Barcelona og Nordspanien, 11. - 21. juni 2008.

Den overordnede model var den samme som sidste års tur til Madrid og Spanien/Portugal: Med Ryanair fra Billund til Spanien, nogle dage i en spændende storby – og så rundt i en lejet bil efter en løs ruteplan, som tog endelig form undervejs.
 
Overnatningerne i Barcelona var booket på forhånd på et hostal i en sidegade til Ramblaen. Perfekt og yderst billigt. At hostal’et så viste sig at være et ungdomsherberg med et klientel, der aldersmæssigt næsten kunne være vore børnebørn, gav hverken problemer eller skår i glæden – kun forbløffede blikke i elevatoren, når vi møvede os ind blandt nogle teenagere.

Barcelonas centrum er en heksekedel af mennesker, larm, bygninger, farver og lugte, sidstnævnte dog mest af – pis (!), hvilket givetvis hænger sammen med et misforhold mellem væskeindtagelsen og antallet af lettilgængelig toiletter efter at værtshusene har lukket…

I Madrid undrede vi os også over, at der snakkes så meget, at det visse steder er den dominerende del af lydbilledet. I Barcelona er dette om muligt endnu mere udtalt kombineret med, at de åbenbart næsten aldrig går i seng, og kort tid efter at der så småt er ved at ro over gemytterne, begynder larmen fra vareudbringningen til den nye dag.

Barcelona er kendt (berygtet) for sine meget dygtige lommetyve, der huserer på Ramblaen og værtshusene, men vi havde taget vore forholdsregler (Jyttes underbukser med indbygget pengeskab – vort svar på Fort Knox) og slap uden ubehagelige oplevelser.

Vort første mål var naturligvis netop La Rambla, tre min. gang fra vort hotel. Til vores undren er der ikke kun tale om en gågade, men om en gågade med omgivet af almindelige, ensrettede trafikgader på begge sider. Til gengæld er den så bred, at midtersektionen giver plads til meget bred fodgængerzone med træer og ”butikker” – og en ufattelig masse mennesker. Noget af det mest fascinerende er de mange levende statuer, der udviser en forbløffende fantasi i udklædning og maskering. Det hele går naturligvis ud på at tjene penge, så de er ikke meget for at blive fotograferet, uden at der ryger en passende mønt i dåsen foran.

Ramblaen afgrænses mod havnen af Columbus søjlen og i den anden ende af Placa de Catalunya. Eftersom vi boede i enden nærmesthavnen, var det naturligt at sætte kursen mod Placa de Catalunya, hvorfra vi drejede til højre og fandt musikhuset, Palau de la Musica Catalana, der samtidigt er et arkitektonisk tilløbsstykke i (catalansk) modernistisk stil, jf. nedenfor.

Ved at fortsætte hjemad i en bue kom vi til Barcelonas gotiske bydel, Barri Gotic, med bl.a. den enorme domkirke, der naturligvis er i gotisk stil, påbegyndt i 1298 og færdiggjort – i slutningen af 1800-tallet. I en lille tilhørende klosterhave er der tretten skræppende gæs, der funger som en slags vagthunde.

Som transportmiddel rundt i den store by valgte vi at købe en todages billet til Barcelona Bus Turístic, der med tre ruter dækker alle byens største seværdigheder. Man kan stå af og på efter forgodtbefindende og der udleveres øresnegle, så man får forklaret seværdighederne undervejs.

Ikke så langt efter templet stopper bussen ved Gaudi’s Park Güell. Igen har man travlt med at samle underkæben op og holde den på plads, men i stedet for et forsøg på en beskrivelse henvises til vores billedserie fra stedet og linket ovenfor. Læg dog lige mærke til de skråtstillede stensøjler, som følger kraftlinierne fra det ovenfra kommende tryk. Dette er noget ganske karakteristisk for Gaudí, der også havde en enestående indsigt i statik. Ved at skråtstille søjler tages der højde for sideværts tryk, og de kan derfor dimensioneres mindre. (Stræbepillerne i de gotiske domkirker er netop nødvendige for at optage det sideværts tryk, som hvælvingerne afgiver).  - Parken er naturligvis også på UNESCO’s fortegnelse over verdens kulturarv.

