos – Léon, og vi så stimer af pilgrimme både til fods og på cykel. De fleste fulgtes ad to og to eller i små flokke men der var naturligvis også masser af enlige. De så ud til at hygge sig gevaldigt. Gennemsnitsalderen synes på den forkerte side og vor egen, så det er tilsyneladende ikke for sent, hvis lysten skulle melde sig inden for den næste halve snes år.

Burgos er forsynet med en endog meget imponerende katedral med museum. Der er her tale om gotik med en ornamentering, der virkelig vil noget. I kirken er – blandt mange andre – begravet den gamle helt, El Cid, der levede 1040 – 1099. Nogen kan måske huske en film i tresserne om ham med Charlton Heston i hovedrollen? Der står en flot statue af ham (El Cid, altså) på en fremtrædende plads i byen. For skams skyld gik vi lige nogle hundrede meter på Caminoen, dog uden at vi af den grund kom til at føle os som ”rigtige” pilgrimme.

Léon er en stor by, som også gennemskæres af pilgrimsruten, og som også rummer et af Gaudi’s berømte huse, Casa Botines, der pt. er sæde for et pengeinstitut og ikke er nær så aparte som husene i Barcelona. På en bænk foran bygningen sidder Gaudi himself med en skitseblok i skødet, men der er så meget rift om at sidde ved siden af med henblik på et godt billede, at vi opgav. Léon har naturligvis også
en kolossal gotisk katedral.

Ca. 50 km længere vestpå ligger Astorga på ruten, en meget mindre by, som vi udelukkende aflagde visit pga. endnu et Gaudi værk, nemlig bispepaladset, der vakte megen debat og som aldrig blev anvendt som bispebolig. Det er meget stort, har klare gotiske stiltræk og ligner mest af alt et eventyrslot tegnet af Disney.

Herefter kørte vi ind på motorvejen med GPS’en tunet ind på et centralt beliggende hotel i Santiago de Compostela, som vi havde booket to overnatninger på fra en internetcafé i Léon, så vi fik en hel dag til rådighed i byen. Vi nåede så tidligt frem, at vi efter indtjekning sagtens kunne nå ud til Cap Finisterra, selv om vejene er så krogede at man kunne mistænke Gaudi for at have tegnet dem.

Ved verdens ende!

Cap Finisterra, hvor Caminoen endegyldigt slutter, var naturligvis pr æget af pilgrimme, der ifølge traditionen her skal afbrænde deres ildelugtende tøj som en slags symbolsk renselse. – Nu om dage nøjes de fleste vist med at brænde et par sokker eller lignende. Vejret var perfekt og folk hyggede sig over al måde, og det kan man jo ikke fortænke dem i efter have gået så langt og så længe.

Næste dag var helliget Santiago, men vi skulle naturligvis først have morgenmad på hotellet. I stedet for at stille et udvalg af pålæg frem på tag selv bordet, spurgte personalet hver enkelt, om man ønskede noget og kom i bekræftende fald med det på en tallerken. En japansk dame, som sikkert ikke anede, hvad hun svarede på, fik på denne måde også en tallerken. Hun troede åbenbart, at der lige var blevet serveret en ret og gik ganske roligt i gang med at spise revl og krat med kniv og gaffel, mens hun nød lidt kaffe og juice til…

Bevæbnet med en større guide bog gik vi så ellers løs på Santiago, naturligvis startende med katedralen, hovedmålet for de 80 – 100.000 årlige pilgrimme, der har fulgt El Camino på en eller anden distance. Domkirkepladsen (Obradoiro) er i sig selv imponerende, stor og firkantet, omgivet på alle sider af imposante bygninger i hver sin stilart; man skulle i det hele taget tro, at byen er bygget til glæde for folk med interesse for bygningsstilarter og arkitektur. Katedralen er iflg. guidebogen det mest ekstraordinære monument, der er bygget i middelalderen i romansk stil. Fronten med de to tårne er tilføjet langt senere i overdådig barok, så man har altså her uden skrupler blandet meget forskellige stilarter. Hovedportalen, der er meget berømmet for sine fine skulpturer i stort antal, var utilgængelig som følge af renoveringsarbejder. For at komme til hovedindgangen skal man op ad en kolossal trappe med dobbelt- dobbeltsidig adgang, dvs. med symmetrisk adgang til to sider med hver to trapper, så man kan lave ensrettet færdsel.

