OBS: Ufærdigt - tilføjelser og ændringer kommer fra tid til anden...

Indledende bemærkninger.

Bygningsstilarter og arkitektur er et meget stort emne. Det besværliggør desuden fremstillingen, at stilarternes periodeopdeling varierer efter forfatter, de kan ofte underinddeles og vurderingen af en bygnings alder ud fra dens stilart kan sagtens snyde, idet arkitekterne jo ikke er eller bør være fastlåst til kun at skabe inden for rammerne af ”deres” tids stilart. F.eks. er det engelske parlament bygget i 1800-tallet i gotisk stil, som derfor kaldes ”nygotik”. Desuden er perioderne forskellige fra land til land, f.eks. kommer de nye strømninger med en vis forsinkelse til de nordiske lande – det tager ganske enkelt tid inden ”smitten” breder sig.

For at det ikke skal være løgn, varierer en bygnings henførelse til en given stilart også fra forfatter til forfatter. F.eks. er de fleste vel enige om at Rosenborg Slot er en renæssancebygning, men ikke desto mindre kan man sagtens finde den omtalt som tidlig rokoko...  Derfor forekommer en lidt grovere inddeling at være mere rigtig. F.eks. lader Jens Mollerup i sin bog "Arkitekturhistorien Baglæns" renæssancen strække sig over perioden 1400 - 1750 og omfatte barok, rokoko og renæssance, hvorved man jo undgår megen af denne usikkerhed.  

Det springer også i øjnene, at de ældre periode strækker sig over århundreder, mens de yngre kun varer i få år og nærmest eksploderer i en sky af "ismer".

Til hjælp for mig selv og evt. andre interesserede har jeg nedenfor alligevel forsøgt mig med en forholdsvis grov oversigt ved at botanisere i en lang række kilder, især nettet. Når jeg ikke bare har indsat links – hvad der på mange måder ville have været mere ærligt – er det dels fordi links har det med at afgå ved døden og dels fordi mange af dem ville føre til sider med alt for mange informationer og derved gøre læsningen endnu besværligere.

Med et eller andet tilfældigt arkitekturhistorisk værk i hånden er oversigten dermed let at kritisere, men skal altså bare tjene som en nødtørftig baggrund for vurderingen af de mange billeder, vi har taget af berømte og interessante bygningsværker: Man kan her hurtigt slå efter og se fra hvilken periode bygningen stammer og hvad der i grove træk er karakteristisk for den.

Romansk stil 1000 - 1250

Den romanske kunst var først og fremmest kirkearkitektur og religiøs kunst. Stilen kom til Danmark over England og Tyskland og var inspireret af byzantinsk stil, den såkaldte folkevandringskunst og romersk stil. Ordet romansk kommer af Romania, som var navnet på det gamle romerske rige.

Igangsættere af romansk kirkebyggeri har været konger, gejstlige og stormænd som fx Hvideslægten, en rig sjællandsk godsejerslægt. Den danske befolkning betalte til kirkebyggeriet via kirkeskat og tog del i selve byggeriet, det var bøndernes opgave at slæbe sten fra markerne til byggepladsen. Kirkerne blev formentlig bygget af munke eller bygmestre, der kom til Danmark fra udlandet. De store munkeordener manifesterede sig i tiden og blev et væsentligt våben i kampen for den kristne tro:

Kirkerne placeredes højt i landskabet dels for at være synlige for menigheden og vejfarende og i nogle egne for søfarende, men først og fremmest var placeringen ophøjet til Guds ære.

Tårne var i middelalderens kirkearkitektur symbol på styrke, magt og autoritet. En kirkebygning har ofte to eller flere tårne. En romansk bygning fremtræder massiv og tung. Kirkerne er langskibskirker, og det latinske kors er kirkernes grundplan. I arkitekturen kendes stilen på de runde buer og betegnelsen "rundbuestil" er synonym med den romanske stil, og ses især i kirke-, katedral- og klosterarkitektur. 

De runde buer kan ses i en kirkes eksteriør over vinduespartier og over indgangspartier. Over indgange kan være tympanonrelieffer (et halvrundt felt), og et indgangsparti kan være fremhævet med halvsøjler og pilastre (flade søjler), der kan være dekoreret med lave relieffer. Rundbueformen gentages i kirkens interiør i korrundingen og over den række af søjler, der kan danne adskillelse mellem hovedskib og sideskibe i treskibede kirker.

