Tilbage i min skoletid lærte vi vist kun (eller også husker jeg kun) tre syd- og mellemamerikanske indianerstammer, nemlig: Inkaer, Mayaer og Aztekere.
Mødet med Mexico var også på dette område ganske bevidsthedsudvidende - det nærmest vrimler med uddøde og nulevende indianerstammer, hvis navne i sig selv er en alvorlig udfordring. Og når det så kommer til et eller andet overblik over deres historie, krige og undergang samt videre skæbne skrider det for alvor.
Jeg har derfor i det følgende gengivet et afsnit fra Politikens Insigt Guide "Rejsen Rundt I Mexiko", side 29-41. inkl., bare så der lige er et sted at slå op i, når bogen er afleveret igen. - Den er på ca. 400 sider.
Blandt de mange kulturer, steder og indianerstammer, der omtales nedenfor, var vi på rejsen i berøring med:
som alle omtales i vores rejseberetning i samme rækkefølge og med tilhørende fotoalbummer.
I henhold til forfatningen af 1917 er landet en føderal republik bestående af 31 stater plus Det Føderale Distrikt med hovedstaden, Mexico City. - Det kalder da også officelt sig selv for Mexicos Forenede Stater. I det mindste på overfladen altså en opbygning, der minder om USA. Republikkens beføjelser er på velkendt vis tredelt, dvs. i den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt, hvor den udøvende magts beføjelser ligger hos republikkens præsident i spidsen for regeringen. Kongressen består af to kamre, Senatet (Overhus) og De Deputeredes Kammer (Underhus). Korruption og magtmisbrug er erkendte problemer, ligesom landet kæmper mod organiseret kriminalitet, især centreret om narko. Militæreret er nu inddraget i kampen mod narkobander, hvilket er særdeles synligt både i byerne og på landet med svært bevæbnede patruljer og vejspærringer/kontrolposter. Den nuværende præsident, Felipe Calderón, har gjort bekæmpelse af narkoproblemet og organiseret kriminalitet til et hovedmål, og siden han i 2006 satte militæret ind i kampen er mere end 28.000 påståede kriminelle blevet dræbt, se under "Crime" i denne wiki. - Calderón har siddet som præsident siden 2006, og der er så valg igen til næste år, 2012. Ingen mulighed for genvalg. Han er den yngste præsident i Mexico nogensinde (født 1962).
Som turist mærker man - heldigvis - ikke noget til alt dette. Tværtimod følte vi os helt trygge, hvor vi end bevægede os.
... gengivelse af "Rejsen Rundt I Mexico" følger herfra (uden illustrationer)
Mayaerne og aztekerne er de bedst kendte kulturer, men der var mange andre gamle folkeslag i Mexico før spaniernes ankomst.
Ifølge bl.a. kulstof 14-undersøgelser har Mexico været beboet i mere end 20.000 år. Det hele begyndte formentlig i Sibirien, hvor de forhistoriske folk under den sidste istid krydsede Beringsstrædet i søgen efter mad. Fra Alaska drog de sydpå til Canada og De forenede Stater, indtil de til sidst nåede Mexico og Central- og Sydamerika.
Disse mennesker levede af kød og vilde planter og jagede normalt små eller mellemstore dyr, og man ved, at de også fra tid til anden jagede mammutter.
Sent i den kænozolitiske periode (9000-7000 f.Kr.), længe efter mammutterne var uddøde, benyttede menneskene i det nuværende Mexico sig af grove stenredskaber til at male korn. Det var forstadiet til metaten, den gruttesten som de fleste mexicanere på landet stadig benytter til at male deres majs på. I år 5000 f.Kr. var de tidlige mexicanere begyndt at dyrke majs og bønner, og disse afgrøder har været det centrale i den mexicanske kost lige siden.
Indtil for ganske nylig blev maya-civilisationen anset for at være den ældste af de mesoamerikanske civilisationer, men opdagelser i 1930'erne førte til en omlægning af det historiske puslespil. Man ved nu, at den mystiske olmekerkultur blomstrede i de lavtliggende jungleområder i det sydlige Veracruz ogTabacso mellem 1200 f.Kr. og 400 f.Kr. og var den første af Mexicos store gamle kulturer.
Historien og livsstilen hos olmekerne eller "folket fra gummiens land" forbliver en gåde. Vi ved, at de dyrkede jorden og ledte vand ind for at kunstvande deres afgrøder. Vi ved også, at de udviklede en stærk, centraliseret organisation, der var særdeles elitepræget. I modsætning til mayaerne havde olmekerne ikke noget skriftsprog til at udtrykke deres historie, så vi er nødt til udelukkende at støtte os til vidnesbyrd i deres kunst.
Deres bedst kendte overleveringer er de forbløffende, monolitiske basalthoveder, der måler op til 3 m i højden og vejer mellem 6 og 50 tons. Man mener, at de er gigantiske portrætter af magtfulde olmekiske herskere. Selvom alle de 17 hoveder, der er fundet indtil nu, har generelle lighedspunkter - flade, brede næser, tykke læber og stirrende øjne - er de alle forskellige fra hinanden. Alle hovederne bærer hjelme med distinktioner, som viser, at det var betydningsfulde folk. Hjelmene har udhugninger, som forestiller menneskehænder, arahoveder eller buede jaguarkløer, og der er ikke to hjelme, der er ens.