På Pl. Francesc Marcía skiftede vi til blå rute, der først og fremmest går gennem Montjuïc bjergområdet (”Det jødiske bjerg”), der er Barcelonas åndehul med blandt meget andet kunstmuseum, olympisk stadion og Den Spanske Landsby samt Pavillon Mies van der Rohe fra verdensudstillingen i 1929, jf. tidligere omtale.

Faktisk havde vi nu oplevet mere end rigeligt til én dag, men der var jo som nævnt allerede købt billetter til operaen, Gran Gala D’Òpera, i Palau de la Musica Catalana. Det blev en perfekt afslutning på en allerede vellykket dag, hvor vi nu dels kunne opleve musikhuset indefra og dels nyde en perlerække af partier af de mest elskede italienske operaer, især Verdi og Puccini. Det kræver efter sigende et godt bryst at være operasangerinde, og det tør da nok siges, at primadonnaerne ikke lagde skjul på, at de til fulde levede op til denne forudsætning (rundbuestil…). Vi er ved at blive helt kulturelle her på vore gamle dage, Mor og mig - og blærerøvseffekten er jo heller ikke at kimse ad.

Med endnu en dag tilbage på billetterne hos Barcelona Bus Turístic var rammerne lagt for den følgende dag, så det blev til alle tre linjer med stop ved MNAC (Kunstmuseet på Montjuïc), en flot bygning i barokstil, selv om den først blev bygget til verdensudstillingen i 1929, strengt symmetrisk og med flot kuppel. Efter et par timer i museet tog vi bussen til Den Olympiske Havn, hvor vi bl.a. vederkvægede os med en lækker frokost på en kinesisk restaurant.

Via blå og grøn rute endte vi på kirkegården - dog heldigvis kun som besøgende. De fleste af de permanente beboere er her stedt til hvis i et reolsystem i mange etager, men selv efter døden er der jo stor forskel på folk, så der er også meget seværdige områder med mausoleer i forskellige stilarter. Da vi forlod stedet, ankom der netop en ny permanent beboer i rustvogn, men vi hæftede os nu mest ved følget, der var i påfaldende højt humør, så vi gættede på, at afdøde nok havde været godt ved muffen.

Den sidste del af busruten fører tilbage til Pl. Catalunya via Pl. Antonio López, der ligger lige ned til havnefronten. Netop som vi passerede Pl. Antonio López, skete der noget HELT uventet og uforudsigeligt: En splitternøgen, flot mand kom spadserende lige forbi bussen, som om det var den selvfølgeligste ting i verden. Vi sad sammen med en større flok japanske kvinder på bussens øverste dæk med perfekt udsyn. Japanske kvinder er sikkert på mange måder forskellige fra deres europæiske medsøstre, men ikke mht. at munden aldrig står stille på dem bare et øjeblik. Nu skete miraklet imidlertid: Total stilhed - som var en hovedsikring sprunget - i ca. ti sekunder, men så kom den ellers på gled igen på dem, munden altså. Milde himmel som de tog på vej med hvinen, skrigen og hvad ved jeg. Flere af dem tabte digitalkameraerne. Ingen tvivl om, at DE vender tilbage til Barcelona. - Desværre må jeg indrømme, at jeg selv blev så forbløffet, at jeg ikke nåede at få taget et billede af fyren.

Sidste dag i byen blev brugt til den vandretur med modernisme, jf. ovenfor, hvor vi nu i fred og ro kunne bruge tid på de bygninger, som vi tidligere var kørt forbi i bus. Gaudi’s huse er nu museer, men der var så djævelsk lange køer, at vi desværre ikke syntes, der var tid til at bese dem indvendigt, hvilket helt sikkert er en stor skam. Med køreledninger, træer, skilte og trafik, som altid er i vejen, er det meget svært at tage billeder, der yder bygninger bare nogenlunde retfærdighed, men det fremgår alligevel, at der her er tale om arkitektur, der bryder med alle tidligere normer.