Den klassiske romanske arkitektur er hvælv, buer, søjler, pilastre, som fremtræder som en helhed. Maleri og skulpturer var underordnet arkitekturen.

 

Gotik ca. 1150 – ca. 1525

De elementer som forbindes med gotikkens byggemåde er ribbehvælvene (1. 2. og 3), stræbebuer (4.) (murbue som spænder fra kirkens midtskib til sideskibets ydermur), stræbepillerne (6.) (murpille udvendig på mur, der forstærker muren, så den kan modstå tryk indefra) og spidsbuen, der har givet stilen navnet spidsbuestilen.
Buer og hvælv bæres typisk af hele søjleknipper (12.), som "fører" trykket fra de enkelte dele ned til fundamentet. På miniaturen (Chartres) ses desuden arkaden (10.), triforium (9.) og kleristorium (8.)
I kirkearkitekturen ses nu slanke høje spir og store vinduer, der kunne lede lyset ind i kirken og større hvælvinger som konsekvens af, at håndværkerne var blevet dygtigere til at beregne pres, tryk og modtryk. Stilen stræber mod himlen i sit udtryk, rummene er høje og lyse og i modsætning til den romanske arkitektur, er den gotiske stil let og elegant. Høje spidsbuede vinduer og døre og højt hvælvede lofter, som så blev forbundet med relativt tynde mure – og masser af høje vinduer, eller sammenfattende:

- Bygningen blev så at sige konstrueret som et meget højt selvbærende stenskelet af søjler og bueelementer for at bære loft og tag og danne ramme for vinduerne, der skal udfylde de åbne vægmasser.
- Konstruktionen skal fremstå som transparent med størst muligt lysindfald.
- Fremhævelse af de lodrette linjer. Vertikalisering af bygningen, der betegnes som den første anti-klassiske bygningsstil.
- Af de karakteristiske elementer fremhæves desuden at grundplanerne for kirkebyggeri var et system af konstruktive knudepunkter.
- Lysets særlige evne til at give et rum sakral karakter er især udnyttet i bygninger til religiøse formål, hvor det tillægges symbolsk betydning. I religiøs sammenhæng er især det gotiske kirkerum markant. Det gotiske stræbesystems stærkt gennembrudte mure og farvede glasruder forvandler lysindfaldet til et diffust, overjordisk fænomen, dvs. hele det indre rum skal være en illusionsarkitektur, mens den ydre gerne må vise strukturen og være rationel.

Resultatet blev fantastiske bygninger, himmelstræbende og nærmest svævende. Bygningerne blev udsmykket på enhver ledig murflade og spids, en holdning der betegnes som "horror vacui", dvs. angsten for det tomme rum.

Murmassernes reduktion til skelet for at bære loft og tag og danne ramme for vinduerne, der skal udfylde de åbne vægmasser.

Et af de fineste og mest rendyrkede eksempler på en gotisk katedral er Chartres i Frankrig.
Dansk eksempel: Skt. Knuds Kirke, Odense.

Domkirken i Chartres

Eksempler på flere af de omtalte gotiske bygnings-

detaljer i Chartres. Fra venstre mod højre: Stræbepiller,

stræbebuer og vinduespartier mellem dem.

 

Omkring 1400-tallet opstod stilen i Italien, og det var her den fik sin absolut største udbredelse. Firenze var arnestedet i tiden, byen var et væsentligt handelscentrum, familien Medici en magtfuld florentinsk købmands- og bankierslægt, der regerede i Firenze i 2 perioder, først fra 1434-1494 og sidst fra 1512-1737. Til slutningen af 1400-tallet var Firenze og Venedig de væsentlige byer i Italien, der var delt i små hertugdømmer og familiedynastier. Renæssancen, især højrenæssancen, er perfekt symmetri og balance, de rette proportioner, hvor intet kan trækkes fra og intet lægges til uden, at det hele ødelægges. At kunne udtrykke sig i tre kunstarter, arkitektur, maleri, skulptur, var typisk for renæssancen. Renæssancens rum var logisk, man skal stå stille og aflæse rummet, modulerne er simple. Der anvendtes horisontaler og vertikaler, man ville skabe overblik, hvilket gør stilen noget sansefornægtende og idealistisk intellektuel. Lyset er statisk, der er lys overalt i ligelig mængde. Idealet i en renæssancebygning var fuldstændig symmetri, en centralbygning, det vil sige absolut symmetri ud fra et centralt punkt fx det græske ligearmede kors. Ornamenter forstyrrer. Arkitekturen skulle give udtryk for menneskeskikkelsens organiske kvaliteter. Runde buer. Dansk eksempel: Rosenborg Slot.