Hovederne, som er udhugget af basalt fra Tuxtla-bjergene, blev slæbt over højdedrag og Floder over afstande på op til 100 km til de gamle ceremonipladser, hvor de er fundet. Den enorme arbejdsstyrke, der krævedes til denne opgave, er i sig selv bevis på et højt organiseret og hierarkisk samfund.
Andre olmekiske monumenter omfatter troner og steler (flade udhuggede stentavler). Ikke al olmekisk kunst er monumental i størrelsen; der findes også udsagte miniaturer i jadeit, smukt udformet keramik og fine smykker i obsidian. Det fantastiske ved alle disse ting er, at de er fremstillet uden nogen som helst brug af metalredskaber. Yderligere er nogle af materialerne, som for eksempel jade, obsidian og serpentin, hentet så langt væk som i Guatemala. Der er også fundet tidlige spor af olmekerne i Puebla, Mexico-dalen, Oaxaca og Guerrero.
BOLDSPILLET
Fra olmekernes tid har Boldspillet været en vigtig del af livet for alle før-spanske kulturer. Måske har olmekernes kolossale stenhoveder forestillet boldspillende krigere. Spillet var stærkt rituelt. Der er vidnesbyrd om, at fremstående krigsfanger i den klassiske periode blev tvunget til at spille spillet, hvor det uundgåelige resultat var menneskeofring. Spillerne benyttede en tung gummibold, som med knæ, hofter og albuer skulle slås gennem en stenring placeret hajt oppe på en af væggene, som omgav banen. Spillet var især vigtigt for mayakulturen og i El Tajin, hvor der er fundet 17 boldbaner.
Ligesom hos alle de førspanske kulturer var kunst og religion uadskillelige for elmekerne. Et tilbagevendende motiv i denne gamle kunst er jaguaren, den snerrende, gulbrune kat, der herskede i junglen og spillede en vigtig rolle i olmekernes religion. Mange af skulpturerne forestiller den såkaldte varjaguar, som den mexicanske forsker Miguel Covarrubias beskriver som en "foruroligende blanding af menneskelige og katteagtige træk". Det olmekiske Panteon var befolket af mange andre guder, somme tider mytiske eller halvmytiske skabninger, der som oftest var uhyrlige og skræmmende. Mange af deres skulpturer forestiller børn, ofte med fysiske skavanker som dem man ser ved ganespalte eller Downs syndrom. Man mener, at disse børn blev anset for guddommelige, da deres skrå dine og flækkede læbe gav dem lighed med den store jaguargud.
De tre største olmekiske fundpladser - San Lorenzo, La Venta og Tres Zapotes - blev benyttet i mere eller mindre sammenhængende perioder, for de blev forladt. Selvom man kan komme til dem, ligger alle tre i dag uden for alfarvej, og de fleste af deres monumenter og kunstgenstande er blevet flyttet til museerne i Villahermosa, Xalapa og Mexico By.
Den olmekiske kultur fik en voldsom afslutning omkring 400 f.Kr. Vi kan kun gætte på, hvorfor så mange af de olmekiske stenskulpturer blev så brutalt ødelagt. Måske gjorde underklassen opror mod deres herskere, eller måske skyldes ødelæggelserne kampen om herredømmet over det olmekiske "hjerteland". Uanset hvad der skete, så kom deres kunst, deres guder og deres sociale organisation til at influere alle efterfølgende civilisationer i Mesoamerika.
Mayakulturen, der nåede sit højdepunkt i den klassiske periode (300-900 e.Kr.), dominerede Yucatan-halvøen og områderne syd for, inklusive det, som nu er staten Chiapas, og videre ind i Guatemala og Honduras. I Yucatans lavland forsynede kalkstenen mayaernes håndværkere med førsteklasses materiale til bygninger og skulpturer. Deres harmonisk proportionerede bygninger er ofte pragtfuldt udsmykkede med fine stenhuggerarbejder eller stuk. Selvom den ægte bue ikke fandtes i arkitekturen for spanierne, opfandt mayaerne en udkraget bue, som dannedes ved at bygge hvert overliggende lag lidt længere frem fra hver side, indtil de mødtes.
KULTURTRÆET
Historikeren Michael D. Coe skrev engang: "Det mesoamerikanske kulturtræ har mange grene og mange rødder, men hovedstammen er den olmekiske kultur."
Mayapyramiden er betydeligt mere stejl end dem, man moder i andre egne af Mexico, og den lodrette fornemmelse forstærkes af templet, som er bygget på toppen. Dette tempel har fine udhugninger og et skrånende tag; det krones af en dekorativ stenkam. Mayaerne benyttede sig ofte af falsk perspektiv for at få bygninger og anlæg til at se større ud. Det kan for eksempel ses på pladsen i "nonneklostret" i Uxmal. Den ligner et rektangel, men i virkeligheden skråner siderne svagt indad op mod hovedbygningen. Det giver en fornemmelse af større afstand, når man betragter bygningen fra pladsens modsatte ende.
Opdagelsen af et gravkammer i 1952 i Inskriptionernes Tempel i Palenque forte til spekulationer om, hvorvidt de mexicanske pyramider på samme måde som de ægyptiske var gravpladser og ikke blot fungerede som sokler for templet på toppen. Fundet af det livagtige, gulv-til-loft vægmaleri i Bonampak, der forestiller en slagscene, revolutionerede ikke blot vores kendskab til mayaernes kunstform og teknik, men også til hele deres livsstil. Disse unikke vægmalerier forsyner os med et væld af detaljer om mayaernes påklædning, musik, krigskunst og ritualer.
