Cykeltur til Tyskland 24/5 – 2/6 2005.

Turen formede sig ganske anderledes end i 2004 med hensyn til fysisk og tidsmæssig længde samt ”indholdet” eller målområderne, nemlig de nye Bundesländer: Det tidligere DDR.

Det blev til ni overnatninger og 1.002 km ifølge cykelcomputeren, men da de sidste to dage stort set udelukkende bestod i togrejsen hjem blev de tusind kilometer reelt kørt i løbet af 8 dage, eller et dagssnit på 125 km. I udstyret indgik en nyindkøbt håndholdt GPS navigator, der skulle vise sig at blive af uvurderlig betydning.

Ruten gik fra Tønder/Niebüll via Husum til Owschlag (mellem Slesvig og Rendsborg), der blev første overnatning efter godt 90 km. Og så var jeg også rigtig godt træt – måske den retfærdige hævn for ikke at have trænet, hvem ved? Dagen efter fulgte jeg Hærvejen/”Der Ochsenweg” til syd for Neumünster, hvorefter jeg drejede mod sydøst mod Bad Seegeberg og Lübeck, som var udgangspunktet for den ene af hovedruterne, nemlig Østersøruten, der holder sig ret tæt på strandkanten flere hundrede kilometer mod den polske grænse. Jeg fulgte den dog ikke til den bitre ende men drejede mod sydøst i retning af Stralsund for at støde til floden Oder, der sammen med Neisse danner grænse til Polen hele vejen ned til Tjekkiet og som udgjorde min anden hovedrute: Oder-Neisse Radweg.

Forbindelsen på ca. 200 km mellem de to hovedcykelruter måtte jeg selv hitte ud af, og de skulle komme til at gå via de mest utrolige stier, markveje, skovveje, landeveje, biveje og hovedlandeveje. En meget stor del af dem var så ringe, at det trodser enhver beskrivelse, reelt nærmest ufremkommelige og rene torturinstrumenter for både cyklist og cykel. Men de var skam kortlagt som hoved cykelruter… Det er helt ubegribeligt, at cyklen holdt uden problemer af nogen art. I lange perioder kom der jamrende og knasende lyde fra den, utvivlsomt på grund af sand og småsten i kæde og kædehjul, for de forsvandt ganske langsomt igen. Udover huller, der sagtens umiddelbart kan bruges som begravelsespladser for mennesker og dyr, findes der specielle østtyske vejbelægninger, såsom store betonfliser, der altid er forskudt 3-4 cm i højden, og toppede brosten, der får plomberne til at falde ud af tænderne, hvis man ikke bider tænderne sammen – i bogstavelig forstand.

Lange strækninger gik gennem fuldstændigt mennesketomme områder i skove og sumpe, hvor mit GPS udstyr flere gange reddede mig fra de værste problemer med at finde vej tilbage til civilisationen. Det gjorde det også til en udfordring at finde overnatningsmuligheder, da der jo af indlysende grunde er meget langt mellem kroer og hoteller i sådanne områder. Men faktisk havde jeg nok turens sjoveste overnatning i Ueckermünde, der er en lille ferie- og badeby ved en af de store fjorde ved Svinesund/Stettin.

Jeg kom træt og udaset til en Gasthof, hvor musikken drønede og luften var tyk af dartpile, og råbte til værten, om han havde et værelse? Nej ikke umiddelbart, men han mente nok, at han kunne skaffe et og gik omgående i krig via mobilos, men mens han ihærdigt forsøgte at ringe en eller anden op, svingede den pågældende ind på skuepladsen på sin knallert, hvorved der kom gang i en udmærket personlig kommunikation. Efter nogle forgæves opringninger meddelte han, at det var da for resten også lige meget, for hans nabo lejede værelser ud og han havde nøgle til huset. Værelset var med eget bad og toilet, så jeg stak ham 25 euro, fik nøglen og så var det lejemål i orden.