Man må undre sig over, hvorledes Gaudi og ligesindede arkitekter kunne finde bygherrer til de på den tid HELT uhørte projekter, men de fandtes altså og bestod typisk af afsindigt rige borgere, der konkurrerede med hinanden om at bygge de mest fantasifulde huse. Den mest markante af disse var finansfyrsten Eusebio Güell, der stort set gav Gaudi frie hænder. Det siger sig selv, at bygningerne var afsindigt kostbare at opføre, da intet her er standardiseret, men tværtimod kunsthåndværk af højeste karat med en ufattelig rigdom af detaljer.

Eftermiddagen var afsat til en aftale med Kim, der gennem mange år har besøgt Barcelona, og vi endte efterhånden for enden af Ramblaen i havnefronten, der også fungerer som Barcelonas badestrand. Det lykkedes os her med Kims hjælp at finde en uspoleret restaurant med djærve værtsfolk, hvor vi spiste en glimrende middag sammen uden behov for omprioritering af huset – og det er faktisk iflg. vore erfaringer ellers ganske svært. Det var rigtig hyggeligt at mødes på denne måde fjernt fra fædrelandet og en god afslutning på denne del af turen.

Næste morgen tidlig gik turen med lufthavnsbussen retur til Girona Airport for afhentning af den lejede bil, der stod til rådighed fra kl. 10. Vi havde planlagt at køre 5-600 km til Logrõno, der ligger på El Camino, pilgrimsruten, til et allerede booket hotel.
Herefter drejede turens indhold sig i retning af pilgrimme, det nordspanske landskab og fortsat også med masser af (kirke-) arkitektur.

Den st ørste af kirkerne, Catedral de la Redonda (barok), har flotte dobbelttårne, som man jævnligt ser det. En noget ældre, Iglesia de San Bartolomé, har ved ombygning fået en flot gotisk facade, der klædte os glimrende som baggrund for et af de meget sjældne billeder af os begge. Portalens er berømmet for tegneserien udhugget i sten, som angiveligt skal berette om San Bartolomés liv, og det tror vi gerne på. – I det hele taget er det lidt af et problem, at man ikke kan HELE bibelen udenad tillige med to tusind års kirkehistorie samt den vedtagne ikonografi inden for kirkearkitekturen… Så man må hutle sig lidt frem og slå efter hos dem, der kan alt det der.

Næste etape fulgte ret nøje pilgrimsvejen Logrõno – Burgos – Léon, og vi så stimer af pilgrimme både til fods og på cykel. De fleste fulgtes ad to og to eller i små flokke men der var naturligvis også masser af enlige. De så ud til at hygge sig gevaldigt. Gennemsnitsalderen synes på den forkerte side og vor egen, så det er tilsyneladende ikke for sent, hvis lysten skulle melde sig inden for den næste halve snes år.

Burgos er forsynet med en endog meget imponerende katedral med museum. Der er her tale om gotik med en ornamentering, der virkelig vil noget. I kirken er – blandt mange andre – begravet den gamle helt, El Cid, der levede 1040 – 1099. Nogen kan måske huske en film i tresserne om ham med Charlton Heston i hovedrollen? Der står en flot statue af ham (El Cid, altså) på en fremtrædende plads i byen. For skams skyld gik vi lige nogle hundrede meter på Caminoen, dog uden at vi af den grund kom til at føle os som ”rigtige” pilgrimme.

Léon er en stor by, som også gennemskæres af pilgrimsruten, og som også rummer et af Gaudi’s berømte huse, Casa Botines, der pt. er sæde for et pengeinstitut og ikke er nær så aparte som husene i Barcelona. På en bænk foran bygningen sidder Gaudi himself med en skitseblok i skødet, men der er så meget rift om at sidde ved siden af med henblik på et godt billede, at vi opgav. Léon har naturligvis også
en kolossal gotisk katedral.