Tidens gang var et meget vigtigt emne for mayaerne, og deres kalender var den mest sofistikerede af dem, som blev benyttet i Mesoamerika.
De beregnede et solår til 365,2422 dage og en måneperiode til 29,5209 dage. Begge tal er så nøjagtige, at det først var i det 20. århundrede, at videnskabsmændene nåede frem til tal som var en anelse mere præcise. Deres år nul var lig med år 3113 f.Kr. i vores tidsregning, og de troede, at universet ville gå under, når den Store Cyklus i Den lange Tælling sluttede i år 2011.
Mayaerne havde brug for en præcis kalender, fordi himmellegemernes stilling var afgørende for alt, hvad de foretog sig, og den tog udgangspunkt i landbrugets cyklus. Da universet bevæger sig i regelmæssige cirkler, vidste de, at stjerners og planeters tidligere bevægelser ville blive gentaget, og på den måde kunne mayapræsterne lave forudsigelser og tage forholdsregler for at undgå katastrofer.
HESTEGUDER
Mayaerne anså de ridende spaniere for Chacs - de mente, at hest og rytter var ét væsen, og at deres skydevåben repræsenterede torden og lyn.
Mayaernes Panteon var lige så kompliceret som deres kalender. Vi kender 166 navngivne guder, hver med fire fremstillinger svarende til kardinalpunkterne. De havde en mandlig og en kvindelig udgave, og hver af de astronomiske guder havde en underjordisk inkarnation. Den øverste gud lader til at have været ildguden Itzamnå ("firbenshuset"), der ofte blev fremstillet som en gammel mand med en "romersk" næse. I sin inkarnation som solen var han gift med måne gudinden Ixchel, beskytter for vævere, læger og kvinder. Da de troede, at de var efterkommere af majsfolket, var majsguden Yun Kaax også vigtig for mayaerne på samme måde som regnguden Chac. I løbet af den post-klassiske periode indførte toltekerne fra det centrale højland kulten omkring den fjerklædte slange, af mayaerne kaldet Kukulkán.
Man har længe troet, at mayaerne tilbad deres guder fredeligt, men man ved nu, at de indviklede mayaritualer omfattede udgydelsen af blod (ved hjælp af halen fra en pilrokke) fra ører, tunge og penis, og at fiestaer involverede danse og ofringer for at vinde gudernes gunst. Ofre i Chichen Itzå blev kastet ned i den hellige tenote (en stor naturlig brønd) i håbet om større regnmængder.
Mayaerne havde et struktureret og disciplineret samfund regeret af præsteherskere, men de var aldrig forenet under en enkelt hovedstad og en enkelt hersker. De autonome bystater havde fælles religion og kosmologi og fælles hieroglyfskrift; de kendte til ideen om nul. Deres fjerntliggende ceremonielle centre var forbundet med hellige veje eller sacbeob.
Mellem det 3. og det 6. århundrede havde mayaerne betydelig kontakt med andre dele af Mesoamerika, især Teotihuacan og Monte Alban. De benyttede kakaobønner som en form for betalingsmiddel og handlede med tekstiler, værktøj, fjer, keramik, ædelsten, lægeurter, røgelse og salt, som de transporterede i store kanoer.
Den klassiske maya-civilisation i det sydlige lavland blev ramt af en fatal nedgang i begyndelsen af det 9. århundrede, mens den senklassiske Puuc-arkitektur blomstrede på det nordlige Yucatan. De toltekiske erobrere ankom fra det centrale Mexico sidst i det 10. århundrede, og deres strengere arkitektur kan opleves i Chichen Itzá.
Kulturerne fra det centrale højland har givet den mest detaljerede viden om Mexicos historie for spanierne. Det sidste folk, som dominerede regionen, var aztekerne. Den første store civilisation på højsletten var Teotihuacan, der dukkede op omkring 200 år for den kristne tidsregning. Selvom Teotihuacan var en spøgelsesby, da aztekerne ankom i 1300-tallet, var den så imponerende, at de kaldte den "Gudernes sted" og troede, at det var her, solen og månen var blevet skabt.
Det klassiske Teotihuacan var et vigtigt religiøst centrum ud over at være det første planlagte bysamfund i Mesoamerika. Byens indflydelse både inden for religion, kunst og arkitektur strakte sig så langt sydpå som til Guatemala.
Guden for regn og frugtbarhed, Tlaloc, var en af de vigtigste guder i Teotihuacan, på samme måde som Chac var for mayaerne, og Cocyo var for zapotekerne. Menneskene, som er afbildet på vægmaleriet Tlaloc's Paradis i Teotihuacan (og reproduceret i det antropologiske museum i Mexico By), er muntre og synger og danser i et frodigt, frugtbart landskab.
Kulten omkring aztekernes gud for vind og daggry Quetzalcoatl, den fjerklædte slange, udviklede sig også i Teotihuacan. De mange legender om Quetzalcoatl fortæller, hvordan han steg ned til De Dødes Land, fandt nogle knogler, sprøjtede blod på dem og således skabte menneskene; hvordan han stjal majs fra myrerne og på den måde gav føde til menneskeheden, samt meget mere.