Barok ca. 1580 – midten af 1700 tallet

Barokken har sin glansperiode i 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. I Danmark gør den sin entré i 1660 med enevældens indførelse, og stilen forbindes netop med enevældens fyrster, der bruger den til at understrege deres magt, jf. f.eks. slottet i Versailles, hvor hele anlægget, inkl. parkanlægget, peger ind mod magtes centrum, rummet hvor den enevældige konge residerede. Det er en stilart, der lægger vægt på det pompøse og storladne i arkitektur, skulptur, maleri, udsmykning og haveanlæg.

Renæssancen var afbalanceret, afklaret, tilbageholdende, stram og henvendte sig til fornuften, og barokken er lige modsat. Barokkens karakteristika er, at den taler til sanserne og fantasien, den vil fortrylle, den er bevægelse, dynamik, kontraster (anvender konkave og konvekse former), spil mellem lys og skygge, teatralsk, dramatisk, outreret, den er Gesamtkunstwerk, der betyder, at intet kan trækkes fra uden at helheden ødelægges, alle kunstarter sætter hinanden stævne, rummets arkitektur, malerier, stuk, udskårne møbler, gobeliner og kunstmarmor danner en broget og mangfoldig helhed. Spejle åbner rummet, slører overskueligheden, de er ofte anbragt i hjørnerne, så de runder og skaber lys. Barokarkitekturens store mål er illusionen om det uendelige rum.

Trapperummet i Residenz, Würzburg, desværre umuligt at yde bare nogenlunde retfærdighed på et billede som dette. Dimensionerne er imponerende: Max højde 23 meter, grundplan 18x30 meter = 540 m2.

Formålet med trappen var ikke bare at fordele trafikken til etagerne, men at se og blive set, mens man langsomt bevægede sig fra repos til repos. 

Würzburg Residenz anses for at være et af barok-stilens smukkeste og mest velproportionerede slotte. Arkitekt: Johann Balthasar Neumann (1687-1753). Loftsmaleriet er udført af italieneren Tiepolo.

Renæssancens grundplansformer var kvadraten, cirklen og det græske kors, barokkens grundplansformer er ellipsen og ovalen. Bygningen betragtes som en sammenhængende masse, den kunne formes efter behov, en slags stor skulptur, man tænker i tre dimensioner. Murpillerum (indvendige stræbepiller) fører længde og centralbygning sammen. Rummet er et kontinuum. Arkitekturens monumentale og storslåede bygningsværker mister aldrig deres plastiske fylde. Søjler og pilastre bærer intet, de er dekorative. Arkitekturen er retorisk, der er en fortætning af led mod døren. Facaden skal være aktiv i det omgivende rum. Der holdes lav profil i eksteriøret i tyske kirker, modsat italienske. Barokken vil repræsentere, det vil sige forlænge sin magt, hvilket især ses i den repræsentative hofkultur hos Ludvig d. 14. Kirker, paladser og kongeslotte er barokkens typiske bygninger, og hørende til bygningen er store haveanlæg, der føjer sig ind i miljøet. Trapper betyder, at man kan arbejde dynamisk med arkitekturen. Barok er iscenesættelse, kirken en af de mest brugte scener. I byplanlægning ses lange lige gader afbrudt af pladser med fontæner eller obelisker, domineret af et palads eller en kirke og afvekslende bebyggelse med visse symmetriske accenter. Dele af Rom er et godt eksempel på barok byplanlægning.

Dansk eksempel: Charlottenborg i København. Opført 1672-83.

Tysk eksempel: Zwinger i Dresden. Opført 1710-32.

Samme stilart - men alligevel ret store forskelle. Hvis man yderligere sammenligner med facaden på katedralen i Santiago de Compostela, er forskellene dramatiske.