Ca. 50 km længere vestpå ligger Astorga på ruten, en meget mindre by, som vi udelukkende aflagde visit pga. endnu et Gaudi værk, nemlig bispepaladset, der vakte megen debat og som aldrig blev anvendt som bispebolig. Det er meget stort, har klare gotiske stiltræk og ligner mest af alt et eventyrslot tegnet af Disney.

Herefter kørte vi ind på motorvejen med GPS’en tunet ind på et centralt beliggende hotel i Santiago de Compostela, som vi havde booket to overnatninger på fra en internetcafé i Léon, så vi fik en hel dag til rådighed i byen. Vi nåede så tidligt frem, at vi efter indtjekning sagtens kunne nå ud til Cap Finisterra, selv om vejene er så krogede at man kunne mistænke Gaudi for at have tegnet dem.

Cap Finisterra, hvor Caminoen endegyldigt slutter, var naturligvis pr æget af pilgrimme, der ifølge traditionen her skal afbrænde deres ildelugtende tøj som en slags symbolsk renselse. – Nu om dage nøjes de fleste vist med at brænde et par sokker eller lignende. Vejret var perfekt og folk hyggede sig over al måde, og det kan man jo ikke fortænke dem i efter have gået så langt og så længe.

Næste dag var helliget Santiago, men vi skulle naturligvis først have morgenmad på hotellet. I stedet for at stille et udvalg af pålæg frem på tag selv bordet, spurgte personalet hver enkelt, om man ønskede noget og kom i bekræftende fald med det på en tallerken. En japansk dame, som sikkert ikke anede, hvad hun svarede på, fik på denne måde også en tallerken. Hun troede åbenbart, at der lige var blevet serveret en ret og gik ganske roligt i gang med at spise revl og krat med kniv og gaffel, mens hun nød lidt kaffe og juice til…

Bevæbnet med en større guide bog gik vi så ellers løs på Santiago, naturligvis startende med katedralen, hovedmålet for de 80 – 100.000 årlige pilgrimme, der har fulgt El Camino på en eller anden distance. Domkirkepladsen (Obradoiro) er i sig selv imponerende, stor og firkantet, omgivet på alle sider af imposante bygninger i hver sin stilart; man skulle i det hele taget tro, at byen er bygget til glæde for folk med interesse for bygningsstilarter og arkitektur. Katedralen er iflg. guidebogen det mest ekstraordinære monument, der er bygget i middelalderen i romansk stil. Fronten med de to tårne er tilføjet langt senere i overdådig barok, så man har altså her uden skrupler blandet meget forskellige stilarter. Hovedportalen, der er meget berømmet for sine fine skulpturer i stort antal, var utilgængelig som følge af renoveringsarbejder. For at komme til hovedindgangen skal man op ad en kolossal trappe med dobbelt- dobbeltsidig adgang, dvs. med symmetrisk adgang til to sider med hver to trapper, så man kan lave ensrettet færdsel.

Ud over at se kirken ville vi overvære den daglige pilgrimsmesse, der kræver fremmøde i god tid, hvis man ellers vil gøre sig håb om en siddeplads. Messen var en spændende og rørende oplevelse med masser af sang, musik og taler, som vi desværre ingenting forstod af, bortset fra at de fremmødte pilgrimmes nationalitet blev nævnt med oplysning om, hvor de var startet fra. Der blev i den forbindelse af skiftende personer i messehagel sagt noget på engelsk, tysk, italiensk og fransk. Det var min fornemmelse, at de pågældende måske var gejstlige som netop selv havde gået turen som pilgrimme. Mange af pilgrimmene sad i små og store grupper, og det var tydeligt, at de kendte hinanden vældig godt. Vi lagde mærke til en del tyskere pga. deres T-shirt hvorpå der stod: ”Der Weg ist das Ziel” – hvilket nok er en meget rammende formulering. Desværre blev der ikke svinget med det berømte store røgelseskar, det sker vist kun om søndagen.