Teotihuacan var et vigtigt handelscentrum, der kontrollerede store forekomster af obsidian, som i hele Mesoamerika blev benyttet til fremstilling af redskaber og våben. Handlen med dette råmateriale, sammen med byens hellige status, hjalp Teotihuacan til at opnå vidtstrakt magt. Det resulterede også i udbredelsen af den stedlige hellige kunst: Masker i naturlig størrelse lavet af serpentin eller jade af derboende stenskærere fra Guerrero, kunstfærdige røgelseskar, trebenede kar med udskårne eller påsatte komplicerede, religiøse motiver - på engelsk kaldet thin-orange ware - og fint forarbejdede statuetter, nogle med bevægelige arme og ben.
Nedgangen for de klassiske mexicanske civilisationer satte ind i Teotihuacan i det 8. århundrede, og ved slutningen af det 10. århundrede var de alle forsvundet. Byen Teotihuacan blev brændt ned og næsten helt forladt, men om dette skyldtes et lokalt oprør eller en invasion - måske af toltekerne - er stadig et mysterium.
Efter ødelæggelsen af Teotihuacan i det 10. århundrede, men før opblomstringen af aztekerne og Tenochtitlan, ankom en gruppe nomadejægere, chichimekaerne, til det centrale Mexico, grundlagde Tula og blev til toltekere (håndværkere). De var murere, jadekunstnere, vævere, smede og fjerkunstnere.
Kulten omkring Quetzalcoatl, den fjerklædte slange, fik en endnu mere fremtrædende betydning end i Teotihuacan. Sagnet vil vide, at en Quetzalcoatl-hersker flygtede mod øst, efter at han var blevet drevet ud af Tula af krigsguden Tezcatlipoca. Toltekerne blev stadig mere militaristiske, og på et tidspunkt kontrollerede de store dele af det centrale Mexico, og de menes at have været de første, der indførte skikken med masseofring af mennesker.
Udover slangen var de dominerende toltekiske motiver den tilbagelænede chac-mool (en figur forestillende en liggende præst); de berømte atlanter; ørne og jaguarer, der æder menneskehjerter; og tzompantli (kranierækker). Mange af de arkitektoniske og ikonografiske elementer i Tula blev gentaget i Chichen Itza af de invaderende toltekere. Deres handelsforbindelser rakte også nordpå; symboler og kunstgenstande er fundet så langt nordpå som Casas Grandes i Chihuahua og endnu længere væk i Arizona og det nordlige New Mexico. Det toltekiske imperium havde dog en relativ kort levetid, og Tula blev på samme måde som Teotihuacan ødelagt af brande i det 12. århundrede.
På det tidspunkt hvor spanierne ankom, var aztekernes kultur i fuld blomstring. Deres herredømme over Golfkysten var fuldkomment, selvom de vestlige dele stadig kæmpede imod og satte sig op mod aztekerne.
Ifølge legenderne kom aztekerne - eller mexicaer - og andre náhuatl-talende folk fra de syv huler, kaldet Chicomozoc, i det nordlige Mexico. Mexicaerne hævdede at være vandret fra Aztlan, hvor de engang fik en vision i form af en ørn, der sad på toppen af en kaktus i færd med at æde en slange. Dette kosmiske symbol - ørnen repræsenterende himlen og solen, slangen symboliserende Jorden og kaktussen som næring for de omvandrende folk i ørkenen - er i dag Mexicos nationalsymbol.
Anført af deres kolibri-gud, Huitzilopochtli, nåede de det centrale højland, og på en ø i Texcocosøen så de ørnen fra profetien, hvilket betød afslutning på mere end hundrede års vandringer. Og så, omkring 1325, grundlagde mexicaerne byen, som senere skulle blive den storslåede by Tenochtitlan, opkaldt efter deres leder, Tenoc. Selve navnet betyder "Kaktusstedet."
I begyndelsen levede de af slangekød, fisk, ænder eller endog myggelarver. Beliggenheden i søen var ideel til chinampas, et system af flydende haver forankret til søbunden. Søen gav også gode transportmuligheder i et land uden pakdyr, hvor landtransport var besværlig.
Omkring 1429 dannede mexicaerne en alliance med de nærboende tlacopan-folk og texcocofolk og lagde grunden til Det aztekiske imperium. Under Moctezuma 1. blev Tenochtitlan imperiets hovedstad, og efter en række ambitiøse felttog erobrede aztekerne Oaxaca og undertrykte mange mixteker-samfund i det sydlige.
Derpå drog de østpå i togt mod huastekerne og totonakerne ved Golfkysten. Aztekerne var ikke interesserede i at besætte de besejredes landområder. De lod de overvundne folkeslag beholde deres egne ledere og regeringer, men forlangte store afgifter i form af skaller (benyttet til religiøse ritualer), quetzalfjer, jaguarskind og ædelsten. Store mængder fanger blev bragt til Tenochtitlan for at blive ofret til guderne.
Indvielsen af tempelpyramiden til Huitzilopochtli i 1487 - 19 år efter Moctezumas død - blev ledsaget af ofringen af tusinder af fanger, der ifølge nogle beretninger blev stillet op fire ved siden af hinanden i en kolonne, der var 5 km lang og derpå drevet frem til offerstedet på toppen af pyramiden, hvor præsterne flåede deres hjerter ud. Ritualet hævdes at have strakt sig over tre døgn.
Mere end 2000 guder blev tilbedt i den komplekse aztekiske gudeverden, selvom hovedtemplet i Tenochtitlan var viet til Huitzilopochtli - scam-mens kolibrigud - og til regnguden Tlaloc. Ved siden af den store pyramide lå to andre templer, det ene var viet til den "rygende-spejl" gud Tezcatlipoca, og det andet var Quetzalc6atls, den fjerklædte slanges runde tempel. Aztekerne troede på, at der var fem tidsaldre - eller Sole.