Rokoko ca. 1720 – ca. 1760

Stilarten opstod i Frankrig i 1720-erne som en videreførelse af barokken, men barokkens højtidelige og pompøse former forvandledes til en forfinet og dekorativ stil. Ved Ludvig den 15.s hof udvikledes en smag for en yndefuld rumudsmykning, der skulle skabe intimitet og sorgløshed. Fra dekorationskunsten bredte stilen sig til arkitektur og billedhuggerkunst og landene udenfor Frankrig blev interesseret i rokokostilen, og den blev hovedsageligt en hofstil. Der var også en rokoko, der beskæftigede sig mere med det jævne og borgerlige. Den rationelle rokoko ses i Frankrig, den irrationelle i Sydtyskland. Uden for Frankrig kom rokokoen til at spille sin største rolle i Tyskland. I Sydtyskland anvendtes den til fantasifuldt udformede kirker og paladser indvendigt dekoreret med fresker og ornamenter. Især mange rokoko kirker er så overlæsset med udsmykning, at man med rette taler om, at tiden og stilen er hjemsøgte af "horror vacui". Dansk eksempel: Palæerne omkring Amalienborg Slotsplads.

Nyklassicisme ca. 1750 – ca. 1850

Domhuset
(C. F. Hansen)

Harsdorff's hus og Thorvaldsens Venus.

Som vanligt er en ny stil en reaktion på den foregående, klassicismen er ingen undtagelse. Omkring 1750 begyndte reaktionen mod rokokoen, der ansås for krukket og løssluppen og var et symbol på et degenereret samfund, på det ikke reelle og det ikke solide, men i nyklassicismen står tingene på deres fødder, solidt og velfunderet svarende til borgeren. Rokokoens svungne linjer erstattes med lige linjer, kubiske former og en behersket ornamentik (de tidlige franske arkitekter undlod stort set enhver udsmykning, dvs. de gik karakteristisk nok i den modsatte grøft) svarende til de klassiske forbilleder. Som det var med renæssancestilen vendte man sig mod den romerske og græske oldtid og skabte en borgerlig romantisk stil, der efterligner antikken i arkitektur, møbler, skulpturer og malerier.

Efter storbranden i København i 1795 og englændernes bombardement i 1807 var der brug for offentlige bygninger og borgerhuse. Især C. F. Hansen, der var elev af C. F. Harsdorff er eksponent for nyklassicismens i Danmark/København – og Altona. I Arkitekturen bliver linjerne faste og forædlede, rummet spartansk og storladent. Dansk eksempel: Københavns Byret (Domhuset).

Modernisme (Catalansk!) ca. 1880 – ca. 1910

Den catalanske modernisme er Gaudís personlige byggestil. El modernisme (ca. 1888-1911) er den korrekte stilbetegnelse for Gaudís arbejder. Andre betegnelser kan være Jugendstil eller catalansk Art Nouveau. Stilen er centreret omkring Barcelona og med Gaudí som eksponent sammen med Lluís Doménech i Muntaner og Josep Puig i Catafalch. El modernisme var en kulturel bevægelse bestående af individualister og nonkonforme intellektuelle. Den var ikke kun arkitektur eller møbeldesign karakteriseret ved brugen af naturens former, den var også en del af den nationale opvågnen i anden halvdel af 1800-tallet, La Renaixença/den catalanske renæssance.

En rundtur i den catalanske modernisme er allerede omtalt andetsteds.

 

Bauhaus-skolen 1919 – 1933, væsentligt element i udviklingen af funktionalismen.

Bauhaus er en skole (og bevægelse) for arkitektur og kunsthåndværk i mellemkrigstidens Tyskland. Bauhaus fik, gennem en kort og intenst skabende periode, vidtrækkende betydning for udformningen af vort miljø og bidrog stærkt til ændringer på arkitektur- og kunstskoler i Europa og USA. Bauhaus bevægelsen grundlagt af arkitekten Walter Adolph Gropius i Weimar 1919. Den flyttedes til Dessau 1925, hvor Gropius tegnede Bauhaus-skolen, og endelig til Berlin i 1932, før den blev lukket af nazisterne i 1933. Siftung Bauhaus' hjemmeside findes her.