Efter et velfortjent (og hårdt tiltrængt) bad gik jeg tilbage til værtshuset for at spise, idet ”udlejeren” havde rost køkkenet i høje toner. Jeg fandt et hjørne, hvor dartpilene kun ved rene uheld ville kunne ramme mig og bad om en stor fadøl og spisekortet, som også hurtigt kom – men manden ville bare ikke aflevere menuen, for som han sagde: Ud af de mange sider med alskens retter kunne jeg kun få kylling og så var der jo ingen grund til at aflevere det. Til gengæld var der så et stort udvalg af tilbehør til kyllingen. Nå, men jeg var MEGET sulten, og så er det jo ikke var såååå vigtigt, hvad man får at spise, og vi enedes straks om kyllingen med noget tilbehør, som lød lovende. Lidt efter kom han tilbage: Lige netop dét tilbehør havde de ikke i dag. OK, vi blev hurtigt enig om et alternativ, hvorefter seancen gentog sig: Desværre heller ikke lige i dag. Ikke, at det på mindste måde ødelagde den gode stemning, nej da, vi klaskede hver gang hænder og forsikrede hinanden om, at det nok skulle blive ”ein schönes Essen”. Jeg foreslog så, at køkkenet serverede kyllingen med det tilbehør, de nu en gang havde, og sådan blev det – og det smagte skam udmærket…

Turen langs Oder-Neisse gik for det meste på udmærkede asfalterede stier, men fremdeles overvejende gennem helt øde områder, afbrudt af enkelte byer som f.eks. Frankfurt an der Oder. Der er grønt, meget grønt, og vandrigt med masser af frøer og tudser – og derfor også storke, som jeg så i massevis. Mange steder står resterne af delvis bortsprængte broer og minder om, at her er et land blevet revet midt over, da Polen i forbindelse med afslutningen af 2. Verdenskrig blev flyttet flere hundrede kilometer mod vest: Tyskerne blev drevet vest for Oder-Neisse og polakkerne fra de tidligere østligste polske provinser flyttede ind i de nu rømmede områder. Jeg spurgte en ældre herre, om det ikke var bittert, hvilket han bekræftede - og føjede til, at det kun var midlertidigt, så skulle de nok få området tilbage igen… Langt længere sydpå mente krokonen, at grænsen altid havde gået ved floden, men hun virkede lidt febrilsk og ikke helt oprigtig, måske en lille rest fra STASI-tiden?

De nye delstaters befolkning er præget af en udtalt håbløshed og pessimisme. Men man må også medgive, at de har noget at have pessimismen i: Ca. 20 % arbejdsløshed og en kraftig afvandring fra stort set alle byer på mellem 10 og 30 %. Byer som i 1990 havde ca. 250.000 indbyggere er nu nede på ca. 200.000. Masser af tomme lejligheder og – i mindre grad – huse. Afvandringen er især koncentreret om de 18 til 30 årige, hvad der mærkbart forstærker indtrykket af en ”gammel” befolkning. Flere, jeg talte med, gav uopfordret udtryk for, at de ønskede sig muren tilbage (én af dem med tilføjelsen: I dobbelt højde), idet alting bare var blevet dårligere siden, hvilket tydeligvis er i klar modstrid med kendsgerningerne, idet masser af renoverede huse og veje springer i øjnene tillige med en ny bilpark, hvor en Trabi er næsten lige så sjælden som i DK. Udtalelserne understreger vel en enorm skuffelse over tabet af arbejdspladser og dermed en rimelig indtjening og levestandard. Hvilken glæde har vi af rejsefrihed, når vi alligevel ikke har råd til at rejse, lyder et typisk argument. De mennesker, jeg mødte, var uden undtagelser venlige og imødekommende.

Efter 980 km i AL slags vejr var jeg så nået ned i hjørnet mellem Polen og Tjekkiet, og da vejrmeldingerne lød på en ny periode af ubestemmelig længde med koldt og blæsende vejr, besluttede jeg mig for at tage toget hjem. Dette viste sig at være et helt lille projekt, idet det kom til at vare to dage med overnatning i Hannover. Købet af billetten varede samfulde tre kvarter, mens jeg ligefrem kunne fornemme, hvorledes blodtrykket steg og steg i den voksende kø bagved. En enkelt kogte over, men de to damer, der efterhånden var fuldtidsbeskæftigede med at lave forslag og rive dem i stykker igen, var helt ligeglade og fortsatte ufortrødent med at få mig og min cykel tilbage til Esbjerg. Og det blev skam en fin tur med syv skift og nogle meget flotte og attraktive banegårde. Det gav faktisk lyst til en rundrejse med tog…

Til orientering for eventuelle interesserede (og trængende) kan det oplyses, at en sådan tur nok er verdens mest effektive slankekur - og dette gælder uanset, hvor meget man spiser og drikker undervejs: På de otte dage tabte jeg mig 3,5 kg.

Jørgen, den 9. juni 2005.