Den første Sol varede 676 år. Det var guden Tezcatlipocas' regeringsperiode - Solen for Natten og Jorden - da landet var beboet af kæmper. Quetzalc6atl besejrede Den første Sol, der faldt i havet og blev omskabt til en jaguar, der åd kæmperne.
Den anden Sol, vindens gud Quetzalc6atl, blev væltet af den samme jaguar efter at have hersket i 364 år. En stor storm rejste sig, og alle døde undtagen nogle få aber.
Den tredje Sol var Tlaloc, Regnen af Ild, hvis herredomme varede 312 år og endte, da Quetzalc6atl fremkaldte en daglang regn af ild, der dræbte alle bortset fra nogle få, som overlevede som fugle, mest kalkuner.
Den fjerde Sol, Chalchiuhtlicue, kontrollerede verden i 676 år, men bukkede under, da Tlaloc sendte en stor oversvømmelse, der druknede alle undtagen nogle få, som kun overlevede som fisk.
Den femte Sol, Bevægelsens Sol, er den nuværende hersker, hvis periode startede ved Teotihuacan.
I deres konstante kamp for at tækkes guderne og holde Den femte Sol i live, skænkede aztekerne ham den mest hellige og livgivende føde - det levende menneskehjerte.
Aztekerne, som ofte roses mere for deres militære dygtighed end for deres kunstneriske udfoldelser, udviklede en stærk kunstnerisk stil. Rent faktisk var de dygtige billedhuggere, keramikere, guldsmede og malere, hvis bager - codex - er blandt de smukkeste, der nogen sinde er fremstillet. På samme måde som i de strenge, stærkt stiliserede religiøse skulpturer var der et kraftigt element af naturalisme i deres fremstilling af græshopper, prærieulve, fugle, fruer, kaniner, skildpadder, aber, fisk og andre dyr.
Den gigantiske solsten eller aztekiske kalender i Tenochtitlan (næsten 4 m i diameter) er syntesen af aztekernes astronomiske kunnen, og der er fremsat flere fortolkninger af dens betydning. I centrum sidder ansigtet på den apatiske solgud omgivet af adskillige ringe, der rummer astronomiske symboler. Den yderste ring er dannet af to ildslanger med hovederne mod hinanden. Det største mesterværk inden for aztekisk kunst var måske den pragtfulde by Tenochtitlan, som de byggede midt i søen, det stolte centrum for deres magtfulde imperium.
Det ceremonielle center Monte Alban, det ældste post-olmekiske sted, var faktisk hjemsted for den mest holdbare af alle de klassiske civilisationer i det gamle Mexico. Det er også den største frembringelse i den zapotekiske kultur, som voksede frem i den sydlige stat Oaxaca i løbet af den klassiske periode. Den tidlige periode, hvor bjergtoppen blev planeret for at skabe en enorm platform, viser stærk olmekisk indflydelse.
På et meget tidligt tidspunkt udviklede zapotekerne et fuldt skriftsystem med hieroglyffer og benyttede det prik-og-streg system, som også blev brugt af mayaerne. Det var disse folk, som skabte den enestående serie af basrelieffer kaldet Los Danzantes (Danserne) i Monte Alban. Deres udsmykkede begravelsesurner, der viser siddende guder i prangende dragter og smykker, er unikke. Urnerne var placeret i kunstfærdige, hvælvede stengrave, hvor man mener, de har beskyttet den begravede adelsmand.
TYDNINGEN AF CODEX
Billedskriften i de aztekiske codices er ret let at tyde. Rejse er skildret med fodspor, tale med en skriftrulle, der kommer ud af den talendes mund, og sang er skildret med den samme slags skriftrulle dekoreret med blomster.
Omkring år 1000 invaderede mixtekerne, et folk der kom fra området Cholula-Puebla længere nordpå, Monte Alban, der allerede var på vej ned. De blandede sig med zapotekerne og overtog stedet som deres egen begravelsesplads. De åbnede nogle af de tidligere zapotekiske grave og erstattede de tidligere beboere med deres egne døde. Den bedst kendte af mixtekernes grave, grav 7 i Monte Alban, blev udgravet i 1932 af den mexicanske arkæolog dr. Alfonso Caso. Den rummede den største enkeltskat, der nogen sinde er fundet i Mesoamerika; i alt mere end S00 stykker kunstfærdige smykker og andre værdifulde kulturgenstande.
Mixtekerne var berømte som håndværkere, og aztekerne benyttede dem til at fremstille guldmykker og mosaikker i turkis og fjer. Deres fint forarbejdede guldarbejder blev støbt efter en metode, hvor en kerne af voks smeltede væk, og deres fremragende malede keramik blev handlet og efterlignet lige fra det centrale Mexico til Guatemala.
De mixtekiske codices målte op til 12 m i længden og er en vigtig kilde til alle slags inforationer. Illustrationerne på de kridtbelagte dyreskindsmanuskripter beretter om historiske begivenheder, guddommelig viden eller adelsfamiliers historie.
Det bedste eksempel på mixtekisk arkitektur kan ses i Mitla ost for Oaxaca, hvor de lange, lave "paladser" er udsmykket med fint udførte stenmosaikker, hvis geometriske mønstre leder tanken hen på tekstildesign og minder om stengitterværket i Uxmal på Yucatan-halvøen.