Funktionalismen bygninger er overvejende (men ikke altid) karakteriseret ved enkle, kubiske bygningslegemer, renset for ornamenter og med vægten på store lysindtag. En berømt dansk eksponent er Arne Jacobsen, ref. SAS-hotellet i Kbh. Funktionalismens vel nok kendteste navn er schweizeren Le Corbusier, af nogle udnævnt til at være dens far.

En ny periode (isme eller stilart) fremkommer uvægerligt som en reaktion på den ellers fremherskende - og som en konsekvens af ændrede økonomiske og politiske magtforhold, kort sagt hvem bygges der (hovedsageligt) for. Funktionalismens målgruppe er i høj grad almindelige mennesker (herunder den fremstormende arbejderbevægelse) og erhvervslivet, dvs. boliger, kontorhuse, hoteller, forretninger og fabrikker, men også uddannelsesinstitutioner o.m.a.

I Bauhaus' manifest slås der til lyd for en sammensmeltning af kunst og håndværk i en ny formel enhed. Den nye tids bygninger skulle udtrykke en ”total” arkitektur, hvor kunst og brugsting skulle indgå i en enhed, udformet af fagfolk i et samarbejde på tværs af faggrænser. Her byggede Bauhaus videre på håndværkstraditionen fra England, (John Ruskin, Lewis Morris), og Tyskland, (Deutscher Werkbund det tyske arkitekt forbund) og konkretiserede derved en generel reaktion mod den dekadente stilforvirring og overklasseornamentik, som prægede perioden omkring århundredeskiftet. Nogle år senere tog skolen udfordringen fra industrialismens nye teknologi op. Maskinerne skulle, ved den rette anvendelse, medvirke til at løse tidens problemer. Designerne skulle tilbyde industrien produkter, der fungerede godt og som også skulle være smukke. På Bauhaus blev der gjort meget for at vise at nye, massefremstillede produkter, som f.eks. møbler, tekstiler og kunsthåndværk kunne udformes med et tidssvarende design, præget af enkel og saglig funktionalisme.

Bauhaus var en læreplads, ikke en undervisningsinstitution. Det var et ”byggehus”, hvor ”mestre” og studerende - efter et toårigt introduktionskursus - arbejdede sammen på værksteder, hvor alt fra tekopper til nye byer udformedes efter de samme principper og efterhånden med noget af det samme, umiskendelige formsprog. I slutningen af 1920'erne, da Bauhaus i Dessau kom under ledelse af den schweiziske kommunist Hannes Meyer, fik hele skolen en stærkere samfundsfaglig og videnskabelig orientering. Skolens radikalisme og dens produkter blev sat ind i en strengere social sammenhæng og fik en skarpere politisk profil. Det provokerede borgerskabets formalistiske og intuitive kunstopfattelse og tærede på den politiske tolerance. Så længe skolen kunne undskyldes som et anarkistisk tilholdssted for opfindsomme bohemer, fik den lov at eksistere, men så snart samfundskritikken fik en mere central rolle, greb Gestapo ind. Til trods for at Meyer blev afskediget i 1930, blev skolen sat under administration og ledet af den politisk langt mere acceptable Ludwig Mies van der Rohe (Pavillonen i Barcelona).

Bauhaus var en del af Weimarrepublikken og fulgte dens opblomstring og fald. Fra de tidlige års eksplosive, søgende og mytiske ekspressionisme, stabiliseredes den i den modne funktionalismes grundige og teknologiske saglighed, for så at møde undergangen under presset fra en fremadstormende, dekadent, politisk kultur. 1920'ernes stærke sociale engagement måtte vige for en formalisme, som indvarslede funktionalismens senere knæfald for industrialisme og forbrugersamfundet.

Klik her for hele billedserien

I 1930'erne emigrerede flere af skolens lærere til USA, f.eks. Walter Gropius og Mies van der Rohe, hvor der blev gjort forsøg på genskabe skolen i Chicago. Det mislykkedes - samfundsforholdene var ikke gunstige for Bauhaus' radikale eksperimenter. Kun en skygge af æstetisk filosofi overlevede, men Bauhaus har fortsat inspireret med sine pædagogiske principper og det, der produceredes gennem dens 14-årige historie. Eksempel: Bauhaus skolens bygning i Dessau. Mies van der Rohe's indsats i USA forbindes med med en ny fase af den retning, der kaldes Chicago Skolen.