Ud over at se kirken ville vi overvære den daglige pilgrimsmesse, der kræver fremmøde i god tid, hvis man ellers vil gøre sig håb om en siddeplads. Messen var en spændende og rørende oplevelse med masser af sang, musik og taler, som vi desværre ingenting forstod af, bortset fra at de fremmødte pilgrimmes nationalitet blev nævnt med oplysning om, hvor de var startet fra. Der blev i den forbindelse af skiftende personer i messehagel sagt noget på engelsk, tysk, italiensk og fransk. Det var min fornemmelse, at de pågældende måske var gejstlige som netop selv havde gået turen som pilgrimme. Mange af pilgrimmene sad i små og store grupper, og det var tydeligt, at de kendte hinanden vældig godt. Vi lagde mærke til en del tyskere pga. deres T-shirt hvorpå der stod: ”Der Weg ist das Ziel” – hvilket nok er en meget rammende formulering. Desværre blev der ikke svinget med det berømte store røgelseskar, det sker vist kun om søndagen.

På den store domkirkeplads er der hele tiden mange pilgrimme – og der ankommer hele tiden nye, hvilket åbenlyst for alle er kulminationen efter mange ugers vandring, så der er ikke noget at sige til, at de har svært ved at skjule deres bevægelse. Og som der dog bliver kysset, krammet og snakket samt fotograferet. Eftermiddagen blev brugt på en byvandring, da der masser af andre imponerende kirker, klostre og bygningsværker. Om aftenen bookede vi de sidste åbne overnatninger fra hotellets computer og belavede os på den ret lange vej tilbage til lufthavnen i Girona.

Vi havde heldigvis mulighed for at dele hjemturen så nogenlunde midtvejs, hvor vi gerne ville se et kloster med en skulptur, der menes at være forlægget for et helt tilsvarende værk over Kathoveddøren i Ribe Domkirke. Motivet er korsnedtagelsen.

Gennem byporten kommer man til et herligt hotel

Vi havde booket et hotel ca. 15 km fra klostret i en meget lille by, der viste sig at v ære en sand perle, eller måske snarere end fredfyldt oase. Bygningen var ældgammel, men smukt renoveret, personalet venlig ud over enhver forestilling, mad og vin en dejlig oplevelse, som kunne nydes i hotellets arkade ud til torvet. Oven i købet var det så også alt sammen rørende billigt.

Næste dags tur tilbage til Girona var laaaaaaang, og den blev endnu værre af, at vi måtte forbi Barcelona i myldretiden. Aftensmaden blev et antiklimaks i forhold til foregående aften - for første gang nogensinde måtte vi sige til en tjener, at det ganske enkelt fra ende til anden var elendigt, det dårligste måltid vi til dato havde oplevet på en restaurant - oven i købet anbefalet af et firestjernet hotel.

Vi havde imidlertid det meste af den allersidste dag til rådighed, afsat til at køre den korte tur nordpå til Figueres, hvor Salvador Dalí blev født i 1904, og hvor han opbyggede et museum, Teatre-Museu Dalí, der absolut er et besøg værd med meget smukke værker, der faktisk langt fra alle er vanvittige. Vi blev forundret over Dalí’s alsidighed og produktivitet som kunstner. Hans største inspiration synes at have været hans smukke kone, Gala, der går igen i et stort antal værker.

Hovedvejen mellem Figueres og Girona forløber tæt på betalingsmotorvejen og er derfor ret trafikeret. Solen skinnede fra en skyfri himmel og der var vel godt 30 grader i skyggen. Vi undrede os derfor såre over, at der ved et vejkryds sad en flot pige på en plastikhavestol under en parasol, iført minimalistisk tøj i et snit, der på en eller anden måde mindede mig om, at jeg er af hankøn, men efterhånden som vi passerede flere af slagsen, nogle i om muligt endnu mindre tøj, gik sammenhængen jo op for os...

Landevej med blomstrende gyvel - en typisk udsigt.

Samlet set en meget vellykket tur hvor vi ogs å blev positivt overrasket over, hvor grøn, frodig og blomstrende Nordspanien præsenterede sig fra Middelhavet til Atlanterhavet. På meget lange stræk var hoved- og motorvejene flankerede af blomstrende gyvel, der også dækkede store dele af bjergene i landets nordvestlige hjørne, Galicien. Vi havde ventet et afsvedent landskab, men i flere ugen inden vores ankomst havde det regnet og regnet – hvilket var mere end velkomment, idet de fleste vandreserver havde været stort set udtømte. Lige som sidste år så vi masser af storke, storkereder i højspændingsmaster og andre overraskende steder.

Transportmodellen med billigt fly kombineret med en lejet bil viste sig endnu engang ideel. Faktisk kan brændstofbesparelsen mellem en lejet dieselbil og egen benzinbil stort set alene betale for lejen, hvortil kommer adskillige tusinde sparede km mellem DK og Spanien samt flere overnatninger undervejs.