Den frugtbare, tropiske Golfkyst i Mexico med den rigelige nedbor og det varme klima var ikke blot hjemsted for olmekerne, den første civilisation i Mesoamerika, men også for totonakerne i det centrale Veracruz og huastekerne mod nord.
Navnet totonaker er en fællesbetegnelse for de kulturer, som udvikledes i det centrale Veracruz, først og fremmest i Remojadas, El Tajin og El Zapotal, selvom der bogstavelig talt er snesevis af andre kulturhistoriske ruinområder i denne region.
Remojadas-kulturen, der ikke udmærker sig ved religiøse centre eller monumental arkitektur, var enestående til at arbejde med ler. Arkæologiske fund viser, at den gamle tradition med at begrave de døde med offergaver af keramik blev fulgt i det centrale Veracruz. Lerfigurerne forestiller oftest siddende personer iført korte skorter, og deres ansigter har karakteristisk skæve øjne med et skeløjet udtryk, som regnedes for et skønhedstegn. Mange af statuetterne var Fløjter eller rangler og var malet med kunstfærdige, geometriske mønstre.
De gådefuldt smilende statuetter er det mest karakteristiske fra kulturen i det centrale Veracruz. Symbolbetydningen af disse hule statuetter, der omfatter både mænd og kvinder, er blevet studeret af mange forskere. Nogle mener, at de skildrer den rituelle brug af hallucinogene stoffer (det forklarer smilene), mens andre simpelthen ser dem som udtryk for kystbeboernes energi og lykke.
De store lerfigurer, der blev afdækket ved El Zapotal i 1970'erne, var en del af en kolossal offergave, som disse kystbeboere skænkede underverdenens gud Mictlantecuhtli. Den højtidelige statue af "De dødes Hersker" var ledsaget af adskillige hundrede figurer og andre genstande, heriblandt smilende figurer og en gruppe monumentale lerfigurer kendt som Cihuateotl, kvinder, som var gjort til guder efter at være døde i barselsseng.
Den store by El Tajin med den berømte Niche-pyramide er uden tvivl det ypperligste af den monumentale arkitektur i Veracruz og et af de mest fremtrædende monumenter i det gamle Mexico.
Det rituelle boldspil synes at have været kernen i El Tajins kultur. Der er fundet omkring 17 baner på stedet, og relieffer viser ofringen af spillerne og ritualer i forbindelse med det hellige spil. Et vægmaleri viser en halshugget spiller, hvor slanger af blod sprøjter fra halsen, symboliserende frugtbarhed og Jorden. Det menes, at de mange smukt udhuggede, gådefulde stenhachas (okser), palmas (palmer) ogyugos (åg) også var en del al boldspillets ceremoni eller i hvert fald havde rituel betydning. El Tajin var utvivlsomt en vigtig regional hovedstad, der dominerede et stort område og havde en betydelig indflydelse. De kulturelle og økonomiske forbindelser mellem El Tajin og samtidige centre, som for eksempel Teotihuacan og Xochicalco, er åbenbare.
INSPIRATION
Picasso vendte sig mod Afrika for at hente inspiration, mens billedhuggeren Henry Moore hentede den i de monumentale mexicanske skulpturer fra for spaniernes tid. Hans liggende figurer er direkte efterkommere al chac-mool.
De gamle huastekere beboede et område mod nord i det nuværende Veracruz, der også strakte sig ind i delstaterne Hidalgo, Puebla, San Luis Potosi og Tamaulipas. Deres sprog, som stadig tales af huastekernes efterkommere, var et mayasprog, der havde udskilt sig fra hovedstammen engang i fortiden.
Der er kun udført forholdsvis lidt arkæologisk arbejde inden for huastekernes arkitektur, og det meste af vores viden kommer fra deres ekstraordinære kunstgenstande. Deres stærkt stiliserede sandstensskulpturer og relieffer skildrer kropsformer af kvinder og mænd med den karakteristiske koniske hovedbeklædning, samt foroverbøjede, pukkelryggede skikkelser. Der er også indgraverede strandskaller, fine lerstatuetter, skåle, kar og figurer af dyr med hjul, som menes at være legetøj. Den mexicanske arkæolog Jose Garcia Payån mener, at huastekerne var store kulturskabere, og at mange af guddommene i aztekernes gudeverden, kan spores tilbage til huastekernes kultur.
Men aztekerne besejrede huastekerne under Moctezumas forgænger Ahuizotls regeringstid. Aztekerne var chokerede over huastekerne, der drog mod fjenden totalt nøgne og med kroppen malet i strålende farver, hovederne gjort flade og deformerede og med farvede, spidst filede tænder.
Man ved meget mindre om kulturerne i det vestlige Mexico, selvom skulpturel keramik fundet i gravkamre har afsløret en del. Colima, Jalisco og Nayarit smeltede aldrig sammen til egentlige kongeriger, men forblev under lokale høvdinge, der kontrollerede små områder med sparsom kulturel udveksling mellem grupperne.
Ud fra deres keramik kan man tydeligt se, at de troede på et liv efter døden. Således blev en mand begravet sammen med statuer af sin kone, tjenere og slaver, for at de kunne hjælpe ham i den næste verden. Disse lerfigurer er enestående takket være formernes enkelthed og renhed og den glæde, de udstråler. Disse keramikere skildrede både dagliglivet og religiøse temaer - et riuelt boldspil med en flok tilskuere, et elskende par, falliske danse, musikere, krigere og dyr. En af deres almindeligste modeller var itzcuintli, den tykke, hårløse indfødte mexicanske hund, der ofte blev serveret som en delikatesse ved fester, og som hævdes at være meget lækker.