På den store domkirkeplads er der hele tiden mange pilgrimme – og der ankommer hele tiden nye, hvilket åbenlyst for alle er kulminationen efter mange ugers vandring, så der er ikke noget at sige til, at de har svært ved at skjule deres bevægelse. Og som der dog bliver kysset, krammet og snakket samt fotograferet. Eftermiddagen blev brugt på en byvandring, da der masser af andre imponerende kirker, klostre og bygningsværker. Om aftenen bookede vi de sidste åbne overnatninger fra hotellets computer og belavede os på den ret lange vej tilbage til lufthavnen i Girona.

Vi havde heldigvis mulighed for at dele hjemturen så nogenlunde midtvejs, hvor vi gerne ville se et kloster med en skulptur, der menes at være forlægget for et helt tilsvarende værk over Kathoveddøren i Ribe Domkirke. Motivet er korsnedtagelsen.

Vi havde booket et hotel ca. 15 km fra klostret i en meget lille by, der viste sig at v ære en sand perle, eller måske snarere end fredfyldt oase. Bygningen var ældgammel, men smukt renoveret, personalet venlig ud over enhver forestilling, mad og vin en dejlig oplevelse, som kunne nydes i hotellets arkade ud til torvet. Oven i købet var det så også alt sammen rørende billigt.

Næste dags tur tilbage til Girona var laaaaaaang, og den blev endnu værre af, at vi måtte forbi Barcelona i myldretiden. Aftensmaden blev et antiklimaks i forhold til foregående aften - for første gang nogensinde måtte vi sige til en tjener, at det ganske enkelt fra ende til anden var elendigt, det dårligste måltid vi til dato havde oplevet på en restaurant - oven i købet anbefalet af et firestjernet hotel.

Vi havde imidlertid det meste af den allersidste dag til rådighed, afsat til at køre den korte tur nordpå til Figueres, hvor Salvador Dalí blev født i 1904, og hvor han opbyggede et museum, Teatre-Museu Dalí, der absolut er et besøg værd med meget smukke værker, der faktisk langt fra alle er vanvittige. Vi blev forundret over Dalí’s alsidighed og produktivitet som kunstner. Hans største inspiration synes at have været hans smukke kone, Gala, der går igen i et stort antal værker.

Hovedvejen mellem Figueres og Girona forløber tæt på betalingsmotorvejen og er derfor ret trafikeret. Solen skinnede fra en skyfri himmel og der var vel godt 30 grader i skyggen. Vi undrede os derfor såre over, at der ved et vejkryds sad en flot pige på en plastikhavestol under en parasol, iført minimalistisk tøj i et snit, der på en eller anden måde mindede mig om, at jeg er af hankøn, men efterhånden som vi passerede flere af slagsen, nogle i om muligt endnu mindre tøj, gik sammenhængen jo op for os...

Samlet set en meget vellykket tur hvor vi ogs å blev positivt overrasket over, hvor grøn, frodig og blomstrende Nordspanien præsenterede sig fra Middelhavet til Atlanterhavet. På meget lange stræk var hoved- og motorvejene flankerede af blomstrende gyvel, der også dækkede store dele af bjergene i landets nordvestlige hjørne, Galicien. Vi havde ventet et afsvedent landskab, men i flere ugen inden vores ankomst havde det regnet og regnet – hvilket var mere end velkomment, idet de fleste vandreserver havde været stort set udtømte. Lige som sidste år så vi masser af storke, storkereder i højspændingsmaster og andre overraskende steder.

Transportmodellen med billigt fly kombineret med en lejet bil viste sig endnu engang ideel. Faktisk kan brændstofbesparelsen mellem en lejet dieselbil og egen benzinbil stort set alene betale for lejen, hvortil kommer adskillige tusinde sparede km mellem DK og Spanien samt flere overnatninger undervejs.