Takket være spanierne ved vi en hel del om tarasko-kulturen i Michoacan. Kort tid efter erobringen gav den første vicekonge, biskoppen i Michoacan, Vasco de Quiroga, ordre til at optegne historien om purepechaerne, eller taraskanerne, som de blev kaldt af spanierne.
Aztekerne hævdede at have samme forfædre som Taraskanerne og sagde, at de begge var en del af chichimeca-folket, der stammede fra hulerne i nord.
Michoacan betyder "Fiskernes sted" og staten Michoacan grænser til Stillehavet. Imidlertid var indbyggernes gamle religion ikke baseret på havet, men på vulkanerne. Ildkulten var central for tarasko-religionen. Hovedguden Curicaueri, "Den Store Brænder", repræsenterede solen. Til hans ære ofrede folket mennesker og vedligeholdt et konstant bål på toppen af store religiøse bygningsværker af sten, kaldet ycicatas. Den største af disse yacatas er Tzintzuntzdn, taraskanernes hovedstad ved bredden af Patzcuaro-søen.
Bortset fra disse yacatas byggede taraskanerne hovedsagelig i træ. De var dygtige til keramik, træarbejder, kobbertøj og specielt til fjerarbejder.
De gamle taraskanere havde veltrænede hærstyrker. Den første legendariske konge, Taricicuari, sammensvejsede de rivaliserende klaner til en tætknyttet alliance, der slog aztekernes styrker to gange.
Den sidste af taraskanernes konger, Tangaxoan 2., drog ydmygt af sted for at hylde og underkaste sig Cortes i 1522, men til ingen nytte: Den mest brutale af conquistadorerne, Nuno de Guzman, fik kongen brændt levende under påskud af, at han var med i en sammensværgelse mod det spanske styre. I virkeligheden var det, fordi kongen ikke kunne skaffe tilstrækkeligt guld.
National identitet og kulturel stolthed har fundet højt ansete motiver i indianernes glemte kunst, og i dag ser man indianske symboler alle vegne. Fx på vægmalerierne på mange offentlige bygninger, i arkitekturen og boligindretning samt i designet af alt fra mønter og frimærker til smykker og tøj.
50.000 f.Kr.: De første vandringer til Det amerikanske Kontinent fra Asien via den midlertidige landforbindelse over Beringsstrædet.
10.000 f.Kr.: Mennesker slår sig ned i Mexico-dalen. Samfund dannes baseret på jagt, fiskeri og samlerkultur.
9000-1200 f.Kr.: Begyndende landbrug med dyrkning af majs. Tidligere samlere og jægere bliver bønder med dyrkning af"treenigheden" af mexicanske grundnæringsmidler - majs, bønner og chili.
1200-400 f.Kr.: Den præ-klassiske periode. Olmeker-kulturen udvikles, blomstrer og sygner hen. Olmekerne menes at have haft stor indflydelse på de senere mayaer og er især kendt for de kolossale stenhoveder. De vigtigste olmekiske centre er La Venta, Tres Zapotes og San Lorenzo. Mayaerne begynder at slå sig ned i det sydlige lavland, og zapotekerne bygger Monte Alban i Oaxacadalen.
300-900 e. Kr.: Den klassiske periode. Mange mesoamerikanske kulturer blomstrer: Det er en storhedstid inden for dannelse af et præste-kastesystem med en mangfoldiggørelse af guderne. Kunst, keramik, litteratur og astronomi når deres højdepunkter. Det samme gør urbaniseringen med opførelsen af store byer og komplekse ceremonielle centre. Chichen Itza og Uxmal på Yucatan er blandt de vigtigste mexicanske centre.
900-1000 e. Kr.: Begyndelsen til den post-klassiske periode. Militarisering af teokratiske samfund. Tilsynekomsten af de krigeriske toltekere, der etablerer et imperium i Mexico-dalen og grundlægger Tula og Tulancingo. Metallurgi udvikles. De fleste byer bliver pludselig og på mystisk vis forladt, og der indtræffer store kulturelle forandringer.
1325: Aztekerne grundlægger hovedstaden Tenochtitlan på en sumpet ø i Texcoco-søen, i dag Mexico By, og begynder straks opførelsen af det ceremonielle center Templo Mayor.
1517: Den spanske søfarende, Hernandez de Cordoba, drager på opdagelse langs Yucatans kyst og finder spor af mayabebyggelser.
1519: Hernan Cortes og hans conquistadorer ankommer til Tenochtitlan og forundres over byen på øen. De bliver fredeligt modtaget af Moctezuma 2. og behandlet som æresgæster. Den daværende befolkning i Mesoamerika anslås til 25 millioner.
1520: Under Cortes' fravær myrdes hundredvis af indianere i Templo Mayor af Cortes' næstkommanderende, Pedro de Alvarado. Et stort antal spaniere bliver derefter dræbt, da de forsuger at kæmpe sig vej ud af byen. Begivenheden bliver kendt som La Noche Triste "Den sørgelige nat".
August 1521: Efter en belejring på 75 dage falder Tenochtitlan og bliver af spanierne jævnet med jorden.
1530: Kong Carlos 5. erklærer Mexico By for hovedstad i Ny Spanien og sæde for vicekongen.
1539: Den første trykpresse indføres i Mexico.
1566: Martin Cortes, son al Hernan, anstifter conquistadorernes første oprør mod den centrale styring fra Spanien.
1571: Den spanske inkvisition etablerer sig i Mexico.
1573: Bygningen af den nuværende katedral i Mexico By påbegyndes.
1692: Opstand i Mexico By. Vicekongens palads og rådhuset sættes i brand al mængden.
1810-21: Mexicos uafhængighedskrig fra Spanien. Præsten i Dolores, Miguel Hidalgo, fremfører sit berømte Grito de Dolores - Råb om Uafhængighed. Oprøret slås ned. Borgerkrig.
September 1821: Uafhængigheden erklæres med den triumferende ankomst af general Augustin de Iturbide og Ejercito Trigarante til Mexico By.
1822: Iturbide krones som kejser Augustin 1.
1823: Antonio Lopez de Santa Anna går til angreb med en alternativ republikansk plan, og Iturbide træder tilbage. Den mexicanske forfatning offentliggøres samtidig med etableringen af en forbundsrepublik (1824).
1846-48: USA fremprovokerer krig mod Mexico og invaderer landet. Mexico By indtages. Seks militærkadetter dør i slaget om Chapultepec-slottet. De udødeliggøres som Los Ninos Heroes (drengeheltene). I den efterfølgende Guadalupe-traktat afstår Mexico Texas, New Mexico, Arizona, Nevada, Utah, Colorado og Californien, det halve af landets areal, til USA.
1855: Benito Juarez beordrer konfiskation af den katolske kirkes ejendom. Kirken adskilles fra staten.
1857: Krig om reformer mellem de konservative og de liberale. Reformlovene omfatter: Nationalisering af kirkens ejendom, borgerligt ægteskab, sekularisering af kirkegårdene og trosfrihed.
1862: Slaget ved Puebla. Invaderende franske styrker slås tilbage af den nationale hær.
1864: Maximilian af Habsburg, udsendt al Napoleon 3. for at vare kejser af Mexico, modtages højtideligt. Tre år senere henrettes han ved skydning. 1867: Den mexicanske republik genetableres, og Zapotekerindianeren Benito Juarez udnævnes til præsident.
1876-1911: General Porfirio Diaz bliver præsident, dernæst diktator. Hans 35 års regeringstid, den såkaldte Porfiriato, er kendetegnet ved at nogle få får palæer i europæisk stil i hovedstaden eller enorme haciendas rundt om i landet, og at de mange får fattigdom og armod.
November 1910: En væbnet opstand afsætter endelig Diaz, der flygter til et selvvalgt eksil i Paris.
1910: Kampen for Tierra y Libertad (Jord og Frihed). De karismatiske ledere Emiliano Zapata og Pancho Villa besætter Mexico By i flere uger i 1914. 1917: En ny forfatning bekendtgøres. Venustiano Caranza vælges til præsident.
1919: Emiliano Zapata myrdes.
1920: Adolfo de la Huerta udråbes til midlertidig præsident af kongressen.
1926-29: Den katolske Cristero-revolt bryder ud i Guanajuato og Jalisco i protest mod reformer.
1929: Dannelsen af det første officielle politiske parti, Partido Nacional Revolucionario - nu det førende Partido Revolucionario Institucional (PRI).
1938: Præsident Låzaro Cardenas eksproprierer de udenlandske olieselskaber og grundlægger det statsejede Petr6leos Mexicanos (PEMEX). Jernbanerne nationaliseres.
1968: Få dage for åbningen af De olympiske Lege i Mexico By dræbes demonstrerende studenter i Tlatelolco. Den første undergrundsbane starter i Mexico By.
1982: Præsident Jose' Lopez Portillo nationaliserer bankerne og standser betalingerne til udlandet.
1985: Et jordskælv med styrke 8,1 på Richterskalaen rammer Mexico By. Tusinder omkommer.
1986: Efter det verdensomspændende sammenbrud i oliepriserne indtræder Mexico i GATT (General Agreement on Tariffs and Trade).
1994: Nordamerikansk frihandelsaftale mellem Mexico, De forenede Stater og Canada træder i kraft og gør regionen til en af verdens største frihandelsområder.
1994: Fremkomsten af indianergruppen, Ejercito Zapatista de Liberacion Nacional (EZLN), der kæmper for jordfordeling og menneskerettigheder, bl.a. ved at erobre fire byer i Chiapas.
1994: Mordet på Luis Donaldo Colosio, præsidentkandidat for PRI.
1994: Ernesto Zedillo Ponce de Leon, PRIS kampagneleder, vælges til præsident.
1996: EZLN underskriver den første af seks fredsaftaler med den mexicanske regering, alle rettet imod at forbedre politiske rettigheder og menneskerettigheder for de oprindelige indfødte grupper.
2000: Den katolsk-konservative Vicente Fox fra PAN vælges til præsident som den første ikke-PRI-kandidat på denne post i over 60 år.
2004: Ved topmødet i Monterrey blev der, efter pres fra USA, underskrevet en erklæring om at gore Nord- og Sydamerika til et frihandelsområde i 2005.
2006 Felipe Calderón (PAN) vinder med en minimal margen over Andres Manuel Lopez Obrador fra PRD. Lopez Obrador og hans tilhængere hævder, at der var foregået valgsvindel, og efter langvarige demonstrationer i Mexico By og andre steder danner de en alternativ regering. Indtil videre synes den officielle regering at fungere, som om intet var hændt.
... gengivelser hertil